[i]Ændringerne træder i kraft over tid
- februar 2026
Her afskaffes blandt andet ressourceforløb, revalidering og jobrotation.
- juli 2026
Fri organisering af den tværfaglige indsats og afskaffelse af krav om rehabiliteringsteams. Blandt flere ændringer.
- januar 2027
Flere ændringer blandt andet vedrørende sanktioner. Desuden afskaffes jobafklaringsforløb.
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering[/i]
Fra i dag bliver kommunerne sat fri: ‘Nu er det den faglige dømmekraft, der skal være i højsædet’
Fremover er det op til den enkelte kommune at bestemme, hvordan jobindsatsen skal være.
Der er mange, der har været godt trætte af regler og bureaukrati, når det gælder landets jobcentre.
Men nu begynder de store forandringer på området.
I dag træder beskæftigelsesreformen, der blev vedtaget sidste år, nemlig i kraft.
Det betyder i sidste ende, at kommunerne må organisere hjælpen til blandt andre ledige, sygemeldte og kontanthjælpsmodtagere, som de vil.
- Det er en stor ændring, at vi selv skal finde ud af, hvad der giver mening sammen med borgerne, når der ikke længere er en rettesnor fra lovgivningen, der fortæller, hvad vi skal gøre, siger Pia Damtoft, direktør for borger- og arbejdsmarked i Esbjerg Kommune.
Der er særligt én regel, hun ser frem til at slippe for.
- Det at man skal ind til en samtale på jobcentret, selvom man ikke har noget at tale med rådgiveren om. Det har ikke givet mening, mener hun.
I Sønderborg Kommune er arbejdsmarkedschef Lasse Kamp også glad for, at reformen på området nu træder i kraft.
- Vi har længe set frem til at blive fri for de mange regler, der er på beskæftigelsesområdet. Nu er det den faglige dømmekraft, der skal være i højsædet, siger han.
Nu kan de selv bestemme
Reformen betyder netop, at det er op til den enkelte kommune, hvordan den vil tilrettelægge jobindsatsen fremover.
Der kommer med andre ord til at være stor forskel fra kommune til kommune, vurderer Iben Bolvig, der er seniorforsker hos VIVE.
- Og det er pointen, at for nogle kommuner virker én ting, og for nogle andre virker noget andet. Det kan for eksempel komme an på det lokale arbejdsmarked. De muligheder skal man nu afsøge ude i kommunerne.
Hun forklarer, at selvom kommunerne hele tiden har haft ansvaret for jobindsatsen, så har staten haft et sæt regler, som kommunerne har skullet holde sig indenfor. For eksempel krav til hvor tit de holder møder med borgerne, og hvornår, hvordan og hvor ofte folk skal sendes i aktivering.
Færre hænder
Formålet med reformen er altså at gøre op med de mange regler og få sagsbehandlernes faglighed mere i spil. Derudover skal der spares 2,7 milliarder på tværs af alle kommuner.
Socialrådgiverforeningens forkvinde i Region Syd, Mie Vode Moll, er som udgangspunkt glad for forandringen, men hun er ked af, at der samtidig skal spares penge.
I Esbjerg Kommune skal de for eksempel skære, hvad der svarer til 65 årsværk i jobcenteret frem mod 2030, og det påvirker socialrådgiverne, siger Mie Vode Moll.
- Jeg tror, kollegerne rent fagligt ser frem til ændringerne. Men for at være ærlig, så fylder det at miste kolleger rigtig meget lige nu, og vi kæmper meget for, at det ikke rammer borgerne.
På sigt er der dog flere ting, hun ser frem til.
- Vi glæder os til at gå fra en masse proceskrav og bureaukrati til i højere grad at kunne bruge vores faglige skøn og tilrettelægge gode individuelle forløb. Og så bliver der heldigvis også gjort op med nogle af de meget skrappe sanktionsregler.
- Det har vi bedt om i årevis. Det er bare ærgerligt, at der er besparelser som malurt i bægeret, siger hun.[/b]
Hilsen Peter:evil: