Rart at se der er andre herinde, som sidder i lignende situationer.
Jeg har arbejdet i butikker hele mit liv. Jeg er i dag 29 år og har været en gemen tyveknægt hele mit liv. Levede det søde økonomiske liv og gav min barn rejser osv. En fængselsdom+en betinget dom og min manglende sociale kompetencer fik mig dog til at overveje min fremtid. For et par år siden valgte jeg så at søge hjælp hos en psykiater. Her valgte jeg at være næsten helt ærlig overfor ham og dette gjorde at han har kunne hjælpe mig bedst muligt. I starten prøvede jeg at bilde ham ind at jeg havde dårlig samvittighed over de ting jeg havde gjort, men til sidst erkendte jeg også selv at det havde jeg ikke. Er jeg stolt over det? Nej. Men sådan er det nu bare engang desværre.
Jeg røg så også på kontanthjælp og har siddet der lige siden. Det tog mine sagsbehandlere 2 år at indhente statusattest fra min psykiater. Den er så endelig kommet. Nu har kommunens psykolog også beskrevet min arbejdsevne som værende meget pessimistisk og hun kaldte det en svær dyssocial personlighedsforstyrrelse. Ja, psykopat 
Både min psykiater og psykolog har så givet mig diagnosen “svær dyssial personlighedsforstyrrelse” og symptomer af Borderline og autistiske træk. Ikke noget jeg er stolt af, men gider bare ikke leve livet som kriminel længere og vil bare opføre mig nogenlunde normalt. Får medicin, som gør at der er meget længere mellem tanke og handling, men kommer desværre aldrig på det normale arbejdsmarked igen.
Min sagsbehandler sagde efter at jeg fik psykologudredningen i midten af August, at vi ville snakke sammen igen sidst i September, da hun skulle på ferie. Sidst i August søgte jeg dog en paragraf 17, da jeg nu ikke kan se hvad mere de mere skal bruge på mig.
Som “psykopat” er det så frustrerende at sidde og glo herhjemme og føle sig som et nul. Da jeg var kriminel og uden medicin havde jeg altid penge på lommen. Hr. og Fru Danmark respekterede mig som “en ung mand som klarer sig godt”, da jeg jo arbejdede og udadtil virkede til at have styr på mit liv. Nu, da jeg ikke længere er kriminel og er på bistand, så føler jeg at alle ser ned på en fordi jeg ikke laver noget rigtigt. Håber virkelig min pension går igennem, så jeg kan få noget ro og prøve at kigge lidt fremad.
Mit største problem nu er mit temperament. Min økonomiske situation er helt til hundene og de mange frustrationer omkring kommunen og om at få den hjælp jeg søger, gør desværre at min lunte er alt for kort. Heldigvis har jeg en samlever, som holder mig i ørerne, men som jeg selv siger, “så er jeg træt af folks ***” og derfor er det en daglig kamp at komme igennem dagene uden at lave rag i den. Vi har været omkring distriktspsykiatrien og de vil snart vurdere om jeg kan få en støtteperson eller lignende. En som jeg kan læsse af på, da min samlever ikke kan eller skal kunne forstå alle mine følelser.
Nå, nu fik jeg læsset lidt gylle af herinde hehe
God dag til jer alle
