Aktiv dødshjælp ER selvmord, man får ikke bare en sprøjte og wupti dupti.
Jeg går ind for aktiv dødshjælp, i stilen med den Hollandske model, bla ville min farfar have haft glæde af den, det ville have været bedre end at han blev holdt i live, som han blev.
Farmor døde, efter 75 års ægteskab, farfar ville IKKE leve mere, så han valgte at stoppe med at spise og drikke, efter 14 dage blev han flyttet op på selve plejehjemmet, hvor der blev tvunget væske i ham (efter min fatsres ønske, KUN hendes ønske, alle andre var enige om at han skulle have lov at dø) han var for svækket til at kunne spytte ud, så det endte med at han lå i 1½ måned hvor han de sidste 9 levede af 1 decilitter vand om dagen (på nær de sidste 2 dage efter min far og onkel havde talt med STORE bugstaver over for personalet, som i øvrigt var enige, men når bare en pårørende er af en anden opfattelse, så SKAL de)
Farfar ville ikke mere, han havde ikke mere at leve for, alle børnene boede langt væk, var voksende og børnebørnene havde han aldrig set på andet end billeder (fordi der var langt, og ingen anledning til besøg) Han lå alt alt for længe med liggesår svamp over det hele og lignede en KZ fange han havde naturligt nok ingen kræfter, MEN han gav på INTET tidspunkt udtryk for at have ondt overhovedet, og ærlig talt tror jeg heller ikke han havde ondt, han ville bare ikke mere, og i stedet for en værdig død (som han heller ikke ville kunne få med Hollænder modellen) blev den langtrukke og uværdig.
Min biologiske mor var terminal lungecanser patient, og efter 1 gangs indlæggelse valgte hun at tage overdosis morfin, hun havde helt sikkert forsøgt nogle gange, hvilket har været yderst ubehagelig for selvmor med piller ætser kroppens organer og sætter dem ud af drift, det er en af de aller aller grimmeste og faktisk også (for langt de fleste) en MEGET langvarig måde at slutte livet på. Mor var stadig ret frisk hun fik bla ikke ilt) men havde naturligt nok møg besvær med at komme på på 3 sal hvor hun boede (og ned) hun led nu heller ikke synderligt af smerter, men havde en meget langsom kvælningsdød i udsigt, og det havde hun af en eller anden underlig årsag bestemt ikke lyst til, så hun valgte den “nemme” løsning, og dog for ingen kan bilde mig ind at det er NEMT at tage sit eget liv, og da slet ikke en uge før man for første gang skal se sine 2 yngste børnebørn for første gang, men hun viste godt det kunne tage tid at få fred, har hendes kæreste fortalt, og hun regnede ikke med at dø før vi havde været der, men det gjorde hun så, så det blev mor her alene til en begravelse i stedet for en lille weekend med hele familien.
At dø handler IKKE kun om smerter og smertedækning, bla fordi kontrolleret smertedækning, i det lange løb er en langsom død, hvor organerne sætter ud og bliver ødelagt af alt det medicin, og der ved risikere man det holder op med at virke, og så er det da først folk lider.
Tit har patienterne enlig slet ikke så ondt til det aller aller sidste, som vi pårørende kunne tro, min farmor havde den der typiske klarhed ca 30 min før hun døde, og der blev hun spurt om hun havde ondt, men det havde hun ikke (hun fik ikke smertestillende)
Det er altså heller ikke det min mor oplever med hovedparten af de patienter hun har fulgt i døden gennem hendes mere en 40 år på en afdeling med hovedsageligt ældre mennesker. Til gengæld oplever hun at langt de fleste er helt bevist om at døden er nær, at de er livstrætte, og hvis de har sygdom som kræft eller andet de ved de skal dø af, er de angste for smerterne og angste for en lang lidelsesfuld død, de hvor det er lungerne har grund til angsten, for en langsom kvælningsdød for det ER det de dør af.
Hvorfor er det lige at de mennesker som alligevel skal dø, ikke skal have lov til at dø med fred, mens de kan, de skal jo dø alligevel, om så de pårørende kan lide det eller ej, det gør jo reelt ingen forskel for de pårørende om patienten dør når døden kommer eller om de dør 3-12 måneder før døden kommer, andet end at de slipper for den lidelse det er at se deres døende pårørende lide være angst og livstræt.
Men snakker vi reelt selvmord for mennesker som ikke er på vej i døden, så vil selvmors muligheden IKKE fjerne selvmorene, bla fordi det er vores forbistrede PLIGT at forsøge at hjælpe de her mennesker, jeg kender en del som før eller siden har ønsket at komme her fra, længe før tid, og hver og en er glade for at de stadig er her, det var en hård periode af deres liv, men 99% lærer at leve med det og kommer videre, de skal IKKE have lov, det mener jeg er det moralsk rigtige over for de her mennesker uanset hvor stort et ønske de her og nu har for at dø.
Jeg savner til gengel at den hjælp de syge (for det ER man altså, når man er der ude jeg ved personligt hvad jeg taler om) og deres pårørende kan få, er ALT for dårlig, alt for mange afvises på psyk-skadestuerne, alt for mange udskrives hvor systemet udemærket ved at de ryger ind igen inden for få uger, fordi de udskrives til ingen ting, en times samtale med en psykolog om ugen højest, og det har den her type patienter slet slet ikke overskud til at overskue at skulle, behandlingen er stilet ALT for meget mod piller og kun piller (som mange oven i slet ikke har råd til fordi de er på overførselsindkomst) frem for anden behandling samtidig (ikke hver for sig) der findes ikke rigtigt nogle bosteder der virkelig tager hånd om næsten samfundsklare syge (og det lidt der er, er alt alt for lidt) Vores behandlingssystem er simpelthen for fattigt på alle leder og kanter, men desværre er det alt for dyrt at sætte ind og gøre noget, og derfor må vi desværre leve med den høje rate af selvmord.
Inden for misbrugs området har vi det samme problem, samtidig kan de ikke finde ud af at tale sammen med psykiatrien, hovedparten fejler noget andet end bare at være misbrugere, men de kan ikke afvendes før de har været i gennem et psyk forløb og de kan ikke komme i gennem et psyk forløb før de er blevet afvent, inden af delene har “kapacitet” til at tage den anden side af sagen også (det har faktisk lige været i flimmerkassen) afvænnings området tager den største tørn men afvænning alene gør det ikke, for folk er syge, = de falder mange gange nemmere i end hvis de fik mere dækkende behandling end kun afvænning.
Jeg kender en som endte med at ringe efter politiet, hun stod med en anden kvinde som var totalt ude af den, det blev værre og værre, hun ringede til psyk skadestue, men blev afvist fordi de ikke kunne komme til at tale med hende den gale (de sagtens kunne høre i baggrunden) så det endte med at politiet måtte tage sig af det, og transportere en mere end alm dopet og forblødt (efter selvmordforsøg med hhv piller og havde skåret i sig selv) sindssyg kvinde ind på psyk, det var ikke første gang den kvinde var blevet afvist, og sjovt nok blev hun udskrevet igen nogle timer senere efter en omgang beroligende havde virket, og en klat forbinding på hendes arme) det var den hjælp hun kunne få, det er bare IKKE rimeligt.
Men der er jo tale om en gruppe som ikke er på finansloven en gruppe som ikke har mange til at råbe for sig og en gruppe som overhovedet ikke selv evner (har overskud) til at råbe nogle steder hen, så det er nemt at spare der, og nemt at være ligeglad, hvilket politikerene jo så også er i praksis (de fleste SIGE ja det må vi gøre noget ved, men ingen gør noget)
-absolut en metode der kan anbefales, billig og ingen fare for gaseksplosion, ingen togfører der får psykiske mèn osv, osv !!!