Kære Dobar.
Som nybagt FP´er efter § 17 og spritny bruger her er jeg nok ikke i dag den rette til at slå op i jurabøgerne herhjemme og på nettet. Men jeg vil meget gerne, når kræfterne vender tilbage, skrive min historie herinde, som måske kan inspirere dig og de mange stakler, som systemet kværner i al sin magt og skræmmende mangel på medmenneskelighed.
Dog skal du vide, at vælger du at søge FP efter § 17, så venter der en lang og opslidende kamp i hvert fald omkring et års tid. Og som min overskrift siger, så skal du slås med det våben, enhver sagsbehandler frygter mere end nok så mange henstillinger fra chefen om, at så få som muligt skal have pension; nemlig juraen.
Pt. drukner de nemlig i papirnusseri derude, så har du fat i de juridiske krinkelkroge og en/flere “stærke” diagnoser, samt en ordentlig læge mv. i ryggen, så har du fat i den lange ende.
Men du skal også være parat til at bruge mere “ufine” metoder på en “pæn” måde, dvs. hele tiden løbe foran dem og gerne også finde nogle “ømme” punkter, som ingen kommune tør løbe risiko for offentliggørelse med.
Mange “fanger” i systemet ved efter års kamp ikke så lidt om, hvad der foregår uden for pressens søgelys, så hos dem kan du med fordel opsnuse viden, blot du husker at sige dem tak, når (og du skal dagligt sige til dig selv foran spejlet, at du får din FP, selv om tårerne triller ned af kinden, og du har smerter, og det hele er noget elendigt l…).
Jeg kan personligt ikke få sagt direkte tak til de mange, der på så mange måder, både nu, i min næstsidste kamp i livet (den sidste gælder min mand, der ikke må ende som jeg, for det er ikke “morsomt” at være på FP), og gennem mit 41-årige liv, har efterladt sig ubetalelig viden, kram og gode som triste minder pga. deres skæbne.
Så jeg gør det indirekte her, på Depnet.dk, og hvor jeg nu ellers dukker op rundt omkring. Forhåbentlig får jeg mig også taget sammen til at skrive min bog færdig. Om et liv som ADHD´er, hvor jeg indtil januar i år ikke anede, hvad f… der var galt, siden mit liv var SÅ ubeskriveligt umuligt at leve.
Når jeg nu ikke kan arbejde og tjene til føden selv, som jeg altid har villet, ja, så har jeg nogle år, hvor jeg ved at støtte og vejlede andre forhåbentlig alligevel får gjort noget godt.
Du er velkommen til at skrive privat til mig med dine spørgsmål, som naturligvis behandles 100 % fortroligt og med respekt for, at nok kan jeg læse paragraffer med 3 års jurastudier i bagagen, men jeg kan ikke garantere, at det, der virkede for mig, også vil føre dig helt igennem. Men vi kan da gøre forsøget, ikke ?
Mange venlige hilsener og kram herfra
Henriette