Åhe gu hvor jeg kender det, jeg kan slet heller ikke, jeg får såre simpelt angstanfald, og så jeg ligesom ikke meget værd, brev går bedre, men absolut ikke som jeg kunne ønske. Kommunen kan jeg bare ikke, slut færdig.
Der var en gang, men det er ved at være længe siden, og resulterede i angsten. Efter første angstanfald på kommunen, bedte jeg dem komme her, det gik enlig også okay (ikke godt, men det gik) bare med det lille problem at mødet havde en helt anden agenda end påstået, og så var det også ødeligt, så nu kan jeg slet ikke.
Det er sådan at du faktisk slet ikke har pligt til at deltage i de møder, eneste ting du SKAL! deltage i er undersøgelser ol hvor din fysiske krop er nødvendig, der ud over kan og må du have en partsrepræsentant, som klarer det for dig, eneste krav er at vedkommende du vælger (det kan være moster Oda, men også en advokat, eller måske din mor, det er DIT valg) har din fuldmagt (søg på det der er lavet en formel fuldmagt du kan bruge)
Du bestemmer helt og holdent hvor meget din repræsentant skal have af magt, dog er det kun få kommuner der respektere at man har taget det valg, fx skal repræsentanten modtage kopier af alt der sendes til dig, det sker sjældent, men nu kan jeg forstå du har det meget lig mig, så det værste er de forbandede møder, og jeg tør næsten love dig at når din krop finder ud af at du slipper for de møder, bliver det nemmere at modtage breve, om end jeg stadig har et noget anstrengt forhold til breve fra kommunen med minder der står beredskabet på konvolutten, også selv om at jeg længe nu, kun har modtaget de der ubrugelige opfølgnings breve, de nu en gang skal sende i ny og næ, men det er blevet lettere ss
Her respektere de ikke partsrepænsentant overhovedet, jeg har så valgt ikke at kæmpe med §§ lige hvad det angår (læs orker ikke at kæmpe med det oven i alt det andet) i stedet har de set anfald med egne øjne, og nu lader det da til de endelig har fattet at de INTET får ud af at kræve møder med personligt fremmøde af mig, en der sidder med benene oppe under sig og ryster og rokker som højest kan ryste på hovedet og nikke, er altså ikke meget bevendt at holde møde med.
De lavede ellers det nr at kræve mødet hos egen læge (for så SKAL! man) min læge så mig side i bilen med anfald (giraffen skulle jo lige side til skue som en abe i et bur, ikke særlig behageligt) og blev MEGET forfærdet, lægen havde ALDRIG set noget SÅ slemt (ej heller vare så mange timer.. fra morgenstunden, jeg sider på før beskrivende måde i op til 3 timer, og er der ud over ekstrem melankolsk, bevæger mig som i en osteklokke… og mødet var lige over middag) Hun troede slet ikke jeg havde det SÅ slemt, men så blev det da slået fast at jeg virkelig har det af H til, at det ikke bare er noget jeg (og div psykologer) siger.
Her er det så bare stort set kun kommunen jeg har det sådan med, generelt har jeg fået det svært ved læger også, men sådan går det jo gerne når ens læge ikke ikke tager en alvorligt. Jeg fik det socialt generelt, men har kæmpet mig tilbage, til noget der ligner før hen, jeg døjer stadig, men det er småting, der kan leves med, dog ting jeg tvivler på kan blive meget bedre, for jeg har virkelig brugt meget energi på det, og benytter da stadig lejligheden til at bekæmpe angstfølelsen, hvis muligheden byder sig… men kommunen, det lærer jeg aldrig, der var en gang og det er længe siden.
jeg skal mødes med min behandler, og så skal vi snakke om, om han skal med til mødet, eller jeg kan undgå.