Altså hvis du ikke kan, så kan du bare ikke slut.
Dagbog og din læge (speciallæge vil være rigtig godt) med inde over er som allerede skrevet en rigtig god ide, men møde op og presse dig så langt at du ikke kan holde til det der hjemme… NEJ!
For din egen skyld skal du ikke mere end du kan magte det okay, ikke noget med at presse dig selv mere end godt er, det vil KUN svige til DIN røvsi, igen andens… din sagsbehandler kommer altså ikke og laver mad, vasker tøj og gør rent, mens du er ude af døren, og gør det heller ikke senere, hvis du får presset dig op til at de mener du skal have fleks (og op til at dine papirer peger på fleks)
Du er nød til at holde fast i at du har et liv ved siden af der også skal løbe rundt, den det andet gavner ingen, og da slet ikke sig selv.
Med de diagnoser du har, er du en af dem, der har dage, hvor bare det at komme ud af sengen er fysisk umuligt, hvor kroppen simpelthen bare ikke KAN… så skal du heller ikke tvinge den, også for din egen personlige skyld, for ved at presse dig selv længere end godt er, forværre du kun din tilstand, og vil kun forlænge perioden hvor du har det dårligt, og ikke mindst gøre det endnu svære at få det bedre. Hvem vil det gavne at du får det dårligere?
Du ved selv bedst hvordan DU fungere, personligt skal jeg gå 0,0001 over stregen, og så stoppe (det er angst) går jeg længere bliver jeg bare mere angst, og i stedet for at stregen før måske hed 40, hedder den efterfølgende 35 (hvor jeg skal op på 100, for normal) Det er super vigtigt at du ikke går længere end til det ikke forværre dig.
Du kan så risikere at din kommune går ind og siger, stop ikke mere arbejds prøvning for du kan ikke gennemføre. Ny arbejds prøvning, og den SKAL du eller en masse sanktioner og trusler, som i øvrigt er ulovlige at komme med (nej du skal ej, det står ingen steder at man skal gennemføre) Der er det super vigtigt at du holder fast i at ingen fremmøde OGSÅ siger noget om din arbejdsevne, nemlig at du ikke kan… kommunen vil muligvis påstå at de ikke kan vurdere dig når du ikke møder, men det jo netop hvad de kan, de kan vurdere at du ikke kan, så den parole skal du ikke føle dig presset, til at gøre noget som er til skade for dig, af.
Lige gyldigt om du så gennemføre risikere du at kommunen ikke er tilfreds (at de vil have dig op i timer) og derfor siger ny arbejds prøvning, og ny og ny og… sådan kan man faktisk gå i årevis, hvis man som borger ikke får sagt STOP!
Det er helt generelt vigtigt at dokumentere og kræve dokumentation, der er nogle grundlæggende regler (råd) du ikke går galt i byen med ss
Tal ALDRIG! i telefon med kommunen (du kan ikke bevise, det sagte, og ringer de lader du være med at tage den, de kan IKKE kræve at de kan komme i kontakt med dig telefonisk) Brug i stedet mail, hvor du beder om kvittering, også til de mere haste beskeder.
Tag altid en med dig til møder, et fedt hvem, selv din gamle moster på 90 kan bruges (ja ja overdrivelse fremmer ss)
Optag mundtlige samtaler, efterfølgende skriver du et referat og beder din sagsbehandler (eller hvem det nu er) svare dig på om du har forstået samtalen korrekt ud fra referatet, hvilket du naturligvis kræver at få lagt i din sag.
Overholder du de 3 ting HVER gang, er du klædt rigtig godt på, både hvis nu de forsøger at mås rande dig (nu har du skriftlige beviser og der ved noget at klage ud fra) men også når du selv skal danne dig et overblik over din sag.
Det 4. punkt… sørg altid for at have dine lægepapirer i orden, dvs hav altid din læge (helst specal læge deres ord vægter tungere) med på side linjen. Fx nu til arbejdsanvisningen, får du en af de dage hvor du bare ikke kan, giv da din læge besked (og skriv det i din dagbog, og lav gerne et ekstra notat til din egen sags mappe)
5. og måske endda det mest vigtige… hav styr på dine papirer, har du ikke aktindsigt så få det, tjek at alt er der fra læger ol, hvis ikke så skaf det og forlang at få det vedlagt din sag.
Har du styr på dine ting, er det 100 gange nemmere at klage, partshøre og anke afgørelser, og 100 gange nemmere at få hjælp 
