først tak fordi I har givet mig gode svar her på K10.
Jeg blev først sygemeldt i februar i år, havde en lammelse i benet fra september-marts, som fik mig helt ned i kul-kælderen psykisk, da jeg plejer at sætte en dyd i at klare mig selv, uanset om jeg skulle ligge og skubbe mig ud til wc (scoliose, hypermobil etc.), blev tilknyttet lokal psyk fra december. Og nu er jeg så førtidspensionist.
Jeg har været tilknyttet psykologer etc. siden jeg var 17, det lagde de stor vægt på. Og så har jeg “alle mulige problemer”, fik pludselig næsten alle former for angst, som hæmmede mig helt i at gå udenfor døren.
Jeg har fået FP efter §18, og de ville ikke gøre den midlertidig, selvom jeg er lige under 30. Så håber, det kan give mig ro.
Det er lidt underligt, det er som om, jeg skal starte forfra (pga. angst), alt er svært for mig, så jeg føler, jeg er sat tilbage i 1. klasse, og skal prøve at lære mig selv alt igen, for at blive, som jeg før var. I glimt husker jeg, hvordan jeg var. Man skulle tro, jeg havde fået en hjerneskade.
Men ville da bare lige fortælle, at jeg nu har fået Fp, og det føles mærkeligt - det er gået så stærkt, så jeg skal lige kunne følge med selv.
[QUOTE=Zania;123900]… fik pludselig næsten alle former for angst, som hæmmede mig helt i at gå udenfor døren.
Det er lidt underligt, det er som om, jeg skal starte forfra (pga. angst), alt er svært for mig, så jeg føler, jeg er sat tilbage i 1. klasse, og skal prøve at lære mig selv alt igen, for at blive, som jeg før var. I glimt husker jeg, hvordan jeg var. Man skulle tro, jeg havde fået en hjerneskade.
Men ville da bare lige fortælle, at jeg nu har fået Fp, og det føles mærkeligt - det er gået så stærkt, så jeg skal lige kunne følge med selv.
Knus til jer.
[/quote]
Zania som det første vil jeg ønske dig tillykke med PF..
men vil så lige gå vider til din angst. du skal huske at du har fået FP fordi du er syg..
og det er vigtigt du ikke bebrejder dig selv for ikke at værre som du var en gang. for det bliver vi aldrig når vi har fået den forbi vedvarene.
men vi kan modtage hjælp via terapi så vi kan få redskaber så vores hverdag bliver bare lidt nemmer. og så må vi ikke glemme at glæde os over de få dage hvor vi har de op turer vi ind i mellem oplever..
de få dage om året hvor jeg har dem. bruger jeg til at overskride mine grænser mod angsten.. så som at tage mod til at gå uden for en dør, uden en meget bekendt følgesvend. eller bare at gå en tur i haven..
så accepter den du er og find de små glæder du har. for med tiden vil det ikke virke så negativt som nu.
hvor du lige har været igennem en stort psykisk ubalance i at værre behandlet i systemet..
I min optik et det altid tragisk at et menneske kommer dertil, hvor det ender med en førtidspension - det er jo menneskeskæbner det handler om.
Omvendt når det nu ikke kunne være anderledes, så handler det om at komme videre med livet under de nye forhold på en så god og fornuftig måde som muligt. Og det ses heldivis, at det er muligt - blot med et helt andet liv end det man måtte sige farvel til - sådan er det.
Dvs. grundlæggende handler det om at acceptere de nye vilkår og få det bedste ud af den situation.
Mht. den angst du er løbet ind i, så handler det også her om at komme videre og tro på at det kan lykkes - faktisk behøver man ikke engang skulle tro, men kan “nøjes” med at se på hvad andre har opnået.
Prøv at kontakte: Angstforeningen http://www.angstforeningen.dk/ måske har de et tips eller to, du kunne få gavn af - jeg kan se at Angstforeningen også har en række konkrete tilbud til medlemmerne, så det er egentlig bare at gå til den, så snart du er rede til det
