Jeg er en kvinde på 26år, jeg har adhd,ocd,angst,tics,depresiv. Fik min adhd diagnose som 25årig… Har altid bare fået at vide at jeg var mærkelig… Jeg for medicin stratera og motiron og det hjælper lidt.
jeg har ingen uddannelse og kan ikke holde på et arbejde.Er på kontanthjælp og har næsten været det altid.
jeg blev glad da jeg fik min diagnose for så tænkte jeg at der ville være hjælp at hente men nej… Jeg er helt alene imod et system som holder sammen. Jeg fik ved et tilfælde bevilliget hjælp til min medicin ved et tilfælde men den har de taget fra mig igen(lig med ingen medicin)… plus det eneste tilbud om hjælp der er… er at være med i et forsøg på jobcenteret(som jeg har sagt ja til) ikke andet. Har søgt en støttekontant person og fik et nej efter 6mdr men gav mig ikke så nu skal jeg snart til møde med henblik på at jeg skal have en, grunden til nej´et var at jeg har en kæreste og de mente at han kunne bare hjælpe mig… har søgt om hjælp til en ipod touch men har fået nej for det er noget alle har… min kommune har ikke et hjælpemiddel som kan hjælpe på mit behov… jeg betaler selv mit buskort til min praktik som er i gemmen jobcenteret da stedet ligger i min kommune, jeg betaler selv min transport til psykiater som ligger i en anden by( der er ingen i min) kan ikke få hjælp til dette da de siger jeg har penge nok.
Jeg føler min socialrådgiver bevist chikaner mig ved at trække til ud og ikke at svare… Hun kan ikke hjælpe mig med noget, hun siger min kommune ikke har nogle tilbud til sådan en som mig(overvejer meget at klage over hende)…
jeg betaler som min psykolog og det vil ikke hjælpe da de ikke vil betale den jeg har men vil henvise mig til en anden hvilket kommer til at betyder at jeg skal starte forfra( har haft hende jeg har i 2år) og det kan jeg ikke overskue.
Jeg har også søgt tandlæge hjælp men det kan jeg heller ikke få da de siger at jeg har penge nok til at kunne spare sammen… men er i rki så jeg kan ikke låne og ingen tandlæger i min kommune kan man afbetale hos…
det jeg vil med dette indlæg er et skrig på hjælp jeg er alene ingen hjælp fra nogle de modarbejder mig og det kan sgu da ikke være rigtig at jeg står lige så dårligt som inden jeg fik min diagnose…
hvad skal jeg gør kan snart ikke rumme det hele mere, det eneste der holder mig kørende er mit praktik sted for de for mig til at føle mig noget værd.
