Mine tidligere tråde findes under min profil.
Jeg har personlighedsforstyrrelse og en mild form for maniodepressiv lidelse.
Mit forløb gennem Projekt Springbræt slutter sidst i august.
Til den tid har jeg været tilknyttet i 6 måneder, og jeg har gennem dem været tilknyttet et motionscenter som tilbyder noget a la sund-krop-sund-sjæl. Der har jeg haft personlig træner to gange om ugen, og her i den sidste periode også coaching en gang om ugen.
Jeg har en socialrådgiver hos Springbræt som følger mig ret tæt.
Det står som bøjet i neon at der er meget, meget lange udsigter til, at jeg vil kunne indgå på det ordinære arbejdsmarked eller alternativt gennemføre en ordinær uddannelse.
Gennem coachingforløbet og samtaler med socialrådgiveren, er det blevet tydeligt, at den letteste vej til selvforsørgelse for mit vedkommende vil være, at jeg har en lille selvstændig virksomhed med salg via Trendsales, samtidig med at jeg har få timer ugentligt på en arbejdsplads - dog formodentlig nødvendigt med flextid - eller at jeg har en tjans som eksempelvis korrekturlæser jeg kan gøre hjemmefra.
Jeg kan ikke indordne mig under “sådan plejer vi at gøre”, kan ikke holde sladder og uduelighed/ugidelighed på en arbejdsplads ud, og har svært ved at skjule mine følelser, jeg har svært ved at afholde mig fra at ville bestemme såvel som tage initiativ til forandringer som ikke er velkomne. Jeg kan ikke overholde mødetider, jeg har dage/perioder hvor jeg er vildt træt og langsom i optrækket, og især i disse perioder kan jeg stort set ikke komme ud ad døren. Disse dage er jeg initiativløs og i dårligt humør.
Jeg stejler i forhold til at skulle gøre ting for andres vinding. Et eksempel herpå er et 6-måneders praktikforløb i forretning, hvorunder jeg var på kontanthjælp. Det hang mig LANGT ud ad halsen, at jeg arbejdede gratis for butiksindehaverne og pressede mig selv til det yderste - som “tak” fik jeg en blomst da jeg sluttede (hvilket jeg overhørte en telefonsamtale en af medarbejderne havde hvor hun spurgte hvad de skulle give mig), og kun den ene af cheferne sagde farvel; fordi han tilfældigvis kom forbi butikken da jeg var ved at tage hjem sidste dag.
Jeg har det elendigt med tanken om at skulle i sådan en praktik igen. Jeg ville på grund af min meget begrænsede arbejdsevne ikke kunne tjene mere end jeg får udbetalt i kontanthjælp, men det er princippet om, at arbejdsgiveren ikke betaler mig for min arbejdsindsats jeg ikke kan udstå. Det er SÅ demotiverende.
Vi har i coachingforløbet arbejdet meget med mulige fremtidige forløb her når perioden slutter.
Det optimale ville være, at kommunen støttede mig til at komme igang med min virksomhed. Eksempelvis tillade mig at tage kurser i regnskabsføring og lignende på kontanthjælp, hjalp mig økonomisk til at opstarte virksomheden og lod mig være på supplerende kontanthjælp i 3-6 måneder.
Dette ville være en ret så lille samfundsøkonomisk udgift i forhold til at fastholde mig på kontanthjælp og smide mig gennem det ene forløb efter det andet som alle fører til en opblussen af psykiske problemer, som kræver en stabiliserende periode hos en leverandør der kan stabilisere mig, hvorefter jeg igen kan komme i et forløb med tvivlsomt positivt resultat. Selv dette forløb med meget begrænsede krav til mig har jeg haft svært ved at møde op til. Mange gange er jeg endt med at aflyse, fordi jeg gror fast herhjemme om morgenen. Og det har intet at gøre med hvornår på dagen jeg skal være et sted…
Socialrådgiveren har nu (endelig) fået fat i min sagsbehandler for at få et møde i stand. Det er os meget magtpåliggende, at jeg, socialrådgiveren og min coach kommer til samtale med sagsbehandleren og at der bliver lagt en plan for hvad der skal ske efter dette forløb slutter i slutningen af august.
Ellers vil det ende med, at jeg ENDNU EN GANG ville slutte et forløb, gå et par måneder før jeg kom til sagsbehandler og gå endnu et par måneder før jeg kom i et eller andet forløb.
Sagsbehandleren oplyste socialrådgiveren om, at det er helt og aldeles umuligt at være på supplerende kontanthjælp hvis man har egen virksomhed. Så det vi har arbejdet med at gøre til et realistisk projekt kan ikke lade sig gøre…
Så nu sidder jeg i saksen.
Jeg kan ikke bare stoppe på kontanthjælp, kaste mig over projekt selvstændig og tjene penge ved siden af. Det er komplet urealistisk.
Jeg kan ikke tage endnu en virksomhedspraktik. Det vil køre mig ned endnu en gang. Hver eneste gang jeg været gået igang med noget er det gået galt. Forretningspraktikkerne førte til spiseforstyrrelse. Studiestart førte til angst og depression og selvmordstanker… Efter jeg så droppede ud af studiet og meldte mig på kommunen tog det to måneder før jeg kom til at tale med en sagsbehandler - og det skete kun fordi jeg rykkede for det - og i løbet af den tid kørte jeg kun endnu længere ned i følelsen af uduelighed. Og så kom jeg i det nuværende forløb. Heldigvis blev det også afklaret at jeg har en maniodepressiv lidelse, og den nye medicin har hjulpet en del på humørsvingningerne; men væk er de ikke og kommer det næppe nogensinde.
Jeg kan næppe blive visiteret til flexjob, fordi jeg er 25 år gammel og “kun” lider af ret massive psykiske problemer, som ændrer sig og med tiden forhåbentlig vil hæmme mig mindre.
Jeg anser det som en ret usikker vej at tage et ordinært deltidsarbejde og være på supplerende kontanthjælp - på grund af de ovennævnte problemer i forhold til at indgå på en arbejdsplads. Og hvad er supplerende kontanthjælp for en fremtid?
Det er ret omsonst at sætte mig i et eller andet uddannelsesafklarende forløb, for jeg har alt for svært ved at opretholde tilknytningen til noget som helst, og det der tiltaler mig mest ved at starte på en uddannelse, er det sociale liv der er på sådan en. Aner ikke hvad jeg skulle studere…
Både coach og socialrådgiver mener, at jeg vil kunne klare at styre en mindre selvstændig virksomhed, da det vil kunne gå med de problemer jeg har; jeg ville arbejde hjemmefra og måske vigtigst af alt ville jeg arbejde for egen vindings skyld. Desuden er det noget jeg er ekstremt motiveret for - og jeg er ret overbevist om, at jeg vil kunne klare at tjene penge ved siden af foreksempel gennem vikarbureau så jeg selv bestemmer hvad og hvornår og ikke er fast tilknyttet en arbejdsplads.
ARGH - hvorfor f***** er systemet så stramt? Jeg er simpelthen så frustreret over, at der ikke er plads til at hjælpe mig til den mest direkte vej til selvforsørgelse!
Er der nogen der kender nogle smuthuller i lovgivningen som giver plads til at sådan en som jeg kan hjælpes til selvforsørgelse udenfor det ordinære arbejdsmarked???
Ved godt at jeg må udskyde det med selvstændig virksomhed til jeg kan klare at opstarte det uden samtidig understøttelse (hvis det nogensinde sker), men kan man på nogen måde komme igang med livet på en utraditionel måde med den nuværende lovgivning? Jeg formoder, at sådan noget vil skulle foregå under flexjob-lovgivningen, men er ikke sikker. Tror I på nogen måde det vil kunne lade sig gøre at få flexjob for mig? Og i så fald - må man køre virksomhed ved siden af flexjob, eller anses det for at man så godt ville kunne klare flere timer på arbejdspladsen? Sådan er det jo reelt ikke.
Det er død irriterende, at tanken om at påbegynde et studie sådan at jeg får SU, fordi jeg så ville have en indtægt ved siden af at jeg opstartede virksomheden, dukker op i mit hoved igen og igen. Det er jo IKKE vejen frem.
Jeg orker simpelthen ikke mere.
Det tærer på mig i en sådan grad at jeg nu ikke længere kan overholde den aktivering jeg er i en måned endnu (træningscentret+coach).
