Det kan godt være at jeg er særligt tykpandet, men vejen til min accept af at måtte give afkald på erhvervsevne er ganske lang. Jeg har måttet gøre det nogle gange de seneste små 15 år.
Først måtte jeg opgive min unniversitetsuddannelse tæt på målet. Det tog mig 2½ år at acceptere det som endegyldigt fackt. Først efter 2½ år efter jeg mistede revalideringsydelsen var jeg i stand til at udskrive mig fra universitetet. Opgive livsdrømmen om at blive sygehusdirektør.
Opnåede ny uddannelse via revalideringen. Mistede efter et års tid som færdiguddannet og arbejde igen erhvervsevnen inden for mit nye fag. Det er nu 4 år siden… men hvor blev accepten af.. forsøgte ny revalidering, men kommunen afbrød denne da jeg efter en ny skade ikke kom mig hurtigt nok, men dog inden for de 6 måneder som de havde mulighed for at bevillige mig.
Jeg tog sagen i egen hånd og “lavede mit eget flexjob”… kom her ud for en arbejdsulykke for omkring et år siden.
Dvs. det er ca. 4½ år siden jeg ikke længere kunne arbejde inden for mit fag. Først i de forøbne 2 uger har jeg været i stand til at fjerne materialer og arbejsredskaber fra min hjemmearbejdsplads. Måske for at der kan gøres plads til næste mentale process.
Hvis jeg i denne omgang må give helt afkald på arbejdslivet så frygter jeg at det vil kunne tage uanede mængder af tid.
Jeg kunne godt tænke mig at høre fra andre som har måtte tage det mentale skridt til FP. Hvor let/svært har det været og hvor lang tid er der gået for jer
[QUOTE=empowerment;118620]Det kan godt være at jeg er særligt tykpandet, men vejen til min accept af at måtte give afkald på erhvervsevne er ganske lang. Jeg har måttet gøre det nogle gange de seneste små 15 år.
Først måtte jeg opgive min unniversitetsuddannelse tæt på målet. Det tog mig 2½ år at acceptere det som endegyldigt fackt. Først efter 2½ år efter jeg mistede revalideringsydelsen var jeg i stand til at udskrive mig fra universitetet. Opgive livsdrømmen om at blive sygehusdirektør.
Opnåede ny uddannelse via revalideringen. Mistede efter et års tid som færdiguddannet og arbejde igen erhvervsevnen inden for mit nye fag. Det er nu 4 år siden… men hvor blev accepten af.. forsøgte ny revalidering, men kommunen afbrød denne da jeg efter en ny skade ikke kom mig hurtigt nok, men dog inden for de 6 måneder som de havde mulighed for at bevillige mig.
Jeg tog sagen i egen hånd og “lavede mit eget flexjob”… kom her ud for en arbejdsulykke for omkring et år siden.
Dvs. det er ca. 4½ år siden jeg ikke længere kunne arbejde inden for mit fag. Først i de forøbne 2 uger har jeg været i stand til at fjerne materialer og arbejsredskaber fra min hjemmearbejdsplads. Måske for at der kan gøres plads til næste mentale process.
Hvis jeg i denne omgang må give helt afkald på arbejdslivet så frygter jeg at det vil kunne tage uanede mængder af tid.
Jeg kunne godt tænke mig at høre fra andre som har måtte tage det mentale skridt til FP. Hvor let/svært har det været og hvor lang tid er der gået for jer
[/quote]
mentalt, har kun været glad for at skulle på FTP … man bliver jo ikke sat på ftp hvis man ikke vil tid… tjaaaa kan jo tage alt fra 14 dage til 10 år, kommer nok an på hvor åbenlys/belyst sagen er.
Jo, kommunen kan godt bevillige pension, selv om det er imod ens ønske, og hvis de mener de har gjort hvad de kan, og at det er økonomisk bedre for dem, så hænder det også at de gør det.
Men der er jo ikke noget til hinder for at hvis man efter tildelingen af en pension, selv kan finde et skånejob, eller gøre noget som selvstændig at man så også gør det, førtidspension er jo ikke ensbetydende med et forbud mod at arbejde eller for den sags skyld studere.
[QUOTE=Ragdoll;118630]Jo, kommunen kan godt bevillige pension, selv om det er imod ens ønske, og hvis de mener de har gjort hvad de kan, og at det er økonomisk bedre for dem, så hænder det også at de gør det.
Men der er jo ikke noget til hinder for at hvis man efter tildelingen af en pension, selv kan finde et skånejob, eller gøre noget som selvstændig at man så også gør det, førtidspension er jo ikke ensbetydende med et forbud mod at arbejde eller for den sags skyld studere.
[QUOTE=xlars38;118633]du kan til enhvertid nægte FTP
[/quote]
men en kommune skal alså søger for man bliver selvforsørgende
så hvis du ikke selv finder et arbejde og tjener dine penge
så kan jeg ikke helt se man kan undgå pension, hvis kommunen ikke vurdere man kan klare flex eller revalidering
Smiler… det var nu ikke kommunens rolle eller diskussion af om man skulle have været på revalidering eller flex. Det var ment på det personlige plan. Hvornår man er parat til at forlige sig med at være landet på en ny skuffe i livets store skuffedarius.
Jeg kan sagtens indse at min arbejdseven er yderst truet. Men at reelt indrette sig på det tab man har lidt, finde fred med det og kunne mærke med sig selv, at der på denne position kan der fortsat komme meget godt indhold i livet. Det er 10 år siden det blev vurderet at jeg intet havde at tilbyde arbejdsmarkedet, og jeg kun give dem ret. Men valgte at betale en meget høj pris for at hænge på lidt endnu. Jeg vil meget nødigt ind i en diskussion om det var prisen værd, da det ikke kun blev mig der betalte prisen.
Jeg vil fortsat blive glad om nogle af jer vil berette hvordan I har fundet vejen… forudsat at I altså har. De kan også tænkes at nogle oplever at være så længe i systemet at I allerede er nået der til da bevillingen forelå???
Der gik omkring tre år før jeg accepterede at det var det eneste rigtige for mig og startede ansøgningen. Det er en ret stor pille at sluge når ens studievejleder foreslår det og man er i starten af 20’erne.
Der skal være MEGET tungt overvejende grund for at en kommune kan tvinge en FP i gennem, uden borgerens egen accept.
§ 19 stk 2
Dvs vil man ikke FP, har kommunen pludselig et KÆMPE arbejde forand sig for at bevise at ens arbejdsevne er mere end alm nedsat inden for ALLE arbejdsområder, og lige så et kæmpe arbejde med at bevise at fleks bare ikke er en mulighed (og husk der ikke er minimums timer) et arbejde de fleste kommuner vist helst vil betakke sig for.
Her vil de meget gerne FP, men de tør squitte tage kampen med mig, for de ved jeg kan bevise at min arbejdsevne ikke er nok nedsat (jeg kan sågar fremlægge skriftlig bevis på timeantal) de har ikke lægeudtalelser der er enige (tvært om de anbefaler alle fleks)
Så her er de mere end velkomne til at forsøge at tvinge en FP i gennem, for det vil betyde der endelig sker noget fornuftigt i min sag (at jeg endelig vil blive vurderet korrekt… jeg er bla ikke arbejdsprøvet, fleks har ALDRIG! været på tale osv osv) samtidig med at jeg ret hurtigt kan bevise at fleks er den åbenlyse hylde til mig, både via beviserne på timer, men også via lægepapirene, som alle entydigt peger på fleks.
Man kan altid komme op med et eller andet de ikke har afprøvet, altså klage over § 18 med henvisning til at det ikke er alle arbejdsfunktioner der er afklaret, og at de derfor ikke kan vide om man kan klare fleks inden for det fag/funktion = de får ikke sagen i gennem, da det jo er ALT der skal være afprøvet… så at tvinge en FP i gennem, vil være umådelig svær, hvis borgeren ikke selv ønsker det.
Det nu 1½ år siden at jeg frivilligt gik med til at gå imod pension, og tror der gik 5-6 måneder inden hvor jeg tænkte timer, eller rettere det var mit liv at forholde sig til dette store spørgsmål efter at de første eksperter havde sagt det var det bedste for mig, størstedelen af mig har accepteret det, men som jeg har spurgt mig selv mange gange - vil jeg nogensinde kunne acceptere det 100%
Set i det store hele så ved jeg det er det bedste, men det er virkelig svært at acceptere det skal der ikke være nogen tvivl om, og med den historie du fortæller der så kan jeg NEMT forestille mig det må være SYGELIGT svært for dig.
Men hårdt sagt så som jeg har sagt det selv så man nød til at se tingene i det større, og indse at det måske er vejen hvis du skal have et liv du kan acceptere- PÅ SIGT vel at mærke, selv har jeg været der at det var det nu eller også så turde jeg ikke tage ansvar for om jeg var her i morgen.
Sygeligt svært, er indrømmet skræmmende tæt på virkeligheden. Fik lidt “hjælp” til at fatte det for 3 år siden, da jeg uden at registrere det blev livstruende syg. End ikke min læge kunne se hvor syg jeg var, da jeg ikke kunne redegøre for symptomerne.
Den sidste nat før jeg blev indlagt, forsøgte jeg at færdiggøre arbejde for en kunde, på følgende vis. Arbejdede 10 min. hen og ligge 30-40 min. Arbejde 5-10 min… hen og ligge 1-1½ time. arbejde få min.. opgir og prøver med et hurtigt bad… arbejder 10-15 min. opgiver og sover et par timer og tager i butikken. Finder en kollega der kan gøre opgaven færdig og aflevere den. Først da henvende jeg mig til lægen og indlægges jeg akut, med svimlende høje infektionstal.
JEG havde lært min hjerne at ignorere alle uønskede, signaler som min krop kunne sende om at den var helt gal med det jeg gjorde eller andre tilstande som normalt fungerende absolut ville reagere på. Jeg overlevede og fik i restitueringsperioden 3-4 måneder tid til et realitetstjek og refleksion.
Har fået hjælp af smertepsykolog til igen at kunne mærke smerten og forholde mig til den, samt fange adfærdsmønstre der indikerer at jeg er på fejlkurs.
Jeg kan fortsat gå i fælden, men har lært signalerne at kende og kan med mere eller mindre udsving stoppe katastrofekurs. Men jeg er bekendt med at jeg vil skulle øve mig resten af livet. (som skal være langt) Der snilt plads til forbedring. Intelektuelt kan jeg godt håndtere hvad klokken er slået, men håber at jeg mentalt også kan omstille mig på overskuelig tid.
Tak for tilbagemeldinger, det er meget nyttigt for mig.:kram:
tid… tjaaaa kan jo tage alt fra 14 dage til 10 år, kommer nok an på hvor åbenlys/belyst sagen er.
