[b]xxxxxx Kommune svigter børn i skolesystemet i en grad, jeg efterhånden vil betegne som omsorgssvigt.
Og jeg er ærligt talt ved at nå dertil, hvor det bliver svært at blive ved med at holde en pæn tone
.
For det er ikke direktøren, cheferne, borgmesteren eller politikerne, der sidder med de fortællinger, jeg gør.
En af dem handler ovenikøbet om mit eget barn.
Ham vender jeg tilbage til.
Det, der gør mig mest vred, er, at man tilsyneladende accepterer, at forvaltningen kan gøre, hvad der passer dem – så længe budgettet holder.
Vi taler om omfattende lovbrud.
Om børn, der ikke går i skole, er selvskadende, har voldsomme psykiske reaktioner – og alligevel nægtes de lovpligtige PPV’er.
For hvad sker der, når man undlader at lave en PPV?
Så undgår man at beskrive barnets reelle behov.
Og så undgår man også at leve op til sit ansvar.
Det er ikke en fejl. Det er en praksis.
Vi taler også om børn, som kunne være i et skoletilbud – hvis det fandtes.
Men fordi kommunen ikke løfter sit ansvar for fx dagbehandling i skoleregi, ender nogle børn i stedet i anbringelse
.
Ikke fordi de skal væk fra deres familie.
Men fordi det nødvendige skoletilbud ikke eksisterer.
Det er fuldstændig skævt.
Og så er der min egen dreng.
Han har nu udviklet panikanfald og er begyndt at sulte sig selv, fordi han er bange for at spise – af frygt for at kaste op.
En direkte konsekvens af en langvarig belastningsreaktion.
PPR kan ikke hjælpe – kommunen tilbyder ikke behandling.
Socialrådgiveren kan ikke hjælpe – der tilbydes kun familiekonsulenter.
Skolen står alene med en opgave, der ligger langt over deres ansvar.
Psykiatrien peger på kommunen.
Ingen tager reelt ansvar.
Til et VISO-møde i sidste uge blev der foreslået medicinering med sertralin, så han måske kunne presses tilbage i skole.
Alternativt en indlæggelse.
Er det virkelig der, vi er nået til?
Jeg er rystet.
Over niveauet. Over ansvarsfralæggelsen. Over hvor galt det er blevet.
Så jeg spørger helt ærligt:
Hvornår er der nogen politikere, der tager ansvar?
Ikke med flere ord – men med handling.
For lige nu leder jeg efter nogen, der vil hjælpe min dreng.
Og de mange andre børn, der bliver svigtet i det her system.
Bilag om det foreslåede medicinering:
[i]AI-oversigt
Sertralin er et udbredt antidepressivt lægemiddel af typen SSRI, der øger serotoninniveauet i hjernen, hvilket stabiliserer humøret og reducerer angst. Det bruges primært til behandling af depression, panikangst, socialfobi, PTSD og OCD. Sædvanlig dosis for voksne er 50-200 mg dagligt, og fuld effekt ses ofte efter 2-4 uger.
Vigtige oplysninger om Sertralin:
Virkning: Det øger mængden af signalstoffet serotonin mellem nervecellerne, hvilket mindsker uro og negative tanker.
Dosering: Startdosis er ofte 50 mg (25 mg ved panikangst/børn) 1 gang i døgnet, som kan øges gradvist af en læge, typisk med 50 mg ad gangen med mindst en uges mellemrum
.
Anvendelse: Kan tages med eller uden mad, morgen eller aften.
Bivirkninger: Almindelige bivirkninger inkluderer søvnløshed, svimmelhed, træthed, diarré, kvalme og mundtørhed.
Der kan være øget risiko for selvmordstanker i starten af behandlingen, især hos unge under 25 år.
Børn og unge: Anvendes primært til OCD, og skal varetages af en speciallæge.
Seponering: Det er vigtigt at trappe langsomt ud af medicinen i samråd med en læge for at undgå ubehag.
Forsigtighedsregler:
Sertralin bør bruges med forsigtighed, hvis man har leverproblemer, epilepsi, øget risiko for blødninger, eller hvis man er i behandling for lavt natriumindhold i blodet.
Bemærk: Dette er en generel oversigt. Følg altid lægens anvisninger og læs den medfølgende indlægsseddel[/i].[/b]
MÅLRETTET GENOPBYGNING AF DE HØJT SPECIALISEREDE TILBUD PÅ AUTISMEOMRÅDET
evil:
Puh, ved slet ikke hvor man skal starte.
:eek: