Justitia: Statusrapport: Retssikkerhed 2024

Politik og Samfundsdebat Politik og Samfund
1

https://justitia-int.org/statusrapport-retssikkerhed-2024/

[b]BY BIRGITTE ARENT EIRIKSSON ON 28. DECEMBER, 2024

Danmark er fortsat blandt de lande i verden med den stærkeste beskyttelse af fundamentale rettigheder. Dette afspejles i, at Danmark stadig scorer højt på internationale indeks, herunder en score på 97/100 i Freedom Houses seneste opgørelse for 2024, dog overgået af Canada, Norge, Sverige, New Zealand og Finland, hvor sidstnævnte i år ligger nummer 1 på listen. På trods af den stadig høje placering, ser vi i år en udvikling, hvor hensynet til retssikkerhed og grundlæggende frihedsrettigheder ofte tilsidesættes til fordel for hensynet til sikkerhed, tryghed, kontrol og effektivitet.

I løbet af 2024 har der således både været positive fremskridt og bekymrende tendenser inden for retssikkerheden. Dog med en klar overvægt af negative historier. På den positive side er der blandt andet sket forbedringer i adgangen til retshjælp for grønlændere i Danmark, og en ny reform af offentlighedsloven er under overvejelse for at sikre større gennemsigtighed i de politiske beslutningsprocesser.

2024 har imidlertid også været præget af flere alvorlige tilbageslag for retssikkerheden. Ændringer i domstolssystemet, herunder udvidet brug af udeblivelsesdomme, indskrænkning af ankemuligheder og begrænsninger i mulighederne for advokatbistand i mindre sager, rejser spørgsmål om, hvorvidt alle borgere har lige adgang til at gøre deres ret gældende. Selvom omstruktureringen har til formål at nedbringe sagsbehandlingstiden ved domstolene skaber det stadig bekymring for, at særligt sårbare grupper kan blive negativt påvirket af disse reformer.

Samtidig har vi set en bekymrende udvikling i brugen af teknologi til overvågning. Udbetaling Danmarks omfattende brug af kunstig intelligens til at overvåge hovedparten af befolkningen rejser vigtige spørgsmål om proportionalitet, privatliv og retssikkerhed. Det samme gør sig gældende for de mange tiltag i den nyeste bandepakke, som har karakter af det som Justitia betegner som ”strafferetlige vildskud”, idet de pålægger dømte personer andre følger af strafbare forhold end almindelig straf, hvilket er problematisk ud fra principperne om forudsigelighed, proportionalitet og legalitet.

Også ytringsfriheden er blevet udfordret i løbet af året, hvor særligt den såkaldte antisemitismelov har givet anledning til overvejelser om, hvordan man bedst imødegår den bekymrende stigning i antallet af antisemitiske hændelser. Initiativerne omfatter bl.a. skærpede straffe for hadforbrydelser samt fjernelse af kravet om forudgående retskendelse ved fjernelse af terrorrelateret online indhold. Selvom tiltagene har til formål at styrke beskyttelsen af udsatte grupper, ser vi endnu en gang indskrænkninger på ytringsfrihedsområdet.

En anden markant udvikling er den stigende brug af avancerede teknologier ved retshåndhævelse og i den offentlige forvaltning. Politiets indførelse af ansigtsgenkendelse og Skattestyrelsens anvendelse af AI til kontrol af skattebetaling er eksempler på værktøjer, der potentielt kan effektivisere sagsbehandlingen, men som samtidig risikerer at underminere grundlæggende rettigheder, hvis der ikke sættes klare juridiske og etiske rammer.

2024 har tydeliggjort behovet for højere kvalitet i lovgivningsprocessen. Justitias rapport ‘Udfordringer i lovgivningsprocessen’, som blev offentliggjort i sommeren 2024, satte gang i en vigtig debat om, hvordan lovgivningsarbejdet kan forbedres. Rapporten identificerede en række bekymrende tendenser, herunder korte høringsfrister, tidsmangel, hastebehandlinger, manglende konsekvensanalyser og utilstrækkelige ressourcer. Denne udvikling risikerer over tid at underminere de nødvendige forudsætninger for en velfungerende lovgivningsproces. I år har vi set flere konkrete eksempler på, hvordan konsekvenserne af lav lovkvalitet bliver tydelige, blandt andet i forbindelse med ejendomsvurderingssystemet.

2024 har således været et år med store udfordringer for retssikkerhed og grundlæggende rettigheder i Danmark. Det er netop i sådanne perioder, at retsstaten og respekten for borgernes grundlæggende rettigheder skal stå deres test. Når samfundet udfordres, er det afgørende, at vi ikke går på kompromis med de principper, der ligger til grund for vores retsstat.

Om rapporten

Denne statusrapport indeholder en kort gennemgang af udvalgte lovforslag og andre regeringsinitiativer, domme, rapporter og begivenheder, der i løbet af 2024 har haft betydning for udviklingen i beskyttelsen af grundlæggende retsstatsprincipper og menneskerettigheder i Danmark. Rapporten vedrører alene udvalgte retsområder, og skal ikke opfattes som udtryk for en udtømmende eller fuldstændigt dækkende gennemgang af samtlige relevante tiltag.

Samtidig fokuserer rapporten på Justitias kernearbejdsområde, og medtager derfor alene tiltag og begivenheder, som har betydning for frihedsrettigheder, grundlæggende menneskerettigheder, retsstatslige principper samt borgeres og virksomheders retssikkerhed. Rapporten indeholder ikke fuldstændige juridiske analyser af de udvalgte områder og begivenheder, men i det omfang Justitia har udgivet en rapport om emnet, vil hovedkonklusionerne fremgå.

Redaktionen er afsluttet den 19. december 2024.

Tilgå Justitias analyser og høringssvar.[/b]

[b]DANMARKSKORTET

https://justitia-int.org/hoeringssvar_danmarkskort/

Høringssvar: Tilbagerulning af skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet m.v.
BY BIRGITTE ARENT EIRIKSSON ON 16. AUGUST, 2024 ANALYSER, HØRINGSSVAR
Justitia anerkender behovet for afskaffelse af unødig regulering og sætte kommunerne mere fri til selv at tage ansvar på den måde, der passer til den enkelte kommune og dennes borgere. Det er dog vigtigt, at sådanne tiltag ikke forringer borgernes retssikkerhed.

Danmarkskortet, der viser Ankestyrelsens omgørelsesprocenter i klagesager på det sociale område fordelt på kommuneniveau, er efter Justitia vurdering et vigtigt værktøj for arbejdet med at sikre øget retssikkerhed i kommunerne. Det samme gælder Ankestyrelsens praksisundersøgelser.

Det er derfor Justitias opfattelse, at man skal være forsigtig med at lempe kravene til, i hvilket omfang og hvordan kommunalbestyrelserne skal behandle disse vigtige retssikkerhedsværktøjer. I det omfang sådanne – eller andre lignende – ændringer gennemføres, bør det efter Justitias opfattelse samtidig overvejes, om andre tiltag kan iværksættes for at styrke den borgernære retssikkerhed i kommunerne.

HØRINGSSVAR

https://justitia-int.org/wp-content/uploads/2024/08/Hoeringssvar_Danmarkskort_endelig.pdf

Forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Tilbagerulning af skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet m.v.)

Justitia anerkender behovet for afskaffelse af unødig regulering og sætte kommunerne mere fri til selv at tage ansvar på den måde, der passer til den enkelte kommune og dennes borgere. Det er dog vigtigt, at sådanne tiltag ikke forringer borgernes retssikkerhed.

Danmarkskortet, der viser Ankestyrelsens omgørelsesprocenter i klagesager på det sociale område fordelt på kommuneniveau, er efter Justitia vurdering et vigtigt værktøj for arbejdet med at sikre øget retssikkerhed i kommunerne. Det samme gælder Ankestyrelsens praksisundersøgelser.

Det er derfor Justitias opfattelse, at man skal være forsigtig med at lempe kravene til, i hvilket omfang og hvordan kommunalbestyrelserne skal behandle disse vigtige retssikkerhedsværktøjer. I det omfang sådanne - eller andre lignende - ændringer gennemføres, bør det efter Justitias opfattelse samtidig overvejes, om andre tiltag kan iværksættes for at styrke den borgernære retssikkerhed i kommunerne.

Justitias rapport om retssikkerhed i kommunerne fra 2023 har afdækket forholdsvis store forskelle mellem kommunerne, når det handler om andelen af sager, som Ankestyrelsen omgør i form af ændring eller hjemvisning af kommunernes afgørelser. Disse forskelle genfindes også, når der ses på Ankestyrelsens kritik af væsentlige sagsbehandlingsfejl. Der ses en tydelig sammenhæng mellem kommunernes gennemsnitlige omgørelsesprocent og størrelsen på kommunerne.

Mens de 20 største kommuner havde en gennemsnitlig omgørelsesprocent i den undersøgte periode på 27,7 procent, havde de 20 mindste kommuner en gennemsnitlig omgørelsesprocent på 31,9 procent.

Selvom rapportens data ikke kan give et fyldestgørende billede af retssikkerheden i de enkelte kommuner, må den nødvendigvis give anledning til bekymringer om, hvorvidt borgernes retssikkerhed ligger på et tilfredsstillende niveau i alle kommuner. Det gælder i ikke mindst i de mindste kommuner, der som nævnt har en noget højere omgørelsesprocent end de største kommuner.

Det største problem må imidlertid efter Justitias opfattelse anses for at være den manglende gennemsigtighed i kommunernes retssikkerhed. Adgangen til offentligt tilgængelige data, som på mere fyldestgørende måde kan afdække kommunernes retssikkerhedsniveau, er meget begrænset.

Justitia har tidligere i en rapport om kommunernes sagsbehandlingstider fra 2022 gjort opmærksom på det samme problem. Den rapport viste bl.a., at kommunerne reelt ikke målte på deres faktiske sagsbehandlingstider, og at de derfor ikke kunne opfylde deres forpligtelse til at holde øje med, om deres sagsbehandlingsfrister var realistiske og retvisende, ligesom det var vanskeligt for kommunerne at skride ind overfor lange sagsbehandlingstider, når det var nødvendigt.

Efter Justitias opfattelse er det nødvendigt at sikre en bred monitorering af retssikkerheden i kommunerne, så det i højere grad sikres, at borgerne – uanset bopæl – bliver mødt af et acceptabelt retssikkerhedsniveau i deres kontakt med kommunen.

De påtænkte lempelser i kommunalbestyrelsens behandling af de i lovforslagets omhandlede retssikkerhedsværktøjer giver på denne baggrund Justitia anledning til at anbefale, at kommunerne forpligtes til at måle på deres retssikkerhed på en række nærmere definerede parametre, der kan fastlægges i samarbejde med blandt andet KL, Ankestyrelsen og de ansvarligere ministerier. Målingerne bør i videst muligt omfang understøttes af it-løsninger.

Resultaterne af monitoreringen skal først og fremmest anvendes af kommunerne selv med henblik på at iværksætte eventuelle løbende tiltag til forbedringer af retssikkerheden, men bør naturligvis også kunne indgå i Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne. De mest centrale målinger bør desuden offentliggøres på kommunernes hjemmesider, så borgerne har mulighed for at gøre sig bekendt med retssikkerhedsniveauet i deres kommune og sammenligne med andre kommuner.

Med venlig hilsen
Birgitte Arent Eiriksson Direktør Justitia Danmark
JUSTITIA
Mobil/Cell +45 41103894 E-mail: birgitte@justitia-int.org http://www.justitia-int.org[/b]

Hilsen Peter :evil:

2

[b]by Mikael on December 31, 2024

https://www.retssikkerhed.com/kaempe-hul-i-retssikkerheden?fbclid=IwY2xjawHiTftleHRuA2FlbQIxMAABHSDfrJq-3lVby3wEQ5zh_BGQ0XEjpWVB5pdWtTiKBNJ4I87SguAZIAIVWQ_aem_VMK_tqq1wePqfVHNqRtNmA

Eksempel fra Thisted-sagen

Den grønlandske kvinde, der fik sit barn brutalt fjernet fra fødslen, havde inden afgørelsen søgt en påstand berigtiget efter Databeskyttelsesforordningens artikel 16. I sagen blev det i Thisteds forvaltning påstået, at hun i bygden ved Illullisatt skulle være vokset op i et gennemalkoholiseret og voldeligt hjem.

Det protesterede hun over, for efter hendes fremstilling var der aldrig alkohol i hjemmet.

Hun protesterede ligeledes indædt mod påstanden om vold i hjemmet.

Dagen efter svarede kommunen, at hendes berigtigelse kun skulle ses som en kommentar med en anden vurdering, og kommunen fastholdt sin vurdering, for den havde nemlig retten til at “vurdere”.

Men påstanden om hendes opvækst lader sig sagligt belyse. Hun har en kvalificeret erfaring, hendes egen hukommelse. Heroverfor står kommunens fordomme og løse antagelser.

I sådan en sag er det kommunen, der skal løfte bevisbyrden. Da påstanden om hendes opvækst direkte indgik i begrundelsen for at tvangsfjerne fra fødestuen. så er det jo ikke helt ligemeget.

Efter artikel 18 skulle kommunen udsætte afgørelsen, til påstanden var gransket grundigt. Den kunne have sendt en person til området i Grønland, den kunne have undersøgt sagen gennem forespørgsler.

Men timingen passede dårligt. B&U-mødet var fastlagt, køreplanen var lagt. Så skidt med, om et centralt element i afgørelsen var sand eller ej. I samme sag indgik den IQ-vurdering, der hviler på en ugyldig FKU (Forældre-Kompetence-Undersøgelse= , for efter hendes fremstilling var der aldrig alkohol i hjemmet. Hun protesterede ligel.

Problemet med den slags er den uendelige magtesløshed, borgeren udsættes for, hver gang de retlige garantiforskrifter svigter.

Problemet: Kommunerne omgår sandheden uden at blive konfronteret med det.

Retsillusionen om, at det nok går retfærdigt til

Vi går rundt og tror, at kommunerne har pligt til at bygge deres afgørelser på sandfærdige påstande. Men de retsregler, der skulle sikre det, støder imod hinanden på en skæbnesvanger måde. I alvorlige personsager medfører det en markant risiko for, at indgreb bliver til grove og i forvaltningsretligt lys ulovlige overgreb, uden at de senere forsøges rettet op..

Efter almindelige forvaltningsretlige principper (oplysningsprincippet, “officialmaksimen”, legalitetsprincippet, proportionalitetsprincippet ), gælder en fundamental regel om, at alle kommunale afgørelser ligesm andre myndigheders afgørelser skal hvile på sande og relevante (=”rigtige”) påstande.

Der gælder skærpede regler, når borgeren er under mistanke og derfor kan udsættes for krænkende indgreb eller sanktioner.

Så sidestilles borgeren med en anklaget i en retssag. ( EMRK artikel 6).

På dansk hedder det også “tvangsindgreb udenfor retsplejen”.

Det er naturligvis sætlig risikabelt, når borgere udsættes for overgreb. Men det nærmer sig noget grotesk brutalt og helt uacceptabelt, når der ingen reel mulighed er for at få undersøgt, om det faktiske retsgrundlag for et indgreb har været juridisk rigtigt eller ej.

Kommunerne berigtiger ekstremt sjældent, i praksis aldrig
At få berigtiget en falsk påstand kræver, at borgeren kender Databeskyttelsesforordningen (GDPR). I detaljer handler det om

artikel 16 om berigtigelse
artikel 18 om anvendelsesbegrænsning
artikel 19 om videresendelse af berigtigede oplysninger med information om det nye indhold til andre myndigheder,

Jeg har spurgt landets kommuner, om de i 2022 of 2023 har berigtiget noget som helst i familieafdelinger eller jobcentre.

Svaret er på ekstremt få undtagelser et rungende nej.

Jeg har også spiurgt landets kommuners familieafdelinger og jobcentre om, hvorvidt de vejleder borgerne jf forvaltningslovens § 7, stk.1 eller Retssikkerhedslovens § 10, stk. 1. om muligheden for at få berigtiget falske oplysninger om sig selv.

Det er et ekstremt sjældent forekommende fænomen. Den generelle konklusion er, at det gør de ikke.

Fordelen ved at bruge GDPR består i, at der ingen frister er.

Oplysninger, som borgeren fx via aktindigt bliver opmærksom på, kan til enhver tid søges berigtiget, uanset hvornår registreringen fandt sted.

Men det kræver selvfølgelig, at kommunerne respekterer Databeskyttelsesforordningen i disse alvorlige sager, hvor borgere udsættes for en risiko for overgreb. Det gør de ikke.

Sproglig magtfordrejning: “Vurdering” eller “påstand” ?

Magtfordrejning defineret

Mens ord som “vurdering” eller “skøn” indgår som centrale, når der skal træffes afgørelser i offentlig forvaltning, er deres betydning også fastlagt og forholdsvis vel defineret. Det handler om sammenstødet mellem lovgivningens principper på den ene side og den såkaldt faktiske virkelighed på den anden.

Elementerne kaldes også i juridiske metode for processen mellem “JUS” ( det juridisk relevante indhold) og “FAKTUM” (den relevante virkelighedsbeskrivelse). https://www.smithknudsen.dk/nyheder/dictionary/juridisk-metode/

Det hører naturligvis til den faktiske virkelighedsbeskrivelse, at den bygger på observatoner.. På tros heraf kan derligge bedømmelser undervejs, så indeholder faktum virkelighedsaspekter, der kan være sande eller falske.

Thistedeksemplet viser ikke bare kommunens upålidelighed, men også dens uegnethed til at træffe afgørelser.

Datatilsynet og tidslinjen

I almindelig offentlig forvaltning fuldbyrdes afgørelser. Borgeren kan klage, men klagen har ingen opsættende virikning.

Man kan så spørge:

Hvad så med Datatilsynet og bestemmelsen om anvendelsesbegrænsning i artikel 18? Hvis kommunernes forvaltning havde anvendt den, ville det jo netop have været en bestemmelse om opsættende virkning. De påstande, en kommende afgørelse hviler på, skal forinden undersøges og granskes. Herved ville forvaltningen have kunnet sikre sig, at den kommende afgørelse hvilede på et sandfærdigt og dermed juridisk set rigtigt grundlag.

Datatilsynet har ingen hjemmel til at gå ind i en sags substans. Datatilsynet har kun opsynet med, om offentlige eller private overholder GDPR. Hvad der skal ske som følge af brud på GDPR udover eventiuelle bøder i den anledning, er udenfor dets kompetencesfære.

Ankestyrelsen går ikke ind i spørgsmål om GDPR

Borgeren – hvis vedkommende er dybt inde i både serviceloven og retssikkerhedsloven – vil kunne påtale afgørelser efter de sædvanlige frister. Men en udenforstående kan også klage til kommunalbestyrelsen over, at den ikke efterlever bestemmelser af almindelig forvaltningsretlig karakter i disse sager.Det har næppe fundet sted i virkeligheden.

Hvis Datatilsynet overhovedet behandler en klage over en kommunes manglende efterlevelse af GDPR, er sagsabehandlingstiden omkring 3 måneder. Da behandlingen i Datatilsynet ingen opsættende virkning har, vil fuldbyrdelsen af en muligvis usaglig afgørelse altid have fundet sted.

I nogle Jobcentersager kan skaden måske gøres god igen, men borgeren kan være blevet sat ud af sin bolig i mellemtiden.,

I anbringelsessager kan skaden sjældent gøres god igen, for når Børn- og Ungeudvalget muligvis genoptager sagen efter et halvt år, ligger i det i praksis, at der jo foreligger en “ny situation”: Barnet har det godt hos plejeforældrene. Så skidt med, at anbringelsen juridisk set var forkert?

AI-systemet “complexity” skriver:

Problematikken ved øjeblikkelig fuldbyrdelse

Anbringelser uden for hjemmet: Når et barn anbringes, kan det hurtigt knytte bånd til plejeforældrene. Selv hvis den oprindelige afgørelse senere omstødes, kan det være svært at ændre barnets situation uden at skabe yderligere traumer.
Kontanthjælpssanktioner: En kontanthjælpsmodtager, der mister sin ydelse og dermed sin bolig, kan ende i en situation, der er svær at vende, selv hvis afgørelsen senere ændres.

Genoptagelse på daværende vilkår
Princippet om at genoptage sager på de vilkår, der var gældende på afgørelsestidspunktet, er i praksis ofte umuligt at implementere:

Ændrede livsomstændigheder: Efter et år kan både barnets og forældrenes situation have ændret sig markant.

Økonomiske konsekvenser:

For en kontanthjælpsmodtager kan tabet af bolig og andre følgevirkninger ikke nemt “rulles tilbage”.

Ugyldighedslærens begrænsninger
Ugyldighedslæren, som den præsenteres i juridiske lærebøger, tager ikke højde for de praktiske og menneskelige konsekvenser af fejlagtige afgørelser. I virkeligheden er det ofte umuligt at stille borgeren, som om den fejlagtige afgørelse aldrig var truffet. Dette misforhold mellem teori og praksis understreger behovet for:

Mere effektive klagemuligheder med opsættende virkning i alvorlige sager
.
Hurtigere sagsbehandling i klageinstanser.

Bedre sikkerhedsforanstaltninger før iværksættelse af indgribende foranstaltninger.
Sammenfattende kan man sige, at mens ugyldighedslæren og principperne for genoptagelse eksisterer i teorien, er de ofte utilstrækkelige til at afhjælpe de reelle konsekvenser af fejlagtige afgørelser i praksis.

Anbefalinger

Ankestyrelsens fortolkning af kommunestyrelseslovens § 48 ændres, så GDPR, EMRK mfl. bringes til at gælde, uanset om de pågældende love både retter sig mod offentlige og private.

Et andet nævn under Ankestyrelsesparaplyen, Ligebehandlingsnævnet, behandler vel allerede nu klager over overtrædelser af Lov om Etnisk Ligebehandling, uanset om det handler om om offentlige myndigheder eller private?

Ankestyrelsen, brev af 12. december 2024

“Vi kan oplyse, at Datatilsynet fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, bliver overholdt. Vi kan endvidere oplyse, at disse regler ikke særligt gælder for offentlige myndigheder.

Tilsynet i Ankestyrelsen kan derfor ikke tage stilling til kommuners og regioners dispositioner eller undladelser omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Vi henviser i den forbindelse § 48, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse

Bestemmelsen i Kommunewstyrelsesloven lyder:

§ 48. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne og kommunale fællesskaber, jf. § 60, overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Ankestyrelsen fører ikke tilsyn med, at kommunerne og kommunale fællesskaber, jf. § 60, overholder ansættelsesretlige regler.

Stk. 3. Ankestyrelsen fører ikke tilsyn, i det omfang særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den pågældende sag.

GDPR Artikel 16
Ret til berigtigelse

Den registrerede har ret til at få urigtige personoplysninger om sig selv berigtiget af den dataansvarlige uden unødig forsinkelse. Den registrerede har under hensyntagen til formålene med behandlingen ret til få fuldstændiggjort
ufuldstændige personoplysninger, bl.a. ved at fremlægge en supplerende erklæring.

GDPR aerikel 18 og 19_

Artikel 18

Ret til begrænsning af behandling

  1. Den registrerede har ret til fra den dataansvarlige at opnå begrænsning af behandling, hvis et af følgende forhold gør sig gældende:

a) rigtigheden af personoplysningerne bestrides af den registrerede, i perioden indtil den dataansvarlige har haft mulighed for at fastslå, om personoplysningerne er korrekte

b) behandlingen er ulovlig, og den registrerede modsætter sig sletning af personoplysningerne og i stedet anmoder om, at anvendelse heraf begrænses

c) den dataansvarlige ikke længere har brug for personoplysningerne til behandlingen, men de er nødvendige for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares

d) den registrerede har gjort indsigelse mod behandlingen i medfør af artikel 21, stk. 1, i perioden mens det kontrolleres, om den dataansvarliges legitime interesser går forud for den registreredes legitime interesser.

  1. Hvis behandling er blevet begrænset i medfør af stk. 1, må sådanne personoplysninger, bortset fra opbevaring, kun behandles med den registreredes samtykke eller med henblik på, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares eller for at beskytte en anden fysisk eller juridisk person eller af hensyn til Unionens eller en medlemsstats vigtige samfundsinteresser. 4.5.2016L 119/44 Den Europæiske Unions TidendeDA

  2. En registreret, der har opnået begrænsning af behandling i medfør af stk. 1, underrettes af den dataansvarlige, inden begrænsningen af behandlingen ophæves.

Artikel 19

Underretningspligt i forbindelse med berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller
begrænsning af behandling

Den dataansvarlige underretter hver modtager, som personoplysningerne er videregivet til, om enhver berigtigelse eller sletning af personoplysningerne eller begrænsning af behandling, der er udført i henhold til artikel 16, artikel 17, stk. 1, og artikel 18, medmindre dette viser sig umuligt eller er uforholdsmæssigt vanskeligt. Den dataansvarlige oplyser den
registrerede om disse modtagere, hvis den registrerede anmoder herom.[/b]

Hilsen Peter :evil::confused::eek:

3

[b]https://justitia-int.org/statusrapport-retssikkerhed-2025/?fbclid=IwY2xjawPB8eRleHRuA2FlbQIxMABicmlkETFEcUkwN3EyeUdpRDQ3QUwxc3J0YwZhcHBfaWQQMjIyMDM5MTc4ODIwMDg5MgABHmuyE2sJF4x__zY5COLxdPZhcTMXu4he_dHPfOtPpxcApH0W3T-P8KU5lOKQ_aem_JaSbv9NEqvC25kFeoN7F-g

BY BIRGITTE ARENT EIRIKSSON ON 30. DECEMBER, 2025

Det har været endnu et år kendetegnet ved pres på frihedsrettigheder og retssikkerhed. Nye love og politiske initiativer, der skal skabe tryghed, sikkerhed og øge effektiviteten i den offentlige sektor har en tendens til at file på centrale retsstatsprincipper og svække grundlæggende rettigheder. Tendensen har været tydelig i en årrække, og 2025 er bestemt ingen undtagelse.

Justitia indledte året med en rapport, der kortlagde intensiveringen af overvågningsniveauet og indgreb i retten til privatliv i Danmark det sidste årti. Rapporten lagde kimen til en debat, der med stor styrke har ulmet hele året.

En række forskellige initiativer øger overvågningstrykket på borgere. Blandt andet skal politiet have adgang til kommercielle slægtsforskningsdatabaser til brug for efterforskning af grove straffelovsovertrædelser. Samtidig bliver der mulighed for at opsætte flere overvågningskameraer alene som led i tryghedsskabende indsatser. Disse initiativer bygger ovenpå en lang række andre indskrænkninger i retten til privatliv de foregående år, herunder øget overvågning i det offentlige rum og stigende anvendelse af datasamkøring og profilering i kontroløjemed.

Samtidig er ytringsfriheden under pres. Øget overvågning skaber såkaldt ’chilling-effect’ og selvcensur, når borgernes oplevelse af at blive overvåget tiltager. Hertil kommer konkrete tiltag, hvor blandt andet et forslag om forbud mod satiriske deepfakes og et hensyn til myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i en ny lov om offentligt ansattes ytringsfrihed lægger yderligere pres på ytringsfriheden. Justitia er også ved at undersøge konsekvenserne af en ny aftale om etablering af en medieombudsmand.

Samlet set kalder udviklingen på skærpet opmærksomhed om proportionalitet, nødvendighed, formålsbegrænsning, gennemsigtighed mv., så legitime hensyn til tryghed, sikkerhed og effektivitet ikke fortrænger retsstatens grundlæggende garantier.

Retssikkerhed på socialområdet

På socialområdet viser 2025 med tydelighed, at retssikkerheden for de mest udsatte borgere fortsat er utilstrækkelig. Justitias rapporter om kommunernes behandling af underretninger om vold mod børn og unge viste blandt andet, at kommunerne vurderer underretningernes akuthed forskelligt, at der er vanskeligheder ved afdækningen af psykisk vold, og at børns og unges ret til inddragelse ikke sikres konsekvent.

Samtidig risikerer indeværende års ændring af Socialtilsynet at forringe retssikkerheden for børn og unge i plejefamilier og på botilbud. Ændringen lægger op til et mere risikobaseret socialtilsyn med blandt andet færre fysiske tilsynsbesøg og større afhængighed af whistleblowere. Dette skaber risiko for, at Socialtilsynet bliver mere reaktivt frem for proaktivt.

Den omfattende digitalisering af det danske samfund har desuden skabt nye barrierer for en forholdsvis stor andel af borgere, der eksempelvis kan miste en ydelse på grund af manglende digitale færdigheder og/eller adgang til hjælp. Dette viste en retssag om digital udsathed, hvor Justitia har biinterveneret i både byret og landsret. Den principielle dom anerkendte, at manglende digitale kompetencer efter en helhedsvurdering og de konkrete omstændigheder kan være et særligt undskyldende forhold, som eliminerer ”sanktioner” i form af inddragelse af ydelser eller lignende.

LÆS videre i Statusrapporten og tag stilling i stemmeboksen.[/b]

Hilsen Peter :evil: