[QUOTE=jenserik;116138]
alkoholiseret psykisksyg far og en hjerneskadet mor (trafikuheld) og en inkompetent kommune, klassisk omsorgssvigt kan man vel sige.
spiste med fingrene indtil jeg var 8 (hvor jeg også overhalede min mor mentalt), mødte første skoledag i bare fødder, med mobning hele folkeskole livet.
3 i min familie har været tvangsindlagt pga. svær depression, jeg(nu) og en mere(tidligere) på antidrepresiva.
[/quote]
Ud fra alt hvad jeg har læst om psykiatriske diagnoser, så ville jeg mene, at den opvækst er en klassisk opskrift på en personlighedsforstyrrelse. Har det været på tale?
[QUOTE=jenserik;116138]
min situation p.t:
lider af middelsvær depression og socialfobi og lettere paranoia, som sikkert bunder i min opvækst og/eller genetik. Der er alkohol indblandet, klassisk selvmedicinering, er tørlagt på antabus men det holder sikkert ikke, de fleste tror desværre man får det bedre bare man holder sig fra flasken, der er mange forskellige grunde til alkohol misbrug og en meget stor procentdel af alkoholikere har underliggende psykiske problemer (hvorfor drikker jeppe?).
har være sygemeldt på kontanthjælp, 4 psykiatere senere, 3 psykologer, alkoholkonsulenter, misbrugspsykolog, kommunale støttekonsulenter (akupunktur,yoga og gå ture og andet intelligens fornærmene) og et hav af psykofarmika.
[/quote]
Misbruget bruger man jo til at dulme de psykiske problemer, og da det er en form for fortrængning, er det klart at man får det rigtig dårligt når man stopper misbruget og må se problemerne i øjnene. Derfor er det super vigtigt at der er et godt terapiforløb sideløbende med misbrugets ophør.
[QUOTE=jenserik;116138]
ja de kan hjælpe mange psykiatriske patienter med deres psykiske problemer, problemet er bare man som regel får en grønsag der sover 20 timer i døgnet, er det et værdigt liv? trust me i know, var ved at tage biletten af en af præparaterne jeg fik.
[/quote]
Jeg er slet ikke enig i, at man som regel får en grøntsag der sover 20 timer i døgnet. Det gælder om at finde det rette præparat til den enkelte patient, og desværre kræver det ofte nogle forsøg at finde det der hjælper.
Det er desværre en kendt bivirkning, at der opstår svære selvmordstanker i forbindelse med opstart af antidepressiv medicin. Derfor er det vigtigt med tæt kontakt til behandler - måske endda indlæggelse indtil man stabiliseres på medicinen og er klar til at opstarte decideret terapi.
[QUOTE=jenserik;116138]
kommunen ville ha mig til ny psykiater igen, fast på antabus med gruppesamtaler, flere støtte konsulenter.
her siger jeg STOP, så vil jeg hellere drikke mig ihjel (hash, heroin virlighedeflugtens-kemi er skam ligegyldig) på gaden, i det mindste er det mig selv ved roret og det er der da en smule værdighed i.
[/quote]
Helt ærligt… Der er langt større værdighed i at tage kampen op - for det ER muligt at få det langt bedre, og da især at få et bedre og mere værdigt liv end narkomani/alkoholisme i rendestenen.
At kommunen ønsker at du kommer i behandling er en kæmpe chance for dig for at få det bedre. Og den opskrift vil også fritage dig fra aktivering, så du kan fokusere på din behandling.
Jeg er IKKE enig i, at du selv er ved roret hvis du vælger vejen med misbrug. Når du har en kæreste skal du benytte dig af hendes støtte og jeres fælles drømme til at få styrke til at kæmpe mod dine problemstillinger.
Psykolog, kognitiv terapi, evt. gruppeterapi - måske en indlæggelse vil være en fordel når du har det så dårligt som du har det. Det vil give dig en vis ro at være i rolige rammer mens du stabiliseres en smule på medicin.
Jeg vil mene, at du har en ganske god sag i forhold til at få tildelt førtidspension - om ikke andet midlertidig - med de massive problemer du slås med. Der er vist ingen chance for at du bliver klar til arbejdsmarkedet indenfor 5 år, og dermed bør du kunne få førtidspension. Prøv at tale med din behandler om det!!! Og derefter sagsbehandleren. På grund af din angst kan det være, at din kæreste kan gøre det for dig eller sammen med dig.
Du har endnu ikke fortalt, hvordan du vil klare dig økonomisk uden kontanthjælpen…???
Jenserik… Du VIL få det bedre - såfremt du kæmper!
Jeg vil opfordre dig til at overveje en indlæggelse. Du kan møde op på psykiatrisk skadestue.
V.H. Anna
Jeg har selv været indlagt mange gange tidligere (i 2005, 2006 og 2007), men er nu stabil på medicin og efter terapi - dog ikke arbejdsmarkedsklar, men jeg har fået det rigtig godt sammenlignet med dengang 