[b]KNUD AARUP
Fhv. direktør i Socialstyrelsen, formand for Udsatterådet i Aarhus og generalsekretær i Bedre Psykiatri
Knud Aarup ser tilbage på året, der er gået: Der er ingen priser til socialpolitikken i 2024
Knud Aarup ser tilbage på året, der er gået: Der er ingen priser til socialpolitikken i 2024
Annulleringen af de royale priser til socialområdet er et godt billede på, hvor socialpolitikken har bevæget sig hen det forgangne år, skriver Knud Aarup, som her fremhæver fire tilbageskridt i 2024.
Kongehuset plejer ikke at lave politiske markeringer. Dronning Margrethe gjorde dog en undtagelse under covid-19-pandemien, og nu er det næsten, som om det er sket på ny. For Kronprinseparrets Sociale Priser blev ikke uddelt i 2024, og det var der bestemt heller ingen grund til.
Jeg ved godt, at den formelle grund var, at vi nu har et kongepar, og at de fra 2025 igen uddeler Kongeparrets Priser. Men fejringen af de seneste 20 år med Kronprinseparrets Priser 5. november i Vega i København var på en måde et sindbillede på socialpolitikkens status anno 2024:
Der har været gode socialpolitiske resultater gennem årene, men socialpolitikken i dag er der ikke grund til at fejre. Lad mig i det følgende pege på fire store socialpolitiske tilbageskridt, som blev gennemført i 2024.
Et tilbageskridt for kompensationsprincippet
I maj indgik en række partier sammen med regeringen en rammeaftale for handicapområdet. Den aftale er et klassisk eksempel på, at man indenfor rammerne af samme tekst kan finde helt åbenlyse modstridende formuleringer.
Det mest åbenlyse er, at der på side 1 i aftalen står, https://www.sm.dk/Media/638502539935771736/Endelig_aftaletekst_UA.pdf at grundlæggende principper – for eksempel kompensationsprincippet - fortsat er gældende.
På side 2 står der til gengæld, at formålet med aftalen dels er »at sikre en faglig og økonomisk bæredygtighed, som skal bidrage til at reducere udgifterne i kommunerne, og/eller sikre økonomisk gennemsigtighed«.
Og helt grotesk bliver det, når aftalen ses i sammenhæng med aftalen om kommunernes økonomi for 2025. Læses aftalerne i sammenhæng, er der tale om alvorlige tilbageskridt i dansk socialpolitik.
De seneste mindst 25 år har ideen om kompensation været en afgørende forudsætning for, at personer med funktionsnedsættelser, psykisk sygdom eller sociale problemer kan deltage i samfundsfællesskabet på lige fod med alle andre.
Kompensationen er ikke en ekstra ydelse, som personer med særlige udfordringer modtager som en ekstra service i forhold til andre samfundsborgere. Nej, det er netop noget, som samfundet yder for at stille disse borgere lige med alle andre.
Den forståelse er helt væk i forsommerens aftaler for det sociale område (rammeaftalen, kommunernes økonomiaftale og den dertilhørende delaftale), og det er ikke blot et tab for sammenhængskraften i samfundet generelt, men et tilbageslag i forhold til samfundets generelle syn på mennesker med særlige udfordringer.
Faktisk er der tale om, at Danmark med den tilgang begynder at fifle med overholdelse af FN’s handicapkonvention.
Danmark fik da også i efteråret helt berettiget alvorlig kritik af FN’s handicapkomite https://socialmonitor.dk/nyheder/art10063875/FN-rejser-skarp-kritik-af-dansk-handicapindsats-i-ny-rapport . Kritikken fra FN er grænsende til pinlig for det officielle Danmark. Den tegner et billede af en udvikling, som går i den forkerte retning. Den udvikling mærkes selvfølgelig af alle børn, unge og voksne, som har behov, men også i form af stigende stigmatisering af samme gruppe mennesker.
Det kan de nationale og kommunale politikere ikke være bekendt.
Udhuling af faglighed på anbringelsesområdet
Noget af det mest ulykkelige ved den manglende indsats for personer med særlige behov – ud over en tilbagevenden af stigmatisering – er manglen på mulighed for at få et værdigt liv som voksne. Fejlen ligger i mine øjne i mange af de almene velfærdsinstitutioner som dagtilbud og skoler. De magter ikke at give børn og unge med særlige behov den hjælp og støtte, som er en forudsætning for at kunne komme videre i livet.
Alt for mange får ikke folkeskolens afgangseksamen, og hvis de har behov for en mere specialiseret indsats, er der på flere særinstitutioner, botilbud eller opholdssteder ikke en tilstrækkelig god faglig kvalitet. Resultatet bliver, at personer med særlige behov ikke får en chance i livet.
Mangel på faglig kvalitet er italesat gentagne gange over årene. Det har været genstand for adskillelige dokumentarprogrammer.
I 2022 udtalte Social- og Ældreministeriet, at der »er behov for at sikre et bedre overblik over tilbuddenes kompetencer og målgruppernes behov«. Samt at »der er behov for i højere grad at sikre, at højtspecialiserede tilbud og viden ikke går tabt med henblik på at forhindre afspecialisering på socialområdet«.
Samme år kom daværende socialminister Astrid Krag med et lovende udspil med titlen Et liv med ligeværdige muligheder. Her fremhæves behovet for at tage udgangspunkt i en specialeplanlægning for hele det specialiserede socialområde.
En sådan specialeplan skal bruges til at etablere en ny velfærdsarkitektur, der sikrer det rette antal og de rette typer af højt specialiserede indsatser til børn, unge og voksne med komplekse eller sjældent forekommende behov. Det ses som en forudsætning for at løfte kvalitet og fagligt sikre specialisering på området.
Alligevel valgte efterfølgeren socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil ud fra en simpel økonomisk udbudstænkning, at oprette en pulje til etablering af lokale, kommunale botilbud. Dermed gav hun kommunerne ret og penge til selv at oprette en række institutioner med henblik på at spare på den fagligt set mest specialiserede og dermed dyre indsats.
Specialeplanlægningen er endnu engang udskudt, og beslutningerne i 2024 især om kommunale institutioner kan for mig at se kun være med til at udhule fagligheden i det sociale arbejde.
Svækkelse af Ankestyrelsen
Ankestyrelsen har gentagne gange rejst kritik af den kommunale indsats på det specialiserede socialområde.
Man har igennem de seneste 10-15 år stillet fagligt kyndigt personale til rådighed i diverse task forces, som skulle hjælpe kommunerne med at øge kvaliteten i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet og på handicapområdet.
Det har desværre ikke fået antallet af kommunale fejl ned. Den viden og erfaring med det sociale område, som Ankestyrelsen har opbygget derigennem, er i årenes løb blevet brugt til at udsende såkaldte »principafgørelser«, som kan betragtes som Ankestyrelsens opsamling af og vejledning til den kommunale sagsbehandling.
Det har formentlig irriteret KL og enkelte borgmestre grueligt. De kan ikke forstå, hvorfor en sådan administrativ juridisk ankeinstans som Ankestyrelsen skal blande sig i det kommunale, lokalt fastsatte serviceniveau.
I forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2025 har KL fået en i mine øjne helt uhørt passus ind, som sikrer kommunerne en indsigelsesmulighed ved nye »principafgørelser«.
Det står ikke i selve aftalen, men i et bilag til en såkaldt delaftale til økonomiaftalen. Man har i bedste spindokter-stil valgt at tale om, at KL indtræder i et såkaldt »dialogforum«. Men realiteten er, at man har givet KL indflydelse på noget, som i princippet handler om lovoverholdelse.
Kommunalisering af socialpolitikken
Det fører direkte over i min sidste anke i forhold til den socialpolitiske udvikling i 2024: Jeg har valgt at kalde det kommunalisering af socialpolitikken.
Der er ingen tvivl om, at kommunerne har et meget stort fokus på alle de store kommunale serviceområder. Jeg tænker især på børne- og skoleområdet samt ældreområdet. Det er her, de mange vælgere findes, og det er her, at kommunalpolitikerne bliver valgt eller det modsatte.
Der er ingen stemmer i de personer, som har særlige behov, fordi de har en funktionsnedsættelse, har forskellige former for psykiske udfordringer eller lever med sociale problemer.
Vi har igennem de seneste år hørt formuleringer fra ledende kommunale topfolk, som jeg ikke troede, nogen ville være bekendt. KL’s formand har i mange år gjort sig til talsmand for, at udgifterne til handicappede pressede kommunerne urimeligt. Andre har brugt mere utiltalende formuleringer om udgifter til det specialiserede socialområde, for eksempel »gøgeungeeffekt« eller »kannibalisering« af normalområdet.
Med de aftaler, som Folketinget, regeringen og KL har lavet i år, er ønsket forsvundet om en overordnet national socialpolitik. Altså en politik, som bygger på sammenhængende principper - som for eksempel kompensation til dem, som har særlige behov - med det formål i videst mulige omfang at stille alle mennesker lige.
Har du særlige behov, skal du nu kun kompenseres i det omfang, at den kommune, du bor i, har besluttet kompensationen som et kommunalt serviceniveau.
Om det er et problem, afhænger af øjnene, som ser.
Hvis man er forældre til et multihandicappet barn og ønsker, at det barn skal kunne leve et værdigt liv med størst mulig livsudfoldelse i forhold til barnets muligheder, kan det være svært at være vidne til, at én kommune kun vil tilbyde en plads på et kommunalt tilbud, hvor man ikke har de fornødne kvalifikationer til at støtte pågældende form for udviklingshæmning, mens en anden kommune kan tilbyde den kvalitetsmæssigt rigtige løsning.
Sådanne forskelle bliver svære at leve med, men endnu værre bliver det at være vidne til en afskaffelse af mulighedslighed og retten til kompensation generelt. Det bliver et tab for den enkelte familie, for barnet og den voksne med særlige behov. Og det bliver en kæmpestor forringelse af det danske velfærdssamfund.
Bare disse fire eksempler understreger, hvorfor der ikke har været nogen som helst grund til at give en pris til socialpolitikken i 2024. Det har været et ualmindeligt dårligt år – men så er det jo godt at vide, at nu kan det kun gå fremad. Godt socialpolitisk nytår![/b]
Hilsen Peter (y)