Er jeg den eneste unge førtids pensionist, som er direkte flov over at være førtids pensionist, og forsøger febrilsk at undgå spørgsmålet “nååå hvad laver du så til dagligt” :mad: :mad: :mad:
Hvordan lære man at acceptere sin egen situation???
nej det er du bedstemt ikke
jeg er fleksjobber og de første år fortalte jeg ingen om det, så kom jeg til skade og gik ned i tid og fik så samtidig fortalt folk omkring mig det og helt ærlig det er dejligt, at folk ved jeg er syg og at der skal tages nogle hensyn til mig.
man bruger alt for mange kræfter på at gemme sig.
Nu hører jeg ikke ligefrem til gruppen af unge ;-), men jeg kender rigtig godt til det at være flov/skamme sig over at være syg. Træder jeg et skridt tilbage, så er jeg naturligvis udemærket klar over, at det jo ikke er noget at skamme sig over, men ikke desto mindre bliver jeg til tider overmandet af følelsen…
Jeg øver mig dog i at være ærlig, netop fordi jeg jo rent faktisk også har behov for, at der bliver taget nogle hensyn. Når det lykkes, oplever jeg stort set hver gang medfølelse og empati. Eller sagt på en anden måde: jeg øver mig i at være den, jeg rent faktisk er, i stedet for den jeg var og/eller den jeg ønskede jeg var.
Kender sandelig osse følelsen af at være flov over sin situation… da folk man ikke kender som noget af det første, næsten altid spørger, hvad laver du såå og har oplevet at man blir dømt med det samme…
Så nu stikker jeg folk en plade og fortæller at jeg er selvstændig og laver hvad der passer mig, da jeg har folk til det grove… 
og hvis vi så falder godt i hak… så fortæller jeg sandheden, men nu er det ikke så tit jeg har brug for det mere, da jeg desværre får det værre og værre og er sjældent i selskab med nye mennesker.
1000Vis af varme krammer til Jer
hejsa
jeg er først lige blevet førtids pensionist for en månede siden og har endnu ikke fattet det. men men hvor møder man tit det hvad laver du så og jeg har så svært ved ikke at undskyle og begynde at forklare jo ser i jeg er førtids pensionist frem for bare at sige det lige ud som det er men man føler sig socialt stemplet med det samme. og når folk så se på min mand og siger hvad så med dig jo siger han så jeg har sammer ervev som konen er også pensionert så føler jeg bare så maeget at vi får et socialt stempel og blive set så meget ned på min mand har ledegigt i alle led og ryggen med jeg har nogle ødelagte nervebaner i ryggen. var jo ikke det vi havde forventet af livet og det forbillede vi ønsked at blive for vores børn. men jeg håber med tiden jeg kan ligge den fra mig og være så lige glad med hvordan andre se på mig og mener,men der er jeg ikke någet til endnu.
hilsen sanne mor
(Ups så lige der blev spurgt til andre unge, jeg sluttede med at være ung i systemet da jeg blev 30 sidste år 
Men bliver så ung igen ifølge systemet næste år, indtil jeg er 40 
Men håber nu jeg er ude af det, inden min 2. ungdom 
)
Jeg har haft det som dig, og gemt mig bag hvide løgne. Men det blev det bare mere ubehageligt af. Følte folk kunne se lige igennem mig. Så jeg er blevet ærlig med tiden. Men syntes stadig det er træls at folk ikke fast, spørger om hvordan man har det, istedet for hvad man laver eller arbejder med. For jeg syntes rent faktisk jeg har det godt, når jeg selv kan få lov at styre slagets gang.
Selv om jeg ikke er blevet det endnu, så ved alle i mine familie at det (forhåbentlig) ender med pension.
Faktisk sagde min far til mig en dag, og han er virkelig glødende venstremand. At han håbede jeg kunne få pension, og komme ud af det limbo af sygdom (bipolare depressioner der udløses af stress især).
Men får jeg pension, så får folk det også at vide. Eksempelvis nogen man ikke har set i årevis og lignende.
Jeg skammer mig ikke mere, jeg har erkendt jeg ikke er som gennemsnitsdanskeren. Men har et psykisk handicap, der er ligeså “legalt” som en uden arme, eller andet fysisk handicap.
Rigtig mange forstår det ikke, og hvis, for det sker, at de forsøger at kloge sig. Og siger at alle har det bedst med at have noget at lave fast, og at der er brug for en. Så forklarer jeg kort, at jeg har det lige omvendt. Og at skaden bare er sket. Det eneste det vil bidrage med, er at jeg får det værre.
Sagde til en rigtig god ven (liberal accliance vælger, så det står efter, med udover det), at jeg håber på pension.
Hva??? håber du ikke på at blive rask? Hvad kan du da med dit liv som førtidspensionist.
Jeg kan sætte mig nye mål i livet, i det tempo som jeg kan holde til. Og have bedst mulig livskvalitet.
Men ja og nej. Ja jeg håber jeg kan blive rask, hvis de endda opfinder en kur, selvfølgelig. Men nej, jeg håber det ikke før en sådan skulle bliver opfundet. Så kan jeg netop sidde og have selvmedlidenhed (det må man godt have), og spilde mit liv yderligere. På at håbe på noget som er urealistisk.
Sluttede så af med at sige, jeg var ligeglad om han forstod eller accpeterede det. Det er dine penge (han arbejder) men det er mit liv, og vi lever i samme samfund. Med dertilhørende pligter og rettigheder. Jeg har gjort min pligt, og det kan jeg så ikke mere. Så jeg har ret til hjælp.
Den er så måske lige hård nok at slynge i hovedet på en der tjener mine penge for mig. Og højst sandsynligt kommer til det resten af mit liv, eller til han pernsioneres. Men bliver jeg angrebet af bedrevidenhed fra omgivelserne, så kommer det tilbage, med bagsiden af samme mønt.
Sådan har jeg aflivet min skam tror jeg. Fordi mine nærmeste har bakket mig op. Og har erkendt overfor mig selv at jeg er (usynlig) handicappet. Jeg har ikke snydt, jeg har kæmpet for at leve op til de krav der er. Jeg har gjort mere end mit bedste. Ellers havde mit helbred ikke taget skade.
Hej
Jeg er ledig flex jobber ..
har nogle gange tænke at den med at man bliver mødt med en bemærkning om vejret .. det er ikke sådan mere :rolleyes:
I starten da jeg var på ledighedsydelse var jeg bare åben når jeg fortalte jeg er ledig hvis nogle spurgte til mit erhverv .. men nu 1,5 år senere er det helt anderledes, jeg fortæller helst ikke noget .. har sådan en fornemmelse af , ja den der med de bare tror jeg går og driver den af .. det er ikke rart, for jeg vil meget gerne have et job ..
Hold så op med at klynke - tilstanden er et faktum - forhold dig til det .
Samfundet accepterer det - det er også et faktum.
Og til fleksjobbere - hvad skammer du/I jer over- i skal DELTAGE EFTER EVNE. Det siger reglerne og lovgivningen .
( skamme sig over at være syg - JEG HAR ALDRIG HØRT MAGEN)
Hvad er meningen med denne tråd? Jeg er overbevist om, at alle vil støtte op og at man bliver accepteret med det handicap man har Når diagnosen endelig foreligger .
Hvem er det egentligt der ser skævt - uden een selv ?
Nu kommer man ikke sovende til en pension, og der er ingen der får pension uden at ALT andet er prøvet i et par år.
Jeg er ikke stolt af at være pensionist, men kunne heller ikke finde på at lyve om det eller fortie det
Jeg har været meget åben i mit sygdomsforløb - både med mine svære kroniske smerter og omkring den stress og belastningsreaktion jeg har fået som følge af totalt uduelig sagsbehandler.
Mine kognitive evner har taget skade, måske jeg nu jeg har fået ro kan prøve at genopbygge disse færdigheder.
jeg ved ikke om jeg havde været lige så åben omkring min pension, hvis ikke det havde været en arbejdsulykke?
Det er langt de færreste der forstår usynlige handicaps, og ikke aner en k… om hvad det er, selvom man siger diagnosen.
Har oplevet at få at vide, sådan nogen bare skulle sættes ud på en øde ø. Så skulle de nok lære at klare sig. Så forstår godt mange undviger, snakker udenom, eller stikker en hvid. Frem for at skulle forklare om adam og eva, for ikke at føle sig stemplet “doven robert”.
[QUOTE=Thomas1981;245961]Det er langt de færreste der forstår usynlige handicaps, og ikke aner en k… om hvad det er, selvom man siger diagnosen.
[/quote]
det har du helt ret i, og derfor kan man bare sige depression, så kan
de fleste tænke - ok det er træls.
Men at forsøge at forklare et problem som folk ikke kan forstå er omsonst.
[QUOTE=maruus;245953]Hold så op med at klynke - tilstanden er et faktum - forhold dig til det .
Samfundet accepterer det - det er også et faktum.
Og til fleksjobbere - hvad skammer du/I jer over- i skal DELTAGE EFTER EVNE. Det siger reglerne og lovgivningen .
( skamme sig over at være syg - JEG HAR ALDRIG HØRT MAGEN)
Hvad er meningen med denne tråd? Jeg er overbevist om, at alle vil støtte op og at man bliver accepteret med det handicap man har Når diagnosen endelig foreligger .
Hvem er det egentligt der ser skævt - uden een selv ?
[/quote]
Er det mig der misser sarkasmen her? Eller mener du vitterlig hvad du skriver?
Samfundet, hvor jeg bor, acceptere det ikke. Komunalt ansatte i mit område har ingen respekt for det, og ingen accept (ikke alle, men en del). Når de ikke engang kan, hvordan skal man så forvente alle andre kan. Når man bliver mødt med løftede øjenbryn, og frygt for man er farlig fordi man er psykisk syg så kalder jeg det ikke accept.
Noget helt andet er at man sagtens kan have dårlig samvittighed over noget man ikke kan ændre. Kunne man ændre de ting man har dårlig samvittighed over, var der jo ingen grund til at have et sådant begreb!
Ja jeg har daglig dårlig samvittighed over at være syg - selvom det ikke er min skyld
Ja, jeg har daglig dårlig samvittighed over jeg har hjemmehjælpere, kontaktpersoner, psykologer og hvad ved jeg rendende dagligt… JA det er flovt og ydmygende. Og det har det været de sidste 10 år, og vil nok altid være det.
Ja jeg har dårlig samvittighed når jeg ikke magter selv små ting i hverdagen, som min kone så må ordne.
Efter jeg fik min diagnose har jeg kun mødt 2 der har gidet tage sig tiden til at prøve at forstå mit handicap indenfor systemet. De fleste kontaktpersoner mm. er fuldkomen ligeglade med særlige hensyn - det er ikke accept, og ej heller respekt!
Jeg har fulgt siden her i lang lang tid, men dit indlæg her pisser mig godt nok af, hvem er du der skal fortælle andre hvad man må og ikke må føle! DU skulle skamme dig!
[QUOTE=nocturne-igen;245966]det har du helt ret i, og derfor kan man bare sige depression, så kan
de fleste tænke - ok det er træls.
Men at forsøge at forklare et problem som folk ikke kan forstå er omsonst.
[/quote]
Lige nøjagtig. Det sagde jeg også selv i lang tid. Og det var sandt tilmed, for ingen vidste på det tidspunkt hvad der lå begravet under depressionerne.
Hvad jeg faktisk var mest overrasket over, var hvor ofte jeg fik en tilbagemelding der hed noget i retning, det gør mig ondt. Det har jeg også selv været ramt af, eller en pårørende.
Men selv om folk så ikke skulle kende til det ordentligt, så ved langt de fleste det handler om at være trist, meget forenklet.
kender en der fik arbejde i nabolaget, så var det pludselig en offelig mening med, alt hvad hun lavede, alle viste noget om hendes arbejdstid ,løn osv og utrolig mange ´naboer fik travlt med hendes gode løn og korte arbejdstid
bemærkninger som hvis jeg kun skulle arbejde 15 timer ville jeg også have tid til mine børn, hvad folk glemte, at selv om hun brugte tid på sine børn har hun ingen andre fritids intresser for det er der ikke kræfter til.
Til sidst gik hun ned med dårlige nerver, pga. kærlige naboer.
så jeg fårstår godt folk kan have svært ved, at være ærlig jeg høre også tit :
jeg vil også gerne arbejde ½ tid og få fuld løn, folk kan være meget smålige.
jeg er også ftp-er…og når folk spørger hvad laver du så - tja så viser jeg dem hånden og siger jeg ka ikke mere -og ja så siger folk ikke så meget mere..
jeg er ikke flov over det og skammer mig heller ikke…det er jo ikke med vilje så at sige vi blir syge el.skadet og som andre også har nævnt kommer man jo ikke bare sovende dertil..det er en lang og umenneskelig kamp for mange..
jeg tror også det handler om at accepterer sig selv og sin situation og ka man det,tror jeg personlig tingene blir nemmere..
de fleste derude ved jo godt folk ikke bare får det og der er en grund til det..
jeg prøver istedet at nyde det..dele tiden op så jeg har lidt energi,og prøve at lave nogen ting får min søn..det havde jeg ikke så meget tid til før..
stribe førtidspensionist
Maruus - det kan godt ske man ikke burde være flov over at være syg/skadet - men det ER jeg sku..!
Jeg er glad for mit liv… Og jeg er “glad” for min FP, idet jeg i mine arbejdsprøvninger INTET overskud har haft..!
NU har jeg overskud til det som betyder noget for mig… Og det som betyder noget for mig, er rent faktisk grunden til at jeg er “flov”…
For jeg er FP pga piskesmæld, som jeg fik i en rideulykke… MEN jeg rider stadig, også konkurrencer… Og det er måske noget underligt noget??? Men jeg er NØD til at holde fast i det som giver mit liv mening, og det er kun min ridning som gør det, desværre… (får desuden også ekstra ondt i ryggen, hvis jeg ikke rider)…
Men ååååårk hvor kan den dog være svær…! Hvorfor kan du ikke arbejde, når du kan ride??? Stiller tit mig selv spørgsmålet… Og kun folk som VIRKELIG kender mig, forstår situationen (at jeg var gået ned psykisk, hvis jeg ikke rider)…
Men derfor er jeg sku STADIG flov…! Og jeg ville IKKE have den FP.. Men det ville min sagsbehandler…
Min FP gik igennem i første forsøg, uden problemer, i en alder af 25 
Fandenme ikke lige det jeg havde set mit liv som…?
suk
Er ny herinde og har brugt den sidste times tid til at læse forskellige tråde igennem. Grunden til at jeg føler jeg er nødt til at skrive her er, at jeg endelig har fundet noget jeg kan relatere til.
Jeg er ca. halvvejs i gennem mit sygedagpenge forløb, udløber 31. marts 2013, som det ser ud nu. Er pt. i praktik for at finde ud af hvad jeg kan arbejde og hvor min grænse går.
Har kort fået stillet diagnose bipolar og angst, udløst af en lang periode med stress. Skal have yderligere diagnose senere hos anden psykiater som skal se på min medicinering.
Jeg er skide bange for min situation fremadrettet og hvad og hvordan min situation skal se ud.
Jeg er dig sandie86, flov over min situation. Jeg har svært ved at forklare andre hvorfor jeg er hvor jeg er og hvad der gør at jeg ikke kan arbejde fuld tid. Jeg har ingen forventning eller tanker om FP, men kan se at hvis der ikke sker forbedringer i min tilstand at det kunne være en mulighed i fremtiden.
Det ville være dejligt hvis jeg kunne sige at der ikke er noget at skamme sig over, og samtidig tro på hvad jeg sagde. Sagen er at det kan jeg ikke. Jeg kan sige det, men tror sgu ikke på det. Jeg ER flov, jeg har haft arbejde hvor min indtægt var i den pæne ende, men det kan jeg ikke/ønsker jeg ikke mere. Så det er sgu svært at acceptere at man er begrænset selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud.
Jeg håber at kunne følge mere med herind, nu hvor jeg har fået meldt mig til. Har brug for at tale med folk der forstår frustrationerne og følelserne bag det at være syg og i er forløb der ikke altid giver det største overskud.
[QUOTE=sandie86;245985]Maruus - det kan godt ske man ikke burde være flov over at være syg/skadet - men det ER jeg sku..!
Jeg er glad for mit liv… Og jeg er “glad” for min FP, idet jeg i mine arbejdsprøvninger INTET overskud har haft..!
NU har jeg overskud til det som betyder noget for mig… Og det som betyder noget for mig, er rent faktisk grunden til at jeg er “flov”…
For jeg er FP pga piskesmæld, som jeg fik i en rideulykke… MEN jeg rider stadig, også konkurrencer… Og det er måske noget underligt noget??? Men jeg er NØD til at holde fast i det som giver mit liv mening, og det er kun min ridning som gør det, desværre… (får desuden også ekstra ondt i ryggen, hvis jeg ikke rider)…
Men ååååårk hvor kan den dog være svær…! Hvorfor kan du ikke arbejde, når du kan ride??? Stiller tit mig selv spørgsmålet… Og kun folk som VIRKELIG kender mig, forstår situationen (at jeg var gået ned psykisk, hvis jeg ikke rider)…
Men derfor er jeg sku STADIG flov…! Og jeg ville IKKE have den FP.. Men det ville min sagsbehandler…
Min FP gik igennem i første forsøg, uden problemer, i en alder af 25 Fandenme ikke lige det jeg havde set mit liv som…?
suk
[/quote]
Det kan jeg sagtens følge dig i Sandie :kram:
Hvis mine problmer gik udover min største hobby, så ville jeg have et stort hul i livskvaliteten.
Og jeg har faktisk haft samme problem som dig. I mit tilfælde er det bare, hvorfor kan du ikke arbejde med det, når du er så god til det på hobbyplan. Ville det ikke være godt for dig.
Men det går desværre ikke, for så kommer problemet at nogen forventer det på faste tidspunkter. Og det pres og stress der følger. Det har før været mit arbejde, og jo det var en fed succesoplevelse. Vil endda gå så langt som at jeg næsten blev høj i den periode, en workaholic. Så jeg brændte virkelig lys i beggen ender.
Fordi i privatlivet fik familie, venner og bekendte også glæde af det. Men pludselig var det nærmest mit liv 24/7.
Der blev mine problemer forværret med 7 mileskridt.
På hobbyplan kan jeg få glæde af det, når overskuddet er til det.
Jeg havde heller ikke drømt om det skulle ende med et liv udenfor arbejdsmarkedet. Men sådan er det blevet (bliver det), så må livet formes bedst muligt ud fra det
Jeg har det helt fint med min FP. Har såmænd også arbejdet fra 16 - 56 år, men synes at man skal tænke på der er så plads på arbejdsmarkedet for en anden.
Der er ingen grund til dårlig samvittighed. Så mange penge får vi jo heller ikke.
Jeg har på intet tidspunkt været flov, hverken over fleks, eller pension. Når nogen spørger hvad jeg laver, siger jeg at jeg fik pension sidste år, og så kan de jo selv vælge om de har lyst til at vide mere, det er dem der har et problem hvis de inderst inde rynker på næsen over det.