Hej,
Jeg er spritny som bruger her på sitet, men har været “med på en kigger” over en længere periode. Her til morgen tænkte jeg, at nu måtte jeg oprettes som bruger, så jeg kan få det fulde udbytte af siden. Noget teknisk geni er jeg bestemt ikke, så det er meget muligt, at jeg her i starten (og måske al den tid jeg er her :)) vil lave nogle fejl… håber på lidt overbærenhed i den forbindelse.
Jeg har læst hvor mange der har store vanskeligheder med sagsbehandlingen i deres respektive kommuner. Set i det lys kan mit indlæg her nok synes som en bagatel - måske endda provokerende - for de af Jer, som har alle disse vanskeligheder. Men for mig er det et helt reel problem.
Indtil for 1 år siden arbejdede jeg som socialrådgiver i et jobcenter. Forinden dette job som souschef i en privat virksomhed. Jeg har har altid været en meget engageret medarbejder og har altid arbejdet i rigtig mange timer (opgørelse til Arbejdsskadestyrelsen viste et gennemsnit på 65 timer). Efter 10 år på arbejdsmarkedet blev jeg sygemeldt med en alvorlig depression i efteråret 2008! Pludselig vendte det hele, og jeg søgte - og fik - job. Tju hej hvor det gik derudaf. Jeg kunne bare det hele følte jeg.
Sådan har det været hele mit liv - kæmpe svingninger, men mit meget store kontrolgen og evne til at opretholde en perfekt facade har gjort, at kun ganske få har bemærket mine udsving. Mine forældre har tit sagt til mig, at jeg kunne være svær “at nå ind til”.
Sidst i juni sidste år var den så gal igen. Fornyet depression og kom - efter lidt modvilje fra min side - i kontakt med psykiatrien. August stilles diagnosen bipolar sindslidelse. CHOK!! Den kunne stilles så hurtigt, fordi jeg åbenbart er en meget udpræget en af slagsen! Medicinen ændres og de efterfølgende måneder svinger jeg mellem svære depression og manier. Virksomhedspraktik opstartes februar 2010 og afsluttes efter 3 måneder (hvor jeg reelt ikke har været der så meget pga. mani og operation). Både arbejdsplads og psykiatrisk afdeling ikke vil tage ansvaret for yderligere afprøvning. Jeg er selv rystet over hvor dårlig arbejdskraft jeg er blevet! Er meget meget langt fra fordums styrke, men under hele virksomhedspraktikken tror jeg på, at det nok skal blive bedre. Et godt liv indebærer et arbejde for mig så jeg tror på det bedste.
Chokket over, at arbejdsgiver og psyk. ikke vil forsætte forløbet, er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg synes selv, det går bedre - men det er jeg åbenbart den eneste der synes.
Min sagsbehandler (som hele vejen igennem har været meget hurtig og sober i sagsbehandlingen af mig) ringer først i juli og fortæller, at hun inden hendes ferie vil give mig en god besked… “Du er tilkendt pension”. Jeg begriber det ikke. Tænk sig, at jeg pludselig er vurderet til at have en varigt nedsat arbejdsevne… ikke bare lidt… men til en ubetydelighed! Jeg føler mig så kasseret som menneske og arbejdstager. Føler jeg har mistet min identitet. Hvad skal jeg nu stille op med mit liv? Hvad jeg skal udfylde mit liv med? Jeg føler andre gør mig dårligere end jeg er - og når jeg siger det, får jeg at vide, at det er fordi jeg ikke har selvindsigt.
Hvad søren skete der? Hvordan kommer jeg nu videre i mit liv?
Hvad tænker I? Er jeg i virkeligheden et utaknemligt rad, der ikke værdsætter pensionen, når I andre nu kæmper sådan?
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Er fuldstændig rådvild. Distriktssygeplejersken og andre forsøger at forklare mig, at det er godt for mig, at jeg nu kan få det godt. Men sådan føles det ikke indeni.
Håber ikke, at jeg træder andre over tæerne, når jeg nu ved - både fra sitet her, men også fra mine år som socialrådgiver - hvor svært det nogle gange kan være at få pension! Men for mig føles det som et reelt problem, og jeg græder lige så meget over at have fået pensionen som andre måske gør, fordi de ikke kan få den.
Tja.. hvad vil jeg egentlig med dette indlæg? Ved det ikke helt præcist, men håber måske nok, at der bare er en enkelt der føler lidt det samme som jeg - for at jeg føler mig meget alene med mine følelser omkring det. Måske skal jeg bare have et gevaldigt los bagi og ikke være så selvmedlidende?!.. Hjælp
Med ønsket om en god dag til alle.
Vh
Blomsterglad
