Hej
Jeg skal i gang med at søge førtidspension da jeg har kroniske smerter. Jeg er dog meget nervøs ved at jeg ikke ved hvordan en arbejdsprøvning foregår og om det vil gøre mine smerter værre.
Er der nogen der har været igennem denne process der kan hjælpe mig og forklare hvordan en arbejdsprøvning foregår så jeg ved hvad jeg går ind til og kan være forberedt?
Mvh Lea
Hej Lea
Jeg tror du skal forvente at det bliver en hård tid. Formålet med arbejdsprøvning er vel netop at køre dig til grænsen for at se hvor meget du magter
Når det er sagt, var det en meget positiv oplevelse for mig at være i arbejdsprøvning. Personalet var meget søde og forstående og forsøgte at hjælpe med problematikker så godt de kunne. Der var også kurser for kroniske smertepatienter
Nu er systemet jo ikke bedre end de mennesker, der forvalter det, og vi tilhører heller ikke samme kommune. Men så længe du holder dig åben og positiv overfor det du møder, og samtidig sørger for at kommunikere ud, hvordan du har det, og hvad du har brug for, så kan det godt være det ikke bliver så slemt endda
[QUOTE=leasophie;117629]
Er der nogen der har været igennem denne process der kan hjælpe mig og forklare hvordan en arbejdsprøvning foregår så jeg ved hvad jeg går ind til og kan være forberedt?
Mvh Lea
[/quote]
Jeg vil gerne komme med lidt input, ud fra min egen erfaring.
Indenfor de sidste 3 år inden jeg fik tilkendt fp (førtidspension) var jeg i 2 arbejdsprøvninger, og de var, mildest talt, meget forskellige.
I den første blev jeg behandlet som om jeg var fuld af løgn, og jeg fattede ikke en meter, jeg havde/har jo en veldokumenteret reel ryg-lidelse. Først bagefter gik det op for mig, at jeg simpelthen havde været udsat for klassetænkning så det batter.
Sagsbehandleren havde simpelthen oplyst arbejdsprøvningsstedet om, at jeg ikke fejlede noget fysisk.:mad:
Efter denne arb.prøvning, med en reel arbejdstid på 6-9 timer pr. uge, blev jeg tilkendt fleksjob.
I den anden arbejdsprøvning oplevede jeg en helt igennem reel og fair behandling.
Efter denne arb.prøvning, med en reel arbejdstid på 8 timer pr. uge, blev jeg tilkendt fp.
Inden du starter bør du spørge din sagsbeh. eller jobkonsulent (den der
står for din arb.prøvning) hvad du skal gøre, hvis du en dag er så
smerteplaget at du ikke kan klare de aftalte timer.
Få helst svaret på skrift, f.eks. ved at spørge via mail.
I min sidste arb.prøvning var svaret, at jeg skulle sige det til chefen på
arb.pladsen og derefter ringe til jobkonsulenten.
Når du så er startet i arb.prøvningen bør du bede om, at få at se, hvad de
har fået af oplysninger om dig. Sådan at evt. fejl kan rettes i tide
Det er vigtigt, at møde op hver eneste dag, så vidt du overhovedet er i
stand til det, også selvom det nogle dage vil betyde, at du henvender dig
direkte til lederen og fortæller hvor skidt du har det, og at du går hjem
igen.
Hvis du har en del sygedage er der stor risiko for, at du enten bliver
forlænget, eller at de ikke kan bedømme noget ud af arb.prøvningen, og
derfor vil have dig i en ny.
Det er vigtigt, at du lærer dine egne grænser at kende, og siger fra før
det går helt galt, ellers vil arbejdsprøvningen give et forkert billede af din
arbejdsevne, og det bliver dig, der skal slås med det forkerte
resultat fremover.
Selvom sagsbeh. eller jobkonsulent evt. ikke beder dig om det, så vil jeg
på det kraftigste anbefale dig, at skrive dagbog i hele forløbet, dagbogen
bliver din dokumentation for hvordan dit liv hænger sammen, eller
ej.
Underligt nok, så tages en skriftlig dagbog meget mere seriøst end det
talte ord.
M.h.t. dagbog kan du få mange gode råd her:
http://www.k10.dk/showthread.php?t=9755&highlight=dagbog
Og så kommer du ellers herind, i denne tråd, og spørger når/hvis du har flere spørgsmål, og også meget gerne for at fortælle hvordan det går.:kram:
Jeg har været i to arbejdsprøvninger ..samme sted …
utrolig søde mennesker (var i kantine) hvor de ansatte var kokke/pædagoer..
Der var tre ansatte og så os ca 10 mennesker der var i aktivering arbejdsprøver m.m
vi fik forskellige opgaver som passede til vores skånebehov ..
Jeg havde to timer om dagen og en fridag pr.uge
de ansatte kunne man snakke med og de forstod at de skulle passe meget godt på os ..lagde faktisk ikke mærke til at mens de ansatte arbejdede sammen med os gik de også og iagtagede os ..
hold da helt op ..da jeg læste hvad de havde lagt mærke til var jeg i chock.
De havde iagtaget mig til prik og punktum ..indtil de mindste ting ..hvor mange pause /mine samtaler med andre /mit arbejdevne og mit humør,væremåde m.m
feks havde jeg fået til opgave at skære et hvidkål ..og jeg gik igang ..så kom en af de ansatte og bedte om at få mig til at skære det på den måde de ville have det ..det kunne jeg slet ikke forholde mig til og mit arbejdstempo dalede ..
jeg kunne godt huske den situation men troede slet ikke den ansatte havde lagt mærke til at for mig var det svært at overskue ..at de gik ind og prøvede at vende et situation ..
jeg synes det hjalp at komme til en arbejdsprøvning (ikke på min sygdom som blev forværet da jeg ikke var god til at stoppe før ,at sige fra og at mærke efter hvornår nok var nok …)
men det hjalp at jeg fik indset at jeg bare ikke kan det jeg vil mere ..nogle gange er tanken der men at få den fuldført er straks noget andet ..
Mine drømme var at komme tilbage til arbejdsmarkedet ..men jeg har indset at det kommer jeg ikke til ..og det er et tab for mig ..men det kostede mig endnu en diagnose at være stædig ..og jeg vil aldrig mere sætte mit helbred på spil..
jeg håber du kommer et godt sted hen:) og husk at passe godt på dig selv ..
hov! jeg fik også opgaven at skrive dagbog men skrev ikke et eneste ord ..det kunne jeg ikke overskue ..og fortalte det også til sagsbehandleren på stedet.
Jeg gik hjem direkte hjem i min seng efter de 2 timer og lavede sådan set ikke andet end at sove og spise til næste dag ..intet blev passet herhjemme…det er vigtigt du også fortæller hvordan din hverdag er mens du er i en arbejds prøvning om du kan klare et liv ved siden af .
Jeg havde også problemer med at få skrevet min dagbog når jeg kom smadret hjem, klarede den ved at indtale til mp3 og så skrive det ind i weekender eller de bedre dage , så også her kan vores optagere vise sig at være vores bedste ven 
Jeg var i Herlev, hvor Jeg kom i nogle forskellige værksteder.
Computer, hvor jeg skulle skrive nogle sider af, læse mm.
Syværksted, hvor Jeg skulle sætte kanteband på hagesmækker, sætte trykknapper i, skære stof til mm.
Produktion, hvor Jeg skulle lægge x antal dimser i poser, pakke i kasser.
Kantine, hvor jeg skulle være med til at lave mad til skolen, skære grønsager, vaske op, rengøre, mad i hele taget.
Reception, hvor Jeg skulle tage imod kunder, og skrive dem ind/ud på minuttet, tage telefonen og stille om.
Rengøring, hvor Jeg skulle tørre borde, stole, karme af, vande blomster, ordne vasketøj, lægge på plads.
Jeg kunne holde pause, når Jeg havde brug for det. Blev senere beordnet at tage 5 min hver halve time.
Der var massagestol, hvilerum i kælderen, hvor vi kunne gå ned, med måde selvfølgelig.
ALt foregik stille og roligt.
De var meget meget søde, og meget lydhør overfor mig, når Jeg sagde fra, MEN de kan kun vide når det er for meget, hvis DU siger til/fra.
Kom til tiden.
Tænk over hvad du fortæller. ALT kommer med, og kan bruges i senere sammenhæng. Det fandt Jeg ud af.
Stop op, sig fra, øm dig, GRÆD hvis det er nødvendig.
Du må IKKE spille helt og prøve FOR meget.
Det er IKKE meningen at du skal sidde og pive når du kommer hjem fx. så har du prøvet for meget.
Det er jo for DIN egen skyld at du er der, og for at se HVOR meget/lidt du kan.
Du har ret til et liv derhjemme også.
Pøj pøj.
Jeg syntes det var meget hårdt.
Selvfølgelig fysisk, men også meget psykisk.
Jeg vidste jo godt at Jeg ikke kunne ret meget, men sådan at blive prøvet og virkelig se at det kun var 5 timer ugentligt. Puha.
Det er jeg stadig chokeret over.
[QUOTE=Hejdien;117746]Jeg havde også problemer med at få skrevet min dagbog når jeg kom smadret hjem, klarede den ved at indtale til mp3 og så skrive det ind i weekender eller de bedre dage , så også her kan vores optagere vise sig at være vores bedste ven
[/quote]
I værste fald kan man vel endda sende dem optagelsen i en eller anden form, så kan de evt. høre det i bilen på vej hjem fra job.
I min dagbog skete det også et par gange, at der var nogle dage hvor jeg ikke havde orket at skrive udførlig dagbog, og det forklarede jeg så bare, i dagbogen, og skrev lidt overordnet.
Og det var helt ok.
Hej
Jeg er ny her på K10. Jeg har en ryglidelse (modic L5/S1) og er sygemeldt fra et fuldtidssjob, og jeg skal i arbejdsprøvning nu.
I min sygemelding har jeg været i aktivering max. 2 timer pr. dag i 4 dage pr. uge, dvs. 8 timer pr. uge. Det har været med fuld smertedækning og ikke uproblematisk.
Min sagsbehandler vil så have, at jeg skal starte arbejsprøvningen med 5-6 timer pr. dag + ca. 1 times transport. Kan de virkelig forlange det? Jeg er rigtig bange for, at jeg så ikke vil kunne klare det og at min sygdom igen vil forværres i en grad, hvor jeg bare ikke kommer op igen… 
Tak for hjælpen!
Pia
[QUOTE=PiaL;117770]Hej
Jeg er ny her på K10. Jeg har en ryglidelse (modic L5/S1) og er sygemeldt fra et fuldtidssjob, og jeg skal i arbejdsprøvning nu.
I min sygemelding har jeg været i aktivering max. 2 timer pr. dag i 4 dage pr. uge, dvs. 8 timer pr. uge. Det har været med fuld smertedækning og ikke uproblematisk.
Min sagsbehandler vil så have, at jeg skal starte arbejsprøvningen med 5-6 timer pr. dag + ca. 1 times transport. Kan de virkelig forlange det? Jeg er rigtig bange for, at jeg så ikke vil kunne klare det og at min sygdom igen vil forværres i en grad, hvor jeg bare ikke kommer op igen…
Tak for hjælpen!
Pia
[/quote]
"De"kan desværre forlange ALT det de lyster, og Du må prøve at følge med.
Jeg kunne heller ikke klare den tid jeg fik, men fik den sat ned stille og roligt.
Det kunne Jeg jo heller ikke klare, men holdt så MANGE pauser, gik i hvilerummet, sad og kiggede ud i luften, gik en tur om bygningen, sad og talte med nogle andre, læste avisen, græd.
Men Jeg var der og viste min gode vilje.
[QUOTE=PiaL;117770]
Min sagsbehandler vil så have, at jeg skal starte arbejsprøvningen med 5-6 timer pr. dag + ca. 1 times transport. Kan de virkelig forlange det? Jeg er rigtig bange for, at jeg så ikke vil kunne klare det og at min sygdom igen vil forværres i en grad, hvor jeg bare ikke kommer op igen…
Tak for hjælpen!
Pia
[/quote]
Jeg vil anbefale dig, at benytte punkt 1. i mit indlæg:
Hej alle sammen!
Jeg er helt overvældet over alle de gode råd! Tusind tak for alle de omhyggelige svar. Jeg føler mig meget mere udrustet og har nu en bedre fornemmelse af hvordan jeg skal forholde mig.
I skriver at det er vigtigt at man kommer selvom man ikke har det godt og det er det eneste jeg synes er lidt svært. Jeg har mange smerter og hvis jeg skal på arbejde på trods af smerterne bliver det meget hårdt, altså bare at møde op for så at gå hjem. Kan man ikke bare ringe og sige man ikke kan komme fordi man har det for dårligt eller er er det bare sådan at det er bedst at møde op og sige det?
Tak for råd!!!
Lea
PiaL
Uanset hvad der står DE mener du skal klare af timer, så SKAL du lytte til din egen krop og huske at sige fra.
Jeg fik rådet af min egen læge da jeg skulle i arbejdsprøvning. Det er så vigtigt at man ikke presser sig selv for langt ud, for det kan tage alt for lang tid at komme bare nogenlunde tilbage igen.
Mød op, om det så er for at gå igen med det samme. Har du smerter eller lign. så gå hjem før det bliver for meget.
Sig fra hvis der er opgaver du ikke kan klare, pga dit helbred. Det er så vigtigt at lytte til din krops signaler.
Og den dagbog er super vigtigt også for din egen skyld.
Pas på dig selv, du har kun det ene helbred og det er dig der skal leve med det resten af livet :kram:
Det kan jo ske at man ikke engang kan klare at komme ud af døren ..der var mange gange jeg ikke kom, på den første var jeg der ikke halvdelen af tiden ..og den sidste klarede jeg 4 dage hvor jeg så endte nede i et hul jeg ikke kunne komme ud af ogvar næsten ved at få et ophold på psykiatrisk afdeling igen.. ..
der var et par dage hvor jeg ikke engang tog tlf og ringede .. men stadig forståelse fra sagsbehandlernes side …
[QUOTE=leasophie;117789].
I skriver at det er vigtigt at man kommer selvom man ikke har det godt og det er det eneste jeg synes er lidt svært. Jeg har mange smerter og hvis jeg skal på arbejde på trods af smerterne bliver det meget hårdt, altså bare at møde op for så at gå hjem. Kan man ikke bare ringe og sige man ikke kan komme fordi man har det for dårligt eller er er det bare sådan at det er bedst at møde op og sige det?
Tak for råd!!!
Lea
[/quote]
Jeg gentager lige mit punkt 3. ;):
:kram: :kram: :kram:
Når man møder op på trods…viser Du din gode vilje.
At det ikke er fordi du ikke gider stå op.
Jeg have 100% mødetid. Det havde de aldrig set før.
Det kostede hårdt arbejde, men mit problem var ikke at stå op og komme afsted.
Det er smerter i alle leddene(fibromyalgi).
Så kunne jeg måske ikke tage trapperne, lave noget, men Jeg viste min vilje i at PRØVE.
Vi ved også godt alle sammen at det kan være hamrende svært med arbejdsprøvning, netop at møde op når man har det rigtig dårligt.
Jeg havde ca. ½ times kørsel og de sidste 14 dage måtte jeg mobilisere al min koncentration om at holde fast i rattet og køre den tur også hjem igen.
Men jeg mødte op og gav dem dermed en mulighed for at vurdere mig. Det er nemlig som Vovse skriver sååååå vigtigt, for at kommunen ikke kan sige, at de ikke har noget reelt grundlag at vurdere på, så du må på den igen.
At de så kan finde på det alligevel er en helt anden snak, men i det mindste kan de ikke sige man ikke møder op, er der til tiden og i det mindste prøver!
Det var min læge som netop sagde det samme som Vovse skriver, også at det er lige meget om jeg går hjem igen med det samme. Jeg har trods alt været der og bevist at jeg prøver!
men når vi så taler om at være tvunget til at køre bil, når man faktisk er for smerteplaget og for bims i kasketten.. for at møde op og køre hjem..
hvad stiller man så op.. det er jo farligt i trafikken, for en selv og andre.
jeg skal endda bringe og hente børn på vejen i min kommende arbejdsprøvning.. suk og støn..
[QUOTE=Huldra;117949]men når vi så taler om at være tvunget til at køre bil, når man faktisk er for smerteplaget og for bims i kasketten.. for at møde op og køre hjem..
hvad stiller man så op.. det er jo farligt i trafikken, for en selv og andre.
jeg skal endda bringe og hente børn på vejen i min kommende arbejdsprøvning.. suk og støn..
[/quote]
Prøv at snakke med dem om det, måske kan du få dem til at komme på hjemmebesøg hvis de vil se dig/snakke med dig når du har det værst.
Huldra
Det har du helt ret i og jeg er faktisk heller ikke i tvivl om at jeg var mere eller mindre til fare for trafikken (både mig selv og andre) til sidst i min arbejdsprøvning.
Dette har jeg også meddelt dem. Jeg har også en lille datter der skal hentes, så den kan jeg godt følge dig i.
Men gør som Vovse også foreslår, prøv at gøre dem opmærksom på dit problem og spørg om de har et forslag til hvad du skal gøre de dage hvor du har det skidt og ikke er i stand til at køre bil. Så har du spillet bolden over på deres bane og lagt det op til dem at komme med forslag ;O)