Årh, for fa'en...

Mine tidligere tråde findes under min profil.

Jeg har personlighedsforstyrrelse og en mild form for maniodepressiv lidelse.

Mit forløb gennem Projekt Springbræt slutter sidst i august.
Til den tid har jeg været tilknyttet i 6 måneder, og jeg har gennem dem været tilknyttet et motionscenter som tilbyder noget a la sund-krop-sund-sjæl. Der har jeg haft personlig træner to gange om ugen, og her i den sidste periode også coaching en gang om ugen.
Jeg har en socialrådgiver hos Springbræt som følger mig ret tæt.

Det står som bøjet i neon at der er meget, meget lange udsigter til, at jeg vil kunne indgå på det ordinære arbejdsmarked eller alternativt gennemføre en ordinær uddannelse.

Gennem coachingforløbet og samtaler med socialrådgiveren, er det blevet tydeligt, at den letteste vej til selvforsørgelse for mit vedkommende vil være, at jeg har en lille selvstændig virksomhed med salg via Trendsales, samtidig med at jeg har få timer ugentligt på en arbejdsplads - dog formodentlig nødvendigt med flextid - eller at jeg har en tjans som eksempelvis korrekturlæser jeg kan gøre hjemmefra.

Jeg kan ikke indordne mig under “sådan plejer vi at gøre”, kan ikke holde sladder og uduelighed/ugidelighed på en arbejdsplads ud, og har svært ved at skjule mine følelser, jeg har svært ved at afholde mig fra at ville bestemme såvel som tage initiativ til forandringer som ikke er velkomne. Jeg kan ikke overholde mødetider, jeg har dage/perioder hvor jeg er vildt træt og langsom i optrækket, og især i disse perioder kan jeg stort set ikke komme ud ad døren. Disse dage er jeg initiativløs og i dårligt humør.

Jeg stejler i forhold til at skulle gøre ting for andres vinding. Et eksempel herpå er et 6-måneders praktikforløb i forretning, hvorunder jeg var på kontanthjælp. Det hang mig LANGT ud ad halsen, at jeg arbejdede gratis for butiksindehaverne og pressede mig selv til det yderste - som “tak” fik jeg en blomst da jeg sluttede (hvilket jeg overhørte en telefonsamtale en af medarbejderne havde hvor hun spurgte hvad de skulle give mig), og kun den ene af cheferne sagde farvel; fordi han tilfældigvis kom forbi butikken da jeg var ved at tage hjem sidste dag.
Jeg har det elendigt med tanken om at skulle i sådan en praktik igen. Jeg ville på grund af min meget begrænsede arbejdsevne ikke kunne tjene mere end jeg får udbetalt i kontanthjælp, men det er princippet om, at arbejdsgiveren ikke betaler mig for min arbejdsindsats jeg ikke kan udstå. Det er SÅ demotiverende.

Vi har i coachingforløbet arbejdet meget med mulige fremtidige forløb her når perioden slutter.
Det optimale ville være, at kommunen støttede mig til at komme igang med min virksomhed. Eksempelvis tillade mig at tage kurser i regnskabsføring og lignende på kontanthjælp, hjalp mig økonomisk til at opstarte virksomheden og lod mig være på supplerende kontanthjælp i 3-6 måneder.
Dette ville være en ret så lille samfundsøkonomisk udgift i forhold til at fastholde mig på kontanthjælp og smide mig gennem det ene forløb efter det andet som alle fører til en opblussen af psykiske problemer, som kræver en stabiliserende periode hos en leverandør der kan stabilisere mig, hvorefter jeg igen kan komme i et forløb med tvivlsomt positivt resultat. Selv dette forløb med meget begrænsede krav til mig har jeg haft svært ved at møde op til. Mange gange er jeg endt med at aflyse, fordi jeg gror fast herhjemme om morgenen. Og det har intet at gøre med hvornår på dagen jeg skal være et sted…

Socialrådgiveren har nu (endelig) fået fat i min sagsbehandler for at få et møde i stand. Det er os meget magtpåliggende, at jeg, socialrådgiveren og min coach kommer til samtale med sagsbehandleren og at der bliver lagt en plan for hvad der skal ske efter dette forløb slutter i slutningen af august.
Ellers vil det ende med, at jeg ENDNU EN GANG ville slutte et forløb, gå et par måneder før jeg kom til sagsbehandler og gå endnu et par måneder før jeg kom i et eller andet forløb.

Sagsbehandleren oplyste socialrådgiveren om, at det er helt og aldeles umuligt at være på supplerende kontanthjælp hvis man har egen virksomhed. Så det vi har arbejdet med at gøre til et realistisk projekt kan ikke lade sig gøre…
Så nu sidder jeg i saksen.

Jeg kan ikke bare stoppe på kontanthjælp, kaste mig over projekt selvstændig og tjene penge ved siden af. Det er komplet urealistisk.

Jeg kan ikke tage endnu en virksomhedspraktik. Det vil køre mig ned endnu en gang. Hver eneste gang jeg været gået igang med noget er det gået galt. Forretningspraktikkerne førte til spiseforstyrrelse. Studiestart førte til angst og depression og selvmordstanker… Efter jeg så droppede ud af studiet og meldte mig på kommunen tog det to måneder før jeg kom til at tale med en sagsbehandler - og det skete kun fordi jeg rykkede for det - og i løbet af den tid kørte jeg kun endnu længere ned i følelsen af uduelighed. Og så kom jeg i det nuværende forløb. Heldigvis blev det også afklaret at jeg har en maniodepressiv lidelse, og den nye medicin har hjulpet en del på humørsvingningerne; men væk er de ikke og kommer det næppe nogensinde.

Jeg kan næppe blive visiteret til flexjob, fordi jeg er 25 år gammel og “kun” lider af ret massive psykiske problemer, som ændrer sig og med tiden forhåbentlig vil hæmme mig mindre.

Jeg anser det som en ret usikker vej at tage et ordinært deltidsarbejde og være på supplerende kontanthjælp - på grund af de ovennævnte problemer i forhold til at indgå på en arbejdsplads. Og hvad er supplerende kontanthjælp for en fremtid?

Det er ret omsonst at sætte mig i et eller andet uddannelsesafklarende forløb, for jeg har alt for svært ved at opretholde tilknytningen til noget som helst, og det der tiltaler mig mest ved at starte på en uddannelse, er det sociale liv der er på sådan en. Aner ikke hvad jeg skulle studere…

Både coach og socialrådgiver mener, at jeg vil kunne klare at styre en mindre selvstændig virksomhed, da det vil kunne gå med de problemer jeg har; jeg ville arbejde hjemmefra og måske vigtigst af alt ville jeg arbejde for egen vindings skyld. Desuden er det noget jeg er ekstremt motiveret for - og jeg er ret overbevist om, at jeg vil kunne klare at tjene penge ved siden af foreksempel gennem vikarbureau så jeg selv bestemmer hvad og hvornår og ikke er fast tilknyttet en arbejdsplads.

ARGH - hvorfor f***** er systemet så stramt? Jeg er simpelthen så frustreret over, at der ikke er plads til at hjælpe mig til den mest direkte vej til selvforsørgelse!

Er der nogen der kender nogle smuthuller i lovgivningen som giver plads til at sådan en som jeg kan hjælpes til selvforsørgelse udenfor det ordinære arbejdsmarked???
Ved godt at jeg må udskyde det med selvstændig virksomhed til jeg kan klare at opstarte det uden samtidig understøttelse (hvis det nogensinde sker), men kan man på nogen måde komme igang med livet på en utraditionel måde med den nuværende lovgivning? Jeg formoder, at sådan noget vil skulle foregå under flexjob-lovgivningen, men er ikke sikker. Tror I på nogen måde det vil kunne lade sig gøre at få flexjob for mig? Og i så fald - må man køre virksomhed ved siden af flexjob, eller anses det for at man så godt ville kunne klare flere timer på arbejdspladsen? Sådan er det jo reelt ikke.

Det er død irriterende, at tanken om at påbegynde et studie sådan at jeg får SU, fordi jeg så ville have en indtægt ved siden af at jeg opstartede virksomheden, dukker op i mit hoved igen og igen. Det er jo IKKE vejen frem.

Jeg orker simpelthen ikke mere.

Det tærer på mig i en sådan grad at jeg nu ikke længere kan overholde den aktivering jeg er i en måned endnu (træningscentret+coach).

Ja, det er hårdt at have så meget at tænke over.

Jeg kender en der startede som “selvstændig” (terapeut) ved at finde en “arbejdsgiver” i samme fag og blive honeraraflønnet af ham. Hun markedsførte sig altså selv, tog de kunder det gav, de betalte på regninger med hans CVR (virksomheds)-nr og hun fik løn af ham i forhold til hvad hun lavede. Indtil hun havde nok kunder til at kunne undvære supplerende understøttelse.

Det kræver selvfølgelig en “arbejdsgiver” man stoler på…

Jeg har ingen anelse om, om det kan virke under kontanthjælp, måske andre kan kloge i det?

Da jeg fik fleksjob i 2004 kunne man ikke få fleksjob i egen nystartet virksomhed, måske nogen også ved om det er ændret?

Jeg ved kun, at man ikke kan få nogen form for iværksætterydelse, og at man ikke kan få supplerende kontanthjælp under opstart af virksomhed.

Det kunne være, at jeg skulle tale med min søster. Hun har også været interesseret i produktet jeg som hovedsag ville sælge hvis så frem og i fald, og måske hun vil være interesseret i at starte virksomheden og dele arbejdet med mig…
Tak for den kommentar - den vinkel havde jeg faktisk ikke tænkt på. Nu har jeg noget ny ammunition til samtalen med sagsbehandleren :smiley:

Jeg har også en terapeut veninde… hendes mand startede selvstændig virksomhed og ansatte sin kone i fleksjob - han er IKKE terapeut - men det var ham der ejede virksomheden og så ansatte han som sagt hans kone i fleksjob i virksomheden

Det jeg anser som problemet er, at jeg har udtrykt ønske om at starte den virksomhed overfor sagsbehandleren. Vil det så skabe problemer at fremlægge idéen om, at min søster opstarter virksomheden og har mig som ansat? Sagen er jo, at jeg vil være med ind over det helt fra starten og reelt være den der udfører arbejdet med opstarten af virksomheden… Hun har ikke lige kapital til at kunne give mig løn så længe der ikke er overskud i virksomheden, og så kan jeg vel ikke komme i nogen form for løntilskudsjob hos hende…?

Var hos psykiater idag…
Hun syntes, at det optimale ville være midlertidig pension - selvom hun også sagde, at det jo ikke er helt er muligt.
Alternativt foreslog hun fortsat kontanthjælp med fritagelse fra alle former for aktivering, og fred til periodevist at tjene lidt penge mod modregning i den offentlige ydelse.
Det er jo i og for sig sådan noget jeg selv har været fortaler for… Men det er nu ikke særlig tilfredsstillende at høre det fra psykiateren - det kloge hoved med indsigt i min psykisk tilstand og fremtidsperspektiv.
Hmm.
Så skal sagsbehandleren indhente udtalelse fra hende.

En midlertidig pension er fuldt muligt som lovgivningen er i dag.

Det fremgår af Lov om socialpension §20, stk. 1, 2. punktum, der siger flg.:

Så al det medie- og politiske “bawl” der har været i medierne i de forgangne måneder om at der skulle laves en midlertidige førtidspension, den har enten sit afsæt i uvidenhed eller sker direkte imod bedre vidende … hvad så end den skjulte agenda herfor måtte være.

Principielt skal du blot opfylde de krav der er til at få tilkendt førtidspension.

Dvs. hvis din psykiater fx beskriver dit handicap (din psykisk lidelse), som stationær og uden relevante behandlingsmuligheder inden for minimum en 5 års periode, så er handicappet/lidelsen i pensionslovens forstand: varig.

Så skal de andre krav til tilkendelse af førtidspension naturligvis også være opfyldt.

Jamen dog :slight_smile:

Jo, havde jeg godt læst flere gange herinde om pensionssager der skal genoptages efter en periode, men troede at det var muligt for mig. Men at perspektivet er en femårsperiode gør det faktisk yderst relevant for mig.

Og så til det helt store spørgsmål:

HVIS jeg blev tilkendt en førtidspension der skal genoptages til vurdering senere, må jeg så samtidig føre min drøm ud i livet og registrere en lille virksomhed jeg kan styre hjemmefra?

  1. Der vil nok være mange kommuner, der pr. refleks over for klienten udtaler: der findes ikke en midlertidig førtidspension.

Som partsrepræsentant- og bisidder-kasket på roen er jeg da støt på den vinkel.

  1. Den femårige periode ifm. varighedsbegrebet er nedfældet i: Vejledning om førtidspension fra 1. januar 2003 (gældende), kapitel 2, afsnit 11, der siger flg.:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=19705

  1. Der vil principielt være mulighed for at oppebære en indtægt ved siden af førtidspensionen - der er nogle reduktionsregler når indtægten kommer over et vist niveau.

Hvorvidt denne indtægt må stamme fra regulære arbejdstimer over et vist niveau (herunder i din konkret sag), det er jeg ikke lige i stand til at afgøre - det grundlæggende i spørgsmålet har aldrig været noget jeg har skullet undersøge - så her må andre træde til med evt. uddybning.

Omvendt kan der være førtidspensionister der har indtægt der ikke er arbejdsrelateret, typisk løbende forsikringsudbetalinger, kapitalindtægter osv.

Du kan muligvis kigge på denne principafgørelse: P-10-08. Den omhandler midlertidige pensioner. Du kan finde den på ankestyrelsens hjemmeside, ved at søge efter P-10-08 under principafgørelser.

Den omhandler en kvinde med psykisk sygdom, der blev tilkendt en midlertidig pension af kommunen, med genoptagelse efter 3 år. Sagen blev anket af fagforeningen, som ikke mente at der skulle sættes revision på efter 3 år.

Både beskæftigelsesankenævnet og ankestyrelsen var enige om, at der ikke kunne sættes revision på, fordi kvinden slet ikke opfyldte betingelserne for pension - hvorfor hun heller ikke kunne tilkendes pensionen.

De har lagt vægt på de lægelige oplysninger og vurderet ud fra dem, at der “ikke var tale om en alvorlig lidelse med et uforudsigeligt forløb, som kunne bedres inden for en kortere årrække. Beskæftigelsesudvalget vurderede, at der hovedsageligt var tale om en personlighedsforstyrrelse. Denne lidelse var varig og uden yderligere behandlingsmuligheder.”

Jeg kan ikke sig om dette også gør sig gældende i din sag - men det afhænger nok i høj grad af hvad der står i dine lægepapirer. Og det er desværre ikke nok, at lægerne anbefaler at du få ro i en periode.

Jeg har i øvrigt kun fundet en principafgørelse, hvor en borger blev tilkendt en midlertidig førtidspension. Han led af kræft, så den kan næppe sammenlignes direkte med din sag. Men det kan være et eksempel på hvad, der bliver forstået som en alvorlig lidelse i lovgivningen. Dermed ikke sagt en psykisk lidelse per definition ikke kan betragtes som en alvorlig lidelse i lovgivningen.

Systemet er strengt og desværre i alt for mange tilfælde slet ikke rustet til at hjælpe folk med psykiske sygdomme.

I forhold til at starte egen virksomhed har jeg ingen gode råd. Der er mulighed for at få revalideringsstøtte til opstart af virksomhed, men det er sjældent brugt i kommunerne. Der er blandt andre krav om at det fører til selvforsørgelse samt at det er realistisk, at den pågældende vil kunne gennemføre forløbet og opstarte projektet.

Mange tak!

[b]Er der nogen der ved, om det er muligt at drive selvstændig virksomhed med meget begrænset indtægt med modregning i (midlertidig) førtidspension?

Alternativt: Revalidering under opstart af mindre virksomhed med begrænset sandsynlighed for at det fører til 100% selvforsørgelse. Dog med den mulighed, at det inden for en årrække fører til stabilitet til at indgå på det ordinære arbejdsmarked i begrænset omfang.

I mit tilfælde er der evidens for, at diverse ordinære aktiveringstilbud fører til yderligere ustabilitet, men at jeg har motivation og store personlige ressourcer så længe jeg ikke presses udefra og selv har kontrol over tingene[/b]

Jeg har ingen viden på området, men jeg ville ikke finde det unaturligt at forvaltningsmyndigheden ville undre sig en kende, når en borger tilkendes førtidspension og ikke i stedet visiteret til fleksjob med bla. det afsæt at: “arbejdsevnen er fundet ubetydelig i ethvert erhverv” - og så borgeren efterflg. pludselig begynder at arbejde måske en 15 - 20 timer i “egen virksomhed”.

1 time om ugen ville nok skabe mindre undren - men hvor grænsen for at undres ligger og hvordan man udmåler det man skal undres over ved jeg ikke noget om.

Er det fx overskudet der skal omregnes til timer ud fra en bestemt timesats eller er det det faktiske timeforbrug man skal anvende og i så fald hvem skal opmåle timerne og hvordan skal timerne opmåles.

[QUOTE=annagw;115861]Mange tak!

[b]Er der nogen der ved, om det er muligt at drive selvstændig virksomhed med meget begrænset indtægt med modregning i (midlertidig) førtidspension?

Alternativt: Revalidering under opstart af mindre virksomhed med begrænset sandsynlighed for at det fører til 100% selvforsørgelse. Dog med den mulighed, at det inden for en årrække fører til stabilitet til at indgå på det ordinære arbejdsmarked i begrænset omfang.

I mit tilfælde er der evidens for, at diverse ordinære aktiveringstilbud fører til yderligere ustabilitet, men at jeg har motivation og store personlige ressourcer så længe jeg ikke presses udefra og selv har kontrol over tingene[/b]
[/quote]

Hvis du er alene må du tjene 65.000 oveni din fp - før der modregnes.
Er du gift er loftet 105.000
Håber det hjalp dig:)

For 2010 er indtægtsgrænserne flg.

Enlige: 66500,-
Gifte: 105500,-

Herefter sker der en udregnet reduktion ud fra nogle særlige regler … man kan fx orientere sig her:

http://www.aeldresagen.dk/Medlemmer/raadgivning/vaerdatvide/social_pension/førtidspension/beregning_af_foertidspension/Sider/Default.aspx

Men i kontekst er den første udfordring for både borger og fælleskasse, at skulle forholde sig til begrebet: arbejdsindkomst.

Hvis en førtidspension er tilkendt med afsæt i at borgeren (sammen med andre tilkendelsesfaktorer) har en restarbejdsevne på fx 5 timer/uge, så vil det være logisk at fælleskassen burde begynde at undres, såfremt borgeren efterflg. tilkendelsen lægger ud med at præstere en arbejdsevne i egen virksomhed, der ligger ud over den dokumenterede restarbejdsevne.

Den næste udfordring både borger og fælleskasse løber ind i, det er at dokumentere de faktiske antal arbejdstimer.

Der kan opstå mange uforusigelige sideeffekter af evt. uenighed imellem borgeren og fælleskassen om dette spørgsmål.

Principielt kan man derfor kun opfordre til, at man som borger tænker sig virkelig godt om og evt. får nogle klare aftaler med fælleskassen om, hvordan sådan et projekt skal vurderes ift. en tilkendt førtidspension, inden man som borger kaster sig ud i projektet.

Og så kan borgeren måske ikke engang være sikker på, at de aftaler alligevel er gældende for altid, fordi fælleskassen pludselig (med udsigt til BESPARELSER) kan finde på at ændre (evt. med tilbagevirkende kraft) på de aftaler, fælleskassen har indgået med borgeren.

Det er utvivlsomt meget nemmere at have et dokumenterbart timetal som lønmodtager - dvs. lønmodtagertimer må langt hen af vejen være foretrække, hvis man er det mindste usikker på og utryg ved situationen …

Tak for jeres svar.

Jeg tror personligt at det er ret usandsynligt at det kan komme på tale at få førtidspension.

Jeg var dog til psykiater forleden dag, og hendes ord var, at jeg optimalt set skulle have midlertidig førtidspension, eller skulle fritages for al aktivering.
Det er vurderet ud fra, at aktivering blot gør mig mere ustabil.

Det er også min egen konstatering. Jeg har dog enormt stor motivation for at kunne tjene nogle penge selv såvel som have et projekt kørende…
Jeg kan som regel sagtens koncentrere mig om ting og få udført noget; problemet opstår når jeg skal indgå i sociale sammenhænge OG/eller skal indgå under udefra fastsatte rammer. Så kortslutter min hjerne simpelthen og jeg bliver skrup forvirret i en sådan at jeg ikke kan fastholde tilknytningen til stedet/opgaven.

Der må da for pokker også kunne findes en plads til dig i fællesskabet, som du kan anvende som økonomisk eksistensgrundlag.

Det er åbenlyst at du har nogle funktionsnedsættelser, der gør, at du ikke er: match 1, dvs klar & parat til ordinært arbejde på ordinære vilkår.

Om det skal være et fleksjob eller en førtidspension, det er så det spørgsmål “fælleskassen” gerne skulle se at få afklaret inden du overgår til folkepension … meget gerne meget længe før (jeg læser andetsteds, at du er: ung).

Din psykiater taler for en “midlertidig førtidspension” … hvis så fremt i fald osv … alternativt fritagelse for “aktivering” med det sigte, at der skabes ro og stabilitet i dit liv.

En midlertidig førtidspension ville da IMHO være alletiders i dit tilfælde - man kunne så bruge tiden til at samle op på dit liv og forsøge at modne dig til måske at komme i et fleksjob på det tidspunkt, hvor din midlertidig førtidspension skal til revurdering.

Det kunne være interessant at høre, hvad “fælleskassen” har som argument (ud over “fælleskassens” økonomi) for ikke at følge din psykiaters forslag, men i stedet lade dig hænge i det nuværende “køre-rundt-system”.

Jeg kan ikke rigtig gennemskue dine diagnoser, om der er en second opinion på dem, hvornår funktionsnedsættelsen knyttet til din grunddiagnose slog igennem (barn-teenager-voksen), hvilke diagnoser er bidiagnoser osv.

Men jeg har dog fået med, at det er meget sammensatte problematikker der er tale om.

Og jeg synes egentlig det er ganske uanstændigt ikke (om andet så for en tid) at give dig ro til at komme vidre i dit liv på et grundlag du også kan eksistere af (du er vel på “kontanthjælp” ung ?) - men min holdning er desværre ganske ligegyldig i forhlod til “fælleskassens” kreativitet, når det gælder om at sætte økonomi over mennesker …

Et tankeeksperiment:

Du skriver noget om at du har svært ved at indgå i sociale sammenhænge og at skulle indgå i nogle udefra fastsatte rammer.

Hvordan ville du have det med at passe dig selv på en arbejdsplads uden særlig kontakt med din kolleger ?

Hvordan ville du have det med fx at skulle udføre en opgave fra A til B uden nogen form for indblanding af andre ?

Hvis du fx havde et rengøringsjob fra kl. 04-07, så kunne du passe dig selv i jobfunktionen uden kontakt til ret mange andre … og i kaffepauserne kunne du bare drøne vidre fx fordi “du var blevet bag efter” eller hvad der kunne være en god grund :wink:

Var det noget du kunne håndtere ?

Ikke at du måske synes sådan et job lyder “spændende”, men omvendt er det måske noget du kunne have ved siden af en førtidspension eller som et fleksjob.

Bare en tanke …

Tusind tak for dit lange svar :slight_smile:

[QUOTE=TimeGuest;116076] Det er åbenlyst at du har nogle funktionsnedsættelser, der gør, at du ikke er: match 1, dvs klar & parat til ordinært arbejde på ordinære vilkår.
[/quote]

I det gamle system var jeg match 4, i den høje ende, som en sagsbehandler sagde.

[QUOTE=TimeGuest;116076] Det kunne være interessant at høre, hvad “fælleskassen” har som argument (ud over “fælleskassens” økonomi) for ikke at følge din psykiaters forslag, men i stedet lade dig hænge i det nuværende “køre-rundt-system”.
[/quote]

Skal bestemt nok holde jer opdaterede!!!

[QUOTE=TimeGuest;116076] Jeg kan ikke rigtig gennemskue dine diagnoser, om der er en second opinion på dem, hvornår funktionsnedsættelsen knyttet til din grunddiagnose slog igennem (barn-teenager-voksen), hvilke diagnoser er bidiagnoser osv.
[/quote]

I 2005-2007 var jeg igennem et utal af indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Jeg hele tiden været tilknyttet psykiatere.
Et af kriterierne for diagnosen personlighedsforstyrrelse er, at det er en tilstand der har været der siden barndommen - diagnosen fik jeg vist i 2006 af hvad vi kan kalde psykiater 1.
Jeg var i behandling for spiseforstyrrelse i 2009 hos psykiater 2, og her blev det klargjort, at jeg har haft periodevise tendenser spiseforstyrrelse siden jeg var 12 år gammel og hun tilsluttede sig ligeledes personlighedsforstyrrelsesdiagnosen og pegede på stemningssvingninger; men det var ikke hendes bord at arbejde med.
Jeg startede nu i 2010 hos en praktiserende psykiater, og gennem to måneders stemningsregistrering blev det klart at jeg har en maniodepressiv lidelse. Denne psykiater 3 siger personlighedsforstyrrelse og atypisk bipolar lidelse.

Både personlighedsforstyrrelse og maniodepressive lidelser er livslange tilstande, dog med rimelige chancer for bedring over en årrække.

[QUOTE=TimeGuest;116076](du er vel på “kontanthjælp” ung ?)
[/quote]

Jeg er fyldt 26 for nyligt, så har i et år været berettiget til fuld takst. Men før da fik jeg i vist to år fuld takst alligevel, en række psykiske lidelser, herunder personlighedsforstyrrelse, berettiger til fuld takst (hvilket jo må være på baggrund af at det anses for umuligt at være arbejdssøgende).

[QUOTE=TimeGuest;116076] Hvordan ville du have det med at passe dig selv på en arbejdsplads uden særlig kontakt med din kolleger?

Hvordan ville du have det med fx at skulle udføre en opgave fra A til B uden nogen form for indblanding af andre?
[/quote]

I perioder ville jeg måske kunne klare det, forudsat at jeg ikke havde faste mødetider. Og at det ikke var alle dage. Det er dog tvivlsomt at jeg ville kunne fastholde tilknytningen til det på sigt… Erfaringen viser at det ryger i vasken efter ca. 5 måneder… Der er langt større chance for at det kan holde på sigt hvis jeg kan gøre det hjemmefra og ikke på nogle alt for faste tidspunkter. Det er derfor jeg så gerne vil lave en lille selvstændig virksomhed - som jeg ikke ville kunne leve af men bare ville være et skub i retning af udføre noget fornuftigt for selvværdets skyld.

[QUOTE=TimeGuest;116076]
Hvis du fx havde et rengøringsjob fra kl. 04-07, så kunne du passe dig selv i jobfunktionen uden kontakt til ret mange andre … og i kaffepauserne kunne du bare drøne vidre fx fordi “du var blevet bag efter” eller hvad der kunne være en god grund :wink:

Var det noget du kunne håndtere ?

Ikke at du måske synes sådan et job lyder “spændende”, men omvendt er det måske noget du kunne have ved siden af en førtidspension eller som et fleksjob.
[/quote]

Kort og godt: Nej - heller ikke selvom det ikke var alle dage. Jeg har perioder hvor jeg ikke vågner på trods af flere alarmer om morgenen; på trods af fx. 9 timers søvn.
Det bliver ikke bedre ved at laver tankeeksperimentet om til, at arbejdstiden var kl. 17-20, for jeg har svært ved at komme ud ad døren og overholde aftaler - og nogle dage er det håbløst.

Jeg kan se ud af det du skriver, at du må have haft dine kampe - både med dig selv og de omgivelser du skal fungerer i.

En personlighedsforstyrrelse (borderline?) og en bipolar affektiv sindslidelse er ikke tilstande, der “bare går væk af sig selv” … og slet ikke inden for en 5 årig tidsramme.

Alt efter graden af din funktionsnedsættelse - og det du selv beskriver synes jeg virker tungtvejende nok - så synes jeg, at når “fælleskassen” nu har mulighed for at sætte ind med en tidsbegrænset førtidspension, så er din sag da oplagt til sådan et tiltag.

Prøv at arbejde lidt på den vinkel og se om det er muligt at “sparke nogle døre ind” fx vha. din psykiater - og skulle du nå dertil at det lykkes for dig, så brug din tid til at få det bedre og modnes undervejs … der er rigelige med udfordringer du kan kaste dig over i både den praktiske og den mere tænkemæssige del af virkeligheden :slight_smile:

Og rimelige chancer for bedring over en årrække … javel, men så skal der vel arbejdes på sagen … det kommer ikke bare af sig selv.

Jeg tænker: Fx et længerevarende forløb med kognitiv terapi og psykoedukation i kvalificerede rammer, vil nok ikke være det ringeste du kunne bruge din tid på for at komme vidre i den rigtige retning :slight_smile:

BTW: Har du hørt om: Klinik for Mani og Depression ved Århus Universitetshospital ?

http://www.auhrisskov.dk/afdelinger/behandlingsafdelinger/de+psykiatriske+specialklinikker/klinik+for+mani+og+depression

Hvis din bipolare affektive sindslidelse er den egentlige grunddiagnose, så er du inkluderet i målgruppen - om du er inkluderet geografisk ved jeg ikke …

Men ellers findes der vel andre tiltag rundt omkring i landet som kunne være relevant i forhold til dig ?

Tilføjet: Jeg glemte at nævne, at du evt. kunne forsøge at tage kontakt til Myndighedsafdelingen i din kommune og forespørge der, om du kunne tildeles en støtte-kontakt-person, der kunne støtte dig i de situationer, som fx kan være store udfordringer for dig at håndtere - og samtidig kunne du have én der kommer til at kende dig lidt bedre og som du kunne “spille bold op ad”.

Efterhånden som jeg har været i coachingforløbet, skrevet herinde og talt med psykiateren begunder jeg faktisk at tro, at jeg er dårlig nok til at få en førtidspension. Det ved jeg ikke helt om jeg skal grine eller græde over… Men fred og ro er der ihvertfald behov for.

Der har faktisk ikke været noget på tale om øvrig terapi… Da jeg påbegyndte behandlingsforløbet for spiseforstyrrelse var der tale om, at jeg efterfølgende kunne komme i gruppeterapi, men efter det individuelle forløb vurderede behandleren at jeg ikke havde behov for det - og det havde jeg heller ikke.

Naturligvis kan jeg fortsat udvikle mig og arbejde aktivt med de ting der hæmmer mig; men jeg har fået så meget terapi, at jeg egentlig automatisk justerer og forbedre mine tanke- og handlemønstre. Jeg føler ikke behov for decideret terapi. Jeg tror dog, at fortsat coaching ville være en god idé. Måske ikke ligefrem ugentligt, men fra tid til anden.

Og så er det simpelthen guld værd, at jeg har fået den sidste diagnose og er kommet på den rette medicin. Det har allerede gjort mit liv SÅ meget lettere.

Jeg vil ringe og tale med socialrådgiveren fra Springbræt på mandag. Håber vi kan komme til sagsbehandleren i løbet af ugen. Men det sker jo nok ikke.

Der er 4 ting din lægefaglige kontakt skal forholde sig til i forhold til dine sygdomme og funktionsnedsættelser.

  1. Sygdomsstatus, prognose
  2. Behandlingsmuligheder
  3. Funktionsevne
  4. Egnethed for arbejdsprøvning

Hvis 1) sygdommene er stationære og prognosen er, at der skal rene mirakler til for at de spontant bedres inden for en 5 års periode, 2) der ikke er yderligere anerkendte behandlingstiltag med en anerkendt signifikant behandlingseffekt, der kunne tænkes at bedre funktionsevnen, 3) at din funktionsevne er af en sådan karakter, at den påvirker din arbejdsevne væsentlig og der ikke lægefagligt kan anvises hjælpetiltag, der kan tænkes at bedre funktionsevnen i en given arbejdsfunktion og 4) at en arbejdsprøvning evt. er kontraindiceret, så har du et lægefagligt afsæt for at tale med kommunen om at de ser på om de vil rejse en §18 sag.

Skal vi gætte på at rejse en §18, det vil kommunen nok ikke ?

Men så har du selvf. mulighed for selv at rejse en §17 sag … det kan du gøre på 2 måder.

  1. §17, stk. 1, 1. pkt. hvor det er myndigheden, der skal “give den hele armen” for at undersøge alle vinkler og muligheder for at hjælpe dig til “selvforsørgelse” (ordinært arbejde, revalidering, fleksjob osv) før de indstiller til førtidspension eller 2) du kan søge en §17, stk. 1, med vægt på 2. og 3. pkt. eller det der bliver kaldet: “på det foreliggende grundlag”.

Du vil formodentlig herefter opleve, at myndigheden har forskellige “huller i jorden” de kan sende dig ned i for at styre dig uden om en førtidspension.

Typisk kunne de hive frem af hatten:

  1. behandlingsmulighederne er ikke udtømte!

Går den ikke så 2) revalideringsmulighederne er ikke udtømte!

Går den heller ikke så 3) arbejdsevnen er ikke dokumenteret godt nok!

Altsammen fordi der er penge i det “køre-rundt-system”, der handler om at gafle refusionsydelser fra Staten (kontanthjælp i aktivering = 65%, Fleksjob = 65% og førtidspension = 35% refusion).

Så vær forberedt på, at du måske skal igennem nogle runder med nogle §17 ansøgninger før du evt. når frem til en førtidspension.

phhmw/Peter kender turen og kan givet give dig nogle gode råd med på vejen :slight_smile:

Ad kognitiv terapi og psykoedukation, så kan du næppe blive overbehandlet i det regi - omvendt kan du jo nok komme dertil, at du er nået frem til et stilleben, hvor der ikke rigtig bliver flyttet mere og så kan ressourcerne måske bruges bedre til andre … men der er du næppe i dag :wink:

Den medicinske behandling kan næppe effektiviseres ret meget mere end den allerede er.

Det er formodentlig stemningsstabiliserende medicin du får i form af enten Litarex eller et antiepileptika som Valproat eller lignende - begge dele kræver løbende monitorering med blodprøver, så det er ikke de rene bolsjer som alle og enhver skal gå rundt og spise.

Og det ses da, at sådan medicin kan stabilisere de udsving der komme ved en bipolar affektiv sindslidelse - men samtidig arbejder man også i relation til den bipolare lidelse med en sårbarhedsmodel, med fokus på at nedsætte eksponering og bedre håndtering af udløsende stressorer.

Så der er rigeligt at tage fat på, hvis man har mod på at arbejde med sig selv :slight_smile:

Og held og lykke med projektet med at komme videre i dit liv :slight_smile: