Tilkendt førtidspension - se hvad mine læger/sagsbehandler/REVA skrev!

Flere har bedt mig skrive hvad der stod i min speciallægeerklæring, samt ressourceprofil.

Så her gengiver jeg lige konklusionerne.

Dette er fra speciallægeerklæringen:

Her er så konklusionen fra min psykiater.

Helene er en 38 årig kvinde og kontanthjælpsmodtager, der lever alene med sine 4 børn. Hun har livet igennem, fra tidlig barndom været præget af svære psykiske symptomer og problemer, først og fremmest angst, der kan være svær at plancere i diagnostisk henseende. Angsten har panikkaraktér, men er mange gange gået over i en psykotisk tilstand med uvirkelighedsfornemmelse, paranoide forestillinger og hallucinationer. Angsten viser sig også i form af OCD (tvangsforstyrrelse med tvangstanker og - handlinger). Endvidere har Helene flere gange haft dybe depressioner (sidste gang med psykotiske symptomer) der har gjort hende totalt ude af stand til at fungere.

Nogle af Helenes basale psykiske handicap er hendes ekstreme følsomhed for ydre påvirkninger (det være sig sansemæssige påvirkninger som lys, lyde og mennesker samt psykosociale krav og omstillinger), og hendes impulsive og kortsigtede adfærdsstil, som jo er et gennemgående træk i hendes sociale og ægteskabelige ‘‘karriere’’, kan lede tanken hen på diagnosen ADHD, men på den anden side mangler centrale symptomer (opmærksomhedsforstyrrelse og hyperaktivitet) for at denne diagnose kan stilles.

Helene er bemærkelsesværdigt godt begavet, men kan ikke udtrykke sin begavelse p.gr.a de nævnte psykopatologiske træk der dominerer hendes liv. Hun kan dog takke sin begavelse for, at have været i stand til at indrette sig med et liv der tilgode ser hendes mentale skrøbelighed, ligesom hun har været i stand til at lægge sin tilværelse i faste rammer, så kun kan holde de svære psykiske symptomer nogenlunde i ave.

Helene har gennem årene fået både psykologisk og medicinsk behandling, men effekten har været minimal, og der har været generende bivirkninger. Det er ikke muligt at forslå yderligere behandlingstiltag, der måtte kunne forbedre hendes mentale tilstand og arbejdsmæssige funktionsevne.

På baggrund af den ekstreme følsomhed for påvirkninger udefra og den ganske alvorlige psykopatologi, samt de ikke-eksisterende behandlingsmuligheder må det konkluderes, at Helene ikke er i stand til at deltage i revalideringsmæssige foranstaltninger. Det vil indebære betydenlig risiko for opblomstring af psykotiske symptomer. Hun kan - som anført- kun til nød klare sig inden for de reglmæssige og rutineprægede rammer, som hendes liv i dag befinder sig i.

---------------------------------------------------------------

Dette progressionsrapporten der blev udarbejdet af psykolog og sagsbehandler fra REVA centret som kom her hjem hos mig.

Konklusion:

Helene har ifølge enkeltkøbsaftalen ''ansøgt om førtidspension grundet svær angstlidelse, der gør at hun ikke kan gå ud eller magte at deltage i en arbejdsprøvning. Umiddelbart er det fra lægelig side angivet at arbejdsprøvning er kontraindiceret.

Helenes væsentligste barriere i forhold til at etablere en tilknytning til arbejdsmarked er hendes psykiske tilstand, hvilken hun har haft vanskeligheder med fra barnsben af.

På baggrund af de afholdte samtaler, samt de modtagne lægepapir synes det ikke muligt at pege på erhvervsfremmende tiltag i forhold til Helene, og det vil således heller ikke synes relevant at etablere en arbejdsprøvning, da denne synes for risikofyldt i forhold til Helenes psykiske tilstand.

Dette er konklusionen fra ressourceprofilen og sagsbehandlerens indstilling:

Det må ud fra samlet vurdering af Helenes helbred og sociale situation, herunder ikke mindst de lægelige akter i sagen konkluderes:

Helene er en kvinde på 39 år med 4 børn i alderen 2-16 år.
Helene har ingen uddannelse eller skolegang, der er relevant for arbejdsmarked.
Helene har nogle fysiske problemer med sin ryg, men det helt afgørende helbredsmæssige problem er Helenes psykiske tilstand med OCD og manglende evne til udadvendte sociale kontakter.
Det må som sagen fremstår konkluderes, at en arbejdsprøvning eller yderligere udredning af relevante arbejdsmæssige muligheder vil være nyttesløst.
Det anbefales, at sagen oversendes til socialforvaltningen med henblik på påbegyndelse af førtidspensionssag.

-----------------------------------------------------------------------

Føj, det tog lang tid at skrive ind - jeg har det kun som løse papirer:D

Er der nogle spørgsmål, så vil jeg gerne forsøget at svare på det, lige som jeg også gerne vil uddybe andet mht ovennævnte.

/Helene

Hej Helene.

Jeg ved godt den her tråd handler om hvordan du klarer dig men efter at have læst dit indlæg med konklusioner på dien problemer kan jeg ikke lade være at tænke/skrive :

Godt gået at du klarer en hverdag med fire børn alene, det er der mange uden dine psykiske probleme der ikke magter.

God sommer !

Tak tak:D

De er jo heldigvis blevet lidt ældre siden førtidspensionssagen. Nu er den yngste 4 og den ældste snart 18, og drengene går begge to i skole nu. Det hjælper STRAKS på sagen!!!
Og så har de en god Far der henter dem hver morgen og kører dem i skole og laver en masse aktiviteter med dem, det giver mig pusterum!:slight_smile:

Enig med Mila, det er flot du klarer det du gør. Synd du ikke bor i Århus, har selv en dreng på knap 4 år :slight_smile:

Ja !!må også lige skrive at efter at have læst din sag …fatter jeg bare slet ikke at du kan have børn og så 4 stk …hold da op det må jeg sige:eek:
Det er meget beundringsværdigt …

kan slet ikke se hvornår der er plads til børn i mit liv.:eek:

Da jeg fik den første som 22 årig, anede jeg intet om psykisk sygdom, arvelighed mm, hvorfor jeg ventede mere end 10 år med at få den næste. Jeg turde simpelthen ikke få flere børn, før end jeg vidste om jeg kunne klare det.
Men heldigvis gav min læge og min psykiater mig grønt lys, da de begge næsten var sikre på, at jeg ikke er født med psykisk sygdom, men at det er noget tillært og udefra kommende. Og efter snak med min søns vuggestue/børnehave og senere skolelærer, meldte de alle sammen, at han var utrolig stærk psykisk, godt præget, empatisk og velopdraget - og så turde jeg godt få flere børn!:slight_smile:

Så i år 2000 fandt jeg en donor og fik senere kunstige befrugtininger for egen regning.

I 2002 kom lillebror, 2004 kom den næste lillebror og i 2006 kom lillesøster!
Og det går bare RIGTIG GODT!!
Men det var hårdt få kroppen at få 3 børn på 4 år:eek:

Men jeg var jo i 30’erne og skulle skynde mig lidt:D

Takket være børnene, så har jeg det MEGET bedre, nogle ting som før var helt umulige for mig, kan jeg nu gøre som det mest naturlige i verden, som Feks køre i bus, metro-tog, tage i Tivoli osv…og i år har jeg været ude og flyve!! (Tog til Bulgarien med ungerne, deres Far, hans søn fra tidligere forhold og min ældste søn). Det troede jeg ALDRIG jeg skulle opnå!
Indrømmer jeg stor tudede i flyet inden afgang, men jeg klarede det!!!

Og sådan er der små fremskridt hele tiden. Det har bare hjulpet SÅ MEGET med førtidspensionen, og jeg KUN skal koncenterer mig om at tage ét skridt af gangen, uden nogen der står i baggrunden og måler, om skridtet kan føres ud på arbejdsmarked…

Tak for respons, det luner.

:kram:

Tusind tak for indsigten, Helene! Det er meget værdsat herfra!

Hvor er det dejligt at høre, at du har det bedre. Jeg lider, som dig, også af angst, men dog ikke i så svær grad som du gjorde førhen. Men det er slemt nok til at jeg ikke kan tage bussen, toget osv alene. Endsige gå ud at handle (dog kan jeg lige klare det i den nærmeste kiosk eller vores lille lokale supermarked som ligger 50m fra mig)

Men jeg lider også af Skizotypi (med psykoser) og migræne/spændingshovedpine, samt smerter i hænderne (i perioder så slemme at jeg ikke kan åbne drikkevarer med skruelåg, fx)

Jeg håber sådan at en FTP vil kunne give mig den ro, jeg har brug for - præcis som du skriver er det det der med at koncentrere sig om een ting ad gangen, UDEN at der er nogen der står og ånder mig i nakken og truer med arbejdsmarked osv, som jeg slet ikke kan se mig selv i.

Igen, tusind tak for at dele din sag med os andre!

Det var så lidt Mitten! Jeg krydser fingre for at din sag stryger lige igennem…

Jeg har også problemer mht at handle osv. Nogen gange er det uproblematisk, andre gange får jeg lidt tilbagefald, for så at kunne igen…

Det hjælper at jeg kan handle ind tidligt, som en af de første i butikken. Andre gange kan jeg handle ind på alle tider af dagen, det svinger enormt meget.
Dog handler jeg fortrinsvis i min lokale Kvickly selvom det er dyrt, men turen til Fakta/Netto er ofte brolagt med problemer, hvorfor jeg helst handler ind sammen med nogle andre - enten børnenes Far, min Mor, min nabo, eller hvem der lige selv står og skal handle ind i Netto/Fakta.
Men igen, engang imellem kan jeg godt alene, men jeg skal være i et helt bestemt humør.

Nu er jeg også blevet bedre til at tage alene i Amagercentret, men jeg kan ikke klare de store centre som Fields, Fisketorvet osv, uanset om jeg er alene eller sammen med andre. Jeg bliver fuldstændig rundforvirret og psykotisk, næsten pr omgående.

Min unger elsker storcentre og kan tulle rundt sådan nogle steder i evigheder, så deres Far tager dem med næsten hver weekend.

Hej Helene

nu har jeg lige læst om dit liv og kamp, og jeg sidder bare og tænker hold da op en sej kvinde med alt det livet har budt dig, formår du at have et godt liv for dig og dine 4 børn…

en masse :kram: her fra;)

Helenekr; Uha, det håber jeg også. Jeg har aldrig søgt pension og har heller ikke søgt endnu, men er i udredning med ressourceprofil osv i øjeblikket, men jeg håber det vil resultere i at min sagsbehandler (nye sagsbehandler) endelig vil indstille mig til pension - jeg har været syg i mange år, men sygemeldt fra 2002, så der er immervæk gået 8 år!

Føler hele min ungdom er blevet mig frarøvet :cry:

Tak Smidt, det var sødt sagt!!!

Ja, jeg kender det godt Mitten, jeg var på kontanthjælp i over 21 år før end jeg fik tilkendt førtidspension!!

Og selve pensionssagen tog alligevel godt 1½ år, hvor jeg bare ventede og ventede og ventede…

[QUOTE=helenekr;115350]Tak Smidt, det var sødt sagt!!!

Ja, jeg kender det godt Mitten, jeg var på kontanthjælp i over 21 år før end jeg fik tilkendt førtidspension!!

Og selve pensionssagen tog alligevel godt 1½ år, hvor jeg bare ventede og ventede og ventede…
[/quote]

Må tilstå - nu hvor jeg har læst dit livs historie og dit sidste indlæg -
at min sag måske ikke er så gammel endnu (kun 8 år)og at jeg nok skal “overleve”, hvis du kan - og det har kan du i hvert fald!:slight_smile: -
så kan alle vi andre os!

Tillykke med alle dine skridt ud over dine egne grænser, FLOT!:kram:
Og ikke mindst tillykke med den ro, du må ha’ fået da du fik FP :slight_smile:

Jeg har selv 3 unger og det er knald hårdt men ville ikke bytte for noget i verden. Min søster får angst anfald så jeg ved hvor svært du må have det i perioder - ubetinget hatten af for dig!!:smiley:
kæmpe knus Kathleen

:kram:

…ville bare lige sige tak for indblikket i dit liv og din kamp!

Kan sørme godt forstå, du gerne ville have flere børn!

Jeg kunne skam sagtens ha’ tænkt mig et par stykker mere…
men sådan skulle det så ikke lige være..

Vi er heldige at ha’ 1 datter på 7 år!
(selvom jeg pga. operation m. graviditet uden for livmoderen,
ik’ skulle kunne få børn ;O)

Så jeg er begyndt at sige; vi har sørme hele 1 barn!!! Juhu ;O)
(istedet for; kun 1 barn…)

mange siger; har i KUN 1 barn??
i stedet for kunne man jo sige;
Har i en datter, nej hvor dejligt!

Det er så en helt anden problematik, der lige sneg sig ind ;O)..

men vi SKAL altså alle sammen huske på,
at være glade for det vi har!!!

selvom det er sk… svært,
…når man pga. smerter kravler ud af sengen om morgenen…
og opdager, at NU skal man altså ha’ støvsuget,
fordi man kommer til at nyse, af alt det der ligger på gulvet,
men man er nød til at kravle ud i køkkenet for at tage sine piller,
inden man overhovedet tør bare TÆNKE på at tage støvsugeren frem ;O)
Godt vi har højt til loftet :wink:

:kram: og lykke i fremtiden
Kiskada

men vi SKAL altså alle sammen huske på,
at være glade for det vi har!!!

selvom det er sk… svært,
…når man pga. smerter kravler ud af sengen om morgenen…
og opdager, at NU skal man altså ha’ støvsuget,
fordi man kommer til at nyse, af alt det der ligger på gulvet,
men man er nød til at kravle ud i køkkenet for at tage sine piller,
inden man overhovedet tør bare TÆNKE på at tage støvsugeren frem
Godt vi har højt til loftet :wink:

:kram: og lykke i fremtiden
Kiskada
[/quote]

Hej kiskada

Helt enig - vi har os’ KUn 1 dejlig ung mand -
men for pokker hvor livet have været kedeligt uden ham!
Vi er os’ super glade for vores ene guldklump!:wink:

Oog din morgen “historie” kunne jeg da kun nikke
meget genkendende til -
pyha - morgenen er tuff NU - men synes snart mine aftener
er ved at være uoverkommelige, smerterne bliver bare
så meget værre i løbet af dagen.

Men jeg har efterhånden lært at leve med det,
ung - i min bedste alder faktisk -
også kommer der en sød dame 3x ugentlig og vasker
mit hår for mig, så jeg kan se nogenlunde ordentlig ud:)

Dejligt der er nogen der gider hjælpe 'en.:wink:

Og ja, som du siger
“Vi skal allesammen lære at fokuserer på alt det gode i vores liv”

Tak for den :kram:

Præcis, men jeg tror også de fleste af os er glade for det vi har.
Jeg er blevet særlig glad og taknemlig efter førtidspensionen, og må engang i mellem lige knibe mig i armen, fordi jeg ikke helt har fået ‘mit held’ helt ind under huden endnu. Det er svært at forstå at jeg kom gennem nåleøjet og at ‘nogen’ rent faktisk har taget denne fine beslutning for mig, og indirekte sørget for, at jeg kan få et roligt og stabilt liv som jeg i højere og højere grad kan prise mig lykkelig over…samfundet har været mig nådig:D
Og tankerne kan i perioder også vandre hen til steder, hvor førtidspension, boligsikring, børnecheck og kontanthjælp mm IKKE er en mulighed, og så kan man godt komme til at skamme sig lidt, både over at man har alt det tilrådighed, men også over at man engang imellem brokker sig i matrialismens navn.

Tja, 1 barn kan jo gøre lige så megen lykke som 5 børn. Jeg er selv enebarn og har bestemt ikke manglet noget…faktisk var jeg så glad for mit liv, at jeg var lykkelig over heller ikke at have nogle søskende:) , modsat så mange andre enebørn.:slight_smile:

[QUOTE=helenekr;115461]Præcis, men jeg tror også de fleste af os er glade for det vi har.
Jeg er blevet særlig glad og taknemlig efter førtidspensionen, og må engang i mellem lige knibe mig i armen, fordi jeg ikke helt har fået ‘mit held’ helt ind under huden endnu. Det er svært at forstå at jeg kom gennem nåleøjet og at ‘nogen’ rent faktisk har taget denne fine beslutning for mig, og indirekte sørget for, at jeg kan få et roligt og stabilt liv som jeg i højere og højere grad kan prise mig lykkelig over…samfundet har været mig nådig:D
Og tankerne kan i perioder også vandre hen til steder, hvor førtidspension, boligsikring, børnecheck og kontanthjælp mm IKKE er en mulighed, og så kan man godt komme til at skamme sig lidt, både over at man har alt det tilrådighed, men også over at man engang imellem brokker sig i matrialismens navn.

Tja, 1 barn kan jo gøre lige så megen lykke som 5 børn. Jeg er selv enebarn og har bestemt ikke manglet noget…faktisk var jeg så glad for mit liv, at jeg var lykkelig over heller ikke at have nogle søskende:) , modsat så mange andre enebørn.:slight_smile:
[/quote]

Helene - ja uha hvor jeg kender det!

Går til tider i seng - alene - for manden kan jo ikke sove hos mig mere :-(((
med en bøn om, at i morgen når jeg vågner - vågner jeg af en et mareridt og skal på arbejde, må ikke forsove mig - skal huske at stå op i tide og have tøj parat - osv..osv…(ja, sådan som livet var før)!
Før arbejdsskaden…før jeg var så dum, at være ansvarsbevidst overfor en arbejdsgiver der s… hul i mig!

Uha uha…hvor jeg kender det, Helene :cool:
Men drømme har vi da lov til ikk? :slight_smile:
Os selvom de er helt urealistiske…

Drømmer kun om 1 lille pige mere…:slight_smile:
Men det sku ikk være…that’s life !
Elsker min knejt og villle ikke ønske mere…
har en dejlig mand der har støttet mig 1000% gennem hele den her smøre -
en ligeså ung mand - der bakker sin mor 1000% op og gør alt for mig :slight_smile:

Jeg har et rigtig godt helbred - et super dejligt familieliv - dejlige venner - men en dårlig fysik i arme,nakke, hoved og ryg…:smiley:

Jeg tænker her hvor vigtig den individuelle beskrivelse kan være, og også den gode vilje fra lægen / sagsbehandleren…

Et eller sted hvis de nu ville være modbydelige og uden forståelse -kunne de sagtens have skrevet, at du har "en ressource i forhold til din intelligens og derfor skal man finde den RETTE støtte for at kunne hjælpe dig med at være lidt selvforsørgende…
Eller de kunne have skrevet at i og med du har 4 børn-så udviser du at dit liv kan fungere alligevel på et ellen andet måde fordi du har flere ressourcer til at klare 4 børn end folk med kun et barn f.eks , og derfor skal man igen finde dig den rette støtte for at komme ud i arbejde…
Eller at du kun er 38 og dermed ikke så gammel, og man håber på at der stadigvæk er mulighed for dig at komme ud på arbejdsmarkedet…
Eller at du ikke har en uddannelse-så hvis man liiige fandt den rette uddannelse som ikke er så belastende- så tror man på at du vil kunne komme ud og være selvforsørgende-“uudnyttede ressourcer”…

Uden at kende de andre detaljer om dig-men her tænker jeg at du alligevel har både velfortjent FP, og har været heldig med en sådan erklæring-når jeg tænker på hvad de andre borgere oplever…

Tillykke med FP! :slight_smile:

Hold da op, hvor er det voldsomt at læse dine speciallægeudtalelser, Helene!

Tænk, at du har “klaret den” så længe - og tænk, at du ikke tidligere er kommet i betragtning til FP!!!
Jeg føler mig jo som et rent piveøre sammenlignet med dig!

Og får da også lidt noia - mange ville jo aldrig kunne sætte sig ind i, hvordan folk som du og jeg kan sidde hér i internetfora, og være så overskudsagtige og velformulerede…lur mig, om det ikke ville ryge direkte i “ressourcestærk -> arbejdsmarkedsrelevant-bunken”! Og jeg ville endda godt kunne forstå fejlen fra systemets side!

Men sikke en fejl, det alligevel ville være.

Hvor er det stærkt gået af dig og dine pårørende hele vejen igennem!
Din mand og dine børn må også kunne mærke en ENORM forskel.

TILLYKKE til jer allesammen med, at du har fået din pension!

[QUOTE=sane;115774]Jeg tænker her hvor vigtig den individuelle beskrivelse kan være, og også den gode vilje fra lægen / sagsbehandleren…

Et eller sted hvis de nu ville være modbydelige og uden forståelse -kunne de sagtens have skrevet, at du har "en ressource i forhold til din intelligens og derfor skal man finde den RETTE støtte for at kunne hjælpe dig med at være lidt selvforsørgende…
Eller de kunne have skrevet at i og med du har 4 børn-så udviser du at dit liv kan fungere alligevel på et ellen andet måde fordi du har flere ressourcer til at klare 4 børn end folk med kun et barn f.eks , og derfor skal man igen finde dig den rette støtte for at komme ud i arbejde…
Eller at du kun er 38 og dermed ikke så gammel, og man håber på at der stadigvæk er mulighed for dig at komme ud på arbejdsmarkedet…
Eller at du ikke har en uddannelse-så hvis man liiige fandt den rette uddannelse som ikke er så belastende- så tror man på at du vil kunne komme ud og være selvforsørgende-“uudnyttede ressourcer”…

Uden at kende de andre detaljer om dig-men her tænker jeg at du alligevel har både velfortjent FP, og har været heldig med en sådan erklæring-når jeg tænker på hvad de andre borgere oplever…

Tillykke med FP! :slight_smile:
[/quote]
Tro mig, de har formuleret ovenstående massere af gange!
Problemet er bare, at jeg ikke kan komme fra A til B hvis jeg er under pres, og at min sygehistorie er veldokumenteret og går tilbage til børnehavealderen. De ved lige så godt som jeg, at man ikke kan være syg i 35 år, og så pludselig blive rask igen. Jeg har jo aldrig gået rigtig i folkeskole fordi jeg led af OCD og angst, og gik når jeg fik det dårligt, eller blev hjemme, når jeg ikke kunne overskue det.
Det var først da jeg kom i 6-7 klasse, at jeg kom på en specialskole for børn med psykiske vanskeligheder, hvor jeg kun skulle være få timer om dagen, ikke havde bøger/lektier osv, og hvor jeg nogenlunde selv kunne styrre det hele. Senere tog jeg 10 klasse, men mødte aldrig op - jeg fik dispensation til kun at møde op til eksamen og fik et gennemsnit på 10,8, på trods af, jeg aldrig i mit liv har lavet lektier eller fulgt timerne:)

Og så har de jo kunne læse i sagen, at jeg har været i over 35 ‘‘arbejdsprøvninger’’ (frivilligt - de fleste fandt jeg selv!) og at allesammen endte ganske galt, og at jeg har været på fobiskole, fået psykologhjælp osv osv…som overhoved ikke hjalp. Og mht medicinen startede jeg allerede i 90-92 og har været ALLE mærker igennem i en periode på 18 år, igen uden navnlig effekt!
Så der har aldrig været ‘huller’ i min sag. Da jeg fik papirene hjem til partshøring lå der 54 A4 sider UDELUKKENDE med lægepapir der fortalte den samme sygehistorie gennem de 21 år jeg var på kontanthjælp.

Sagsbehandleren sagde senere, at jeg ville kunne have fået førtidspensionen igennem UDEN problemer, på en §17 (på det foreliggende):smiley:

Men fordi min sag hele tiden blev kastet rundt til forskellige, så var der ingen der foreslog det - ingen havde læst den igennem og kom bare med deres standart svar og spørgsmål…

Så…:eek: