Lisbeth Riisager Henriksens analyser

[phhmw]

https://www.facebook.com/lisbethriisager.henriksen/posts/pfbid0Sc9ZTmwyqNmp1EFX6ejSjmiVzB1nzmxGxugDAaYsSwoP5Qgvudw957aTGeDbNN38l?from_close_friend=1&notif_id=1727958744540692&notif_t=close_friend_activity&ref=notif

[b]Facebook har fjernet mit nye opslag om Statsministerens tale. Jeg ved ikke, om det kommer igen og kan ikke overskue at lægge det hele op igen. Det er bare ØV!

Men heldigvis har Esben kopieret teksten, så jeg gentager den her til visning for en mindre gruppe Facebookbrugere. Måske kan den så overleve et stykke tid på min væg uden chikane fra Facebooks AI-logoritmer.

:::::::::::::::::::::::::::
I dag hørte jeg statsminister Mette Frederiksen holde sin åbningstale i Folketinget til folketingsåret 2024/25.

Jeg må sige, det var en besynderlig omgang. På den ene side bemærkelsesværdigt, at hun pludselig forsøgte at fremvise sig selv som en socialt ansvarligt profileret politiker med stort hjerte for de syge, ledige, handicappede og udsatte i vort land. Hun sagde mange sympatiske ting. Men intet af det stemmer med den politik, hun har ført, og den politiker, hun har været siden 2011.

I mine øjne er det skamløst, uværdigt og utroværdigt, at hun fremstiller sig selv som sådan, når man betænker, hvilke store skader på liv, helbred, økonomi og arbejdsmuligheder hun har påført i titusindvis af mennesker med alvorlige sygdomme eller handicap med sin politik siden 2011. Fremstillingen af Mette Frederiksen som socialt ansvarlig med stort hjerte for de svageste er løgn. Den er spin.

Den er et skønmaleri.

Hun nævnte ej heller med et eneste ord FN’s sønderlemmende kritik af Danmark for på store træk at agere i direkte modstrid med bestemmelserne i Handicapkonventionen, så mennesker med handicap har fået det værre over det seneste årti.

Hør talen i videoen nedenfor [som Facebook desværre har fjernet, red.].

Hør selv hendes udsagn, se hendes mimik, bedøm selv, hvad I mener om talen - og lad mig gerne høre i en kommentar, hvad I tænker!

Hold også øje med POV, som på fredag bringer en ny artikel af mig i serien om FN’s kritik af dansk handicappolitik.

Her vil I blandt andet kunne læse en analyse af Mette Frederiksens åbningstale.
[/b]

Hilsen Peter :hjerte:

[Reno]

Lisbeth skriver;

“Hold også øje med POV, som på fredag bringer en ny artikel af mig i serien om FN’s kritik af dansk handicappolitik”

Se mere her:

https://pov.international/det-ender-fortsat-med-nadsensbrod-til-fleste/

[phhmw]

[b]FN’s Handicapkomité er ikke kommet med kritik, men med anbefalinger, sagde social- og boligministeren

Lisbeth Riisager Henriksen

https://pov.international/fns-handicapkomite-kritik-sophie-haestorp/?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR0PlWZ6lEE207xuiZuvYjrRl3Z3MZJn5DnEaHOyOgo-I4jkTyCh1zxLtws_aem_mHs6w07tG6Mxx7dOFTqFow

HANDICAPPOLITIK // NYHED – Tre ministre har været i åbent samråd i Folketingets socialudvalg om Danmarks efterlevelse af FN’s Handicapkonvention. Ifølge social- og boligministeren har regeringen ingen intention om at inkorporere Handicapkonventionen i lovgivningen, og den vil ikke ophæve alle love og praksisser, der tillader magtanvendelse. Regeringen vil heller ikke sikre en ligelig fordeling af støtte til personer med handicap på tværs af kommuner og dermed forbedre retssikkerheden for borgerne. Derimod vil regeringen gerne arbejde på en national handicappolitisk handlingsplan for udvalgte områder.
Fotos: Eddie Michel

Den danske regering fik i september måned en sønderlemmende kritik af FN’s Handicapkomité. Det gjorde den for på en lang række områder ikke at leve op til forpligtelserne i henhold til FN’s Handicapkonvention, og for at det tværtimod på mange områder går tilbage med rettighederne for mennesker med handicap. POV har allerede skrevet om det i flere artikler – den første her.

Det fik handicapordfører Rosa Lund (EL) til i et § 20-spørgsmål at spørge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) om, hvad regeringen vil gøre for at vende udviklingen på handicapområdet, ligesom det fik hende til – sammen med handicap-, psykiatri- og socialordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF) – at indkalde Sophie Hæstorp Andersen og to andre ministre i åbent samråd i Folketingets socialudvalg om sagen.

Hvordan forholder regeringen sig til FN-kritikken?

Den 9. oktober var Sophie Hæstorp Andersen i Folketingssalen for at svare på § 20-spørgsmålet.

Hun anerkendte, at der ”jo desværre [er] rigtig store udfordringer på handicapområdet”, men mente, at regeringens rammeaftale på det specialiserede socialområde fra maj måned er en ”meget ambitiøs og samlet handicappolitisk plan, der kan forandre handicapområdet til det bedre, både på kort og på lang sigt”.

Den 7. november var Sophie Hæstorp Andersen mødt frem i det åbne samråd i Folketingets socialudvalg. Charlotte Broman Mølbæk indledte med at påpege, at den negative udvikling på området er bekymrende, idet hun fremhævede FN’s kritik af:

at brugen af magtanvendelse i psykiatrien og på bostederne er forøget

at inklusionen af børn med autisme, ADHD, cerebral parese mv. i folkeskolerne ikke går godt

at geografien og den lokale kommunale økonomi har stor indflydelse på tilkendelser af nødvendige hjælpemidler og retssikkerhed for borgerne i kommunerne

at Danmark ikke har inkorporeret Handicapkonventionen i dansk lovgivning

at Danmark siden 2013 ikke har haft en tværgående national handicappolitisk handlingsplan, der dækker alle samfundsområder og livsfaser, og at man endnu ikke har iværksat en sådan.

Hun pointerede, at der har været rejst kritik mange steder fra, blandt andet fra Danske Handicaporganisationer og Institut for Menneskerettigheder. Sidstnævnte har udtalt, at de ”forventer, at Danmark tager komitéens kritik til sig og handler på den,” sagde hun.

”Imidlertid kan vi konstatere, at regeringen har været utroligt stille i forhold til den her kritik. Der har ikke været nogen tydelige tilkendegivelser af, hvor man stiller sig i forhold til kritikken, og hvad man vil gøre. Så det er ønsket, at regeringen kan komme ind på det i dag,” understregede Charlotte Broman Mølbæk.

Hun og Rosa Lund havde blandt andet bedt social- og boligministeren om at forholde sig til samtlige rejste kritikpunkter i FN’s Handicapkomités konkluderende rapport, herunder det generelle forhold, at det går den forkerte vej med at leve op til konventionen.

Sophie Hæstorp Andersen indledte med at fastslå: ”Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at det ikke er kritik, komitéen har udtrykt, men anbefalinger.”
Socialministeren fortsatte:

”I forhold til udvikling på området, så peger Institut for Menneskerettigheders handicapbarometer på, at der er tilbageskridt på flere indikatorer på området, herunder på diskrimination, tilgængelighed og mobilitet, og barometeret måler borgernes egne opfattelser af deres livssituation via et spørgeskema. Barometeret viser også stilstand på indikatorerne for vold, evne til at leve et selvstændigt liv, samfundsinklusion, social tryghed og uddannelse, mens der til gengæld ses en positiv udvikling for beskæftigelse. Det går selvfølgelig ikke, at der er områder, der er stillestående eller ligefrem tilbagegående. Udviklingen skal gå fremad, og regeringen har også store ambitioner …”

Regeringen vil ikke inkorporere Handicapkonventionen i dansk lovgivning

Charlotte Broman Mølbæk og Rosa Lund havde også bedt Sophie Hæstorp Andersen om at redegøre for, hvordan regeringen vil følge op på FN’s kritik, dels af at Danmark endnu ikke har indskrevet Handicapkonventionen i dansk lovgivning, dels af at Danmark ikke har iværksat en tværgående national handicappolitisk handlingsplan, der dækker alle samfundsområder med afsæt i Handicapkonventionen.

De havde spurgt ministeren, om regeringen vil ophæve eller ændre lovgivning, der ifølge FN’s rapport tager tilbageskridt i forhold til mennesker med handicaps beskyttelse, og de havde spurgt, hvad regeringen vil gøre for at bekæmpe borgernes manglende retssikkerhed i kommunerne i forhold til at få tilkendt nødvendige hjælpemidler.

Sophie Hæstorp Andersen svarede, at opfølgningen på anbefalingerne kommer til at tage tid, blandt andet fordi regeringen har et kritisk blik på nogle af dem.
Men hun kunne straks fastslå, at regeringen ”ikke har nogen intentioner om at inkorporere konventionen i dansk lovgivning”, og at det også har været linjen under tidligere skiftende regeringer. Hun mente, at ”FN’s Handicapkomité ikke nødvendigvis har den fulde forståelse af og indsigt i det danske velfærdssystem, vores kultur og traditioner og vores politiske system”.

Derudover pointerede hun, at Danmark – ved at have ratificeret konventionen – allerede har forpligtet sig til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens principper, og at borgerne kan påberåbe sig den ved domstolene og andre myndigheder.

For så vidt angår anbefalingen om at iværksætte en tværgående national handicappolitisk handlingsplan, så indgår der en handlingsplan i rammeaftalen på handicapområdet fra foråret, sagde hun. Den ligger ikke helt fast endnu, men er ”vinklet på, hvordan vi får flere mennesker med handicap i uddannelse og beskæftigelse.”

For så vidt angår anbefalingen om, at regeringen ophæver alle love og afskaffer alle praksisser, der fx tillader magtanvendelse mod personer med handicap, syntes hun, de er for vidtgående. Regeringen kommer aldrig til at undgå al magtanvendelse, sagde hun, men lovede, at brugen af magt vil blive overvåget.
For så vidt angår anbefalingen om, at Danmark skal sikre en ligelig fordeling af støtte til personer med handicap på tværs af kommuner, så kommuner overvåger brugen af disse midler og adresserer uligheden i midler på tværs af sektorer, hvilket ville bekæmpe den nuværende manglende retssikkerhed i kommunerne i forhold til tildeling af hjælpemidler, afviste hun at ville følge den.

Hun sagde:
”Vi har i dag i Danmark et kommunalt selvstyre. Og hvis alle kommunerne i Danmark så ud på samme måde, ville det ikke nødvendigvis være til fordel for borgerne. Det ville blot sætte barren [for hjælp] på et minimumsniveau og dermed forringe kvaliteten [af hjælp] for en lang række borgere. Når det er sagt, er regeringen helt enig i, at der er behov for at understøtte, at borgerne uanset bopæl har den indsats, de har ret til og behov for …”

Også indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) var inviteret med i samrådet; Sophie Løhde for at redegøre i detaljen for, hvad regeringen vil gøre for at nedbringe brugen af bæltefikseringer og beroligende medicin i psykiatrien; Mattias Tesfaye for at svare på, hvad regeringen vil gøre for at løfte kvaliteten i arbejdet i kommunerne med inklusion af børn med fx autisme. Begge gav udtryk for, at det egentlig gik helt godt nu, selvom de på hver deres ressortområde indrømmede, at der har været og stadig findes problemer.

Hvordan kan forholdene blive bedre, når regeringen vil reducere udgifterne?

Efter ministrenes besvarelser spurgte Charlotte Broman Mølbæk socialministeren: ”Hvordan kan vi forbedre forholdene for mennesker med handicap, når der [i rammeaftalen, red.] står, at vi skal reducere [udgifterne, red.], og når vi allerede bruger færre penge per borger med et handicap i Danmark?”

Socialordfører Katrine Daugaard (LA) pegede på sin side (på video over Teams) på, at regeringen mangler blik for kommunernes manglende lovmedholdelighed i forvaltningen af lovgivningen på socialområdet. Det har ingen konsekvenser for kommunerne, når de ikke overholder lovgivningen. Hvad vil regeringen gøre ved det?

De spørgsmål svarede ministeren ikke på.

Handicapkomitéens kritik og anbefalinger er ikke bindende

FN er ikke kommet med kritik, men med anbefalinger, påstod social- og boligministeren. POV har derfor spurgt ligebehandlingschef Rasmus Brygger fra Institut for Menneskerettigheder om, hvad der ligger i ”kritik” og ”anbefalinger”, og hvilken juridisk betydning anbefalingerne fra Handicapkomitéen har.

”FN’s Handicapkomité er både kommet med kritik og anbefalinger til Danmark. For eksempel har komitéen udtrykt bekymring over den manglende handicappolitiske handlingsplan og derfor anbefalet, at Danmark får udarbejdet handlingsplanen hurtigst muligt. Komitéen er altid konstruktiv, og derfor vil den aldrig udtale kritik uden at komme med en konkret anbefaling, Danmark kan handle på,” skriver Rasmus Brygger 8. november i en e-mail til POV.

Regeringen har varslet, at der arbejdes på en ny handlingsplan, men den skal kun dække job og uddannelse. Det er et fremskridt, men ikke godt nok

”FN’s Handicapkonvention er en bindende international konvention, som de danske myndigheder skal overholde. Gør myndighederne ikke det, kan de blive dømt ved danske domstole for at overtræde konventionerne. Udtalelser og anbefalinger fra FN’s Handicapkomité er derimod kun vejledende. Dem kan regeringen derfor selv vælge, om den vil følge. Vi anbefaler, at regeringen tager stilling til anbefalinger fra FN’s Handicapkomité og begrunder det, hvis den vælger ikke at følge dem,” fortsætter han.

En ny handlingsplan bør favne alle aspekter af et menneskeliv

POV har også spurgt Rasmus Brygger om, hvad Institut for Menneskerettigheder mener om regeringens stillingtagen til komitéens anbefalinger.
”Vi anser det for positivt, at der har været en bred debat om og fokus på komitéens anbefalinger til Danmark. Vi er blandt andet glade for, at social- og boligministeren er åben for at drøfte omfanget af den kommende handicappolitiske handlingsplan og de konkrete initiativer heri,” skriver han, men tilføjer:

”Samtidig viser komitéens anbefalinger, at der er behov for et bredt og vedholdende fokus på at sikre og fremme rettighederne for mennesker med handicap på tværs af alle myndighedsområder. Det gælder for eksempel emner som tvang i psykiatrien, inklusion i folkeskolen og tilgængelighed i det fysiske og digitale miljø.”

Direktør for Institut for Menneskerettigheder Louise Holck har udtrykt sig lidt tydeligere. I Jyllands-Posten d. 20. september gav hun denne vurdering:
”Regeringen har varslet, at der arbejdes på en ny handlingsplan, men den skal kun dække job og uddannelse. Det er et fremskridt, men ikke godt nok. Planen bør favne alle aspekter af et menneskes liv fra vugge til grav.” [/b]

Hilsen Peter :evil:

[phhmw]

[b]Komiteen for Rettigheder for Personer med Handicap
Afsluttende bemærkninger til Danmarks samlede anden og

Tredje periodiske beretning

https://www.sm.dk/Media/638681479590270676/Dansk_oversættelse_af_anbefalingerne_fra_FN’s_handicapkomité_UA.pdf?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTAAAR13J35Mmgl4j4JOaV_BSC2-uRueZGQEme7oOASTCrAz2BUsYM_C3FkauEo_aem_qAMJ4DZtt2F-tMdxPQfsVA

Primære bekymringer og anbefalinger Generelle principper og forpligtelser (artikel 1–4)
7. Komiteen er bekymret over, at konventionen ikke udtrykkeligt er indarbejdet i dansk, færøsk og grønlandsk lovgivning. Komiteen er ligeledes bekymret over, at deltager- statens domstole er tilbageholdende med at tage fuldt hensyn til konventionen i alle afsagte domme vedrørende rettigheder for personer med handicap.

8. Komiteen erindrer om sin tidligere anbefaling4 og anbefaler, at deltagerstaten indarbejder konventionen i Danmarks, Færøernes og Grønlands lovgivning og træffer foranstaltninger til yderligere at forbedre domstolenes og forvaltningsorganernes direkte anvendelse af konventionen, herunder ved at gøre konventionen, komiteens retspraksis og komiteens generelle bemærkninger til en integreret del af den systematiske kapacitetsopbygning for alle dommere.

9. Komiteen er bekymret over, at lovgivningen i Kongeriget Danmark ikke systematisk omfatter et handicapperspektiv og menneskerettighedsmodellen for handicap. Komiteen er også bekymret over manglen på foranstaltninger til at revidere og ophæve diskriminerende eller bagstræberisk lovgivning om rettigheder for personer med handicap, navnlig:
   (b) Det forhold, at værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007, ikke er baseret på en model for støttet beslutningstagning.
   (c) Det forhold, at ændringen af bygningsreglementet, bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019, giver mulighed for at lempe tilgængelighedskravene til enfamiliehuse.

10. Komiteen anbefaler, at Kongeriget Danmark foretager en omfattende gennemgang af den eksisterende lovgivning for at sikre overholdelse af principperne, definitionerne, rettighederne og forpligtelserne i henhold til konventionen, ophæver enhver lovgivning, herunder de seneste ændringer, der indeholder bagstræberiske foranstaltninger, og afholder sig fra at træffe bagstræberiske foranstaltninger i fremtiden, blandt andet i de igangværende processer, der udformer den nye regerings politikker.

11. Komiteen er bekymret over, at der endnu ikke er indført en ny national handlings- plan for personer med handicap i Danmark, og at den planlagte handlingsplan kun vil dække arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet. Komiteen bemærker med bekymring, at Færøerne stadig mangler en handicappolitisk handlingsplan, og at den nye handlingsplan i Grønland mangler ambitioner og er vag, især med hensyn til planens gennemførelse. Komiteen er endvidere bekymret over manglende kendskab til konventionen blandt nationale, regionale og kommunale myndigheder.

12. Komiteen anbefaler, at Danmarks regering, Færøernes landsstyre og Grøn- lands Naalakkersuisut vedtager nationale handicaphandlingsplaner, som dækker alle rettigheder og væsentlige områder i henhold til konventionen, herunder de grund- læggende ændringer, der kræves i bl.a. artikel 12, 14, 15, 19 og 24, og fastlægger konkrete målsætninger, kvantificerbare mål, passende budgetter og indikatorer, således at de kan vurdere, hvilke fremskridt der er sket i gennemførelsen af planerne.
    2
    4
    CRPD/C/DNK/CO/1, afsnit 13
    CRPD/C/DNK/CO/2-3
    Komiteen anbefaler også, at Kongeriget Danmark styrker efteruddannelsen om konventionen blandt kommunale, regionale og nationale myndigheder.

13. Komiteen bemærker deltagerstatens tildeling af midler til handicapområdet. Komiteen er imidlertid bekymret over den ulige fordeling af midler til personer med handicap på tværs af kommunerne. Komiteen bemærker endvidere med bekymring, at de stigende investeringer i institutioner (”botilbud”) krænker retten til et selvstændigt liv og inddragelse i samfundslivet for personer med handicap.

14. Komiteen anbefaler, at Kongeriget Danmark i tæt samråd med og med aktiv inddragelse af personer med handicap gennem de organisationer, som repræsenterer dem, sikrer en ensartet fordeling af midler til støtte for personer med handicap på tværs af kommuner, overvåger anvendelsen af midlerne på handicapområdet og afhjælper manglende finansiering på tværs af handicapsektorer.

15. Komiteen er bekymret over manglen på specifikke foranstaltninger rettet mod personer med handicap, som letter tilgængeligheden til Høringsportalen i Danmark og giver dem mulighed for effektivt at deltage i høringsprocessen. Komiteen er også bekymret over manglen på systematisk og institutionaliseret samarbejde med personer med handicap gennem de organisationer, som repræsenterer dem, ved udvikling og gennemførelse af lovgivning og politikker, der tager sigte på at gennemføre konventionen i Danmark, på Færøerne og i Grønland.

16. Komiteen erindrer om sin generelle bemærkning nr. 7 (2018) om deltagelse for personer med handicap, herunder børn med handicap, gennem de organisationer, som repræsenterer dem, i gennemførelsen og overvågningen af konventionen og anbefaler, at Kongeriget Danmark tager skridt til at udvikle og gennemføre juridisk forankrede procedurer til indgående at rådføre sig med og aktivt inddrage personer med handicap gennem de organisationer, som repræsenterer dem, på tværs af alle sektorer og i alle forhold, der vedrører dem, og sikrer rimelig tilgængelighed til dette formål. Komiteen anbefaler også, at Kongeriget Danmark afsætter tilstrækkelig tid til, at handicaporganisationer får mulighed for at gennemføre interne høringer blandt deres medlemmer på tværs af alle handicapsektorer.
    B. Specifikke rettigheder (artikel 5-30)
    Lighed og ikke-diskrimination (artikel 5)

17. Komiteen bemærker følgende med bekymring:
    (a) I lov nr. 688 af 2018 om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap fastslås det udtrykkeligt, at loven ikke indebærer en pligt til at sørge for rimelig tilpasning eller tilgængelighed, og ved lovens revision i 2020 blev der alene indført en pligt til rimelig tilpasning af ydelser i dagtilbud og i folkeskolen.
    (b) Der er ikke taget skridt til at indføre en generel, tværgående lovgivning mod diskrimination på grund af handicap, som udvider beskyttelsen til at gælde uden for arbejdsmarkedet på Færøerne.
    (c) Grønlands Inatsisartutlov om lighed og ikke-diskrimination indebærer ikke ret til rimelig tilpasning og indeholder ikke ufravigelige regler om tilgængelighed.

18. Komiteen erindrer om sin generelle bemærkning nr. 6 (2018), delmål 10.2 og 10.3 i FN’s Verdensmål (målene for bæredygtig udvikling) og om sin tidligere anbefaling5 og anbefaler, at:
    (a) Danmarks regering ændrer lov nr. 688 af 2018 om forbud mod forskels- behandling på grund af handicap for at anerkende nægtelse af rimelig tilpasning som en form for diskrimination, indføre en pligt til at tilvejebringe rimelig tilpasning og sikre tilgængelighed til alle livets forhold i overensstemmelse med konventionen.[/b]

Hilsen Peter :evil:

[phhmw]

[b]KENDER DU NOGLE AF MENNESKERETTIGHEDERNE?

En januardag i 1947 mødtes den tidligere amerikanske præsidentfrue Eleanor Roosevelt, den canadiske jurist John Humphrey og den libanesiske filosof Charles Habib Malik i en forladt flyfabrik på Long Island, New York.

De diskuterere, hvad der egentlig gør os til mennesker. De diskuterede, hvad vi har tilfælles, og hvad alle bør have ret til, uanset hvor de bor, hvem de er og hvad de kommer fra.

Siden blev de, sammen med delegerede fra Chile, Frankrig og Kina, penneførere på det, der skulle blive Verdenserklæringen om Menneskerettighederne - en universel menneskerettighedserklæring. Den vedtog FN’s Generalforsamling 10. december 1948.

I kølvandet herpå skabte man i 1953 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er juridisk bindende, og få år senere den tilhørende domstol. Og så er der løbende kommet konventioner til for særlige persongrupper.

Disse menneskerettigheder er enestående og vigtige redskaber til at skabe eller fastholde værdige samfund og retssikkerhed for befolkningerne, skriver direktør for Institut for Menneskerettigheder Louise Holck i en kronik i Kristeligt Dagblad i anledning af 76 års-dagen for menneskerettighedserklæringen.

“Men menneskerettighederne lever kun, så længe vi engagerer os i dem,” skriver hun og fortsætter:

“Vi må ikke hvile i troen på, at menneskerettighederne opretholder sig selv. De skal holdes i live af debat, lovgivning og af den folkelige opbakning og det modspil, som demokratiske retsstater baserer sig på. Det kræver først og fremmest, at vi kender og kan identificere vores rettigheder.”

Derfor er det bekymrende, at hver anden dansker ikke kan nævne en eneste basal menneskerettighed, skriver hun.

Lisbeth Riisager Henriksen
[/b]

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hver-anden-dansker-kan-ikke-naevne-en-eneste-basal-menneskerettighed?fbclid=IwY2xjawHEO7pleHRuA2FlbQIxMQABHV_XhzytxB2fA_MP566-K0kKbL6_3syx7mM8NwjhA1e6x99dcOuVS5DF6w_aem_6Up2y-bxDyQ05ciHsMogdw

Hilsen Peter:eek::evil:

[phhmw]

https://socialraadgiverne.dk/medlem-fik-medhold-i-hoejesteret/?fbclid=IwY2xjawHRDS5leHRuA2FlbQIxMQABHfXwWv3OT4juRjqABpejnXcssdDFZmRqEFGT69_eM_WTmgE9d5TzEpITeQ_aem_Jpi1h-wK3FYNChTMrqD_bw

[b]PRINCIPIEL AFGØRELSE FRA HØJESTERET: DET VAR IKKE OK, AT ARBEJDSGIVER AFSKEDIGEDE ANSAT I FLEKSJOB, DER IKKE KUNNE KLARE DET OPRINDELIGE TIMETAL LÆNGERE OG ØNSKEDE AT GÅ NED I TID

En bemærkelsesværdig sag om afskedigelse af en medarbejder i fleksjob har efter syv år nu været igennem Højesteret og fundet sin afslutning.

Borgeren, Talya Harris, som havde anlagt sagen, fik medhold i Højesteret 3. december.

Sagen handler om, at hun, da hun som socialrådgiver gik til sin leder i Region Hovedstaden med ønsket om at gå ned i tid, i stedet blev mødt med en afskedigelse.

Nu har hun Højesterets ord for, at det ikke var ok.

Afgørelsen i Højesteret har principiel betydning for alle med handicap, der arbejder i fleksjob.

Den gør det tydeligt, at arbejdsgiveren ikke må skride til afskedigelse, før man har undersøgt enhver mulighed for omplacering.

Nedenfor et uddrag af Dansk Socialrådgiverforenings resumé af sagen, som angik ét af deres medlemmer:

"Ikke noget liv ved siden af arbejdet

Tayla lider af den autoimmune tarmsygdom morbus crohn, som påvirker hende døgnet rundt. Hendes sygdom anses som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og i 2008 blev hun tilkendt fastholdelsesfleksjob.

Efter en endt barsel i 2018 forbereder Talya sig på at vende tilbage til sin stilling som socialrådgiver på neurocentret på Rigshospitalet, men hun må erkende, at de 20 timer, hun normalt arbejder om ugen, slider for hårdt på hende.

I lang tid må hun lægge sig i sengen med fatigue og migræne, så snart hun kommer hjem fra arbejde.

“Jeg havde simpelthen ikke noget liv ved siden af arbejdet. Jeg har været rigtig syg og har brugt al min energi på arbejdet,” siger Talya.

Det deler hun både med Dansk Socialrådgiverforening og med sin læge. De råder Talya til at tale med hendes leder om at gå ned i tid til ti timer om ugen, men det vil ledelsen ikke honorere.

I stedet bliver hun afskediget.

De vil bare af med hende

Ved afskedigelser af medarbejdere med et handicap skal arbejdsgiveren blandt andet undersøge, om det er muligt at omplacere medarbejderen til en anden stilling på arbejdspladsen.

Arbejdsgiveren er forpligtet til at strække sig så langt, som det er muligt, uden at det vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde.

Men Mette Glud Holm, der har været Talyas kontakt i Dansk Socialrådgiverforening fra start til slut i sagen, mener ikke, at Region Hovedstaden har strakt sig så langt, som de burde.

Det samme lægger Højesteret vægt på i sin afgørelse. (…)

Dansk Socialrådgiverforening går videre med klage

Mette Glud Holm og Talya mødes flere gange med ledelsen i Talyas afdeling for at finde en løsning, og da Talya søger en lignende stilling på Rigshospitalet på de magiske ti timer om ugen og får afslag, vælger Dansk Socialrådgiverforening at gå videre med en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Ifølge Talya har involveringen af Dansk Socialrådgiverforening været afgørende for, at der overhovedet blev en sag (…).

I Ligebehandlingsnævnet får Talya medhold og bliver tilkendt en godtgørelse svarende til ni måneders løn, hvilket Region Hovedstaden nægter at betale.

De vil have sagen for en domstol, og syv år senere får Talya medhold i Højesteret."[/b]

Hilsen Peter :evil::o Tak til Lisbeth og Dansk Socialrådgiverforening

[phhmw]

[b]En ny kontanthjælpsreform er blevet vedtaget af Folketinget i denne uge. Den vil ramme bestemte udsatte grupper særdeles hårdt. Læs min nyhedsanalyse derom i POV.

Lisbeth Riisager Henriksen
20.12.2024

https://pov.international/kontanthjaelpsreform-rammer-saerlige-grupper/?fbclid=IwY2xjawHSoLJleHRuA2FlbQIxMQABHcZvC_xwGz0Y8zY62uIfd2z4hDmO8ICD6ARsV0Xe0D0x8G43_M2ro-Yuww_aem_1EnIiAji3x3RMuLxRMXeVw

Kontanthjælpsreform vil ramme særlige grupper hårdt.

NY BESKÆFTIGELSESPOLITIK // NYHEDSANALYSE – Folketinget har tirsdag vedtaget to lovforslag, som ændrer kontanthjælpssystemet markant. Skærpede optjeningsregler, arbejdspligt for nogle grupper, en helt ny ydelsesstruktur, afklaringsret og medicin til visse kontanthjælpsmodtagere og deres børn er nogle af nyhederne. Dem, der vinder på reformen, er kontanthjælpsmodtagere med børn og forsørgerforpligtelse. Taberne er især psykisk syge unge og indvandrere. En lang række parter advarer om, at reformen er hårdere end tidligere set og vil ramme udsatte mennesker meget hårdt.

Tirsdag den 17. december 2024 har Folketinget vedtaget to lovforslag, som ændrer kontanthjælpssystemet markant.

Det ene handler om arbejdspligt for borgere, som ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet i kontanthjælpssystemet. Det realiserer en aftale indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Dette lovforslag angik ændringer i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, integrationsloven og forskellige andre love.

Det andet handler om en række andre større ændringer af kontanthjælpssystemet. Det realiserer et forlig, som er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Lovforslaget angik ændringer i lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love.

Med de nye regler vil alle, der er rejst til Danmark fra 1. juli 2025, blive underlagt de samme, skærpede regler

Sammen med ændrede, skærpede optjeningsregler for kontanthjælp, som blev vedtaget 30. maj, og som realiserer en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, betyder disse lovændringer et forandret kontanthjælpssystem.

Det er de første store ændringer af lovgivningen herom siden 2015 og 2016, hvor vi fik den seneste store reform.

Læs herunder, hvad den nye lovgivning indebærer.

Skærpede optjeningsregler

For at få adgang til den højeste kontanthjælpssats, skal man allerede i dag opfylde både et opholds- og et beskæftigelseskrav.
Man skal inden for de seneste 10 år have haft ophold i kongeriget (det vil sige Danmark, Færøerne og Grønland) i mindst 9 år, og man skal have været fuldtidsbeskæftiget i mindst 2,5 år med en lønindtægt svarende til mindst 37 timer om ugen.

Regeringen skønner, at ca. 12.000 borgere vil blive omfattet af den nye arbejdspligt. Heraf vil halvdelen komme fra Syrien

I dag er borgere, som er kommet til Danmark før 2008, dog undtaget fra beskæftigelseskravet.

Med de nye regler vil alle, der er rejst til Danmark fra 1. juli 2025, blive underlagt de samme, skærpede regler. Det betyder, at især en stor gruppe ikke-vestlige indvandrere vil få en ydelse på den laveste sats (det nye ydelsessystem uddybes senere i teksten).

Men det vil også ramme en række indfødte danskere, som fx har arbejdet mange år i udlandet og, efter at være flyttet tilbage til Danmark, ikke kan finde ansættelse på arbejdsmarkedet.

Arbejdspligt
For dem, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, bliver der indført en såkaldt arbejdspligt som forudsætning for at få en kontanthjælpsydelse.

Arbejdspligten kan bestå i forskellige typer af beskæftigelsesindsatser.

Aftalepartierne har primært tænkt sig, at den skal opfyldes ved deltagelse i de såkaldte nyttejob. Men den kan også bestå i fx virksomhedspraktik eller job med løntilskud.

Timer med danskundervisning, forberedelsestid, jobsøgning og transport mellem aktiviteterne såvel som ordinære løntimer kan nedsætte antallet af arbejdspligtige timer, mens fravær vil blive straffet med træk i ydelsen.

Kommunerne forpligtes til at tage hensyn til den enkelte kontanthjælpsmodtagers helbred og andre individuelle forhold, når de skal beslutte, hvordan arbejdspligten skal udmøntes.

Fra 1. januar 2025 vil arbejdspligten gælde for personer på den nuværende selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (det, der tidligere hed integrationsydelse), og fra 1. juli 2025 vil alle på den nye mindstesats blive omfattet.

Regeringen skønner, at ca. 12.000 borgere vil blive omfattet af den nye arbejdspligt. Heraf vil halvdelen komme fra Syrien.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtaler i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet tirsdag:

”Arbejdspligten har en markant og principiel betydning for regeringen. Det er et tydeligt signal om, at vi stiller krav til, at dem, der kan, skal bidrage til arbejdsfællesskabet. Med arbejdspligten sikrer vi en endnu tættere kobling mellem ret og pligt i ydelsessystemet for en gruppe af borgere, som i alt for mange tilfælde har gået hjemme og modtaget en offentlig ydelse uden at være en del af det arbejdende fællesskab.”

Andre større ændringer med reformen

Folketinget har herudover vedtaget en række større ændringer af kontanthjælpslovgivningen:

Formuegrænsen hæves: Grænsen for den formue, man er berettiget til at have, hvis man får kontanthjælp, hæves fra 10.000 til 15.000 kr. for enlige og fra 20.000 til 30.000 kr. for ægtepar, ligesom den fremover skal reguleres løbende, så den følger satsreguleringen af kontanthjælpssatserne.

Tidligere regel om tvangshævning af pensionsopsparing ophæves: Man skal ikke længere realisere evt. pensionsopsparing, inden man får ret til kontanthjælp. Den regel ophæves for alle former for pensionsopsparing.

Ydelsessystemet forenkles til tre satser:
en ny mindstesats på 6.553 kr.,

en ny grundsats på enten 2.823 kr. eller 6.955 kr. og en ny forhøjet sats på 12.064 kr. om måneden.

Mindstesatsen erstatter de nuværende selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelser (SHO-ydelser).

Grundsatsen på 2.823 kr. er til hjemmeboende personer under 30 år, der ikke forsørger noget barn.

Grundsatsen på 6.955 kr. er til personer under 30 år, som bor i egen bolig.

Den forhøjede sats er til personer, som er fyldt 30 år, og til 25-29-årige, som har haft mindst 2,5 års fuldtidsbeskæftigelse inden for en tiårig periode.

Børnetillæg og tillæg til enlige: Der indføres et børnetillæg til begge forældre på 2.687 kr. samt tillæg til enlige forsørgere og enlige ikke-forsørgere på mellem 1.054 og 1.581 kr. om måneden.

Særligt tillæg til kontanthjælpsmodtagere med psykiske lidelser afskaffes: Det tidligere aktivitetstillæg og den særligt høje sats for personer under 30 år med bestemte psykiske diagnoser afskaffes.

Særligt ungetillæg: Der indføres et nyt særligt ungetillæg på mellem 1.000 kr. og 2.500 kr. målrettet en række kontanthjælpsmodtagere i alderen 18-29 år på grundsats eller satsen for hjemmeboende med udfordringer ud over ledighed.

Midlertidigt tilpasningstillæg:

Der indføres et toårigt tilpasningstillæg på 2.000 kr. om måneden til unge under 30 år på grundsats og hjemmeboende-sats samt unge under 30 år, som i dag modtager den særligt høje sats for bestemte psykiske lidelser, og som oplever en ydelsesnedgang på mindst 2.000 kr. om måneden som følge af reformen.

Lempeligere indkomstfradrag:

Der indføres et fribeløb for de første 2.500 kr. hhv. 5.000 kr., som kontanthjælpsmodtageren tjener ved siden af sin kontanthjælp alt afhængigt af ydelsessats.

225 timers-reglen afskaffes: Reglen om, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde i mindst 225 løntimer, dvs. ca. i halvanden måned, på et år for at opnå fuld kontanthjælpssats, afskaffes, men der består som nævnt et beskæftigelseskrav på 2,5 år ud af de seneste 10 år.

Kontanthjælpsloftet afskaffes, men til gengæld indføres et boligstøtteloft.

Afklaringsret:

Der indføres en afklaringsret for aktivitetsparate borgere over 30 år, som har været i kontanthjælpssystemet i en sammenhængende periode på to år.

Den skal indeholde en vurdering af, om sagen skal behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på at vurdere, om borgeren er i målgruppen for ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.

Hvis borgeren skal fortsætte i kontanthjælpssystemet, skal man ligeledes vurdere, hvilken indsats der kan iværksættes.

Afklaringsretten gælder ikke for borgere, som er omfattet af reglerne i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet efter integrationsloven.

Medicintilskud:

Der indføres en ret til offentlig dækning af egenbetalingen af udgifter til medicin, der er tilskudsberettiget efter sundhedsloven.

Den gælder alle, som har modtaget kontanthjælp i 12 ud af de seneste 18 måneder samt i hele ydelsesperioden, hvor deres børn var under 18 år.

[i]Ret til ferie:

Alle borgere i kontanthjælpssystemet får ret til at afholde fire ugers ferie, når de har modtaget kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder. [/i]

Desuden får de, hvis de har optjent feriepenge, ret til ferie med supplerende kontanthjælp.

Fritidstillæg: Der indføres et fritidstillæg til børnene.

Alle ovennævnte satser er i 2024-tal før skat.

Ændringerne træder i kraft 1. juli 2025.

Grundlov og menneskerettigheder kan være overtrådt

På baggrund af Institut for Menneskerettigheders høringssvar til dele af reformen har national chef Pernille Boye Koch vurderet, at der muligvis er flere problematiske forhold i de nu vedtagne lovforslag.

Grundloven, har hun skrevet, fastslår, at staten skal sikre et eksistensminimum for alle dem, der bor i Danmark og ikke er i stand til at forsørge sig selv eller deres familie.

”Derfor efterspørger vi en redegørelse for, hvad ændringerne betyder for forskellige familiers forsørgelsesgrundlag. Vi skal vide, om systemet risikerer at drive mennesker i Danmark ud i fattigdom,” siger hun.

Flere kommuner har givet udtryk for, at de ikke kan finde på flere meningsfulde nyttejob

Hun har ligeledes advaret om, at arbejdspligten overvejende vil ramme etniske minoriteter og derfor vil kunne føre til indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse:

”Arbejdspligten stiller etniske minoriteter markant ringere, uden at det er tilstrækkeligt dokumenteret, at der er vægtige grunde til det. Det er tvivlsomt, om det intensive indgreb står mål med det antal, der står til at få et job som følge af arbejdspligten.”

Hun er ikke alene om at se problemer i reformen.

Flere kommuner har givet udtryk for, at de ikke kan finde på flere meningsfulde nyttejob.

De har også bemærket, at arbejdspligten medfører store administrative omkostninger for dem, og at det er tvivlsomt, om den overhovedet vil bringe borgere tættere på arbejdsmarkedet.

De økonomiske vismænd har sagt noget lignende.

Mange handicap-, patient-, humanitære og sociale organisationer har advaret om, at kontanthjælpsreformen risikerer at skubbe et større antal personer med blandt andet psykiske lidelser ud i et liv under eksistensminimum. Det er mennesker, som ikke kan klare sig selv.

18 sociale organisationer – herunder Kirkens Korshær, Rådet for Socialt Udsatte og Hus Forbi – har udsendt et fælles opråb til regeringen.

De advarer om, at udsatte mennesker risikerer at blive skubbet ud i hjemløshed, fordi man i reformen fjerner den hidtidige støtte til særligt høje boligudgifter.

Lovgiverne har prioriteret pligt over ret

Lektor Mathias Herup Nielsen og tre andre forskere fra Aalborg Universitet har problematiseret reformen i et debatindlæg i Politiken:

”Den giver bedre vilkår for nogle – særligt for en del børnefamilier. Over for andre grupper udviser den nye reform til gengæld en hårdhed, vi ikke kan huske tidligere at have set. Det gælder for nogle af de yngre mennesker i systemet.
”Og det gælder i særdeleshed for ’indvandrere’, der med de nye regler defineres meget bredt. (…)

Meget lave ydelser og hårde krav eksisterer allerede i systemet, men med den nye reform omfatter de flere og kommer ikke, som vi ellers tidligere har set, mest til at ramme de, der er jobparate.”

”Udeboende unge med psykiske lidelser, der ikke vurderes at kunne påbegynde en uddannelse, kommer ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet for eksempel til at gå mellem tre og fire tusind kroner ned i månedlig ydelse, når reformen er fuldt indfaset.”

Hvor lavt skal limbostangen egentlig sættes for at sikre denne ”ret og pligtfølelse”, og hvem kommer til at ramme stangen og vælte?

Beskæftigelsesministeren hævder, at man med reformen har sikret en balance imellem rimelige levevilkår og incitamenter til at tage uddannelse eller arbejde

Men forskerne mener, at man reelt har vægtet det sidste højest.

De skriver:
”Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen taler om, at reformen skal sikre ’ret og pligtfølelsen’. Det lyder som en hensyntagen til det arbejdende folks følelser: Andre skal ikke uden videre lukrere på mit knokleri.”

”Når kalenderårets skiften om ganske kort tid indvarsler nye vilkår for nogle af de mest udsatte i samfundet, står et vigtigt spørgsmål tilbage: Hvor lavt skal limbostangen egentlig sættes for at sikre denne ’ret og pligtfølelse’, og hvem kommer til at ramme stangen og vælte?”

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter. Redaktør af bogantologierne ‘Hvad i alverden er meningen?’ (2011) og ‘Et liv i andres hænder’ (2014). Tidligere blogger hos Avisen og A4 Nu om social-, beskæftigelses- og sundhedspolitik.
[/b]
Hilsen Peter :evil:

[phhmw]

[b]Af Lisbeth Riisager Henriksen Cand.mag. og forfatter

https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/debat/8779-sygedagpengeaftalen-reducerer-betydningen-af-laegers-vurderinger-i-kommunale-sygesager.html?fbclid=IwY2xjawHc8jNleHRuA2FlbQIxMQABHTXBpYxEqVsWqmqFgBO5Aw-RfuTCyQY33DstCdkHPRAUVbMcOKs-4B7MQA_aem_H4ZEdc1_FMIN-jO5D7NrDQ

Ny sygedagpengeaftale vil smidiggøre samarbejdet mellem kommuner og læger, men lægernes faglige vurderinger får principielt mindre vægt fremover i alle sager, der skal for rehabiliteringsteamet, mener Lisbeth Riisager Henriksen.

Regeringen (Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne) og forligspartierne bag reformen af sygedagpengesystemet (Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) indgik 14. marts en aftale om ændringer af sygedagpengeloven. Aftalen får også afgørende indflydelse på kommunernes behandling af sager om ressourceforløb, førtidspension og fleksjob.

Et af aftalens fokusområder er at skabe mere ”smidighed” i samarbejdet mellem kommuner og praktiserende læger. Det sker ifølge aftalen, fordi praktiserende læger og kommuner har efterlyst bedre og mere gennemsigtige rammer for deres samarbejde. Her har læger og kommuner blandt andet henvist til forskelligt fagsprog, som kan vanskeliggøre kommunikationen og skabe uensartede forståelser af borgerens sygedagpengesag.

På den baggrund har man aftalt to initiativer i den nye aftale:

1. Afskaffelse af generelt krav om lægeattester

Aftalekredsen har besluttet at afskaffe "… kravet om, at der skal indhentes en lægeattest i alle sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet dvs. også sager om ressourceforløb, førtidspension og fleksjob. Hvis kommunen vurderer, at de helbredsmæssige oplysninger, der allerede ligger på sagen, danner tilstrækkeligt grundlag, kan kommunen undlade at indhente lægeattesten (LÆ 265). Det vil lette administrationen, bidrage til hurtigere sagsbehandling, og understøtte, at lægernes ressourcer bruges bedre. Kommunerne undgår også at skulle betale for lægeattester, der ikke vurderes nødvendige."

Bemærk, at det generelle krav om lægeattest fremover afskaffes i forhold til alle sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet – det vil sige både sager om sygedagpenge, ressourceforløb, førtidspension og fleksjob. Jeg er ikke tryg ved dén løsning og er bekymret for, at den vil forringe retssikkerheden for de borgere, der bliver berørt.

Der står i aftalen, at det er kommunen, som skal vurdere, hvad der er behov for. Vi er allerede i årevis blevet bekendt med kommunale vurderinger af sygemeldte i disse sager, og allerede i dag bliver mange lægeerklæringer ikke respekteret.

Hvordan skal det da så gå, når kommunens medarbejdere gives førsteretten til at vurdere, hvad der er behov for?

Naturligvis vil der være sager, hvor en ny lægeattest ikke synes relevant, og hvor kommunen kan spare besvær og udgifter ved ikke at bede om en ny attest. Men prisen er, at det nu bliver helt op til kommunens ofte dårligt uddannede personale at vurdere forhold, som faktisk er lægefaglige. Det er ikke nogen god aftale!

2. Undersøgelse af, om man kan ændre i kommunens anmodning om lægeattester

Derimod er det et udmærket og væsentligt initiativ, at der med aftalen også iværksættes en “undersøgelse af mulighederne for at justere udformningen af de attestblanketter, som jobcentrene bruger til at anmode om oplysninger fra lægen. Formålet er at forbedre samarbejdet og kommunikationen mellem jobcentre og sundhedsvæsen, så læger får nemmere ved at gennemskue, hvad oplysningerne i en lægeattest skal bruges til.”

Det vil jeg gerne kvittere for.

Det afgørende er dog selvfølgelig, om undersøgelsen også resulterer i brugbare løsninger. Det har vi til gode at få at se.

Den lægefaglige vurdering får mindre vægt

I forbindelse med forhandlingerne om ændringer af sygedagpengeloven stillede beskæftigelsesordfører Torsten Gejl (ALT) på min opfordring 8. februar en række spørgsmål via Folketingets beskæftigelsesudvalg.

Blandt andet spurgte han: “Er ministeren i forbindelse med forhandlingerne om et nyt sygedagpengesystem villig til (…) at inddrage lægefaglige eksperter til at sikre, at lovgivningen ikke fortsat baserer sig på kategorier og definitioner af sygdomsvirkelighed, som ikke er i overensstemmelse med den sansede virkelighed og den konsensus, som der findes hos læger om, hvad man kan vide og udtale sig om, og hvad man ikke kan?” Og "Vil ministeren sikre, at lægefaglige vurderinger fremover i både selve lovgivningens definitioner og i forvaltningen af den tillægges større vægt i vurderingen af, om en sygemeldt kan få forlænget sygedagpenge?"

I sine svar fra 7. marts glider beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (Soc.) af på det adspurgte og kommer med en smøre om, at forskellige elementer spiller ind på den samlede vurdering af en borgers sygedagpengesag. Hendes konklusion: "Jeg mener ikke, at der kan eller skal fastsættes regler om vægtningen af enkelte elementer ved de skønsmæssige vurderinger."

Tilbage står, at vurderingen af en borgers sygedagpengesag – og altså nu også sager om ressourceforløb, førtidspension og fleksjob – i sidste ende bliver endnu mere overladt til de forhåndenværende kommunale sagsbehandlere, end de allerede er i dag. Og tilbage står, at opdaterede lægefaglige vurderinger kun fremover vil blive indhentet, hvis kommunens folk forstår, at det er nødvendigt, og hvis de samtidig har mandat fra deres ledelse til at bestille de kostbare dokumenter. Det finder jeg dybt bekymrende.

Jeg mener, afskaffelsen af det generelle krav om lægeattester er et tilbageskridt for retssikkerheden, selvom aftalen er indsmurt i pæne hensigtserklæringer om mere værdighed for borgerne og om bedre og mere smidigt samarbejde mellem læger og kommune. Magten til at beslutte, hvad der skal vægte højest i borgeres sager om sygedagpenge, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension vil i endnu højere grad end i dag komme til at ligge hos tilfældige kommunale ansatte, hvoraf mange af dem end ikke har en socialrådgiveruddannelse.

Derudover må vi stadig vente på løsninger på de mange helt store og dybt alvorlige retssikkerhedsproblemer i reformerne af sygedagpenge, kontanthjælp, fleksjob og førtidspension, som jeg har beskrevet igennem de seneste 12 år.
[/b]
Hilsen Peter :evil:

[b]Bilag

https://www.youtube.com/watch?v=4shGnmemrx4

Mette Frederiksen (S) om praktiserende og speciallægers rolle i vurderingen af borgeres arbejdsevne.

Fra åbent samråd i Beskæftigelsesudvalget den29. november 2011.
Kilde: https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20111/beu/td.836103.aspx?as=1[/b]

[phhmw]

[b]Af Lisbeth Riisager Henriksen,
cand.mag., forfatter
Skrevet af Lisbeth Riisager Henriksen den 6. januar 2025.

https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/debat/9757-ny-sygedagpengelovgivning-svaekker-retssikkerheden.html?idU=2

Inden jul vedtog Folketinget lovændringer om sygedagpenge, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.

Blandt andet reducerer man betydningen af lægers vurderinger i kommunale sager. Fra sundhedsfaglig side og fra repræsentanter for de syge selv lyder der bekymringer for, at retssikkerheden for borgerne vil blive endnu ringere end i dag, skriver Lisbeth Riisager Henriksen i dette debatindlæg.

Den 19. december vedtog et enigt Folketing et lovforslag, der ændrer flere forskellige love på sygedagpenge- og beskæftigelsesområdet fra 1. januar 2025.

Lovforslaget udmønter en aftale om ti forskellige ændringer af sygedagpengesystemet, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og de øvrige forligspartier bag reformen af sygedagpengesystemet fra 2014 (Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) indgik i marts 2024.

Ændringerne skal sikre en større målretning mod den enkelte borgers behov, mere værdighed i mødet med systemet, mere smidighed i samarbejdet mellem kommuner og praktiserende læger og sammenhæng med Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats, siges det i aftalen.

Tre af ændringerne handler om rehabiliteringsteams og lægeattester.

Ændringer i forhold til brug og sammensætning af rehabiliteringsteam

For så vidt angår rehabiliteringsteams, er der to store ændringer.

For det første lempes kravene til brug af rehabiliteringsteam i sager om jobafklaringsforløb (som altså hører under sygedagpengeloven).

Fremover fjernes kravet om, at sygemeldte i jobafklaringsforløb skal have deres sag behandlet her. ”Kommunerne skal kun inddrage rehabiliteringsteamet, når de vurderer, at borgeren kan have behov for en tværfaglig indsats,” hedder det i aftaleteksten.

For det andet lempes kravene til sammensætning af medlemmer og repræsentation af fagområder i rehabiliteringsteamet i samtlige sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet. Det vil altså ikke alene sige i sygedagpengesager, men også i sager om ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.

Fremover vil der alene være krav om, at der altid deltager en repræsentant fra beskæftigelsesområdet og en repræsentant fra regionens kliniske funktion. Herudover er det op til kommunen, ud fra en konkret individuel vurdering, at beslutte, hvilke fagområder der skal være repræsenteret i den enkelte sag.

Ændringer i forhold til brug af lægeattester

For så vidt angår brugen af lægeattester, afskaffer loven ”… kravet om, at der skal indhentes en lægeattest i alle sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet dvs. også sager om ressourceforløb, førtidspension og fleksjob. Hvis kommunen vurderer, at de helbredsmæssige oplysninger, der allerede ligger på sagen, danner tilstrækkeligt grundlag, kan kommunen undlade at indhente lægeattesten (LÆ 265)”, hedder det i aftaleteksten.

Kommunerne undgår derved at ”betale for lægeattester, der ikke vurderes nødvendige,” lyder det i aftaleteksten. Samtidig fastslår loven, at det er kommunen, som i sidste ende skal vurdere, hvad der er behov for at få vurderet lægefagligt.

Bekymringer for svækkelse af retssikkerheden

Især fra sundhedsfaglig side og fra repræsentanter for de berørte sygemeldte grupper er der en udbredt bekymring for, at de sygemeldte skal miste retssikkerhed med de nævnte lovændringer.

Det fremgår af høringsnotatet til lovforslaget.

Fremover bliver det først og sidst kommunen, som skal vurdere, hvad de sygemeldte borgere har behov for, og hvad kommunen vil finansiere.

Hvordan skal de gøre det, når de end ikke selv forstår, hvad der er sundhedsfagligt nødvendigt for borgeren?

Hvordan skal de gøre det, hvis de ikke samtidig får grønt lys dertil fra deres ledelse?

Jeg finder det ikke betryggende for hverken landets syge borgere i jobcentersystemet eller de læger, som har disse borgere som deres patienter.

Allerede i dag er der meget store retssikkerhedsproblemer på dette område.

---------------------------------§-------------------------------

Ny sygedagpengelovgivning svækker retssikkerheden

https://pov.international/vil-ny-lov-staekke-retssikkerheden/

SYGEDAGPENGE OG BESKÆFTIGELSESPOLITIK // NYHEDSANALYSE –

Inden jul vedtog Folketinget lovændringer, der reducerer betydningen af lægers vurderinger i kommunale sygesager. Fra sundhedsfaglig side og fra repræsentanter for de syge selv lyder der bekymringer for, at retssikkerheden for borgerne vil blive endnu ringere end i dag.

Den 19. december vedtog et enigt Folketing et lovforslag, der ændrer flere forskellige love på sygedagpenge- og beskæftigelsesområdet fra 1. januar 2025
.
Lovforslaget udmønter en aftale om ti forskellige ændringer af sygedagpengesystemet, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og de øvrige forligspartier bag reformen af sygedagpengesystemet fra 2014 (Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) indgik i marts 2024.

Ændringerne skal sikre en større målretning mod den enkelte borgers behov, mere værdighed i mødet med systemet, mere smidighed i samarbejdet mellem kommuner og praktiserende læger og sammenhæng med Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats, fremgår det af aftalen.

Seks af de ti aftalte ændringer har krævet lovændringer.

Det vedtagne lovforslag indfører således: 1. fleksibel brug af rehabiliteringsteams, 2. fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteams, 3. mestringsforløb skal gives ud fra en faglig vurdering, 4. forenkling af visitationskategorierne, 5. færre krav til sygemeldte fra beskæftigelse og 6. afskaffelse af generelt krav om lægeattester.

I det følgende vil jeg alene berøre ændringerne vedrørende brugen og sammensætningen af rehabiliteringsteams og afskaffelsen af det generelle krav om lægeattester.

Ændringer i forhold til brug og sammensætning af rehabiliteringsteam

I forhold til rehabiliteringsteams er der to store ændringer i kravene til brug af rehabiliteringsteam og sammensætningen af medlemmerne deri.
For det første lempes kravene til brug af rehabiliteringsteam i sager om jobafklaringsforløb.

Fremover fjernes kravet om, at sygemeldte i jobafklaringsforløb skal have deres sag behandlet her. ”Kommunerne skal kun inddrage rehabiliteringsteamet, når de vurderer, at borgeren kan have behov for en tværfaglig indsats,” som det hedder i aftaleteksten.[/b]

[b]For det andet lempes kravene til repræsentation af fagområder i rehabiliteringsteamet i samtlige sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet.

Det vil altså ikke alene sige i sygedagpengesager, men også i sager om ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.

Fremover vil der alene være krav om, at der altid deltager en repræsentant fra beskæftigelsesområdet og en repræsentant fra regionens kliniske funktion.

Herudover er det op til kommunen, ud fra en konkret individuel vurdering, at beslutte, hvilke fagområder der skal være repræsenteret i den enkelte sag.

Ændringer i forhold til brug af lægeattester

For så vidt angår brugen af lægeattester, afskaffer loven ”… kravet om, at der skal indhentes en lægeattest i alle sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet dvs. også sager om ressourceforløb, førtidspension og fleksjob.

Hvis kommunen vurderer, at de helbredsmæssige oplysninger, der allerede ligger på sagen, danner tilstrækkeligt grundlag, kan kommunen undlade at indhente lægeattesten (LÆ 265)”, som det hed i aftaleteksten.

Kommunerne undgår derved at ”betale for lægeattester, der ikke vurderes nødvendige,” lyder det i aftaleteksten.

Samtidig fastslår loven, at det er kommunen, som i sidste ende skal vurdere, hvad der er behov for at få vurderet lægefagligt.

Lovændringer reducerer betydningen af lægers vurderinger

I høringsnotatet til det nu vedtagne lovforslag har Beskæftigelsesministeriet samlet og gengivet de væsentligste udsagn fra høringsparterne i forhold til de forskellige ændringer i loven.

Om den såkaldte fleksible brug af rehabiliteringsteamet siges det, at Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, KL, Danske Handicaporganisationer, Dansk Socialrådgiverforening og Lederne bakker op om det.

Men Fagbevægelsens Hovedorganisation ”mener dog, at den sygemeldte fortsat bør have mulighed for at anmode om, at sagen behandles i rehabiliteringsteamet”.

Danske Handicaporganisationer udtrykker derudover ”bekymring for, om den enkelte sygedagpengekonsulent har den fornødne viden og forståelse for særlige gruppers langsigtede behov for helhedsorienterede og tværfaglige indsatser”.

Danske Regioner ”bemærker, at der fra regional side er udtrykt bekymring for, at forslaget kan svække kvaliteten af sagsbehandlingen og derved risikere at stille borgeren ringere”, og Klinisk Funktion i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland ”bemærker desuden, at der bør sikres adgang til relevant sundhedsfaglig rådgivning til brug for vurderingen af behovet for indsatser, samt om der er behov for, at rehabiliteringsteamet afgiver indstilling i sagen.”

Om en fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteamet står der, at Fagbevægelsens Hovedorganisation, KL, Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening bakker op om det.

FOA bemærker, at forslaget ”stiller krav til kommunerne om en øget koordinering på tværs af en sag inden forelæggelsen for rehabiliteringstemaet”.

Danske Regioner og Klinisk Funktion i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland ”bemærker, at forslaget indebærer en risiko for, at der ikke i alle sager vil være den fornødne og relevante repræsentation i rehabiliteringsteamet.” Klinisk Funktion i de tre nævnte regioner mener endvidere, ”at ordningen vil svække det overordnede formål med rehabiliteringsteamet som et tværfagligt sammensat dialog- og koordineringsforum, der er en garantiforskrift for, at borgeren får en målrettet og helhedsorienteret indsats”.

Om afskaffelse af krav om lægeattester i alle sager opsummerer høringsnotatet, at KL, Dansk Socialrådgiverforening og Kommunale Velfærdschefer bakker op om det.

Fremover bliver det først og sidst kommunen, som skal vurdere, hvad de sygemeldte borgere har behov for, og hvad kommunen vil finansiere

I modsætning hertil mener Fagbevægelsens Hovedorganisation, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Klinisk Funktion i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland samt FOA, ”at forslaget indebærer en risiko for, at sagerne ikke er tilstrækkeligt oplyst, når de forelægges rehabiliteringsteamet”.

Fagbevægelsens Hovedorganisation, Danske Handicaporganisationer og FOA ”mener, at forslaget bør ledsages af en ret til, at den sygemeldte kan bede kommunen om at indhente en lægeattest, når den sygemeldte anser det for nødvendigt eller udtrykker ønske herom”.

Klinisk funktion i Region Sjælland, Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Syddanmark bemærker, ”at det er vigtigt at inddrage den praktiserende læge med henblik på at tilrettelægge den rette indsats i sager, der skal forelægges rehabiliteringsteamet”.

Og Klinisk Funktion i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland ”bemærker, at det er vigtigt, at sagsbehandlerne har adgang til sundhedsfaglig rådgivning ved sagens forberedelse til rehabiliteringsteamet i sager, hvor LÆ 265 ikke hentes”.

Bekymringer for svækkelse af retssikkerheden

Citaterne afslører, at der især fra sundhedsfaglig side og fra repræsentanter for de berørte sygemeldte grupper er en udbredt bekymring for, at de sygemeldte skal miste retssikkerhed med de nævnte lovændringer.

Fremover bliver det først og sidst kommunen, som skal vurdere, hvad de sygemeldte borgere har behov for, og hvad kommunen vil finansiere.

Hvordan skal de gøre det, når de end ikke selv forstår, hvad der er sundhedsfagligt nødvendigt for borgeren?

Hvordan skal de gøre det, hvis de ikke samtidig får grønt lys dertil fra deres ledelse?

Det vil vise sig, når lovændringerne er blevet implementeret.[/b]

Hilsen Peter og TAK til Lisbeth:kram:

[phhmw]

https://pov.international/author/lisbethriisagerhenriksen/page/2/

En enorm Vidensbank, som alle bør kende til

Hilsen Peter (y)

[phhmw]

Tak, Lisbeth Riisager for din alsidighed.

https://www.facebook.com/100003048409159/videos/2021315478380307

[b]Jeg har skrevet min første salmemelodi som komponist og klaverarrangementet dertil. Begge dele er vokset frem i slutningen af 2023 til en tekst af Iben Krogsdal: “Nu stiger de i kroppen, miraklets sommerfugle” (2019/2023), og nu er den også udkommet på Salmer.dk.

Teksten handler om tab, død, sorg og opstandelse. Her skal opstandelse forstås i allerbredeste eksistentielle forstand. Salmeteksten handler om, dels at der dør lidt af en selv, når man mister sine kæreste mennesker, eller når livet på anden måde går i sort for en, dels at man nogle gange kan konstatere og erfare, at der kan ske en slags under eller mirakel i ens liv, når man mindst venter eller tror det. Ny livskraft, livslyst og glæd kan vælde frem i en.

Man kan erfare i sådan en sorgproces, at der er en kraft og vilje i livet selv, som på et tidspunkt kan stige op af ens krop, tanker, hjerte eller hvor det end sker. Hvor kom det mon fra?

Min salmemelodi og arrangementet til den er skrevet som en del af min egen sorgproces efter tabet af mine kære forældre i 2020 og 2022. Den afspejler så at sige, at jeg selv oplever “opstandelse” efter tunge tider i mørke, og at ligesom melodien så at sige er vokset frem i mig af sig selv, sådan kan sorgens tyngde nogle gange lette med tiden. Det kan man undre sig over - og tage imod med tak.

Det er mit håb, at salmen vil blive brugt og medvirke til nye begyndelser i livet hos jer, der er derude. Det kunne ske både i kirkelige og i andre sammenhænge.
Jeg har indspillet og indsunget salmen i dag og vedhæfter den som video. Den samlede tekst, melodi og klaverarrangementet kan hentes her:

https://www.salmer.dk/salme/nu-stiger-de-i-kroppen-miraklets-sommerfugle/3197?fbclid=IwY2xjawHwzhVleHRuA2FlbQIxMAABHY3LK8OTR_LAwnktQZutU1fn7nZiSHbSVo7MAHXOA0Sm9DInvBO0KiGGsg_aem_8Sykxc4RVIlXDmayAT-e4w

Tag godt imod den og del gerne![/b]

Hilsen Peter :kram:

[phhmw]

[b]Lisbeth Riisager Henriksen
14.01.2025

HANDICAPPOLITIK // KRONIK – I kølvandet på den alvorlige FN-kritik af regeringen for ikke at leve op til Handicapkonventionen har SF stillet et beslutningsforslag om en handicappolitisk handlingsplan. Regeringen og et folketingsflertal afviste forslaget med en næsten enslydende argumentation om, at de allerede selv har en bedre plan. SF’s Charlotte Broman Mølbæk påviste, at regeringen fordrejer samtalen om dansk handicappolitik, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

https://pov.international/regerings-spin-fordrejer-dansk-handicappolitik/?fbclid=IwY2xjawH7O2pleHRuA2FlbQIxMQABHcRe00ndCMui9r2gx7yYGxQWEZFDWw8Ejh3nSfMoejpShAevZlv87kKTwA_aem_-oqJ_48B9CHcTsjEdRjlsg

Som beskrevet i en række artikler i POV International har den danske regering i september 2024 fået meget alvorlig kritik af FN’s Handicapkomité. Det er kritik for, at Danmark på en lang række områder ikke lever op til FN’s Handicapkonvention, og at det er gået tilbage med efterlevelse af forpligtelserne i konventionen sammenlignet med resultaterne fra FN’s eksamination af Danmark i 2014.

I 2013 lavede den daværende SRSF-regering en handicappolitisk handlingsplan.

Den fik kritik af FN for ikke at være konkret og målrettet nok.

I 2024 var ét af de alvorlige kritikpunkter fra FN, at SVM-regeringen ikke havde udarbejdet og indført en ny, tværgående og national handicappolitisk handlingsplan siden 2013.

Et andet alvorligt kritikpunkt var, at regeringen kun har planer om at udarbejde en handicappolitisk handlingsplan for arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet.

Der er tale om et af initiativerne i den såkaldte rammeaftale på handicapområdet fra 2. maj 2024, som regeringen indgik med Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Den angår primært socialområdet, men har altså et enkelt punkt om en handlingsplan på de to nævnte andre områder.

FN’s Handicapkomité er bekymret over, at lovgivningen i Danmark og resten af kongeriget ikke systematisk omfatter et handicapperspektiv og en menneskerettighedsmodel for handicap.

Den er bekymret over manglen på foranstaltninger til at revidere og ophæve diskriminerende eller bagstræberisk lovgivning.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke nævnt FN-kritikken med ét eneste ord

Handicapkomitéen har derfor anbefalet, at regeringen ”foretager en omfattende gennemgang af eksisterende lovgivning for at sikre overensstemmelse med principperne, definitionerne, rettighederne og forpligtelserne i henhold til konventionen, ophæver enhver lovgivning, herunder nylige ændringer, der træffer bagstræberiske foranstaltninger, og afholder sig fra at træffe bagstræberiske foranstaltninger i fremtiden, herunder i de nuværende processer, der udformer den nye regerings politikker”.

Derfor har FN også anbefalet regeringen at udarbejde og vedtage en national handlingsplan, der forholder sig til mennesker med handicaps samlede bredde af behov og rettigheder ifølge Handicapkonventionen. Det er en plan, der skal forholde sig til alle sektorer. I planen skal regeringen opstille konkrete målsætninger, målbare mål, et passende budget og indikatorer for at evaluere fremskridt i gennemførelsen af planen.

Social- og handicapordførere fra SF og Enhedslisten har efterfølgende forsøgt at få social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og andre af regeringens ministre til at forholde sig til FN-kritikken. De har sammen eller hver for sig stillet §20-spørgsmål, almindelige udvalgsspørgsmål og indkaldt en række ministre til åbent samråd herom.

[i]Socialministerens synspunkt og position har været, at FN ikke er kommet med kritik, men kun med anbefalinger til, hvad regeringen bør gøre. Hun mener ikke, at regeringen nødvendigvis skal følge anbefalingerne.

Lignende synspunkter har sundhedsminister Sophie Løhde (V) og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) fremført. Og statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke nævnt FN-kritikken med ét eneste ord i hverken åbningstalen i oktober eller i sin nytårstale 1. januar.
[/i]
Mølbæk: Uacceptabelt, at regeringen i dag ikke efterlever FN-forpligtelser

Nu har SF fremsat et beslutningsforslag om at udarbejde og gennemføre en handicappolitisk handlingsplan som den, FN har anbefalet. Forslaget, som pålægger regeringen at igangsætte et sådant arbejde inden udgangen af det igangværende folketingsår, blev førstebehandlet i Folketinget onsdag den 8. januar. Charlotte Broman Mølbæk, som blandt andet er partiets social- og handicapordfører, fremlagde forslaget og indgik i behandlingen på vegne af forslagsstillerne.

I sin begrundelse for forslaget sagde hun, at en handlingsplan efter FN-forlæg er nødvendig, fordi den skal rette op på den tilstand, at Danmark i dag slet ikke lever op til forpligtelserne i Handicapkonventionen. Det er forpligtelser til at sikre mennesker med handicap de samme rettigheder og muligheder for et værdigt liv som alle andre:

”I Danmark er vi stolte af at være et land, hvor fællesskab og solidaritet er grundsten i vores samfund. Men desværre halter vi bagefter, når det gælder ligestilling og muligheder i livet for mennesker med handicap. Alt for mange møder dagligt udfordringer, som kunne undgås med mere konsekvent og målrettet politik.”

”Det er ikke kun uacceptabelt. Det er også uforeneligt med de værdier, vi som land og som folk ønsker at stå for. Danmark har for mange år siden forpligtet sig på FN’s Handicapkonvention, og den skal sikre, at mennesker med handicap har de samme rettigheder og muligheder som alle andre. Men hvis vi ser på realiteterne, er det tydeligt, at vi ikke lever op til vores egne forpligtelser.”

Hun pegede på, at mange områder i vores samfund er fyldt med barrierer, der skaber ulighed og eksklusion: ”Fx er arbejdsløsheden hos personer med handicap markant højere end blandt andre mennesker i det her samfund. Mange har svært ved at få adgang til uddannelse eller deltage i det kulturelle og sociale liv, fordi byrum og institutioner stadig ikke er tilgængelige. Samtidig hører vi alt for mange historier fra mennesker, der kæmper for at få tilstrækkelig hjælp og støtte, selv når loven siger, at de har ret til det.”

Den handlingsplan, som SF har stillet beslutningsforslag om, skal bringe mennesker med handicap i retning af et mere lige og mere retfærdigt samfund på alle områder i deres liv. Det kan den, sagde Charlotte Broman Mølbæk, fordi den skal indeholde konkrete, entydige og præcise målsætninger, som Folketinget skal følge op på.

Socialministeren: Regeringen gør allerede meget

Ved førstebehandlingen i Folketinget sagde social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen, at hun og regeringen ”støtter” intentionen bag beslutningsforslaget.

Men regeringen vil ikke stemme for forslaget eller love på sigt at følge anbefalingen om en tværsektoriel handicappolitisk handlingsplan.

Hun mente, at regeringen allerede i dag gør meget for at forbedre forholdene for målgruppen. Hun mente endog, at SF med sit beslutningsforslag slår et stort brød op for at få regeringen til at gøre noget, som den allerede selv er i gang med at gøre. Derfor vil regeringen ikke stemme for beslutningsforslaget:

”Som forslagsstillerne nok ved, så sparker I en åben dør ind. Regeringen deler i høj grad intentionen bag forslaget om at udarbejde og indføre en handicappolitisk handlingsplan. Det er også derfor, det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil udarbejde en handlingsplan på området med fokus på uddannelse og beskæftigelse,” sagde hun.

Hun forklarede, at der i rammeaftalen på handicapområdet indgår et punkt om en handlingsplan med fokus på uddannelse og beskæftigelse. Den plan skal se på muligheden for at skabe mere fleksible uddannelsesveje for studerende med handicap og sætte fokus på, hvordan flere med handicap kan bidrage på arbejdsmarkedet:

”Vi ved nemlig, at der er et stort potentiale i at hjælpe flere mennesker med handicap i uddannelses- og beskæftigelsessystemet, fordi det kan give bedre muligheder for at bidrage med dét, man kan på lige fod med andre. Men også fordi der er en god samfundsøkonomi i at få flere med.”

Ministeren sagde, at regeringen og aftalepartierne bag rammeaftalen skal have en drøftelse af handlingsplanen med de centrale parter på området, og at de i den forbindelse ”naturligvis [vil] tage FN’s anbefalinger med i overvejelserne og drøftelserne”. Den drøftelse er parterne tilsyneladende allerede blevet inviteret til, må man forstå.

Derudover pegede hun på, at regeringen med den nævnte rammeaftales 25 initiativer, herunder initiativer som specialeplanlægning og en forenklet visitationsmodel til hjælpemidler, vil arbejde for bedre vilkår for mennesker med handicap og derigennem imødekomme FN’s anbefalinger.

Hun pegede desuden på, at en bred kreds af partier har afsat en økonomisk ramme på godt 25 mio. kroner til denne handlingsplan i den pulje af midler, SSA-reserven for 2025, som Folketingets partier har udmøntet til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

Hun fremførte også den påstand, at SF’s beslutningsforslag er ufokuseret og ikke vil virke, fordi den må ligne den handlingsplan fra 2013, som den daværende regering fik FN’s kritik for. Der ”ligger jo så et mål i, at vi ikke bare sætter 100 ting i søen på én gang, men aldrig rigtigt får fulgt op på dem,” sagde hun.

Og så påstod socialministeren, at det er nødvendigt at afvente ”en grundig dialog med de centrale parter”, før regeringen overhovedet kan fastlægge en masse overordnede mål på de forskellige ministerområder:

”Jeg kan umiddelbart godt være lidt skeptisk over en handlingsplan, som fastlægger en masse mål på en lang række ministerområder, for så risikerer vi, at det bliver for ufokuseret. Det vigtigste for mig er nemlig ikke, at vi oplister en masse mål, som vi så skal sidde og overvåge, men at vi kan flytte noget for borgerne gennem konkrete og fokuserede tiltag. I øvrigt så har vi jo i dag også et handicapbarometer, som allerede følger en lang række områder, så det kan vi jo starte med at bruge og så fokusere på de områder, hvor handicapbarometeret har vist, at der er størst udfordringer eller størst gevinster at hente for mennesker, der lever med handicap.”

Et eksempel var Christian Friis Bach. Han nærmest latterliggjorde SF’s kritik af regeringen for ikke at gøre nok for mennesker med handicap

”Derved ønsker vi endnu ikke at lægge os fast på en bred plan med det skitserede indhold. Regeringen er desuden af den opfattelse, at den bedste måde at løse de store problemer på området er at sætte konkrete initiativer i gang, som vil have en virksom effekt på lige præcis de områder, hvor vi ser de største udfordringer, eller hvor vi ser det største potentiale. Og her har vi brug for en grundig dialog med de centrale parter.”

Sidst, men ikke mindst, fokuserede hun på samfundsøkonomien:

”I begrundelsen for forslaget henviser SF til nogle af de strukturelle udfordringer på handicapområdet i dag, eksempelvis på sundhed, retssikkerhed, undervisningsområdet og til de økonomiske udfordringer, kommunerne oplever på grund af de stigende udgifter til det specialiserede handicap- og socialområde. Regeringen er også meget opmærksom på disse udfordringer, herunder det paradoks, som ligger i, at kommunale udgifter til området er steget voldsomt, uden at de borgere, det handler om, rent faktisk oplever, at indsatsen bliver bedre. Det har vi fokus på, og det handler vi på. Og det kommer vi til at fortsætte med at gøre også i de kommende år.”

Broman Mølbæk: Har regeringen overhovedet taget FN’s skarpe kritik alvorligt?
Charlotte Broman Mølbæk var ikke tilfreds med socialministerens svar og hensigtserklæringer. Efter ministerens tale fulgte en række ordvekslinger mellem de to.

Charlotte Broman Mølbæk udtrykte kritik af regeringen:
”Der er godt nok meget, som skurrer ret meget i mine ører i ministerens svar, uagtet at jeg hører de positive intentioner. For det første er det sandt, ja: der bliver brugt flere penge på mennesker med handicap. Men der er kommet mange flere mennesker til, så i realiteten – og det er Tranæs-rapportens egne tal, der viser det – er beløbet per borger faktisk mindre.”

”Men jeg bliver også bekymret over, om den her regering overhovedet tager den meget skarpe kritik alvorligt, der kom fra FN’s Handicapkomité. Netop fordi man på mange måder ikke samtænker handicappolitik.”
Det udfoldede hun nærmere: ”Man kan blive helt bekymret for, at det her er en tilståelsessag for regeringen, og at man reelt ikke har tænkt sig at gøre noget på de andre områder, men bare lige at tage en lille klat på beskæftigelse. For hvad skal der egentlig til, for at et menneske med handicap kommer i beskæftigelse?”
”Jo, for det første så skal man faktisk have en god skolegang. Man skal også have nogle gode uddannelsesmuligheder. Det kræver, at man har hjælpemidler. Det kræver, at man har støtteindsatser og så videre, og at de taler sammen i overgangene.

Regeringen har også forringet mulighederne for at få planlagt sin overgang til voksenbestemmelserne. Det har man gjort lige her for nylig,” pointerede hun og fortsatte:

”Så hvad er det egentlig, regeringen har for ambitioner for mennesker med handicap? Er man ligeglad med, at mennesker med handicap i langt mindre grad har adgang til det offentlige rum, til sundhedstjenester, til det kulturelle liv, til i virkeligheden også at have et aktivt liv og fritidsliv på egne præmisser?”

Socialministeren afviste enhver kritik:

”Nej, det er regeringen selvsagt overhovedet ikke [ligeglad med, red.] (…). Regeringen går utroligt meget op i de anbefalinger, som er kommet fra FN’s Handicapkomité, og de udfordringer, som handicappede lever med.”
Friis Bach: Regeringen lytter, men …

Regeringen og de øvrige partier bag rammeaftalen på handicapområdet – Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – nægtede ligeledes at støtte beslutningsforslaget. Det blev fremlagt af socialordførerne Sara Emil Baaring (S), Christian Friis Bach (V, tidligere R), Rosa Eriksen (MOD), Katrine Daugaard (LA), Birgitte Bergman (KF) og Lotte Rod (RV). Alle argumenterede de næsten på samme måde som social- og boligministeren, og vi fik lov at høre den samme ”plade” igen og igen.

Et eksempel var Christian Friis Bach. Han nærmest latterliggjorde SF’s kritik af regeringen for ikke at gøre nok for mennesker med handicap:

”Derfor er det jo lidt besynderligt at stå her og diskutere det her beslutningsforslag. For som social- og boligministeren sagde det, så sparker SF ikke bare en dør ind. Der er en åben ladeport, og jeg vil gerne invitere SF til at gå ind ad den og være med til at implementere bestemmelserne og rammeaftalen og udarbejde en stærk handlingsplan.”

Barriererne og de uacceptable forhold på handicapområdet fortsat vil eksistere, konstaterede Charlotte Broman Mølbæk

Det var Charlotte Broman Mølbæk absolut ikke enig med ham i. Hun pointerede igen, ligesom hun gjorde over for socialministeren og de øvrige nejsigende socialordførere, at hendes beslutningsforslag absolut ikke er det samme som det, regeringen har tænkt sig at gøre på baggrund af rammeaftalen for handicap. Handlingsplanen i SF’s beslutningsforslag vil angribe hele handicapområdet og monitorere bredt på de forskellige områder, kigge på samfundsudviklingen og arbejde for, at mennesker med handicap på alle områder får lige vilkår for at leve et liv med muligheder og med indhold som mange andre mennesker.

Hun spurgte ham: ”Er Venstre helt ligeglad med, hvad man anbefaler fra FN’s Handicapkomité?”

Christian Friis Bach tog kritikken ilde op:

”Det er Venstre bestemt ikke ligeglad med. Jeg har arbejdet med menneskerettigheder i hele mit liv. Jeg har arbejdet i Genève meget tæt på de komitéer, som sidder og overvåger implementeringen af konventionerne og følger deres arbejde.”

”Jeg ved også,” sagde han, ”at det som med alt andet jo er et spørgsmål om, at når man ser ting udefra i verden, så kan det være svært at zoome helt ind og se den konkrete politik og implementering i det enkelte land. Og det er jo en løbende diskussion i implementeringskomitéerne, og den skal Danmark deltage i, og vi skal lytte meget nøje til de anbefalinger, der kommer fra de her komitéer. Men det mener jeg også bestemt, at regeringen gør.”

I forhold til Charlotte Broman Mølbæks pointering af, at handlingsplanen i henholdsvis SF’s beslutningsforslag og i rammeaftalen er to helt forskellige ting, afviste han kritikken helt: ”Der er et meget, meget stort overlap mellem det her beslutningsforslag og det arbejde, som partierne bag rammeaftalen sidder med hver eneste dag stort set.”

Ikke flertal for beslutningsforslaget

De øvrige partiers socialordførere støttede beslutningsforslaget: Marlene Harpsøe (DD), Mette Thiesen (DF), Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT) og Enhedslistens socialordfører Victoria Velásquez (som denne dag ikke var til stede, men lod hilse via Charlotte Broman Mølbæk). Men samlet set er der altså ikke flertal for forslaget.

Efter at alle partier og ordførere havde haft mulighed for at tale, afrundede Charlotte Broman Mølbæk folketingsbehandlingen med beklagelse af, at regeringen og folketingsflertallet ikke vil tilslutte sig beslutningsforslaget:

”Problemet er, at lige nu følger vi ikke op på noget. Vi samler ikke data ordentligt ind. Vi kigger ikke på, hvad der kommer til at ske. Til gengæld kan man så læse sig frem til i regeringsgrundlaget, at man gerne vil have de her 43.000 unge mennesker i arbejde. Jeg tror, at det er omkring 40 procent af de meget sårbare unge mennesker, der står uden for uddannelse og arbejde, som har et handicap. Så hvordan påtænker man i virkeligheden, at de her mennesker, der står midt imellem uddannelse og beskæftigelse eller ingen steder, skal komme et sted hen, hvor de faktisk kommer igennem en uddannelse og også bliver klar til et arbejdsmarked?”

”Jamen, det er der rigtig mange veje til,” fortsatte hun: ”Det handler også om sociallovgivning. Det handler også om hjælpemidler. Det handler også om, at man kan få de rigtige støtteindsatser. Og det er jo dét, sådan en handicappolitisk handlingsplan kan bidrage til: At vi kigger på det bredt og vidtgående.”

Men i stedet for at arbejde tværgående handicappolitisk og sørge for at fjerne de ”dumme barrierer”, som samfundet har stillet op over for mennesker med handicap, betyder regeringen og folketingsflertallets måde at forholde sig til SF’s beslutningsforslag, at barriererne og de uacceptable forhold på handicapområdet fortsat vil eksistere, konstaterede Charlotte Broman Mølbæk afslutningsvist.
[/b]
phhmw

Til eftertanke, når vi handicappede ramte familier, står i stemmeboksen[

Hilsen Peter :evil:

[phhmw]

[b]Fagforbund retter hård kritik af beskæftigelsesreform

Fra blandt andet 3F, FOA, Dansk Metal, Dansk Socialrådgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Finansforbundet lyder en skarp kritik af, at de mest udsatte arbejdsløse betaler en høj pris for regeringens nye beskæftigelsesreform.

LISBETH RIISAGER HENRIKSEN
16.04.2025

LISBETH RIISAGER HENRIKSEN
Cand.mag. og forfatter. Redaktør af bogantologierne ‘Hvad i alverden er meningen?’ (2011) og ‘Et liv i andres hænder’ (2014). Skribent og debattør i POV. Tidligere blogger hos Avisen og A4 Nu om social-, beskæftigelses- og sundhedspolitik.

https://pov.international/beskaeftigelsesreform-er-et-stort-eksperiment/?fbclid=IwY2xjawJtn2lleHRuA2FlbQIxMQABHpxhfap0feJ7bYsZpoIbAcAu4Q7CMZITPBcQT-zSpV8pERPPhiHtsxhnLe7-_aem_OL2dh9ZBx6gUi86AHMkf3w

BESKÆFTIGELSESREFORM // KRONIK –

Regeringen har indgået aftale med fire folketingspartier om en ny omfattende beskæftigelsesreform, der planlægges lovbehandlet i Folketinget sidst på året og ikrafttrådt delvist i 2026. Man vil med en helt ny hovedlov ændre grundlæggende i eksisterende lovgivning om blandt andet dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension og fleksjob. Kritikere frygter nye svigt af syge, unge psykisk udsatte og mennesker med handicap.

Onsdag den 9. april har regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre efter mange måneders forhandlinger indgået en politisk aftale om en reform af beskæftigelsesindsatsen.

De har givet den overskriften ”Mere værdighed, større frihed og færre regler”, og i sin pressemeddelelse kalder Beskæftigelsesministeriet den for ”Danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsessystemet”.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), økonomiminister Stephanie Lose (V) og beskæftigelsesordførerne fra aftalepartierne holdt samme dag pressemøde derom i Beskæftigelsesministeriet, som man kunne følge live på TV 2 News og TVA (DR2).

Milliardbesparelser og frisættelse af kommunerne

Aftalens hovedoverskrifter er store milliardbesparelser på beskæftigelsesindsatsen og ”frisættelse” af kommunerne.

Milliardbesparelser: Regeringen har haft et ultimativt krav om et besparelsesprovenu på 3 mia. kroner årligt fra 2030 og frem. Det blev forhandlet ned til, at der skal spares 2,6 mia. kroner i 2030 stigende til 2,7 mia. kroner årligt i årene derefter. Indfasningen af besparelserne begynder i 2026, hvor der skal spares 800 millioner kroner. Det hidtidige budget for beskæftigelsesindsatsen har årligt været på ca. 12 mia. kroner, så der er lagt op til fra 2030 at spare omkring en fjerdedel af budgettet.

”Frisættelse”: Regeringen italesætter reformen, som om man vil frisætte både kommuner, medarbejdere og borgere fra det, der hidtil har været dårligt, til noget nyt og bedre. Men jeg kan mest få øje på, at man sætter kommunerne fri. Man sætter dem fri i forhold til organiseringen af beskæftigelsesindsatsen, herunder en forskydning fra proceskrav til resultatstyring.

Bevares, man vil fjerne nogle af de mest idiotiske dele af beskæftigelsesindsatsen og fremover behandle borgerne ”værdigt” og ”individuelt”.

Ane Halsboe-Jørgensen sagde på pressemødet, at besparelserne vil blive modvirket af midler fra den politiske aftale Ungeløftet (der skal løfte ca. 43.000 unge ind på arbejdsmarkedet). Endvidere sagde hun, at nogle af de sparede midler vil blive kanaliseret over til psykiatrien i den kommende 10-årsplan og derigennem forbedre sundhedsbehandlingen af psykisk syge ydelsesmodtagere.
Men besparelserne er større end det beløb, som Ungeløftet tilfører. Og hvorfor skal målgruppen betale med rettigheder i beskæftigelsessystemet for at få psykiatrisk behandling?

Meget vil blive afgjort af, hvordan de enkelte kommuner vælger at forvalte lovgivningen

Når vi allerede i årevis har set kommuner brutalt føre, hvad Advokatsamfundet har kaldt en grænsesøgende afgørelsespraksis, så er det svært at have tillid til, at de fremover vil behandle borgerne værdigt og med fuld retssikkerhed under de nye konditioner. Inden regeringen og aftalepartierne slipper kommunerne helt løs, skylder de derfor at svare på, hvad de vil gøre for at sikre borgerne værdighed og retssikkerhed.

Det nuværende jobcenterregime

Med den nye politiske aftale siger regeringen, at den vil gøre grundlæggende op med det nuværende jobcenterregime fra 2007. Det er et regime, som, Ane Halsboe-Jørgensen indrømmede, har været ”uværdigt” for dele af målgruppen igennem mange år.

Regeringen vil nu godt i luftige vendinger vedkende sig en slags politisk ansvar for, at ressourceforløb har været uhensigtsmæssige, og at jobcentersystemet i mere end et årti har gjort folk mere syge.

Men de hovedansvarlige beskæftigelsesministre blev behændigt skrevet næsten ud af regeringens politiske historie om, hvem der, ud over Ane Halsboe-Jørgensen, rent faktisk har stået bag vedtagelsen og fastholdelsen af jobcenterregimet. – Claus Hjort Frederiksen (V), Inger Støjberg (V, nu DD), Mette Frederiksen (S), Henrik Dam Kristensen (S), Jørn Neergaard Larsen (V), Troels Lund Poulsen (V) og Peter Hummelgaard Thomsen (S) – ingen af dem blev nævnt ved navn.

Ane Halsboe-Jørgensen understregede, at man kun har haft gode intentioner med politikken.

Et stort eksperiment

Det er en svær opgave at skrive kort om, hvilke tiltag en så stor, ny aftale indeholder, og hvad den vil komme til at betyde i praksis. Som politisk kommentator for Politiken og TV 2 News Noa Redington sagde i TV 2 News på dagen for aftalens præsentation, er der reelt tale om et kæmpestort eksperiment. Meget vil blive afgjort af, hvordan de enkelte kommuner vælger at forvalte lovgivningen.

Det er dog ikke nogen undtagelse i dansk politik at eksperimentere stort med borgernes liv, helbred, arbejdsmuligheder og økonomi. Og når man tager chancen i forhold til at lave noget om helt fra bunden, indebærer det naturligvis også visse risici.

Aftalen bygger på en række anbefalinger fra Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats fra juni 2024 og tager ifølge pressemeddelelsen udgangspunkt i seks grundelementer:

Forenkling af målgrupper
Individuelt tilrettelagt indsats for borgerne
Værdigt sanktionssystem i balance
Afskaffelse af jobcenterregimet og frihed i organisering
Mere plads til a-kasser og private aktører
Fra proceskrav til resultatstyring

Mere konkret indeholder den i alt 31 forskellige initiativer. Dem skal jeg ikke gennemgå systematisk her, men alene berøre udvalgte eksempler på, hvordan aftalen vil påvirke de svagest stillede borgere.

Godt: Afskaffelse af ressourceforløb og jobafklaringsforløb

Man vil afskaffe ressourceforløbet og jobafklaringsforløbet som kategorier. Det er positivt. Ekspertgruppen havde i sin rapport i juni 2024 opgjort, at alene afskaffelse af ressourceforløbet vil betyde, at borgere i gennemsnit overgår 27 måneder tidligere til førtidspension end i den praksis siden 2013, hvor mange overgår til førtidspension fra ressourceforløb.

Det er positivt, at man nu bevidst har valgt, at flere borgere fremover i praksis skal kunne få tidligere førtidspension. Det vil utvivlsomt mindske jobcentersystemets sundhedsskadelige påvirkning af de sygeste borgere.

Det vil ramme nogle af de svageste grupper hårdt, hvis de fx alligevel ikke får tilkendt førtidspension i stedet, men ender på kontanthjælp eller ingen ydelser

Afskaffelsen af ressourceforløbet indeholder også en slags politisk indrømmelse af det faktum, at det egentlige politiske mål med Mette Frederiksens indførelse af ressourceforløbet som kategori i 2013 var at forhale tilkendelserne af førtidspension.

Berørte borgere har næppe glemt, at hun indførte sin reform med krav om store milliardbesparelser og en de facto kvotering af førtidspension i 2013-2014.

Men når man fjerner ydelseskategorier, fjerner man også særlige rettigheder.

Selvom ressourceforløbet som kategori var meningsløst, indeholdt det forsørgelsesmæssigt flere rettigheder end kontanthjælpen, hvor der fx er krav om, at man næsten intet må eje.

Nu vil nogle komme til at gå ned i ydelse eller i værste fald helt miste forsørgelsen. Det vil ramme nogle af de svageste grupper hårdt, hvis de fx alligevel ikke får tilkendt førtidspension i stedet, men ender på kontanthjælp eller ingen ydelser.

Man har valgt at afskaffe revalideringsordningen helt. Det er dumt. Den har været en af de bedste og mest velunderbyggede uddannelses- og beskæftigelsesindsatser, vi kender.

Godt: Afskaffelse af rehabiliteringsteams, men afgørelseskompetencen uklar

Man fjerner krav om brug af rehabiliteringsteams. Det er også godt.

Det har været et meget tungt, bureaukratisk og ressourcekrævende system. Ofte har borgere måttet vente i op til halve år alene på at få deres sag behandlet. Og samtidig har vi set, at pensionsnævn i mange kommuner alligevel overruler indstillinger fra deres rehabiliteringsteams – og så mister teamets store arbejde sin berettigelse.

Men det er fuldstændig centralt, hvem der får kompetencen til at afgøre sagerne. Når man nu fjerner krav om brug af rehabiliteringsteams, så skal man også svare på og sætte meget klare grænser op for, hvem der fremover skal afgøre sagerne. Og man skal forpligte kommunerne til at inddrage alle relevante lægefaglige, sociale og andre forhold af betydning for sagerne i vurderingen af sagerne. Ellers risikerer forvaltningen af den kommende lovgivning at blive et rent roulettespil.
Disse forhold er, synes jeg, ikke tydeligt nok beskrevet.

Godt: Fleksløntilskud skal ikke længere modregnes i ægtefællens pension

Fleksløntilskud skal ikke længere modregnes i eventuel ægtefælles pension. Det skyldes formentlig beskæftigelsesordfører Karsten Hønges (SF) ihærdige indsats, inden han blev smidt ud af de politiske forhandlinger den sidste dag før aftalens indgåelse. Det er godt.

Dårligt: Fratagelse af ydelser til kriminelle bryder retsstatsprincippet

Man har med aftalen valgt at lade dømte kriminelle i retspsykiatrien få frataget forsørgelsesydelser, herunder førtidspension.

Det er et bemærkelsesværdigt brud med dansk retstradition og retsstatsprincippet om, at alle borgere er lige for loven. Det følger en populistisk tendens i tiden til forskelsbehandling af borgere, som i denne sammenhæng blandt andet er Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis ”fortjeneste”.

Jeg tager afstand fra denne forskelsbehandling.

Ja tak til værdighed, men er det dét, borgerne vil få?

Man lægger op til et ”værdigt” system og færre uretfærdige sanktioner af de svageste kontanthjælpsmodtagere. Det er godt, og det burde altid være helt grundlæggende rettigheder.

Men forstår beskæftigelsesministeren og aftalepartierne det samme som borgerne ved ”værdighed”, og vil borgerne så virkelig opleve sig mødt værdigt og respektfuldt?

SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge blev smidt ud af forhandlingerne

Det afgøres af den samlede indretning af lovgivningen, forvaltningen og de reelle ressourcer til medarbejdere mv. En række elementer bekymrer: De svageste vil kunne komme i klemme i forenklingen af målgrupper, hvor det fx hedder, at kontanthjælpsmodtagere som udgangspunkt forventes at arbejde.

Den eneste form for afklaring, man vil give borgerne ret til, er en årlig samtale.

Hvorfor ikke indføre en egentlig afklaringsgaranti?

Og hvem skal møde borgerne værdigt, når kommunerne nu skal afskedige ca. 3.500 medarbejdere?

Hvor blev al vores akkumulerede, konstruktive kritik af reformerne af?

Der er brug for en fundamental reform af hele førtidspensions- og fleksjobsystemet, som lemper og humaniserer det på alle mulige niveauer.

Kritik af den politiske proces

Den politiske forhandlingsproces har været uskøn. Ud over at stille krav om milliardbesparelser har regeringen topstyret hele forhandlingsprocessen. Da fx daværende beskæftigelsesordfører Karin Liltorp for regeringspartiet Moderaterne ønskede at være med i beslutningsprocessen, havde regeringstoppen allerede fastlagt aftaleudspillet, og hun fik ingen adgang til information og indflydelse. Det resulterede i, at hun i februar meldte sig ud af Moderaternes folketingsgruppe.

Ved udmeldelsen sagde hun til TV 2: ”Jeg vil gerne sige, at beskæftigelsesreformen var mit ét og alt. Der er en kæmpe frygt for, at den ikke bliver en succes, og jeg føler, at jeg bliver nødt til at råbe op, så vi får landet den godt.” Senere har hun meldt sig ind i Alternativets folketingsgruppe.

Fra fagforeninger, patientforeninger, handicaporganisationer med flere har vi også haft meget begrænset indflydelse på aftalen

Desuden har regeringen kun inviteret nogle af oppositionspartierne, men ikke dem alle, med ved bordet. De inviterede aldrig Alternativet og Enhedslisten indenfor.

SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge blev smidt ud af forhandlingerne. ”Vi vil ikke være med til at spare på sårbare unge eller afvise den fremstrakte hånd fra a-kasserne. Vi mødte også op med forslag om bedre forhold for mennesker på sygedagpenge og i fleksjob. Men nej tak, lød det fra regeringen,” skrev han derom på Facebook.

Alternativets beskæftigelsesordfører Torsten Gejl skrev om aftalen:

”Det var fake. Det var spin. Det var spareøvelse. (…) [D]en store beskæftigelsesreform (…) skulle skabe en ny og mere værdig indsats.

Men den stort opslåede frisættelse af kommuner og ledige var en spareøvelse til 2,7 milliarder. Hvordan skal man skabe en mere værdig behandling af især udsatte ledige, når man sparer de penge væk, som man skulle gøre det for?”

Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez skrev: ”Regeringen kalder det afbureaukratisering – men det er en sparekniv, der rammer de mest sårbare. Det her er ikke en hjælpende hånd, men et systematisk svigt af syge, unge og mennesker med handicap.”

Fra fagforeninger, patientforeninger, handicaporganisationer med flere har vi også haft meget begrænset indflydelse på aftalen. Det harmonerer ej heller med forpligtelsen i Handicapkonventionen til at inddrage repræsentanter for borgere og fagpersoner i lovgivningsprocessen.

Jeg håber, at regeringen så i det mindste vil lytte reelt til disse parter, når aftalen er blevet til et lovudkast og har været i høring hen over sommeren.

Der er brug for et omhyggeligt lovarbejde med lydhørhed over for dem, det handler om, hvis ikke den nye beskæftigelsesreform skal risikere at skade de svageste endnu mere end den nuværende lovgivning på området.

FAKTABOKS

Boks 1. Udvalgte elementer fra beskæftigelsesaftalen

Antallet af målgrupper reduceres fra de nuværende 13 til kun fem:

Dagpengemodtagere (identisk med de nuværende dagpengemodtagere).
Jobparate ledige (svarende til de nuværende jobparate kontanthjælpsmodtagere, ledighedsydelsesmodtagere og uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere).

Aktivitetsparate borgere (svarende til de nuværende aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere samt nogle af de nuværende revalidender, sygedagpengemodtagere og personer i ressourceforløb).

Sygemeldte borgere (svarende til nogle af de nuværende revalidender, sygedagpengemodtagere og personer i ressourceforløb samt alle de nuværende personer i jobafklaringsforløb).

Øvrige (svarende til nogle af de nuværende personer i ressourceforløb og personer i jobafklaringsforløb samt alle nuværende førtidspensionister, selvforsørgende og unge under 18 år.

Alle borgere mødes som udgangspunkt som jobparate, og det gælder også kontanthjælpsmodtagere.

Borgere skal have deres indsats på samme ydelse. Herunder afskaffes ressourceforløb, jobafklaringsforløb, revalideringsordningen, særlig støtte, indsatsgaranti, ret til personlig jobformidler og ret til samtale med sundhedskoordinator i forbindelse med et konkret tilbud. Sygemeldte, der ikke kan få forlænget deres sygedagpenge, vil overgå til en reduceret sygedagpengesats
.
Større frihed i den tidlige indsats for borgere tættere på arbejdsmarkedet

Mere fleksibilitet i indsatsen for borgere længere fra arbejdsmarkedet. Færre obligatoriske samtaler mellem myndighed og borgere og én årlig afklaring, hvor kommunen skal tage stilling til, om borgeren er på den rette ydelse og får den rette indsats.

Sygemeldte fra beskæftigelse flyttes ud af beskæftigelsesindsatsen.

Ensartet sundhedsfaglig rådgivning og fri organisering af den tværfaglige indsats. Det skal være op til den enkelte kommune at sikre, at de rette fagligheder inddrages i sager om blandt andet førtidspension og fleksjob.
Derfor fjernes de fem af 13 konkrete krav om, at kommuner skal etablere rehabiliteringsteams. Kommuner skal stadig inddrage sundhedsfaglig rådgivning (læge) fra klinisk funktion, når borgeren vurderes i målgruppen for førtidspension og fleksjob, og kommunen skal udarbejde en samlet beskrivelse af borgerens situation.

Borgere længere fra arbejdsmarkedet skal som udgangspunkt ikke sanktioneres
Mere værdig tilgang til sygemeldte

Afskaffelse af krav om jobcenter og fri kommunal organisering af indsatsen
Styrket brug af kunstig intelligens og data fra indsatsen
Afskaffelse af skærpet tilsyn og indførelse af ny resultatbaseret opfølgning
Styrket incitament til at investere i borgere længst fra arbejdsmarkedet.

Jobpræmie til kommunen

En ny rolle til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i opfølgningen
”Harmonisering” af regler om udbetaling af forsørgelsesydelser i retspsykiatrien. Dømte kriminelle i retspsykiatrien får frataget forsørgelsesydelser
Fleksløntilskud modregnes ikke i ægtefællens pension
Kilde: Aftale om beskæftigelsesreform 9. april 2025.

Boks 2. Udsagn fra aftalekredsen i pressedækningen af beskæftigelsesreformen
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S):

”Vi laver danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsesindsatsen og skaber en ny og mere værdig indsats, der skal hjælpe ledige i arbejde. Vores beskæftigelsessystem har over årtier vokset sig til et tyranni af regler, kontrol og mistænkeliggørelse. Hver gang vi politikere har villet løse et problem, er der blevet bygget på med nye snørklede regler og mere kontrol. Nu stopper vi regeltyranniet og bygger et enklere system op, som borgerne vil opleve som mere værdigt.”

”Det her, det er jo primært en kritik af det, Christiansborg har bygget op over næsten 20 år. Og det er jo også en selverkendelse af, at den måde at styre ting på og den måde at bygge regler og bureaukrati op på, det koster rigtig mange timer derude, og det giver ikke et bedre resultat. Så det er jo os, der bakker fra det, der er bygget op over en årrække. De mennesker, der sidder og udfylder de papirer, gør jo bare, som loven siger, og det er os, der har besluttet loven. Vi efterlader i mine øjne et markant bedre, mere simpelt system, hvor du f.eks. helt basalt kan beholde din sagsbehandler i længere tid, fordi vi ikke længere har 13 målgrupper og en masse regler.” *

”Det er rigtigt, at det man gjorde dengang, gjorde man for at prøve at hjælpe folk tilbage igen på arbejdsmarkedet i stedet for på permanent ydelse. Og derfor investerede man f.eks. i ressourceforløb. Det har vi fulgt meget nøje. Alle intentionerne var de rigtige, men vi har fulgt det meget nøje, og det vi kan se, det er, at det for langt, langt de fleste dybest set kun udskyder, at du alligevel får en førtidspension. Til gengæld bruger vi rigtig mange penge på det, og folk oplever det rigtig svært. Så vi har valgt at tage konsekvensen af den læring, vi har fået over de sidste 10 år på det område. Og det er det, det her er et resultat af.” *

”Vi har tidligere set konkrete eksempler på personer, som har begået alvorlig kriminalitet, og derfor er anbragt i retspsykiatrien, hvor de får betalt kost og logi. Så er det da dybt uretfærdigt og urimeligt, at de samtidig kan hæve en førtidspension måned efter måned. Det får vi sat en stopper for nu. Du skal ikke kunne få penge fra det offentliges kasse, når du er blevet dømt for grov kriminalitet, og komme ud med en mindre formue, når du bliver løsladt eller udskrevet – uanset om du sidder i fængsel eller er anbragt i retspsykiatrien.” *
Økonomiminister Stephanie Lose (V):

”I dag tager vi et opgør med det stigende bureaukrati i det offentlige. Vi laver en friere og enklere beskæftigelsesindsats i Danmark. Vi fjerner statens krav til, at kommuner skal have et jobcenter, og vi sætter den enkelte ledige i centrum. Det betyder f.eks., at der årligt kan afholdes omkring 500.000 færre samtaler, og vi går fra 13 målgrupper til fem. Med færre regler og krav bliver det i højere grad muligt at skræddersy indsatsen efter den enkeltes behov.”

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M):
”Den nye reform sikrer større værdighed for borgerne, og færre regler og proceskrav i kommunerne. Vi har set alt for mange eksempler på borgere, der har oplevet en uværdig og utilstrækkelig behandling, blandt andet fordi systemet har været mudret til med kompleks lovgivning og for lidt tillid til borgeren og den enkelte medarbejders faglighed. Det retter vi op på nu. Med denne markante forenklingsreform sætter vi tilliden til borgere og medarbejdere først og frigør på den måde ressourcer til, at de mest udsatte borgere får den rette hjælp.”
Beskæftigelsesordfører Sólbjørg Jakobsen (LA):

”Liberal Alliance er glade for aftalen, som er første skridt til et markant bedre jobcentersystem. Generelt beskæres bureaukratiet og meningsløse regler – især for de sygemeldte – og selve systemet bliver mindre. Vi så gerne, at vi tog et endnu større skridt. Ekspertgruppen lagde nemlig også op til nogle flere ændringer, som vi gerne havde set med – det vil vi arbejde videre for. Vi er i særdeleshed glade for, at det lykkedes at få tilsagn om kommende forhandlinger på førtidspensionsområdet, hvor vi kan se, at stigningen er eksploderet for ikke-vestlige indvandrere. Derudover lykkedes det bl.a. at få en bred hjemmel til anvendelse af kunstig intelligens, klar virksomhedsindgang og at udvide forsøget med private aktører. Tilbage står vi med færre målgrupper, færre proceskrav og større frihed og fleksibilitet i indsatsen. Det er jeg glad for, og denne øvelse kunne vi bestemt lade os inspirere af på andre områder!”

Beskæftigelsesordfører Dina Raabjerg (K):

”Det Konservative Folkeparti har i årevis ønsket et opgør med beskæftigelsessystemet. Det har været en gordisk knude af bureaukratiske benspænd, tunge dokumentationskrav, rigide regler og uværdig behandling af borgerne. Den knude binder vi nu op. Vi får fjernet bureaukrati og puttet sund fornuft ind i jobindsatsen. Derfor er det vigtigt for os, at vi nu får et system, der ser mennesket frem for proces og regler. Især er vi glade for, at vi fremadrettet vil møde udsatte borgere og unge ledige langt mere individuelt i stedet for at putte dem i bureaukratiske kasser. Det skal blandt andet ske ved at frisætte kommunerne, så de kan løse problemerne, som de vurderer bedst. I aftalen har vi holdt fast i, at jobindsatsen fortsat skal have fokus på virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft, og at virksomhederne får en tydelig indgang til samarbejdet med kommunerne. Endelig har det været vigtigt, at der er kommet en aftale om, at vi skal se på førtidspensionsområdet, hvor der de seneste år har været en voldsom udvikling i udgifterne, som forventes at vokse de kommende år.”

Beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann (DF):

”Det her er en aftale i den rigtige retning. Nu gør vi endelig op med, at folk kastes rundt i systemet til nytteløse samtaler og stressende ressourceforløb. Jeg er tilfreds med, at DF har forhandlet hjem, at der nu skal gøres op med kriminelle udlændinge på førtidspension samt den store overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere. Ligeledes kommer flere på positivlisten for uddannelsesløft med 110 procent dagpenge, så man kan efteruddanne sig uden at skulle gå fra hus og hjem. Vi får også fjernet den modregning, der rammer mange pensionister, når ægtefællen er i fleksjob. Vi sikrer også en ny pulje til seniorer, der alt for ofte udsættes for aldersdiskrimination. Vi har ikke kunnet komme igennem med alt, men det her er en aftale med tydelige DF-aftryk.”

Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R):

”Færre firkantede regler og mere menneskelighed. Det er under den overskrift, Radikale Venstre er gået til forhandlingerne. Jeg er glad og stolt over, at vi nu indgår en aftale om en bedre beskæftigelsesindsats, hvor vi er lykkedes med at få en stor ungeinvestering, der hæver og permanentgør ”ungeløftet”. Radikale Venstre har længe kæmpet for et beskæftigelsessystem til den kommende generation, der giver mere mening for den enkelte borger, og som bygger på tillid til kommunerne og medarbejdernes faglighed. I Radikale Venstre er vi også glade for, at regeringen har lyttet til vores ønske om en jobpræmie til kommunerne, så det bedre kan betale sig for dem at få langtidsledige i gang på arbejdsmarkedet, og at fleksjobberes indtægt ikke længere modregnes i deres ægtefælles pension. Det har også været vigtigt for os at reducere de ekstra besparelser på indsatser, mentorordning og kommunernes drift, som regeringen har foreslået, så kommunerne får lidt bedre forudsætninger for at gøre den nye beskæftigelsesindsats til en succes.”

Beskæftigelsesordfører Jens Joel (S):

”En god beskæftigelsesindsats handler om at få folk i arbejde. Ikke om at putte folk i kasser eller jagte dem rundt i regler. Jeg er enormt stolt over en aftale, som gør op med et stort bureaukrati skabt fra Christiansborg, som hverken gavner den enkelte borger eller de medarbejdere, der skal hjælpe dem. Særligt for de udsatte borgere, som står længere væk fra arbejdsmarkedet, er der behov for fleksibilitet. De skal fremover mødes med tillid og forståelse for deres konkrete situation, ikke sanktioner og stive regler.”

Beskæftigelsesordfører Kim Valentin (V):

”Jeg er meget glad for, at vi med den her reform nytænker og frisætter den aktive beskæftigelsesindsats, som Venstre foreslog for tre år siden. Med reformen får kommuner, sagsbehandlere og ledige langt større frihed. Det er en historisk afbureaukratisering og regelforenkling, der betyder, at indsatsen kan tage udgangspunkt i den enkelte lediges behov fremfor proceskrav. Særligt er jeg tilfreds med, at kommunerne fremover selv bestemmer, hvordan beskæftigelsesindsatsen skal organiseres, og dermed om der fortsat skal være jobcentre i den enkelte kommune, og at vi nu får en forsøgsordning med frit valg.”

Beskæftigelsesordfører Nanna W. Gotfredsen (M):

”Frisættelse er en helt afgørende dagsorden for os i Moderaterne – og nu frisættes også beskæftigelsesindsatsen! Endelig vil ledige for alvor kunne blive sat i centrum, nemlig når dygtige medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen sikres de nødvendige forudsætninger for at kunne møde den enkelte i forhold til hver enkelts behov, udfordringer, ønsker og interesser og herfra kan sætte ind med hele rækken af redskaber fra den fulde værktøjskasse. Menneskelig opblomstring sker bedst, når man ikke blot ‘ses’, men faktisk oplever sig synlig, og dernæst hjulpet på vej på meningsfuld vis. Skabelsen af ‘det gode liv’ er nu en gang et individuelt projekt. Mennesker absolut flest VIL gerne kunne selv. Og mennesker kan mest selv, når vi mødes med positive forventninger og reelle muligheder. Det her kan blive virkelig godt, når endnu flere sikres muligheden for at få sig en plads i det store fællesskab, arbejdsmarkedet er.”

Kilder: Pressemeddelelsen fra Bm.dk om reformen og (de med * markerede udsagn) pressemødet i Beskæftigelsesministeriet. Begge fra 9. april 2025.

Boks 3. Beskæftigelsesreformens forhold til øvrige forlig mv.

Aftalen om beskæftigelsesreformen udgør en stemmeaftale. Den vil ikke udgøre et nyt særskilt forlig. Initiativer i aftalen, som ikke er dækket af eksisterende forlig, vil således heller ikke fremover være forligsbelagte.

Reformen berører bl.a. regler, som er forligsbelagte med Aftale om en reform af førtidspension og fleksjob (2012), Forlig om en reform af sygedagpengesystemet (2013) samt Aftale om Nyt kontanthjælpssystem – flere i arbejde, enklere regler og færre børn i lavindkomst (2023).

Aftalepartierne noterer sig, at Socialistisk Folkeparti ikke ønsker at indgå i indeværende aftale. Aftalekredsen vil søge Socialistisk Folkepartis opbakning til at gennemføre de forligsbelagte initiativer. Hvis dette ikke er muligt, udtræder Socialistisk Folkeparti af de pågældende forlig efter næste valg, og de forligsbelagte initiativer gennemføres først efter næste valg. Øvrige tiltag gennemføres som forudsat.

Regeringen vil inddrage aftalepartierne i forbindelse med de kommende drøftelser af førtidspensionsområdet, herunder om frakendelse af førtidspension ved alvorlig kriminalitet og overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.
Aftale med Kommunernes Landsforening om udmøntning og implementering af reformen

Aftalepartierne er enige om, at regeringen på baggrund af den politiske aftale skal indgå aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om udmøntning og implementering af den samlede reform i foråret 2025, herunder realiseringen af de økonomiske konsekvenser af reformen og den samlede besparelse på 2,6 mia. kroner i 2030.

Indfasning og implementering

Aftalepartierne er enige om, at aftalens øgede frisættelse, forenkling og værdighed skal implementeres for både borgere, sagsbehandlere og virksomheder så tidligt som muligt, hvilket forudsætter en komprimeret lovgivningsproces.

Aftalen indfases derfor i to spor:

Tidlige initiativer implementeres ved ændringslov med ikrafttrædelse hhv. 1. februar 2026, 1. juli 2026 samt 1. januar 2027 for de tiltag, der er forligsbelagt med forlig om førtidspension og fleksjob.

Ny hovedlov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ændringslove med ikrafttrædelse 1. januar 2027 med alle resterende tiltag, herunder ny målgruppestruktur mv.

Kilde: Aftale om en beskæftigelsesreform. Aftaleteksten fra Bm.dk.[/b]

Hilsen Peter(y):evil::eek:

[phhmw]

https://arbejderen.dk/indland/minister-kaldt-i-samraad-paa-baggrund-af-artikel-i-arbejderen/?fbclid=IwY2xjawJ13NdleHRuA2FlbQIxMQBicmlkETBRTEZYMG9PT0FBaTgyN3ZhAR6Mz5vZQ-2jnKVG4cynNi7P6EjpKO5SONQh0OC5H9JaZlV5KCi97MaXIx5UPA_aem_FhX7Dn91WxyXvLmDAFsGjA

[b]Minister kaldt i samråd på baggrund af artikel i Arbejderen

Ane Halsboe-Jørgensen skal på et samråd forklare, hvordan man kan spare 2,7 milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen og samtidig undgå skandalesager, hvor syge kontanthjælpsmodtagere i årevis nægtes deres ret.

I et samråd i Folketinget i dag skal beskæftigelsesministeren svare på, hvordan hun vil sikre, at syge ikke fastholdes uretmæssigt i årevis på kontanthjælp i det kommende beskæftigelsessystem.

Spørgsmålet er stillet af Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez på baggrund af en artikel i Arbejderen om Denis Beglerovics sag.

Efter mange års kamp mod Københavns Kommune fik 39-årige Denis Beglerovic, der lider af en række alvorlige fysiske og psykiske sygdomme, tilkendt førtidspension i september 2020.

Men Byretten på Frederiksberg slog i en dom den 13. februar i år fast, at der burde være givet førtidspension allerede tilbage i 2010, hvor Denis Beglerovic første gang søgte om pension.

Det betyder, at Denis Beglerovic har omkring en million kroner til gode, fordi han i ti år har været parkeret på kontanthjælp af kommunen, selv om han var berettiget til førtidspension.

Ikke et enkeltstående tilfælde
Victoria Velásquez understreger, at samrådet ikke handler om en enkelt sag, det handler om et system, der gang på gang svigter de mennesker, der har allermest brug for hjælp.

– Denis Beglerovic er ikke en undtagelse, han er et menneskeligt eksempel på en praksis, der alt for længe har tvunget alvorligt syge mennesker igennem ydmygende, opslidende og umenneskelige forløb. Og nu vil regeringen i den nye beskæftigelsesreform give kommunerne endnu mere magt – men uden at sikre, at retssikkerheden og ressourcerne følger med. Det er et farligt eksperiment, der kan få katastrofale konsekvenser for dem, der allerede er udsatte. Derfor må ministeren stå til ansvar. Vi skal vide, hvordan vi forhindrer, at mennesker bliver fanget i et system, der slider dem op, før det hjælper dem, siger Enhedslistens beskæftigelsesordfører om baggrunden for samrådet.

Den her sag er en skandale! Intet mindre. At en mand skal bruge 15 år på at få den ret, han hele tiden har haft – det burde ryste os alle.

Victoria Velásquez, Enhedslistens beskæftigelsesordfører
Hun retter en skarp kritik af, at regeringen med den kommende beskæftigelsesreform vil give kommunerne større frihed til at tilrette beskæftigelsesindsatsen, som de selv ønsker, samtidig med, at der skal spares 2,7 milliarder kroner på beskæftigelsesområdet.

– Når vi allerede i dag ser syge borgere få afslag på den hjælp, de har krav på, hvordan kan vi så tro, at det bliver bedre, når kommunerne samtidig skal spare milliarder på netop disse mennesker? Jeg frygter, at vi kommer til at se endnu flere sager som Denis’ – og det kan vi simpelthen ikke acceptere, siger Victoria Velásquez.

Kritik af Ankestyrelsen
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal også svare på, hvordan hun vil sikre, at Ankestyrelsen i fremtiden reelt fungerer som en uafhængig klageinstans, der kan rette op på kommunernes fejl, i stedet for at bekræfte dem, som det skete Denis Beglerovics sag?

Denis Beglerovics partsrepræsentant sendte i 2020 en klage til Ankestyrelsen og argumenterede for, at førtidspensionen burde være tilkendt med tilbagevirkende kraft fra 2010, hvor der blev søgt om førtidspension første gang. Allerede dengang var Denis Beglerovic alvorligt syg og ude af stand til at arbejde. Men Ankestyrelsen afviste klagen. Derfor gik Denis Beglerovic rettens vej, hvor han altså fik medhold.

Byretten går stik mod både Ankestyrelsen og Københavns Kommune og skriver i dommen, at “samtlige de fysiske og psykiske lidelser, som førte til afgørelsen om førtidspension, også var til stede hos Denis Beglerovic den 9. december 2010”.

Derfor lyder dommen, at “Ankestyrelsen skal anerkende, at Denis Beglerovic er berettiget til førtidspension fra den 9. december 2010.”

– Ankestyrelsen burde være borgernes sikkerhedsnet – en garanti for, at fejl bliver rettet. Men alt for ofte fungerer de mere som et skjold for kommunerne end en beskyttelse for de mennesker, der bliver ramt. Når selv retten slår fast, at Denis skulle have haft førtidspension i 2010, men Ankestyrelsen nægter at anerkende det, så er der noget grundlæggende galt. Vi kan ikke have et system, hvor borgerne ikke kan stole på, at en klageinstans faktisk er en klageinstans, erklærer Victoria Velásquez.

– Den her sag er en skandale! Intet mindre. At en mand skal bruge 15 år på at få den ret, han hele tiden har haft – det burde ryste os alle. Når systemet gør folk så desperate, at de må tage kampen op mod staten selv, så er det ikke længere et sikkerhedsnet – så er det en kampplads, hvor kun dem med de stærkeste ressourcer kan vinde, tilføjer hun.

Victoria Velásquez har indkaldt til digitalt stormøde torsdag den 24. april klokken 17.30-20 for at diskutere konsekvenserne af den politiske aftale om beskæftigelsesreformen. Alle interesserede er velkomne.[/b]

Hilsen Peter (y)

[b]Bilag

Samråd her:[/b]
https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BEU/kalender/78826/samraad.htm?fbclid=IwY2xjawJ13z5leHRuA2FlbQIxMABicmlkETBRTEZYMG9PT0FBaTgyN3ZhAR7UaI2UbRifH9ELzOIBQlTLHClurnDsrqKt7WiqkWg41wNK_cLm491Lk3ORwA_aem_SZAUWpb0l0yoIFDzGSWisA

[b]Åbent samråd om uretmæssig fastholdelse i kontanthjælpssystemet og Ankestyrelsen som uafhængig klageinstans
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Mødedato: 23-04-2025
Starttidspunkt: 13.00
Sluttidspunkt: 13.00
Lokale: 2-011 og via Teams

Folketingets Beskæftigelsesudvalg har kaldt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i samråd. Samrådet finder sted onsdag den 23. april 2025 kl. 13.00 i lokale 2-011 på Christiansborg.

Beskæftigelsesudvalget har bedt ministeren om at redegøre for sin holdning til sager, hvor en borger uretmæssigt fastholdes i kontanthjælpssystemet i over et årti. Desuden har udvalget bedt ministeren om at svare på, hvordan ministeren vil sikre, at det ikke gentager sig i det kommende beskæftigelsessystem, hvor kommunerne får større frihed. Endelig har udvalget bedt ministeren om at oplyse, hvordan ministeren vil sikre, at Ankestyrelsen i fremtiden reelt fungerer som en uafhængig klageinstans, der kan rette op på kommunernes fejl.

Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Victoria Velasquez (EL).
[/b]

[phhmw]

[b]At sprede negative fordomme og at moralisere om et menneske, der bare har brug for lidt hjælp til at fungere med sit handicap i arbejdsregi, er at skyde ved siden af. Det er et eksempel på manglende bevidstgørelse om mennesker med handicap

https://pov.international/konservatives-udskamning-ivaerksaetter-wichmand/?fbclid=IwY2xjawJ7N-pleHRuA2FlbQIxMQBicmlkETBRTEZYMG9PT0FBaTgyN3ZhAR6fXhNYbVaFZaKXMvA5Y1onh-1I3dqkVY5FRdfTY3SNa67hvbOl5oy7o6LLOQ_aem_L2rSH_U4bTtxCYUEpw5Ccg

LISBETH RIISAGER HENRIKSEN
27.04.2025

HANDICAPPOLITIK // KRONIK – Politikere i Frederiksberg Kommunalbestyrelse kalder en lokal iværksætter med ADHD for privilegieblind og nedværdiger hende, fordi hun har søgt om den hjælp, loven giver hende ret til. Det støder mig – og det bryder med Handicapkonventionens krav om respekt og bevidstgørelse, skriver Lisbeth Riisager Frederiksen.

Cathrine Widunok Wichmand er tidligere influencer og nu iværksætter af virksomheden Flow Intimates, der har udviklet menstruationstrusser. I påskeugen delte hun en story på sin Instagramprofil, som har ført til en regulær shitstorm.
Hun fortalte sine ca. 81.000 følgere, at en imødekommende sagsbehandler i Frederiksberg Kommune netop havde hjulpet hende med at ansøge om personlig assistance efter Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. i 15 timer ugentligt på grund af, at hun har ADHD.

Tilbuddene i denne lov har til formål at give personer med handicap, der påvirker erhvervsmulighederne, de samme erhvervsmuligheder som mennesker uden handicap – hverken mere eller mindre.
Hun fortalte, at det også er en mulighed for andre med funktionsnedsættelser at ansøge kommuner om sådan en hjælp, hvis de har behov derfor.

Det burde jo egentlig være en god historie i en kommune, som ellers har ry for i årevis at have gjort det særdeles vanskeligt for mennesker med kroniske lidelser eller funktionsnedsættelser at få den hjælp i social- og beskæftigelsessystemet, som de har ret til.

Fra personlig beretning til offentlig shitstorm

Men to konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer på Frederiksberg mente, at hun ikke burde søge offentlig hjælp, når hun tilsyneladende er en succesfuld erhvervsdrivende med mange offentlige følgere og en millionvilla på Frederiksberg.

Anders Storgaard, menigt kommunalbestyrelsesmedlem, og Laura Lindahl, som er rådmand og formand for arbejdsmarkedsudvalget, har nu initieret og koordineret en shitstorm imod hende.

Jeg finder den ganske uretfærdig over for Cathrine Wichmand og vil i denne kronik vise, hvorfor jeg mener det.

Allerede et døgn efter sit opslag fjernede Cathrine Wichmand det igen.’

Politikere puster til shitstormen

Anders Storgaard skrev om Cathrine Wichmand i et Facebookopslag 16. april, at ”nu opfordrer hun hendes 81.000 følgere til også at søge.”

Hans gennemgående påstand og fordom var, at hun er privilegeret og slet ikke har brug for hjælp til personlig assistance, selvom hun har søgt om den i fuld overensstemmelse med lovgivningen.

Han følte sig ”krænket” på sin retfærdighedssans over, at en tilsyneladende succesrig iværksætter kan få (søge om) offentlig hjælp til sin ADHD.

Han skrev: ”For dem der har det sværest, skal vi selvfølgelig prioritere højst. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at vi samtidigt som samfund skulle betale personlige assistenter til velstillede iværksættere. Jeg er ikke gået ind i politik for at sparke nedad. Men netop derfor provokerer det mig, når systemet belønner dem, der har flest ressourcer, frem for dem, der har størst behov.”

Og så mente han, at det kommunale system ”bliver til et tag-selv-bord.”

Der er stor forskel på, hvordan virkeligheden ser ud, hvis man ser den udefra, og når man ser den inde fra en person med ADHD

Laura Lindahl, som er kendt for som politiker at udskamme borgere på offentlige ydelser, fulgte straks op herpå med sit første Facebookopslag, også den 16. april:

”Som formand for arbejdsmarkedsudvalget på Frederiksberg har jeg bedt forvaltningen redegøre for, om dette virkelig ligger inden for rammerne af, hvad man som velfungerende borger kan kræve af velfærdsstaten. For hvis reglerne tillader det her, så mener jeg, vi har brug for at Ministeren kigger på dem. Det handler ikke om at pege fingre. Det handler om at sikre, at velfærd bliver en reel støtte til dem, der vitterligt har behov og ikke et tag-selv-bord på skatteydernes regning.”

Den 18. april skrev hun til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), og til Ritzau sagde hun derom: ”Jeg vil gerne have ministeren til at kigge på, om reglerne er tidssvarende, og om der er nogle muligheder for at stramme ind, så vi er sikre på, at de midler, vi har i det offentlige, bliver målrettet dem, som virkelig har behov.” Hun har også sagt: ”Jeg tror ikke, at de regler, der ligger på det her område, er tiltænkt som regler og en hjælp, man kan få, fordi man har ADHD.”
Sagen rulles ud i P1 Debat

Den 22. april var sagen emne for P1 Debat. Man havde inviteret en række debattører med relevant erfaring fra politik, iværksætteri og fagområder, ligesom flere lyttere ringede ind og fortalte om lignende relevante erfaringer. Studievært Gitte Hansen styrede debatten på en forbilledlig måde i en saglig og ordentlig retning og hjalp de medvirkende til at præcisere deres synspunkter og argumenter.

Anders Storgaard var inviteret med og uddybede sine synspunkter.

Han sagde blandt andet: ”Det er ikke en universel ret, at alle skal have en personlig assistent til at hjælpe dem.”

Og så tog han sin pointe til et skingert niveau ved at sige: ”Jeg er født to måneder for tidligt. Jeg er stammer og har skullet slås med det. Og der er også en masse andre ting, jeg har været ude for. Alle mennesker har været ude for ting, alle mennesker har haft forskellige udfordringer igennem deres liv. (…) Jeg synes, det bliver lidt for nemt at sige: Alle folk skal bare have…”

Senere skrev Michael Brautsch, sognepræst og konservativt medlem af samme kommunalbestyrelse samt kommende borgmesterkandidat:

”Jeg ved, det aldrig har været mine konservative kollegaers hensigt at hænge enkeltpersoner ud, for sådan arbejder en samvittighedsfuld politiker ikke.” Han ville ”slå et slag for det såkaldt socialkonservative aspekt, som især har været toneangivende på Frederiksberg. Det er den holdning, der går ud fra en almen social retfærdighedsfølelse, og grundlæggende betyder, at den for tiden stærke skal sikre den for tiden svage.”

Det er en bemærkning, der står i skarp kontrast til de handlinger, der har udspillet sig i denne sag.

ADHD og behovet for støtte på arbejdsmarkedet

I P1 debatten bidrog flere deltagere med god oplysning om, hvad ADHD er, og hvordan den påvirker funktionsevnen i forhold til arbejdsmarkedet. Cathrine Wichmand havde takket nej til at deltage, men skrevet en mail til redaktionen, som Gitte Hansen læste op. Jeg vender tilbage til hendes egen reaktion senere i kronikken, men vil begynde et andet sted.

En af deltagerne i debatten, Simone Skovshoved, som er politisk chef for Danske Iværksættere, fortalte, at der er en kendt sammenhæng mellem iværksætteri og ADHD. Nye tal siger, at 18 procent af alle iværksættere i Danmark har ADHD eller ADHD-træk.

De besidder typisk en kæmpestor iderigdom, de er kreative, handlekraftige og meget dygtige iværksættere.

Men pga. deres neurodivergente hjerner har de svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Derfor bliver de hurtigt udtrættede ved f.eks. administrativt arbejde og har et langt højere niveau af stress og mistrivsel end mange folk med neurotypiske hjerner. Mange befinder sig derfor på kanten af det traditionelle arbejdsmarked.

Derfor har de brug for hjælp til at strukturere hverdagen og deres opgaver, og en ordning som personlig assistance er ”en livsnerve” for dem.

Hun havde allerede haft angstanfald og begyndende nye stresssymptomer. Hendes fremstilling af sit og sin families liv matcher ikke de konservatives fordomme

Hun pointerede, at der er stor forskel på, hvordan virkeligheden ser ud, hvis man ser den udefra, og når man ser den inde fra en person med ADHD’s egen position.

At kalde en iværksætter med ADHD for privilegieblind, fordi hun har søgt om personlig assistance, er, sagde hun, ikke fair. For det handler alene om at ligestille Cathrine Wichmand med andre mennesker uden handicap.

Et lignende billede tegnede Rasmus Lund Nielsen, psykolog, folketingsmedlem og psykiatriordfører for Moderaterne.

Han gjorde opmærksom på, at syv ud af ti personer med ADHD ikke er i arbejde. Hvis man ser på samfundets samlede udgifter alene, så koster hele befolkningens stress i alt statskassen ca. 55 mia. kroner årligt og førtidspensioner ca. 50 mia. kroner årligt.

Hjælperordningen og andre former for handicapkompensation kan forebygge, at helt så mange af dem får brug for førtidspension, og udgiften til ordningen er meget lille sammenlignet med udgiften til førtidspension.

Derfor mente han, at der er en god investering i at hjælpe mennesker via denne ordning, og at man bør gøre samfundsbudgettet til handicapkompensation større, ikke mindre.

Lotte Kofoed, kommunalrådsmedlem på Frederiksberg for SF og tidligere sagsbehandler i Københavns Kommune, fortalte, at hun selv blev tilbudt førtidspension som 21-årig, men har modtaget socialpædagogisk støtte under sin uddannelse på grund af en voldsom invaliderende sygdom.

Derfor kan hun i dag fungere på arbejdsmarkedet. Til gengæld mente hun, at hvis man i Københavns Kommune, hvor hun tidligere har arbejdet, havde benyttet sig mere og tidligere af handicapkompenserende ordninger, havde man kunnet undgå at tilkende nogle af de førtidspensioner, man har tilkendt.

Cathrine Wichmand svarer tilbage

Den 21. april bragte Politiken et interview med Cathrine Wichmand af journalist Anders Legarth Schmidt.

Han spurgte hende om, hvad hendes behov for assistance skyldes, og hvordan det er at være havnet i en moralsk debat og shitstorm. Det var et lærerigt eksempel på god, sober og saglig journalistik.

Det fremgik tydeligt, at hun allerede på interviewtidspunktet var stærkt negativt påvirket af shitstormen. Hun havde allerede haft angstanfald og begyndende nye stresssymptomer. Hendes fremstilling af sit og sin families liv matcher ikke de konservatives fordomme.

Hun har, forklarede hun, behov for personlig assistance, fordi hun har ADHD og derfor udtrættes mere af blandt andet arbejdet med administrative opgaver, end folk med neurotypiske hjerner gør. Hun blev sygemeldt med stress noget af sidste år, og hun får nu ADHD-medicin og antidepressiv medicin.

Endvidere har hun tilrettet sine arbejdsopgaver for at tage ansvar for sin ADHD og er herunder også gået ned i løn. Derfor afviste hun også, at hun skulle være specielt succesfuld – eller kun dét. Men personlig assistance til visse administrative opgaver kan forebygge eller mindske risikoen for, at hun igen ender i en sygemelding med stress eller depression.

Hun fandt det i øvrigt ”urimeligt, at en folkevalgt politiker ikke rækker ud til mig, før vedkommende drager konklusioner og bruger mit navn og billede”.

Hun fandt det urimeligt, at hun skal forklare sig og bevise for folkemængden, hvorfor hun har brug for personlig assistance.

Loven skal jo sikre alle folk med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ligestilling på arbejdsmarkedet.

Da hun blev spurgt om, hvorfor hun kan få hjælp, mens andre ikke har fået det, svarede hun:

”I mit tilfælde virkede systemet. Det specielle er så, at der opstår vrede over, at det virker. Det plejer at være omvendt. Jeg kan også se på mange kommentarer og beskeder, at mange oplever, at det er utroligt svært at få hjælp. Det, synes jeg, er trist.” Men, understregede hun: ”[D]et er tydeligt, at systemet bredt set ikke fungerer. Det burde politikerne interessere sig for i stedet for at kritisere, at jeg har en psykisk funktionsnedsættelse, [og] har fået den hjælp, som systemet vurderer, at jeg bør have.”

Hvorfor betaler hun ikke selv for den personlige assistance?

Hun vendte spørgsmålet om:

”Hvorfor trækker folk deres kørsel fra [i skat, red.], selv om de har råd til benzin? Hvorfor har den ældre dame med bopæl på Frederiksberg Allé ret til hjemmehjælp og rengøring, selv om hun har en lejlighed, som hun engang betalte 300.000 kroner for, men nu er 15 millioner værd? Hvor lidt skal jeg tjene, før jeg må søge?”

”Selv en virksomhed som Novo Nordisk kan få hænder ind til en nedsat pris fra kommunen, der sender dem i jobtræning eller ud i fleksjob. Topdirektøren har også ret til at få opereret sin blindtarm og sende sine børn i folkeskole.”

Fordomme, falske rygter og brud på Handicapkonventionen

Når Storgaard og Lindahl vurderer, at Cathrine Wichmand er en stærk, privilegeret og velhavende borger, som kan klare sig selv, er det, fordi de ikke kan se hendes psykiske funktionsnedsættelser.

De påstår, at de ikke peger fingre eller sparker nedad – men det er præcis, hvad de gør, når de fremfører og spreder falske, negative vidnesbyrd om et konkret menneske.

Det ligner, at de bevidst appellerer følelsesmæssigt til befolkningens vrede, som de kan få vendt over på denne navngivne enkeltperson.

Det er blevet Wichmands skyld, at andre fra f.eks. Frederiksberg Kommune med blandt andet handicap ikke kan få hjælp, og de påstår, at de spreder disse vidnesbyrd om hende af ren omsorg for ”de svageste” – en gruppe, som, de altså mener, hun ikke tilhører.

Men hvem er egentlig svag, og hvem er egentlig stærk her?

Det er bemærkelsesværdigt, at Storgaard så nidkært udpensler sin opfattelse af, hvad der er de økonomiske detaljer i sagen, og at både han og Lindahl anvender en retorik, der fremmaner et billede af uberettiget udnyttelse (ofte beskrevet ved udtrykket gøgeungeretorik).

Personlig assistance er en velreguleret og velbegrundet rettighed til helt bestemte, velafgrænsede grupper og til helt bestemte formål

Og det bliver skingert og usagligt, når Storgaard siger, at alle har problemer af denne art. For nej – det har alle ikke, og i øvrigt er der ingen her, der bare skal have.

Det risikerer at skabe en syndebuk og splitte offentligheden. Derfor bør sådanne debatter føres med langt større omtanke.

Det fremstår som en bevidst strategi for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra det faktum, at man i årevis har nedprioriteret retssikkerheden for de borgere i kommunen, som har haft både behov for og ret til velfærdsstatens ydelser – og fra, at man har tænkt sig at fortsætte denne linje.
Respekt for retten til støtte – ikke fordømmelse

Personlig assistance er en velreguleret og velbegrundet rettighed til helt bestemte, velafgrænsede grupper og til helt bestemte formål.

Det afgørende er ifølge loven, at den personlige assistent skal bistå med funktioner, der følger af beskæftigelsen, og som den pågældende borger på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig personlig assistance til.

Det er kommunens medarbejdere i den pågældende forvaltning, der skal afgøre, hvem der opfylder netop de betingelser, og det skal de gøre på et fagligt og sagligt grundlag. Den slags konkrete vurderinger bør politikere afholde sig fra at komme med.

De konservative burde i stedet lade Handicapkonventionens artikel 8 inspirere dem til at sigte efter at øge bevidstheden om personer med handicap

Ifølge P1 debatten er der i alt ca. 9.000 personer i Danmark, som for øjeblikket har en sådan assistance.

I Frederiksberg Kommune er der ca. 118 personer med ordningen.

Til sammenligning bor der i alt godt 104.000 borgere i kommunen. Så der er jo nok ikke 81.000 borgere, der finder på at søge om personlig assistance, sådan som Storgaard er bekymret for.

At sprede negative fordomme og at moralisere om et menneske, der bare har brug for lidt hjælp til at fungere med sit handicap i arbejdsregi, er at skyde ved siden af. Det er et eksempel på manglende bevidstgørelse om mennesker med handicap, som var noget af det, FN’s Handicapkomité sidste år gav Danmark meget alvorlig kritik for.

De konservative burde i stedet lade Handicapkonventionens artikel 8 inspirere dem til at sigte efter at øge bevidstheden om personer med handicap og skabe respekt for de rettigheder og den værdighed, der tilkommer dem.

Den respekt fortjener Cathrine Wichmand også – og tak til hende for selv at medvirke til denne bevidstgørelse, selvom hun derved blev indrulleret i en shitstorm.[/b]

TAK til Lisbeth Riisager:hjerte:

phhmw

[b][i]I debatten om autisme, ADHD, inklusion i Folkeskolen og så denne shitstorm bliver jeg oprigtig ked af den manglende viden og indsigt, før politikere går ud i det offentlige rum og fremture som beskrevet.

Før man udtaler sig bør man som minimum sætte sig ind i problemstillingen før man ytre sig med en sådan shitstorm.[/i][/b]

[phhmw]

[b]NYE REGLER FOR KOMPENSATION AF MERUDGIFTER

Folketinget har vedtaget nye regler om kompensation for merudgifter for mennesker med handicap under Serviceloven og Barnets lov.

Jeg har set på loven og høringssvarene til den og skrevet om den i en kronik i POV International i dag. Der er også et eksempel på, hvor uværdig og rigid en kommune allerede i dag behandler sådanne sager.

“Jeg er mismodig på vegne af alle dem, hvis liv nu bliver endnu mere uoverskueligt og uretfærdigt, end det er i forvejen. Det er efterhånden svært at tro på, at regeringen og ledende ministre kun har gode hensigter, når de aktivt igen og igen vælger at beskære rettigheder, retssikkerhed og dermed livsmuligheder for de svagest stillede i vores land – og altid for de samme målgrupper. Nu har de næsten ”skåret ind til benet”.”— sammen med Thomas Krog og
2 andre

LISBETH RIISAGER HENRIKSEN

https://pov.international/handicap-merudgifter-ny-lov-er-umenneskelig/?fbclid=IwY2xjawLHWDtleHRuA2FlbQIxMQBicmlkETBRTEZYMG9PT0FBaTgyN3ZhAR7cJLjIPiFoxF-VLhvwKwf_YTim82cNsrPozpVHliPPOw2prggQbH_FnxIN5w_aem_i_S7f7PKzEBTSeM1O4PAYw

”Hvorfor skal det være så uværdig en kamp at få lov til at leve et tilnærmelsesvist almindeligt liv med handicap?”

LISBETH RIISAGER HENRIKSEN
24.06.2025

HANDICAPPOLITIK // KRONIK – Folketinget har vedtaget nye regler om kompensation for merudgifter for mennesker med handicap under Serviceloven og Barnets lov.

”Jeg er mismodig på vegne af alle dem, hvis liv nu bliver endnu mere uoverskueligt og uretfærdigt, end det er i forvejen. Det er efterhånden svært at tro på, at regeringen og ledende ministre kun har gode hensigter, når de aktivt igen og igen vælger at beskære rettigheder, retssikkerhed og dermed livsmuligheder for de svagest stillede i vores land,” skriver Lisbeth Riisager Henriksen, der har set på loven og høringssvarene til den.

Kompensation, ligestilling, solidaritet og sektoransvar har været grundprincipper i dansk handicappolitik i mange år. Siden 2009 har FN’s Handicapkonvention også været en del af gældende ret, og danske lovbestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med konventionen, som er retligt bindende og ikke bare en hensigtserklæring.

Her er menneskelig værdighed og respekt for denne en retlig standard og et etisk grundbegreb. Mennesker med handicap skal kunne leve et værdigt liv og stilles lige med mennesker uden handicap.

Respekten for handicapprincipperne og Handicapkonventionen er under stærkt pres. De danske regeringer har i stigende grad siden kommunalreformen i 2007 givet kommunerne ret til at lade økonomistyring spille en hovedrolle i forvaltningen af socialområdet

Derfor findes der fx nogle regler i Serviceloven og Barnets Lov om en ret til merudgiftsydelse. Ydelsen er en kompensation for særlige nødvendige grundlæggende merudgifter og for ekstraordinære merudgifter: ”… de udgifter, som mennesker uden et handicap i samme alder og livssituation ikke har,” skriver Socialministeriet.

Kompensationen er med andre ord ikke en luksus, men en ligestilling med mennesker uden handicap.

Men respekten for handicapprincipperne og Handicapkonventionen er under stærkt pres. De danske regeringer har i stigende grad siden kommunalreformen i 2007 givet kommunerne ret til at lade økonomistyring spille en hovedrolle i forvaltningen af socialområdet.

Kommunaløkonomiens trumf over borgernes rettigheder og retssikkerhed blev udvidet med daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) politiske rammeaftale på handicapområdet i 2024 mellem SVM-regeringen, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance og med den efterfølgende økonomiaftale mellem regeringen og KL derom.

Folketinget vedtog i forlængelse af ovennævnte politiske rammeaftale den 11. juni lovforslag om nye regler om merudgifter i Serviceloven og i Barnets lov, svækkelse af socialtilsynet, ændringer i lovgivningen om værgemål og flere andre lovændringer. Lovforslaget blev vedtaget af regeringspartierne,

Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti og Mike Fonseca (UFG).

Kommunaløkonomiens trumf over borgernes rettigheder og retssikkerhed blev udvidet med daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) politiske rammeaftale på handicapområdet i 2024. Foto: Folketinget, Marie Hald

En klar forringelse: Fra merudgiftsydelse til kompensationsydelse

Fremover får man ikke længere kompensation for ”merudgifter”, men for ”kompensationsberettigende udgifter”.

Sproget afslører, at man med den nye kompensationsydelse har nedskrevet retten til kompensation. Ikke alle faktiske udgifter som følge af handicap vil fremover tælle med i den kompensation, man kan få, og i regnestykket til udmåling af denne.

Fremover skal borgerne selv vælge mellem to grupper for udbetaling af kompensationsydelse (beløb er 2025-tal):

Gruppe 1: Alle borgere med kompensationsberettigende udgifter på over 555 kr. per måned (6.600 kr. per år) kan få en fast ydelse på 1.105 kr. per måned (13.260 kr. per år). Borgerne skal sandsynliggøre, at de har kompensationsberettigende udgifter over minimumsgrænsen.

Gruppe 2: Borgere med særligt høje kompensationsberettigende udgifter på over 2.000 kr. per måned (24.000 kr. per år) får mulighed for at søge om kompensation for de faktiske dokumenterede udgifter inden for de typiske merudgiftstyper sammen med et månedligt standardbeløb på 500 kr. Disse udgifter skal dokumenteres.

I dag er det muligt at søge om kompensation for ekstraordinære merudgifter ved siden af den normale merudgiftsydelse, men det ændrer den nye lov.

Hvis en familie efter lovens ikrafttrædelse fx bliver ramt af ekstraordinære reparationsudgifter på en handicapbil eller andre enkeltstående ekstraudgifter på grund af handicap, skal alle familiens ekstraudgifter til handicap nu undersøges og dokumenteres forfra.

Kun hvis de samlede kompensationsberettigende udgifter er over 24.000 kr. årligt, og man tilhører gruppe 2, vil familien fremover få kompenseret sådanne ekstraudgifter.

Minimumsgrænsen ændres også, så både børn og voksne kun kan søge kompensationsydelse, hvis de har ekstraudgifter grundet handicap på mindst 555 kr. pr. måned. Det vil fx kunne ramme børn med diabetes 1.

Loven ændrer også reglerne for kompensation af merudgifter til familier med flere børn med handicap. I dag bliver man kompenseret ud fra en samlet vurdering, så hvis de samlede udgifter for fx to børn med forskellige handicap overstiger minimumsgrænsen, får familien kompensation for dette beløb.

Fremover vil hvert barn blive vurderet for sig, så hvis to børn hver for sig har ekstraudgifter under minimumsgrænsen, vil familien ikke få kompensation for deres udgifter.

Derudover vil en række andre spidsfindigheder gøre det sværere at opnå fuld kompensation for merudgifter.

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) vil med en bekendtgørelse lave en positivliste for, hvilken type udgifter kommunerne fremover vil kompensere.

Der er risiko for, at positivlisten ikke kommer til at indeholde alle faktiske typer af merudgifter.

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokratiet.

De nye lovændringer om kompensationsydelsen træder i kraft den 1. september.
”Det nye bureaukrati giver kun mening, hvis man ønsker, at folk skal opgive at få hjælp”

Ifølge lovens eufemistiske sprogbrug vil man ”forenkle” udmålingssystemet for kommunal kompensation af handicapkompenserende merudgifter. Institut for Menneskerettigheder vurderer i deres høringssvar imidlertid, at det daværende lovforslag ”vil kunne føre til en markant underkompensation og øgede dokumentationskrav for visse borgere”.

Det samme gør Danske Handicaporganisationer, som har opfordret regeringen til at trække lovforslaget tilbage:

”Reelt vil der være en lang række mennesker, der ryger ud af målgruppen for at kunne få dækket sine merudgifter. Derudover indebærer forslaget, at mange vil blive betydeligt underkompenseret for sine merudgifter, ligesom der vil blive lagt et større dokumentationskrav ud til borgerne. Til det skal lægges, at en stor del af målgruppen har en forholdsvis lav indkomst ved fx at være på overførselsindkomst, i fleksjob eller lign. Det er grundlæggende problematisk for alle i målgruppen men også etisk problematisk, da det særligt går ud over ressourcesvage borgere.”

Politisk chef i Muskelsvindfonden Thomas Krog skriver i et indlæg i Pærspektiv – et samtalerum udgivet af Muskelsvindfonden, at det nye bureaukrati kun giver mening, ”hvis man virkelig elsker bureaukrati eller er ude på at få endnu flere familier til at opgive at få hjælp, fordi det er så ekstremt krævende at bokse med kommunen”.

Retssikkerhedslovens § 5 siger, at kommunen skal lave en helhedsvurdering og behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de hjælpemuligheder, der findes efter den sociale lovgivning.

Socialordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF) har spurgt socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S), om lovforslaget ville bryde med denne paragraf, når borgeren nu selv skal ansøge om, hvilken gruppe kommunen skal træffe afgørelse efter.

Det afviser ministeren, som dog medgiver, at kommunen har en vejledningsforpligtelse.

Politisk chef i Muskelsvindfonden Thomas Krog spekulerer på, om regeringen mon er ude på at få endnu flere familier til at opgive at få hjælp, fordi det er så ekstremt krævende at bokse med kommunen? Illustration: Muskelsvindfonden

Flere juridiske eksperter har ifølge Altinget også advaret om, at lovforslaget vil bryde med Retssikkerhedsloven § 5.

Altinget skriver, at Sophie Hæstorp Andersen har givet urigtige oplysninger til Folketinget om lovforslaget, og at det har ”efterladt en række ordførere med et fejlagtigt billede af, hvor store konsekvenser en kommende lov reelt kan få for pårørende og mennesker med handicap”.

Altinget skriver videre også, at socialministeren havde ”betrygget” aftalepartierne om, at loven ikke forringer retssikkerheden for personer med handicap, men at hverken ministeriet eller aftalepartierne kunne oplyse, hvad der ligger i denne betryggelse.

Praksisskred og forringet retssikkerhed

Danske Handicaporganisationer skrev i deres høringssvar, at lovforslaget skulle ses i lyset af, at der over den seneste årrække er sket et betydeligt praksisskred i, hvem der får merudgifter dækket. Det er sket uden egentlige politiske beslutninger med Ankestyrelsen som primus motor.

Således, skriver de, er antallet af modtagere af merudgiftsydelse i Danmark næsten halveret fra 2013 til 2023 – fra 37.666 til 20.464 personer. Den samlede årlige udbetalte ydelse er i samme periode blevet næsten halveret – fra knap en mia. kr. til lidt over en halv mia. kr.

Flere målgrupper er ligeledes røget ud af ydelsen eller er i al fald ikke længere automatisk en del af personkredsen.

Det gælder fx personer med rygmarvsskade, og det gælder børn og voksne med cøliaki jævnfør en principafgørelse fra Ankestyrelsen i 2016.

Loven forholder sig overhovedet ikke til dette praksisskred, anfører Danske Handicaporganisationer i deres høringssvar.

Ikke længere menneskeligt, men uværdigt og grimt

Forløbet fremkalder et for mig åbenlyst spørgsmål: Hvorfor skal det være så uværdig en kamp at få lov til at leve et tilnærmelsesvist almindeligt liv med handicap?

At FN’s Handicapkomité i efteråret 2024 udtalte en gennemtrængende kritik af Danmark for at overtræde dele af FN’s Handicapkonvention, synes for længst glemt af regeringens forskellige ministre.

Man lytter fortsat heller ikke til handicaporganisationerne, patientforeningerne, faglige organisationer, oppositionspolitikere og andre interessenter, som advarer om, at regeringens handicappolitik fører i den forkerte retning.

Jeg er mismodig på vegne af alle dem, hvis liv nu bliver endnu mere uoverskueligt og uretfærdigt, end det er i forvejen.

Det er efterhånden svært at tro på, at regeringen og ledende ministre kun har gode hensigter, når de aktivt igen og igen vælger at beskære rettigheder, retssikkerhed og dermed livsmuligheder for de svagest stillede i vores land – og altid for de samme målgrupper.

Nu har de næsten ”skåret ind til benet”.

Det ligner efterhånden noget grimt. Det er vel politisk ukorrekt at formulere så direkte – men jeg synes, det er på tide at tale kontant om, hvad der foregår. For det her er ikke længere menneskeligt og værdigt for de mange mennesker, der bliver ramt af lovgivning og forvaltning på området.

EKSEMPEL fra VIRKELIGHEDEN:

[i]Sarah Glerups ansøgning om fornyet merudgiftsydelse er et eksempel på, hvordan genvurdering af merudgifter under Serviceloven foregår i Frederiksberg Kommune som beskrevet i Politiken.

Sarah Glerup, 40 år, er cand.mag. og har en fremskreden form for muskelsvind.

Hun er afhængig af respirator, kørestol og personlig hjælp døgnet rundt via den såkaldte BPA-ordning (Brugerstyret Personlig Assistance).

I en årrække har hun modtaget omkring 26.000 kr. årligt i merudgiftsydelse fra Frederiksberg Kommune til bl.a. en specialindrettet handicapbil, tilpasning af tøj og medicin.

I år blev hendes sag genvurderet, og kommunen sendte hende en partshøring på 32 sider med krav om omfattende dokumentation. hvor den ifølge avisen argumenterede for, at flere af hendes behov ikke var handikaprelaterede – eksempelvis transport til en speciallæge og ekstraudgifter til bilen. I stedet for en helhedsvurdering fremstod sagsbehandlingen, som den beskrives i avisen, rigid og nedværdigende.

Politiken skriver: “Kommunen vurderer, at Sarah Glerup … ville have bil, selv om hun ikke havde et handikap …

Hun bliver derfor kun kompenseret for forskellen mellem en lille personbil og så den kassebil, hun er nødt til at have for at komme rundt med sin kørestol.”

Frederiksberg kommune mener også, at Glerup kan finde en bandagist, en ortopædisk skomager, en optiker og hudlæge, som ligger tættere på hendes bopæl, og hun får derfor ikke støtte til kørslen dertil.

Resultatet blev en halvering af hendes merudgiftsydelse.

Kun fordi Glerup selv fandt hjemmel i anden lovgivning, fik hun til sidst kompensation for det ekstra værelse til hendes hjælper, som ellers var blevet afvist.

Kilde: Kirsten Nilsson: ”Jeg prøver at bevare en vis kontrol midt i den afmagt, det er at have et fremadskridende handikap”, Politiken den 26. maj 2025.[/i][/b]

Hilsen Peter :evil::mad:

.

[phhmw]

[b]https://www.nb-beskaeftigelse.dk/2025/06/24/forfatter-reformen-af-foertidspension-har-belastet-syge-borgere-haardt?fbclid=IwY2xjawLKZ8RleHRuA2FlbQIxMQBicmlkETBRTEZYMG9PT0FBaTgyN3ZhAR7-zdHltxvCwZepvM__F6edWuXdhFWQxXcjv6Ig6AsRsTv1V4I8WqwF8ThBug_aem_Z53GwGO8jMBQuksDUSTjNQ

Kronik
Reformen af førtidspension har belastet syge borgere hårdt
Er der en kausal sammenhæng mellem beskæftigelsespolitikken/ jobcentrenes praksis og den forhøjede dødelighed hos personer fra forsørgelse under reformen af førtidspension og fleksjob? Lisbeth Riisager Henriksen har spurgt fire eksperter.
Udgivet: 24/06/2025

Af Lisbeth Riisager Henriksen, Cand.mag. og forfatter.

I 2012 fik Mette Frederiksen som daværende beskæftigelsesminister gennemført en markant ændring af lovgivningen om førtidspension og fleksjob. Lovforslaget, som blev vedtaget af den daværende SRSF-regering, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, betød meget store forringelser af rettighederne til førtidspension og fleksjob og indførte ressourceforløbet som kategori.

Allerede inden lovforslagets vedtagelse kunne P1 Orientering afsløre, at ressourceforløbene først ville komme i betragtning, når alt andet allerede var forsøgt – altså set fra borgeres perspektiv en absurditet. Det stod også hurtigt efter ikrafttrædelsen klart, at mange kommuner nægtede at anerkende lægeerklæringer, og at syge borgere, død og pine, skulle i ressourceforløb. Mange syge blev endnu mere syge og invaliderede af denne lovgivning og forvaltningspraksis, og jeg har set og hørt om en del personer, som ligefrem er afgået ved døden undervejs.

Derfor spurgte jeg allerede i 2016: Hvor mange alvorligt syge mennesker skal lide i ressourceforløb, og hvor mange eksperter skal fremsætte kritik, før regeringen og forligskredsen vil gribe ind og ændre lovgivningen?

Nu er tiden endelig kommet. SVM-regeringen og en ny aftalekreds har med en ny beskæftigelsesreform besluttet at gribe ind og afskaffe ressourceforløbet. I den anledning har jeg gjort status på, hvor mange personer der er døde, mens de har været på udvalgte forsørgelsesydelser siden reformens ikrafttrædelse i 2013. Jeg har herefter forelagt tallene for fire eksperter.

Døde og dødelighed fra forskellige forsørgelsesydelser

Statistikken ser ud som følger:

Fra den 1. januar 2013 til den 30. november 2018 døde 1.950 personer svarende til 3,8 procent af personer med nytilkendt førtidspension eller senest seks måneder derefter.

Fra den 1. december 2018 til uge 27 i juli 2024 døde 2.047 personer svarende til 1,97 procent af personer med nytilkendt førtidspension (udregnet ud fra dette og dette svar) eller senest seks måneder derefter.

Fra den 1. januar 2013 til den 30. april 2019 døde 1.870 personer svarende til 1,6 procent af personer i fleksjob eller på ledighedsydelse eller senest fem uger derefter.

Fra den 1. maj 2019 til uge 48 i november 2024 døde 548 personer svarende til 0,96 procent af personer i fleksjob eller ledighedsydelse eller senest fem uger derefter (udregnet ud fra dette og dette svar).

Fra den 1. januar 2013 til den 30. april 2019 døde 330 personer svarende til 0,8 procent af personer, der var i ressourceforløb, eller senest fem uger derefter.
Fra den 1. maj 2019 til uge 48 i november 2024 døde 390 personer svarende til en dødelighed på 1,5 procent af personer, der var i ressourceforløb eller senest fem uger derefter (udregnet ud fra dette og dette svar).

Til sammenligning var den gennemsnitlige dødelighed for befolkningen i 2018 i aldersgruppen mellem 18 og 67 år ifølge Danmarks Statistik 0,23 procent.
Fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2017 døde mindst 540 personer fra førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse eller ressourceforløb ved selvmord svarende til gennemsnitligt 108 personer om året (det samlede antal døde om året ved selvmord i Danmark er ca. 600 personer).

De senere beskæftigelsesministre har ikke kunnet svare på, hvor mange der er afgået ved døden via selvmord fra disse forsørgelsesydelser siden 2017.
Jeg har stillet fire eksperter følgende spørgsmål: Kan man sige, at der har været en overdødelighed i førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse i de første år af reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013, og at der har været en overdødelighed i ressourceforløb i de seneste år? Kan man udlede kausalitet af dødelighedstallene? Kan man konkludere, at jobcentrene presser syge ud i selvmord?

Iben Lausten Kragh (tidligere Nørup)

Iben Lausten Kragh er ph.d. og lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Hun har sendt mig følgende svar på mine spørgsmål i en mail:

”Jeg er enig i, at der er en overdødelighed sammenlignet med den gennemsnitlige befolkning for de nævnte ydelsesgrupper, men det er forventeligt, da det netop er ydelser til mennesker med omfattende helbredsproblemer og alvorlige sygdomme. Samtidig er de også i gennemsnit betydeligt ældre end den almene befolkning. Dødeligheden kan variere fra år til år af mange årsager, men en del af denne variation skyldes tilfældigheder.”

”Man kan ikke udlede, at de pågældende personer er døde pga. de sociale ydelser eller pga. kontakten med beskæftigelsessystemet. Det absolut mest sandsynlige er, at de er døde af sygdom og/eller alderdom. Man kan sagtens diskutere rimeligheden af måden, beskæftigelsessystemet og de sociale ydelser er indrettet på, men det ville være forkert at slutte, at der er en kausalsammenhæng mellem de ting og så dødeligheden for nogle målgrupper, der per definition netop er syge.”

”Nej, man kan ikke konkludere eller sandsynliggøre, at der er en sammenhæng [mellem den førte beskæftigelsespolitik og selvmordstallene, eller at jobcentrene presser syge ud i selvmord, red.]. Selvmord er først og fremmest et resultat af alvorlig psykisk sygdom (depression er her den hyppigste). Denne målgruppe er overrepræsenteret i de nævnte ydelsesgrupper. Lange ventetider i psykiatrien, utilstrækkelig behandling og en lang række individuelle forhold er mere sandsynlige årsagsforklaringer.”

Mathias Herup Nielsen

Mathias Herup Nielsen er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Han har sendt mig følgende svar på mine spørgsmål i en mail:

”Sådanne spørgsmål [til ministeren om dødelighed] er et vigtigt redskab til at få ting frem i lyset. Især den med dødeligheden blandt førtidspensionister de første seks måneder vil jeg skrive mig bag øret – det virker som et meget højt tal. Det siger i al fald noget om, at borgere, der har fået førtidspension i perioden, har været meget sårbare.”

”Jeg vil ikke udtale mig om årsagerne til tallene, for jeg har meget lidt yderligere viden/forskning at støtte mig til, og ud fra tallene alene er det for mig at se svært at udlede nogen kausalitet i forhold til systemets virkemåder og den førte politik (som du efterspørger): at spekulere over, om tallene også afspejler at ”jobcentrene presser de syge over evne” vil for mig netop være spekulation. Vi ved så at sige ikke, hvad der er hønen, og hvad der er ægget her.”

”Mit svar er ikke, at der er noget i tallene, som modsiger din antagelse – den kan sagtens være sand. Mit svar er, at det for mig at se er svært at sige noget om (bekræfte/afkræfte) antagelsen ud fra tallene og svarene fra ministeren.”

Mikkel Rasmussen

Mikkel Rasmussen er speciallæge i psykiatri. Han har sendt mig følgende svar på mine spørgsmål i en mail:

”Det er vigtigt at understrege, at de tilgængelige tal ikke i sig selv kan bruges til at fastslå en direkte kausal sammenhæng mellem beskæftigelsespolitikken/jobcentrenes praksis og den forhøjede dødelighed.

Tallene viser, at der er tale om meget syge mennesker, og at der tilsyneladende er flere meget syge i de nye ordninger end tidligere. Der kan være mange forskellige dødsårsager, herunder sygdom og selvmord, men det kan ikke konkluderes, at dødsfaldene skyldes selve opholdet i disse ordninger eller jobcentrenes praksis alene.

Dog peger flere eksperter og kritikere på, at de lange og ofte opslidende forløb, hvor alvorligt syge mennesker fastholdes i systemet uden afklaring, kan have negative konsekvenser for helbredet og livskvaliteten, hvilket måske kan bidrage til overdødelighed.”

”En undersøgelse fra Psykiatrifonden og SIND viste, at jo længere tid folk er i jobcenterforløb, jo større er risikoen for psykisk mistrivsel, herunder PTSD og selvmordstanker. Cirka én ud af ti deltagere havde haft selvmordstanker, og mere end to ud af ti sygemeldte havde tanker om, at livet ikke var værd at leve.”

”Selvom der er dokumenteret sammenhæng mellem langvarige, uafklarede og belastende jobcenterforløb og forværret psykisk helbred, herunder øget risiko for selvmordstanker, er det metodisk vanskeligt at fastslå en direkte kausalitet mellem jobcentrenes praksis og selvmord. Det skyldes, at selvmord ofte er resultatet af et komplekst samspil mellem sygdom, sociale forhold, økonomiske problemer og systempres. Dog er der veldokumenterede eksempler på, at pres fra jobcentre – især når lægelige vurderinger tilsidesættes, og syge fastholdes i uafklarede forløb – kan være en væsentlig belastningsfaktor. Der har gennem tiden været mange, der har advaret om, at et beskæftigelsessystem, der er uigennemskueligt og udøver et for stort pres på en syg borger, kan gøre syge endnu mere syge og øge risikoen for opgivenhed og i kølvandet heraf øge risikoen for selvmordstanker blandt de mest udsatte.”

”Min samlede vurdering er:

Der er dokumenteret overdødelighed blandt personer i førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse og især ressourceforløb sammenlignet med den generelle befolkning.

Selvmord udgør en betydelig andel af dødsfaldene i disse grupper, og der er veldokumenterede sammenhænge mellem langvarige jobcenterforløb og forværret psykisk helbred.

Det kan ikke endegyldigt konkluderes, at jobcentrene alene er årsagen til overdødelighed eller selvmord, men systemets praksis og politik spiller sandsynligvis en væsentlig rolle for de mest udsatte borgere.
Dødelighedsprocenterne er markant højere blandt personer på forsørgelsesydelser sammenlignet med den generelle befolkning, især for førtidspensionister og ældre aldersgrupper. Forskellene afspejler, at modtagere af disse ydelser ofte har dårligere helbred og mere komplekse sociale problemer end gennemsnittet af befolkningen.

Der er nødt til at være mere målrettet forskning på området for at lave sammenlignelige grupper i forhold til ydelser og for at kunne komme nærmere, om der er en reel direkte sammenhæng, eller det blot er fordi der i forvejen er tale om meget syge mennesker med en i forvejen forhøjet dødelighed uanfægtet forløb i et jobcenter.”

Bolette Friderichsen

Bolette Friderichsen er privatpraktiserende læge i Hobro og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM. Vi har talt sammen i telefon den 20. juni om mine spørgsmål. Hun begynder med at sige:

”Jeg tør ikke svare på, om man kan udlede kausalitet af dødelighedstallene, og om jobcentrene direkte presser syge ud i selvmord. Det må andre belyse. Men jeg kan bidrage med billeder fra lægens bord.”

Hun fortæller mig om, at der helt grundlæggende er et stort gap mellem den måde, som jobcentersystemet fungerer på, og den måde, som patienterne fungerer på, ligesom der grundlæggende er et stort gap mellem jobcentersystemets indretning og den måde, hun arbejder på som læge. Det er skadeligt for hendes patienter i systemet:

”Det er en udfordring, at jobcenteret arbejder efter én lovgivning [flere love på beskæftigelsesområdet, red.], mens jeg arbejder efter en anden (sundhedsloven). Det er jo ikke onde mennesker, der arbejder i jobcentersystemet, men systemet bygger på mistro over for både patienten og lægen. Vi taler ikke rigtigt sammen og arbejder sammen i de to systemer om det samme mål for patienten. Sagsgangen kræver meget papir, og jeg skal ofte skrive en ny attest, selvom intet har ændret sig med patientens helbred. Systemet indeholder rigtig megen ventetid.”

”Jeg oplever hos mine patienter meget stor vilje til at komme i gang med indsatser i jobcenteret, når de påbegynder disse. Men de mister modet, håbet og motivationen, hvis de f.eks. skal i ressourceforløb nummer to og tre. Det gør dem utrygge, giver dem en masse nederlag og ingen afklaring. Det kan være så belastende for dem, at de får toksisk stress (jobcenterstress) og taber funktionsevne. De oplever at være ude af kontrol med deres forløb, mens de ikke ved, hvad det næste krav og det næste skridt er, og om de kan leve op til de næste krav. Det har jeg mange eksempler på. Men jeg har også eksempler på, hvor godt det kan gå for dem, hvis der kommer en hurtig afklaring i jobcenteret. Det spiller en rigtig stor rolle for patienterne, hvis de kan være trygge og i kontrol.”

Jeg spurgte Bolette Friderichsen: Hvordan ville du hellere have, jobcentersystemet skulle fungere?

Hun svarede: ”Jeg ville hellere have en fælles forståelse og rundbordssamtaler mellem patient, læge og jobcenterets medarbejdere, så vi undgår misforståelser, end at have så mange attester som i dag. Dér, hvor jeg har oplevet succeser for mine patienter i jobcenteret, er, når vi har kunnet have rundbordssamtaler i lægehuset.”

Der er brug for at sikre retssikkerheden

De spørgsmål, jeg stillede de fire eksperter, er meget omfattende. Kausalitet er ofte meget svært at fastslå, og ingen af de adspurgte eksperter vil altså fastslå en direkte kausal sammenhæng mellem beskæftigelsespolitikken/jobcentrenes praksis og den forhøjede dødelighed. Måske kan man hævde en form for korrelation (statistisk sammenhæng) – men man kan ikke bevise den.

Tallene viser dog, at der er tale om meget syge mennesker. Og som Mikkel Rasmussen og Bolette Friderichsen påpeger, er den førte beskæftigelsespolitik med til at skade borgere i jobcenterforløb med blandt andet toksisk stress, som udsætter deres helbred for fare og nedbryder deres funktionsevne yderligere. Det er i sig selv dybt kritisabelt.

Jeg synes, det er godt, at regeringen vil afskaffe ressourceforløbet. Ifølge Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats vil alene afskaffelsen heraf betyde, at borgere i gennemsnit overgår 27 måneder tidligere til førtidspension end i praksissen siden 2013. Og det er positivt, hvis den politiske og den forvaltningsmæssige respekt for de syges tid, liv og helbred bliver højnet.

Men det er stadig problematisk, at regeringen lægger op til en ”kommunal konkurrencestat”, som fortsat vil true borgernes retssikkerhed. Hvorfor ikke f.eks. garantere alle borgere en afklaringsret, hvor de efter ét år i beskæftigelsessystemets vold kunne blive afklaret endegyldigt fra kontanthjælp eller andre ydelser til fleksjob eller førtidspension, eller hvad det nu måtte være?

Den lange ventetid i systemets korridorer er jo en af de tungeste kilder til at invalidere borgerne endnu mere, end de allerede er, når de træder ind i systemet.

Hvis du er i alvorlig krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan f.eks. kontakte Livsliniens telefonrådgivning på telefonnr. 70 201 201.

Sidst opdateret: 26/06/2025 - 10:47[/b]

Hilsen Peter (y)

[phhmw]

[b]Af LISBETH RIISAGER HENRIKSEN
Cand.mag. og forfatter. Redaktør af bogantologierne ‘Hvad i alverden er meningen?’ (2011) og ‘Et liv i andres hænder’ (2014). Skribent og debattør i POV. Tidligere blogger hos Avisen og A4 Nu om social-, beskæftigelses- og sundhedspolitik.

Unge, syge som raske, bør sende en tak til Lisbeth Riisager Henriksen

phhmw: Glem ikke denne analyse i stemmeboksen

https://pov.international/rekordmange-unge-pa-fortidspension/?fbclid=IwY2xjawMSjbtleHRuA2FlbQIxMQABHqldUTbUatq5FM_E5vE1ndCK3Zx2nOlxpfkBzrJKFH76DvvKb5hCEnpChgjC_aem_tf2K7ZPUEff4BBJNrpf7hQ

LISBETH RIISAGER HENRIKSEN
20.08.2025

FØRTIDSPENSION // KRONIK – Igen og igen ser vi politikere udtale, at alt for mange får førtidspension, særligt blandt unge under 40 år. Medierne taler om ”rekordmange unge på førtidspension”, og beskæftigelsesministeren har åbnet for en grundlæggende debat om, hvorvidt førtidspensionen overhovedet skal eksistere. Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel vil ikke udelukke, at retten til varig førtidspension for personer under 40 år kan blive afskaffet. Men fortællingen er skæv, siger Lisbeth Riisager Henriksen.

I den kommende politiske sæson i Folketinget venter en folketingsbehandling af en ny beskæftigelsesreform og mulige forhandlinger om førtidspension. https://pov.international/beskaeftigelsesreform-er-et-stort-eksperiment/

I en række artikler i Berlingske har politikere fra bl.a. Socialdemokratiet og Venstre kastet bolden hårdt op til de drøftelser.

”Rekordmange unge” https://www.berlingske.dk/oekonomi/nye-tal-afsloerer-kaempe-svigt-rekordmange-unge-faar-foertidspension under 40 år, i alt 40.617 personer, får førtidspension, lød det den 8. august på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i juni måned.

Heraf skyldes næsten halvdelen psykiske lidelser – antallet omtales ikke neutralt, men værdiladet som en ”eksplosion”.

Journalisten pointerer, at de årlige udgifter er steget til i alt (forventeligt) 57 milliarder kroner i år, men præciserer ikke, at dette beløb går på alle førtidspensionister i alle aldre, ikke alene på dem under 40 år.

Det er et samfundsproblem med så mange unge førtidspensionister og så store udgifter, konkluderer avisen
.
Parkerede gøgeunger på perronen

Artiklen bruger ikke ordet ”gøgeunger”, men det er dén metaforik, som melder sig hos mig som læser via framingen og de udvalgte politikercitater.

De interviewede politikere benytter de samme metaforer om førtidspension og førtidspensionister, som Mette Frederiksen gjorde, da hun var beskæftigelsesminister: Førtidspension kaldes ”parkering på perronen”, ”opgivelse”, ”svigt” af mennesker osv., og livet som førtidspensionist kaldes ”passivt”.

Det er nedværdigende, udskammende og stigmatiserende betegnelser.

Resultatet er en fordrejning af historien om, hvorfor mange personer under 40 år får førtidspension i dag, hvem der har svigtet hvem og hvordan, og hvad regeringen bør gøre politisk. Det vil jeg gerne nuancere.

Stigningen hænger også sammen med en stigende psykisk mistrivsel blandt unge, der starter i folkeskolen, og med generelle nedskæringer i velfærdsstaten som fx inklusionsreformen og en nedskåret psykiatri

I artiklen den 8. august skriver Berlingske, at Mette Frederiksens erklærede hensigt med sin reform af førtidspension og fleksjob i 2012 som daværende beskæftigelsesminister var at få færre nye førtidspensionister, især i aldersklassen under 40 år.

Reformen lykkedes i årene fra 2013 til 2018, skriver avisen, men siden 2019 begyndte udviklingen i tildelingerne at stige kraftigt igen.

Beskæftigelsesordfører Jens Joel (S) kommenterer udviklingen i samme avis: ”Det er et kæmpe svigt fra samfundets side, når så mange under 40 år bliver opgivet og parkeret på en passiv forsørgelse. Det er alt, alt for tidligt,” lyder det.

Beskæftigelsesordfører Jens Joel (S) vil ikke afvise, at retten til varig førtidspension for unge under 40 kan ændres.

Berlingske har også indhentet kommentarer fra to eksperter i socialvidenskab, lektor ved Via University College Finn Amby og seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) Iben Bolvig til historien.

Finn Amby siger bl.a., at stigningen ”… handler om, at for mange ikke får den rigtige hjælp i tide, og at de derfor ender helt derude, hvor førtidspension er et tema. Der er langt derud, det er ikke en ydelse, man bare trækker i en automat”.

Han siger derudover, ligesom Iben Bolvig, at stigningen også hænger sammen med en stigende psykisk mistrivsel blandt unge, der starter i folkeskolen og med generelle nedskæringer i velfærdsstaten som fx inklusionsreformen og en nedskåret psykiatri.

Deres kommentarer virker imidlertid mest som et appendiks til en historie om, hvor dyre førtidspensionister er for samfundet.

”Skal vi overhovedet have en førtidspension?”

I en tilhørende artikel samme dag udtrykker lederen af Det Konservative Folkeparti, Mona Juul, forargelse over antallet af unge førtidspensionister:https://www.berlingske.dk/oekonomi/rekordmange-unge-faar-foertidspension-nu-kraever-mona-juul-et-opgoer-meduanstaendigt-system

”Tallene indikerer, at det ikke er praksis i dag [at førtidspension kun tilkendes i ekstraordinære tilfælde].” Det skal godt nok hedde sig, at der ”selvfølgelig” er ”mennesker, der ikke kan passe et arbejde, og som skal sikres af fællesskabet”, men dem vil hun alligevel jagte nidkært nu.

I en artikel den 13. august https://www.berlingske.dk/oekonomi/borgmester-vil-bremse-bekymrende-udvikling-med-kontroversielt-forslag-unge-skal-ikke-parkeres-paa-foertidspension siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Jens-Kristian Lütken (V), at han ønsker lovgivningen ændret, så man ikke skal kunne få tilkendt en varig førtidspension, mens man er under 40 år. I samme artikel siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at ”vi bør have en mere grundlæggende snak om, hvorvidt vi overhovedet skal have den førtidspension”.

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) foreslår, at personer under 40 ikke længere skal kunne tilkendes varig førtidspension.

Det er bekymrende politiske udsagn med vidtgående potentielle implikationer for tusindvis af sygdomsramte borgere med nedsat arbejdsevne i fremtiden.

Avisens egen udlægning er, at reformen af førtidspensionen fra 2012 er ”fejlslagen”, fordi den ikke førte til de ønskede langsigtede samfundsøkonomiske besparelser efter 2019.

På lederplads hedder det, https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-politisk-reformiver-redder-ikke-unge-fra-foertidspension at avisen er kritisk over for Socialdemokratiets og Venstres forslag om nye forringelser af førtidspensionen, idet ”usikkerhed om fremtidigt forsørgelsesgrundlag kan have negative effekter”.

Vil Socialdemokratiet afskaffe retten til varig førtidspension for personer under 40 år ligesom Lütken?

Joel svarer vævende, men vil ikke afkræfte, at det kan komme på tale

Berlingskes historier er blevet efterfulgt af medieindslag i P1 Morgen, Altinget, Radio IIII med flere. Radio IIII interviewede fx Jens-Kristian Lütken for at få præciseret hans nye agenda.

Journalisten spørger, om Lütken ønsker, at man som fremtidig førtidspensionist aldrig kan få lukket sin sag. Lütken svarer, at det ”kommer (…) an på, hvilke typer lidelser man har” (fordi han påstår, at mange psykisk syge med tiden kan blive rehabiliteret).

Journalisten spørger igen, om det så betyder, at man som fremtidig førtidspensionist med en psykisk lidelse aldrig kan få lukket sin sag.

Lütken svarer: ”Jo, det kan jo godt være, at man kan det efter fem år eller efter ti.”

Radio IIII interviewede også Jens Joel for at opklare, hvad Ane Halsboe-Jørgensen mener med sin udtalelse om ”en grundlæggende snak” om førtidspension. https://radio4.dk/podcasts/radio4-morgen/torsdag-d-14-august-kl-9-10

Vil Socialdemokratiet afskaffe retten til varig førtidspension for personer under 40 år ligesom Lütken? Joel svarer vævende, men vil ikke afkræfte, at det kan komme på tale.

Journalisten spørger videre, om han ”anerkender”, som privatpraktiserende socialrådgiver Maj Thorsen har gjort redaktionen opmærksom på, ”at hvis man giver besked om, at man vil justere mulighederne for førtidspension, kan det skabe en usikkerhed, som i virkeligheden gør mere skade end gavn”.

Jens Joel svarer, at han er ”enig i, at (…) hvis det, der giver forbedringen og de nye kræfter, er visheden, så er der jo et dilemma i at sige, at det er midlertidigt.”

Men alligevel ”tror [han] bare, vi bliver nødt til at holde fast i, at når der er mange flere, der får det [førtidspension], så er det, fordi vi som samfund er for dårlige til at give de unge et alternativ.”

Meningsløse ressourceforløb

Det giver ikke mening at kritisere Mette Frederiksen for ikke at have styret udgifterne til reformen godt nok ud fra de gængse økonomiske styringsmodeller.

Det var et ufravigeligt krav fra hendes og SRSF-regeringens side, at reformen skulle give en stor milliardbesparelse.

Det ser ud, som om det var hendes hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote i 2013 og 2014. https://www.a4medier.dk/aktuelt/artikel/forfatter-foertidspensionsreformen-er-en-retsskandale-paa-niveau-med-tamilsagen

Kommunerne fik carte blanche til brutalt at presse svært syge mennesker i ressourceforløb i årevis imod al lægefaglig fornuft

Lovgivningen fastslog, at man som udgangspunkt ikke kunne få tilkendt førtidspension uden forudgående deltagelse i mindst ét såkaldt ressourceforløb på mellem ét og fem års varighed (ikke kun tre år. Først fra 2022 efter ændring af reglerne kunne ressourceforløb maksimalt vare fra ét til tre år per forløb).

Selvom journalist ved P1 Orientering Jesper Tynell allerede i oktober 2012 havde afsløret, at ressourceforløbet først ville blive en indsats på så sent et tidspunkt, at det var absurd, blev det til lov.

Nogle borgere blev endda tvunget til at gennemføre flere forløb. Kun hvis ressourceforløb blev vurderet ”åbenbart formålsløst”, kunne man undtagelsesvist blive tilkendt førtidspension lidt mere direkte.

Resultatet var en markant opbremsning i det samlede antal af nye tilkendelser af førtidspension fra 2012 til 2013 og over de følgende år. Først i 2020 nåede det op på niveau med før reformen.

Jobcenterforløb forringer sygemeldtes helbred

Derimod må man sige, at hun har styret kommunerne hårdt. For kommunerne fik carte blanche til brutalt at presse svært syge mennesker i ressourceforløb i årevis imod al lægefaglig fornuft.

Resultatet er kendt fra flere eksempler og dokumenteret i en sociologisk undersøgelse fra Psykiatrifonden og Sind fra 2019/2020: Jobcenterforløb forringer sygemeldtes helbred. Jo længere forløb, jo mere mister borgerne af deres helbred, funktionsevne, arbejdsevne, værdighed, oplevelse af indflydelse over deres liv med videre. Nogle når slet ikke at blive visiteret til fleksjob eller tilkendt førtidspension, før de dør.

Politikerne må begynde at investere i og inkludere mennesker med funktionsnedsættelser tidligt og holde op med at skabe usikkerhed om fremtidens forsørgelsessystem

Men når nu de nævnte politikere godt ved det, og når de ved, at det også bliver dyrere for samfundsøkonomien at presse borgere på denne måde, hvorfor fortsætter de så alligevel med en dagsorden om, at det er for let at få tilkendt førtidspension?

Jens Joel vender alting på hovedet, når han taler om, at det er ”alt, alt for tidligt” og ”et svigt” at tilkende folk under 40 år førtidspension. Det er det naturligvis ikke, hvis det drejer sig om meget syge mennesker, som ikke har nogen nævneværdig arbejdsevne i behold.

Efter flere år med regeringerne Helle Thorning-Schmidts, Lars Løkkes Rasmussens og Mette Frederiksens reform-amok er det ikke troværdigt, at Socialdemokratiet skulle bekymre sig for de syge borgeres ve og vel. Det er det ej heller med kontanthjælpsreformen og den kommende beskæftigelsesreform. De gør begge psykisk syge unge på kontanthjælp så fattige, at mange af dem ikke vil kunne opretholde en bolig og en basal økonomi.

De virkelige svigt

De virkelige svigt fra regeringen, det meste af Folketinget, regionerne og kommunerne er nogle andre:

De har forringet psykiatrien og andre dele af sundhedsvæsenet, skolevæsenet, uddannelsessystemet, social- og beskæftigelsessystemet

De har forringet respekten for lægers vurderinger af syge borgere

De har forringet retten til førtidspension

De har forringet retten til fleksjob, lønvilkår osv.

De har forringet retten til sygedagpenge og kontanthjælp

De har placeret folk lang tid i venteposition med uvished om deres forsørgelse grænsende til tortur

De har nedbrudt helbred og arbejdsevne i langvarige ressourceforløb, afklaringsforløb osv.

De har forringet kompensationen til mennesker med handicap over en bred kam

De har forringet retssikkerheden

De omtaler igen og igen de syge i jobcentersystemet og førtidspensionister med mistillid, nedværdigelse og foragt

Disse svigt bør stoppes. Politikerne må begynde at investere i og inkludere mennesker med funktionsnedsættelser tidligt og holde op med at skabe usikkerhed om fremtidens forsørgelsessystem[/b]

Hilsen Peter :evil: og stor tak til Lisbeth Riisager:hjerte:

[phhmw]

[b]TÆNK PÅ DENNE ARTIKEL AF LISBETH RIISAGER HENRIKSEN NÅR DU AFGIVER DIN STEMME TL KV 2925

https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/debat/10750-regeringen-fratager-sociale-ydelser-fra-psykisk-syge-og-udsatte-det-er-en-farlig-plan.html

Af Lisbeth Riisager Henriksen,
cand.mag., forfatter

Beskæftigelsesministeriets lovprogram for folketingsåret 2025-2026 indeholder en række vidtgående forringelser af sociale ydelser for retspsykiatriske patienter, kriminelle og ikke-vestlige indvandrere. Flere af disse medfører ulovlig diskrimination af de sygeste og svageste mennesker i Danmark, skriver Lisbeth Riisager Henriksen, der opfordrer regeringen til at indstille klapjagten.

Alt for mange unge under 40 år får tilkendt førtidspension. Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget den 7. oktober. Statsministeren fremhævede også, at ”mange af dem, der nu førtidspensioneres – i modstrid med de politiske ønsker, vi har her i Folketinget – ja, det er unge med psykiske lidelser. Her kan en førtidspension simpelthen ikke være svaret.”

I stedet for at medarbejdere involveret i lovforvaltningen uddeler førtidspensioner med rund hånd, ”har (vi) brug for socialrådgivere, der træffer svære afgørelser”, sagde Mette Frederiksen; hvilket man rimeligvis kan fortolke som en eufemisme for socialrådgivere, der træffer hårdere afgørelser om enten at afvise ansøgninger eller genåbne tidligere tildelte førtidspensioner.

Det er synspunkter, som især Socialdemokratiet og Venstre i de seneste år har gentaget, ligesom de taler om ”for mange” kriminelle og ikke-vestlige indvandrere på førtidspension i populistisk konkurrence med Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og andre blå partier med nationalkonservative islæt.

Men statsministeren satte selv dagsordenen med, hvad mange kritikere har vurderet som en helbredsskadelig og kontraproduktiv reform af førtidspension og fleksjob og flere andre vidtgående lovændringer som daværende beskæftigelsesminister.

Fortællingen om ”for mange” førtidspensionister er med andre ord skæv. Der har i mange år været et betydeligt pres på borgernes retssikkerhed i den offentlige forvaltning – sjældent til borgernes gunst – og Mette Frederiksen hegnede for eksempel selv et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote i 2013-2014. Som Psykiatrifonden har beskrevet, har jobcenterforløb i mange tilfælde forringet de sygemeldtes helbred.

Ét lovforslag vil fratage sociale ydelser fra visse retspsykiatriske patienter

Fire af lovforslagene i regeringens lovprogram for folketingsåret 2025-2026 under Beskæftigelsesministeriets ressort indeholder efter min mening særligt kritiske elementer for sygdomsramte borgere. Ét lovforslag vil tage folke-, førtids-, senior- og tidlig pension samt kontanthjælp fra alle anbringelses- og behandlingsdømte retspsykiatriske patienter, mens de er indlagt. Det vil i stedet give dem 1.725 kr. månedligt i lommepenge. Det udmønter en politisk aftale fra Ane Halsboe-Jørgensens tid som tidligere beskæftigelsesminister, som vil blive førstebehandlet ultimo oktober måned.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at lovforslaget strider imod det menneskeretlige diskriminationsforbud. Først og fremmest er det dybt problematisk, at det sidestiller retspsykiatriske patienter med indsatte og varetægtsfængslede. Det er et grundlæggende strafferetligt princip, at man skelner mellem dem, der er utilregnelige, og dem, der er tilregnelige i gerningsøjeblikket.

Men lovforslaget vil også påføre de retspsykiatriske patienter et så betydeligt økonomisk afsavn, at de vil ende med at blive fastholdt endnu længere tid i retspsykiatrien end i dag. Overlæge i retspsykiatri Hans Henrik Ockelmann skønner, at det vil forlænge særforanstaltningen med mellem et halvt og et helt år per patient. Det gør diskriminationen uproportional i forhold til lovforslagets formål og derfor ulovlig.

Instituttet anbefaler, at lovforslaget ikke bliver fremsat i sin nuværende udformning, men ændres fundamentalt. Kritikken og anbefalingerne deles af en lang række andre organisationer og repræsentanter – se min uddybning i POV den 6. oktober 2025.

Det har ifølge Ankestyrelsens principafgørelse 120-13 været almindelig retspraksis, at man som udgangspunkt ikke frakender førtidspension, medmindre der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som gør personen i stand til at blive selvforsørgende. Det gælder især personer, der har fået tilkendt førtidspension før 2003. Lovforslaget er derfor et brud med nuværende retspraksis. Jeg opfordrer regeringen til at tage det af bordet.

Der er nu kommet høringsnotat samt samling af høringssvarene til lovforslaget. Trods meget alvorlig kritik af lovforslaget fra mange sider hedder det fra både beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (Soc.) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) igen og igen i høringsnotatet: “Høringssvarene giver ikke anledning til ændringer til lovforslaget.”

Jeg synes, det er helt forrykt, at regeringen er fuldstændigt ligeglad med høringssvar fra dem, der kender området.

Et andet lovforslag vil fratage sociale ydelser fra visse alvorligt kriminelle

Et andet lovforslag vil tage førtidspension, seniorpension og tidlig pension fra personer, der er idømt en ubetinget fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for alvorlig kriminalitet (især bandekriminalitet, grov narkokriminalitet eller særlig grov økonomisk kriminalitet).

Begrebet ”anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter” dækker her blandt andet over strafferetlige særforanstaltninger som frihedsberøvelse på eksempelvis en retspsykiatrisk afdeling eller et botilbud.

Lovforslaget vil også fratage målgruppen retten til at få pensionen tilkendt igen i en femårig periode efter udstået straf og i en tilsvarende tidsperiode skærpe karantæneordningen, så visse kriminelle også bliver udelukket fra at modtage en række andre offentlige ydelser. Det udmønter en politisk aftale fra Ane Halsboe-Jørgensens tid som beskæftigelsesminister og vil blive førstebehandlet i november måned.

For så vidt angår særforanstaltninger, så kan de indebære gentagne frihedsberøvelser, hvor borgeren indlægges, udskrives, genindlægges og så videre. Derfor vil frakendelses- og karantæneperioden for målgruppen idømt særforanstaltninger begynde forfra efter hver udskrivning, indtil særforanstaltningen ophæves. Der kan derfor gå mange år, før de kommer fem år frem efter sidste udskrivning og igen kan søge om at få tilkendt førtids- og seniorpension.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at dette lovforslag også vil medføre ulovlig diskrimination af målgruppen for en særforanstaltning.

Dette fordi Instituttet finder det tvivlsomt, at lovforslaget vil kunne forebygge kriminalitet hos denne gruppe, som er et af Beskæftigelsesministeriets anførte formål med lovforslaget. Endvidere vurderer Instituttet, at førtids- eller seniorpensionister i de fleste tilfælde har et handicap i FN’s handicapkonventions forstand.

De berørte borgere vil derfor blive meget hårdt ramt, når de fratages en ydelse, som de er blevet tilkendt netop på grund af varigt nedsat arbejdsevne, og i stedet henvises til kontanthjælp og pålægges aktiverings- og arbejdspligt. Derfor, vurderer de, udgør lovforslaget et disproportionalt indgreb i forhold til retspsykiatriske patienter og forstærker i øvrigt eksisterende diskrimination af disse.

Instituttets eksperter peger også på, at det kan være konventionsstridigt at pålægge de retspsykiatriske patienter ”at deltage i aktiveringstilbud og lignende, som de ikke magter (eller som ligefrem er skadelige for deres helbred), og som ikke har nogen saglig begrundelse, idet der åbenlyst ikke er nogen udsigt til at forbedre borgerens mulighed for selvforsørgelse”. Og så rejser de spørgsmål ved, om forslaget er foreneligt med Grundlovens § 75, stk. 2 om, at den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, er berettiget til hjælp fra det offentlige.

En lille gruppe patienter vil blive ramt af begge lovforslag. Specialkonsulent i ligebehandling ved Institut for Menneskerettigheder Peter Kristian Hjaltason vurderer i en e-mail til POV:

“Den kumulative effekt af de to lovforslag vil således være, at anbringelses- og behandlingsdømte retspsykiatriske patienters ydelse stoppes under indlæggelsen (det første lovforslag), og at de – efter deres udskrivelse – frakendes deres førtidspension (hvis de modtager dette) og sættes ned på det laveste niveau af kontanthjælp i fem år, hvis de har begået bestemte former for lovovertrædelser, navnlig bandekriminalitet, grov narkokriminalitet eller særlig grov økonomisk kriminalitet (det andet lovforslag).”

Instituttet anbefaler derfor at tage personer idømt en særforanstaltning ud af det andet lovforslag. Det tilslutter jeg mig, men hele lovforslaget burde tages af bordet.

To andre lovforslag vil ændre lov om aktiv beskæftigelsesindsats og genåbne førtidspension for ikke-vestlige indvandrere

Et stort, tredje lovforslag vil ændre lov om aktiv beskæftigelsesindsats og flere andre love. Det udmønter en politisk aftale og vil blive førstebehandlet i november.

Et planlagt fjerde lovforslag vil genåbne ”visse” førtidspensionssager. Det har ifølge lovprogrammet ”til formål at sikre en systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager, hvor det skal vurderes, om der er grundlag for at genåbne sager med henblik på frakendelse.”

DR Nyheder har spurgt beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek, hvor mange af de nuværende 255.000 førtidspensionisters sager regeringen ønsker at få genvurderet, og hvordan regeringen vil udvælge dem.

Det ville han ikke svare på.

Men Beskæftigelsesministeriet præciserede, at hans fokus i de kommende politiske forhandlinger i efteråret vil være på ”overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension”.

Over for Altinget har den socialdemokratiske minister bekræftet, at de politiske forhandlinger skal munde ud i et lovforslag, der gør det muligt specifikt at genåbne førtidspensionssager og frakende førtidspension blandt ikke-vestlige indvandrere. Det planlægges førstebehandlet i februar måned 2026.

Eksperter advarer om, at det kan være ulovligt at gå efter helt specifikke målgrupper.

De sygeste og svageste borgere står for skud

Denne plan ligner en ny klapjagt på de svageste og de sygeste borgere og er efter min opfattelse udtryk for en både uhyggelig og uacceptabel fremfærd fra regeringens side. Man skaber usikkerhed og frygt hos målgruppen og gør en i forvejen meget utryg og barrierebelagt virkelighed som syg og uarbejdsdygtig endnu mere utryg for både nuværende førtidspensionister og nuværende klienter i jobcentersystemet.

Som tidligere nævnt har man kunnet forvente, at en én gang tilkendt førtidspension som udgangspunkt ikke kan frakendes. Det piller ved retsfølelsen, at regeringen nu sår grundlæggende tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan regne med tilkendte sociale ydelser. Og når de er færdige med at tage ydelser fra de ikke-vestlige indvandrere, hvem bliver så de næste?

At Socialdemokratiet og regeringen ikke angrer deres svigt af titusindvis af syge igennem mere end et årti i Mette Frederiksens reform-amok, men fortsætter med nidkært at drive klapjagt på de sygeste og svageste borgere i Danmark, er skamløst og uanstændigt. Herfra skal det lyde: Stop klapjagten og tag planen af bordet!

Dette debatindlæg er en bearbejdning af Lisbeth Riisager Henriksens kronik ”Stop regeringens klapjagt på de sygeste og svageste borgere i Danmark” i POV International 15. oktober 2025[/b]

Tak til Lisbeth:hjerte:

Hilsen Peter :evil::mad:

[phhmw]

[b]Af Lisbeth Riisager på Facebook:

METTE FREDERIKSEN SIGER I SIN ÅBNINGSTALE I FOLKETINGET, AT REGERINGEN VIL GØRE NOGET VED, AT “FOR MANGE” UNGE FÅR TILKENDT FØRTIDSPENSION. HJÆLP OS MED AT MINDE OM HENDES EGET HISTORISKE ANSVAR FOR DE MANGE SVIGTEDE MENNESKER I SOCIAL- OG BESKÆFTIGELSESPOLITIKKEN!

Skulle man være i tvivl om det, så er det altså også statsminister Mette Frederiksens dagsorden - ligesom i 2012 - at “for mange under 40 år får tilkendt førtidspension”.

Det sagde hun i sin åbningstale til Folketinget i dag:
"[i]Trods politiske beslutninger om det modsatte, så er der i dag alt for mange unge under 40 år, der får tilkendt førtidspension. Der er stadig alt for mange unge, der hverken er i uddannelse eller job.
Førtidspension til unge må og skal være en absolut undtagelse.
Reserveret til mennesker med så store funktionsnedsættelser, at de åbenlyst aldrig kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men mange af dem, der nu førtidspensioneres – i modstrid med de politiske ønsker, vi har her i Folketinget – ja, det er unge med psykiske lidelser.
Her kan en førtidspension simpelthen ikke være svaret.
Det kommer vi til at gøre noget ved[/i]."

https://stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-folketingets-aabning-den-7-oktober-2025/?fbclid=IwY2xjawO2RlZleHRuA2FlbQIxMABicmlkETBRTEZYMG9PT0FBaTgyN3Zhc3J0YwZhcHBfaWQQMjIyMDM5MTc4ODIwMDg5MgABHrSYmYh9253AZdN3P11etsK-NpD7giTRrTqmVqDf3Xy4m8SlDLQICQj4A12Z_aem_G2j6KkSzzCUqoKbdRGjmmA

Det sagde hun i en tale, hvor hun indledte med at sige, at mange folkevalgte politikere bliver udsat for vold, trusler og chikane, og at “demokratiet”, “samtalen” og “vores værdier” bliver truet af udemokratiske mørkekræfter.

Selvsagt tager jeg afstand fra al vold, trusler, chikane osv., uanset hvem vi i øvrigt taler om. Men jeg synes, at Mette Frederiksen som vanligt lukkede sig om sine egne, om magthaverne, samtidig med at hun tegnede et billede af sig selv og regeringen som god og andre befolkningsgrupper og andre statsmagter som onde.

Der var meget lidt selvkritik i fremstillingen af alt dette demokrati.
Men hvem er det egentlig, der truer demokratiet og vores velfærdsinstitutioner?

Hvor kommer “mistillid” til og “had” mod folkevalgte egentlig fra?

Når regeringspolitikere og statsministeren lukker sig om sig selv og ikke lytter til befolkningsrepræsentanter, der advarer om, at lovforslag vil være ulovlige eller skade befolkningsgrupper, ja, at nogen f.eks. vil blive endnu mere psykisk syge eller hjemløse på grund af dem, så er det ikke demokrati i Hal Kochs forstand.

Når regeringen gennemfører politik, der skader mange svagt stillede borgere, og de bare gør det, fordi de har magten, så er det ikke Hal Kochs begreb om demokrati, der er på spil. Mette Frederiksen talte hele tiden om “de fleste”, men ikke om de minoriteter som f.eks. mennesker med handicap, der også har krav på samfundets beskyttelse.

Jeg hørte en statsminister, der fortsatte tiltagende autoritære takter under forsøg på at fremstille sig selv som demokratiets og moralens vogter. Og dét lige efter, at Magtudredningen 2.0 er barslet med endnu en massiv kritik af den aktuelle politiske magt, og at Berlingske og BT i går kunne afsløre, at Mette Frederiksen og hendes regering ikke havde talt sandt i Minksagens forhold om slettede sms’er.

Det Danmark, jeg kender, er et land, hvor en del syge mennesker og pårørende bliver behandlet som retsløse væsener i social- og beskæftigelsesforvaltningerne, i Ankestyrelsen og retsvæsenet.

Hvor uskyldige mennesker ikke får deres ret efter lovgivning på social- og beskæftigelsespolitikken ressort, men med alle mulige uretfærdige greb afvises den ret, de burde få. Hvor kommuner bruger lovgivning om chikane til at lukke munden på folk, der klager over ulovlig og uacceptabel sagsbehandling. Og hvor mange syge og mennesker med handicap i dag diskrimineres på flere plan og ikke får tilstrækkeligt plads i samfundet eller tilstrækkelig sundhedsmæssig behandling især på grund af politiske beslutninger fra skiftende regeringer, der har ignoreret og ikke vist respekt for mennesker med handicap og menneskerettighederne.

Det Danmark, jeg kender på de ressortområder, jeg skriver om, indeholder en del magtfordrejning. Og den magtfordrejning er begyndt fra øverste hylde i Folketinget under blandt andre ministre som Mette Frederiksen.

Når Mette Frederiksen og regeringen nu selv igen påstår, at “for mange” personer under 40 år modtager førtidspension, så skulle vi måske åbne folkehukommelsens sluser for hele den grimme, sundhedsskadelige reform af førtidspension og fleksjob i 2012 og den hermed forbundne målstyring af førtidspension fra Beskæftigelsesministeriets side, som hun selv stod for med gyldighed i 2013-2014 som daværende beskæftigelsesminister i 2011-2014. Den reform og den målstyring har skadet så mange sygdomsramte mennesker i Danmark lige siden.

Det var en sag, som burde have været en regulær folkeskandale i lighed med Tamilsagen, men som flertallet af medier ikke gad skrive om.

Her er en af mine artikler om den sag (fra 2019):
https://www.a4medier.dk/aktuelt/artikel/forfatter-foertidspensionsreformen-er-en-retsskandale-paa-niveau-med-tamilsagen?fbclid=IwY2xjawO2RqVleHRuA2FlbQIxMABicmlkETBRTEZYMG9PT0FBaTgyN3Zhc3J0YwZhcHBfaWQQMjIyMDM5MTc4ODIwMDg5MgABHlp5qj3KtkJM8ja3b5PNy0fb72nAFoD-j3Sj9cUuMOyDZScFX_tm0E_FBx-v_aem_Oqbed0Jwf3MdZhO3GCiHbA

Forfatter: Førtidspensionsreformen er en retsskandale på niveau med Tamilsagen Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag. og forfatter[/b]

Hilsen Peter og stor TAK til Lisbeth:hjerte:

STEM KLOGT I STEMMEBOKSEN TIL FT-VALG 2026 ellers får du mere af samme skuffe, hvilket jeg garanterer for. phhmw:evil: