[QUOTE=K.41.Odense;122971]
Men indtil da… ja, hverdagen er meget skrøbelig, og jeg skal passe rigtig godt på mig selv, for at bevare et rimeligt overskud til mine børn.
Sig det ikke til nogen… men nogle gange tænker jeg, at min eneste udvej er at aflevere børnene et eller andet sted… for selv at overleve.
Men det var før jeg fik Lamictal, stemningsstabiliserende… det reddede mit liv, tror jeg.
[/quote]
Ja det er så mig igen, fandt lige dette i tråden og undskyld at jeg tager den op, men jeg vil bare sige til dig at du over hele hovedet ikke er den eneste der har haft det sådan. Jeg kender desværre rigtigt meget til de dage hvor man bare håber på at ungerne bliver længere i SFO, tager hjem og leger med nogle, eller enddog sover hos venner. Det er som en drøm, så kan man bare blive på sofaen og være sig selv.
Det er hårdt at tænke sådan og have det sådan for man vil jo frem for alt sine børn. Jeg blev skilt for 3 år siden da jeg også blev syg, det var en befrielse, at blive sig selv igen, børnene skulle fortrinsvis være hos mig af hensyn til farens arbejde. Det holdt hårdt, men jeg så det ikke. Slæbte mig bare afsted. Da jeg så havde være i arbejdsprøvning og min søn allerede mere eller mindre boede hos sin far, som han også elsker, der måtte jeg også få overdraget min datter, jeg kunne bare ikke mere. Det var ultra hårdt også det at undvære dem. Pt bor de fast hos deres far, men vi bor tæt på hinanden, så jeg ser dem hver dag. Tillige kommer min datter og sover hos mig 2 gange om ugen den ene uge og 3 den næste, min søn sover her ca. 1 gang hveranden uge.
Det har holdt hårdt at komme til den konklusion at jeg og ikke mindst børnene nok har det bedre ved at bo fast hos deres far. Lige i øjeblikket har jeg dem 2 uger fuld tid, da faderen er ude at rejse, det er dejligt, men også hårdt. Jeg er så heldigvis kommet på noget stærkere medicin, så jeg håndtere min angst noget bedre. Desværre har vi ikke familie der kan hjælpe, men vores unger er heldigvis så store 11 og 13 år at de også kan meget selv.
Har du mulighed for det syntes jeg at du skal få noget hjælp til at passe dine børn, hvor meget er de hos faderen ? Ikke mindst under din sag med kommunen vil du måske føle dig endnu mere presse, jeg kender godt den lettelse det er når de er gået i seng og man bare er sig selv. Nu kan jeg bedre nyde at de er her, for jeg ved at de også har et andet godt hjem, så jeg kan blive aflastet hvilket jeg klart også har behov for.
Nå men jeg ville bare lige sige at jeg sagtens kan forstå dig, men er det muligt for dig at søge aflastning evt. ved at de er noget mere hos faderen og det er ok med jer begge, så vil jeg klart opfordre dig hertil. Tænk sig at hvis det var faderen der var syg, så var det jo ikke noget problem at du/moderen tog ungerne noget mere, det er blot et spørgsmål om rolle fordeling og vi har jo alle ret til den hjælp vi kan få til at få det bedre.
Kh. EE
), hvis du søgte om midlertidig pension, og hvad resultatet så blev! For i min verden, så ville du jo være oplagt til en midlertidig pension, men min verden er ikke nødvendigvis den lovgivningsmæssige verden.