En ledig fleksjobbers frustrationer

Sagsformidler hjørnet Spørgsmål ang fleksjob
1

En ledig fleksjobbers frustrationer
Jeg er kørt fast, har ikke mere selvtillid/selvværd tilbage, har været ledig fleksjobber siden Aug. 2008
Jeg mangler troen på at det kan lade sig gøre, at blive selvforsørgende.
Jeg synes ikke længere, jeg matcher nogen af de annoncer som er slået op på Nettet.

Har dog søgt en del stillinger også del uopfordret ansøgninger, uden resultat.
Siden visiteringen til fleksjob i 2008, har jeg været i individuelt forløb hos Anden Aktør. To forskellige Aktører, uden pause.

Jeg møder pligtopfyldende til alle samtaler, en gang om ugen.
Jobkonsulenterne synes ikke, at kunne finde et job der matcher, ikke engang en praktikplads.
Jobkonsulenten på det første sted, har skrevet til kommunen;
Det er positivt, at kandidaten selv ønsker fleksjob og såfremt det er muligt, at finde en arbejdsgiver med den rette forståelse for min situation, så vil mulighederne for fastholdelse i et fleksjob være muligt.
Men hvor er det muligt?
Jeg føler mig snydt og bedraget.

Efter krisen og øget arbejdsløshed, er det blevet endnu sværere.
Jeg føler mig nederst på ranglisten over mulig arbejdskraft.

Jeg kan ikke søge job indenfor mine tidligere erhverv, pga. mine skånehensyn befordrer, at jeg søger andre erhverv og jeg føler mig derfor degraderet til, at søge blæksprutte stillinger med opgaver som scanning frankering kopiering og forsendelse.
Ikke noget der interesserer mig men opgaverne ligger indenfor området af hvad jeg magter i dag.

Har inden min sygdom været på arbejdsmarkedet i 30 år, betalt til A-kasse og efterløn, endda 10 år som selvstændig, altid klaret mig selv.
Jeg har ikke haft et fast arbejde siden 2006 så det er efterhånden 4 år siden, jeg sidst har haft kontakt med arbejdsmarkedet, lige med undtagelse af en praktikplads jeg selv søgte, praktikken varede 2 x 6 uger i 2009 og endte ikke med fastansættelse.

Alle mine kompetencer synes, at være forældet, mindst 10 år siden jeg sidst, har fået læring/kursus/skole.

Man gør ikke længere tingene som tidligere, på den måde som jeg kender,
alt er blevet så teknisk/elektronisk og med masser af fremmede ord jeg ikke kender, selv i stillingsbetegnelserne.
Jeg har ytret ønske om kursus på 6 uger som loven tilskynder
men det er heller ikke muligt, at finde et kursus med så få timer.

Jeg føler mig låst fast og på passiv forsørgelse
og ikke som det forlød i starten af visitering til fleksjob;
Muligheden for, at kunne benytte resterhvervsevne.
Denne mulighed ser jeg ikke længere.

Det eneste jeg kender til er, at være i kontakt og servicering af andre mennesker og det har jeg ikke kræfter til mere.

Jeg udmattes meget hurtigt, bliver træt, ondt i muskler/led, bliver svimmel, mister koncentration/hukommelse og fokus,
når jeg overbelastes opstår infektioner som behandles medicinsk.
Diagnose = Post Infektiøs Kronisk Træthed. Opstået efter fejloperation.

Jeg har besvær med, at finde et job der matcher mine skånehensyn som;
Nedsat arbejdstid 16 timer/ med ugentlig fridag
Ingen arm belastende opgaver
Ikke fysisk belastende
Ingen stress
Ingen deadlines
Varierende arbejdsstillinger og opgaver, ikke ensidigt gentaget
Ro og stabilitet omkring mig

Jeg har ikke så mange kræfter, orker ikke mere er træt af det hele
Jeg er blevet bange for arbejdsmarkedet som det ser ud i dag,
hvor alting skal klares på kortest tid

Efterhånden føler jeg mine fysiske skånebehov bliver mere og mere psykiske
Hvad gør I andre i samme situation???
Hilsen nedtrykt Palette

2

Kære Palette

Pu-ha, det du har skrevet, er også min situation, næsten til mindste detalje.

Jeg har dog ikke mulighed for at kunne yde mere end 4 timer ugentligt på 50 % effektivitet.

Der er ikke andet at gøre, end at overveje om førtidspension er en mulighed,

da vi, eller i hvert fald jeg, er kommet til den konklusion, at jeg aldrig finder et fleksjob,

hvor man kan tage de massive skånehensyn, der kræves.

Ja, efterhånden tillægges de fysiske begrænsninger også et psykisk islæt,

hvilket gør det endnu vanskeligere at kunne se sig selv i et job,

selv i ØNSKEJOBBET !

Jeg har været på arbejdsmarkedet i 42 år, dog afbrudt af uddannelse (havde dog arbejde i fritiden),

og har betalt til efterløn, og siden til fleksydelse, efter fleksjobvisiteringen.

Jeg genkender dine frustrationer til hudløshed.

3

Palette jeg ville ønske jeg kunne sige til dig bare vent det skal nok komme .

For sådanne som du beskriver det,kunne jeg også ha skrevet ,for to år siden ,men nu har ledigheden altså varet 6 år,og timer jeg nu kan udføre er kun 10timer om ugen med en samme smøre af skåne hendsyn som du har.

jeg har lige været hos anden aktør der måtte opgive at finde en praktik.
Nu skal jeg så istædenfor snart i arbejds prøvning igen.

Jeg er nået der til hvor jeg ikke tror på jeg kommer i arbejde mere.
Jeg arbejder med mig selv for at affinde mig med,at min tilstand er som den er,og på at få min hverdag til at fungere med det jeg kan.

Når det nu engang er sådanne at ens få evner ikke kan bruges på arbejdsmarket,ja,så jeg jo forsøge at fylde min hverdag med noget der for mig giver mig en mening med tilværelsen,det kan godt være svært ind i mellem,at udfylde sin tid.

Og særligt svært kan det være at bevare kontakerene,til venner og bekende,når overskudet svinder ind,sådanne oplever jeg det fortiden.

Så jeg kan desvære ikke give dig gode råd,men fortælle dig at jeg forstår dig alt for godt.

Men nogle siger meraklernes tid ikke er forbi,der er enklet der kommer i job med dine arbejdsevner ,så der er da lidt håb for dig ..

4

Det er en ringe trøst at jeg er i samme vogn. Har et hav af skånehensyn der spænder ben for hinanden.

Afsluttede en længere varende uddannelse i 1998 - kan ikke bestride den type job mere. Blækspruttearbejde skal foregå uden brug af arme, ryg og ben. Derforuden generer lungerne gevaldigt. Har høreapparater + tinitus, og den store uvished har banket en god del psykisk oveni. Jeg har gået ledig siden årsskiftet 2006-2007 og været hos 2 forskellige anden aktører af 1 års varighed hvert sted. Da der var gået 1½ år af de 2 år lykkedes det at finde en arbejdsprøvning hvor jeg leverede max. 1 times arbejde i langsom tempo 5 gange om ugen.

Jeg er nu endelig nået frem til at pension vil være en dejlig ting (startede på arbejdsmarkedet for næsten 40 år siden). Desværre har kommunen andre briller på, og de er heller ikke interesserede i at gøre min sag færdig.

Endelig er jeg nået frem til at jeg vil få bedre behandling hvis jeg hoppede ud fra et højhus. De døde behandles altid pænt, og dette er ikke et værdigt liv.

Det er mere nedværdigende for mig at være kastebold frem for at være på pension.