Husk at bruge den rigtige metode som whistleblower
26. januar 2026
HK Kommunal
Danske Sundhedsadministratorers Landsforening
Mogens Jepsen
En whistleblower er kommet i klemme, fordi han ikke har benyttet den rigtige metode til at gøre opmærksom på uhensigtsmæssige forhold i kommunen. Han var slet ikke beskyttet og blev afskediget efter kritikken.
For at blive betegnet som whistleblower skal nogle helt specifikke kriterier være opfyldt.
Grunden til det er vigtigt er, at kun ”rigtige” whistlebowere er beskyttet af den særlige beskyttelse, som følger med at være whistleblower.
Det står klart efter Øster Landsret har afgjort en sag, hvor en kommunal medarbejder gennem tre måneder indberettede forhold, han syntes var forkerte og uhensigtsmæssige.
Blev fritaget kort efter klagerne
Problemet var, at medarbejderen indberettede disse klager til chefer og ledere i kommunen samt kommunens chefjurist.
For kort efter blev han fritaget for tjeneste bl.a. med begrundelsen, at kommunen havde brug for at skabe ro og plads til, at den kunne undersøge klagerne nærmere.
Den fritagelse klagede medarbejderen over – og nu har Øster Landsret altså afgjort sagen til kommunens fordel.
Officiel ordning giver beskyttelse
Afgørende for dommen var, at medarbejderen IKKE havde benyttet en officiel whistleblowerordning – og dermed opnået særlig beskyttelse.
Ifølge Kammeradvokaten slår Landsretten altså fast, at en medarbejder, der går direkte til f.eks. ledelsen, bestyrelsen eller lignende med oplysninger om ulovlige forhold, ikke herved bliver beskyttet af whistleblowerloven.
ØSTRE LANDSRET: DIREKTE HENVENDELSE TIL LEDELSEN GAV INGEN WHISTLEBLOWERBESKYTTELSE
Østre Landsret slår fast, at det er en betingelse for, at en whistleblower er beskyttet efter whistleblowerloven, at whistlebloweren enten har foretaget indberetning til en whistleblowerordning eller foretaget offentliggørelse i henhold til de regler, der gælder herom i loven – direkte henvendelser til ledelsen om ulovligheder udløser ikke en whistleblowerbeskyttelse.
BETINGELSER FOR BESKYTTELSE AF WHISTLEBLOWERE
Det følger af whistleblowerlovens § 5, stk. 1, at loven finder anvendelse for en whistleblower, der foretager:
Indberetning til en intern whistleblowerordning,
Indberetning til en ekstern whistleblowerordning, eller
Indberetning til en ekstern whistleblowerordning i institutioner, organer, kontorer eller agenturer under Den Europæiske Union, der har eksterne indberetningskanaler og procedurer for modtagelse af indberetninger af overtrædelser, der henhører under lovens anvendelsesområde.
Herudover følger det af whistleblowerlovens § 5, stk. 2, at loven finder anvendelse ved offentliggørelse foretaget af en whistleblower i henhold til de regler, der gælder herom i loven.
En whistleblower er i whistleblowerlovens § 3, nr. 7, defineret som en fysisk person, der foretager indberetning eller offentliggørelse af oplysninger om overtrædelser, som personen har skaffet sig adgang til i forbindelse med vedkommendes arbejdsrelaterede aktiviteter, og som tilhører følgende persongrupper:
Arbejdstagere
Selvstændigt erhvervsdrivende
Aktionærer og medlemmer af direktionen, bestyrelsen, tilsynsrådet eller det tilsvarende ledelsesorgan i en virksomhed
Frivillige
Lønnede eller ulønnede praktikanter
Personer, som arbejder under tilsyn og ledelse af kontrahenter, underleverandører og leverandører
Personer, der foretager indberetning eller offentliggørelse af oplysninger, som vedkommende har skaffet sig adgang til i et arbejdsmæssigt forhold, som siden er ophørt
Personer, hvis arbejdsmæssige forhold endnu ikke er påbegyndt, der indberetter oplysninger om overtrædelser, som vedkommende har skaffet sig adgang til i løbet af ansættelsesprocessen eller andre førkontraktuelle forhandlinger.
Det følger videre af whistleblowerlovens § 8, stk. 1, at en whistleblower ikke må udsættes for repressalier, herunder trussel om eller forsøg på repressalier som følge af, at vedkommende har foretaget en intern eller ekstern indberetning eller foretaget en offentliggørelse i overensstemmelse med lovens regler herom.
SERVICES
ANSÆTTELSESRET OG ARBEJDSRET
WHISTLEBLOWERORDNINGER
KORT OM SAGEN
A, som var ansat i en kommune, sendte i perioden 20. august 2024 til 30. oktober 2024 en række klager til chefer og ledere i kommunen samt kommunens chefjurist vedrørende forhold i kommunen.
Den 30. oktober 2024 blev A fritaget for tjeneste. Kommunes beslutning om tjenestefritagelse blev truffet, blandt andet fordi det var kommunens vurdering, at der var brug for at skabe ro og plads til, at kommunen kunne undersøge A’s omfattende klager og henvendelser nærmere.
Efter tjenestefritagelsen den 30. oktober 2024 indgav A den 5. april 2025 en indberetning til Den Nationale Whistleblowerordning. A indgav senere supplerende indberetninger henholdsvis den 6. april og 11. maj 2025.
A gjorde herefter gældende, at tjenestefritagelsen den 30. oktober 2024 var ugyldig og var udtryk for repressalier.
Landsretten anførte indledningsvist, at grundlaget for kommunens fritagelse af A for tjenesten var kommunens ledelsesret. Landsretten anførte videre, at ledelsesretten - som er et grundlæggende princip i dansk ansættelsesret - skal udøves i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder lov om beskyttelse af whistleblowere (”whistleblowerloven”).
Landsretten udtalte sig herefter generelt om whistleblowerloven, og anførte i den forbindelse:
At whistleblowerloven efter lovens § 1 finder anvendelse på indberetninger, som vedrører overtrædelser af EU-retten og indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold.
At det er en forudsætning for lovens anvendelse, at oplysningerne ikke alene vedrører bagatelagtige eller rent interne personalespørgsmål, men at de har en karakter, der rækker ud over almindelige utilfredsheder eller mindre tvister på arbejdspladsen.
At en indberetning efter whistleblowerlovens § 5, stk. 1, skal ske til en intern whistleblowerordning i overensstemmelse med lovens kapitel 3, en ekstern whistleblowerordning i overensstemmelse med lovens kapitel 4, eller en ekstern whistleblowerordning i institutioner, organer, kontorer eller agenturer under Den Europæiske Union, der har eksterne indberetningskanaler og procedurer for modtagelse af indberetninger af overtrædelser, der henhører under lovens anvendelsesområde.
Landsretten lagde til grund som ubestridt, at A ikke før sin tjenestefritagelse den 30. oktober 2024 foretog nogen indberetning til kommunes whistleblowerordning, men i stedet havde henvendt sig direkte til sin ledelse og kommunens chefjurist.
Landsretten anførte dernæst, at ”da det, ifølge whistleblowerloven, er en betingelse for, at en whistleblower er beskyttet efter loven, at whistlebloweren har foretaget indberetning til en whistleblowerordning eller foretaget offentliggørelse i henhold til de regler, der gælder herom, er A ikke beskyttet efter whistleblowerloven.”
Landsretten vurderede herefter, om tjenestefritagelsen af A lå inden for de rammer, der generelt gælder for ledelsesretten, herunder om tjenestefritagelsen var sagligt begrundet og nødvendig.
Landsretten bemærkede i den forbindelse, at størstedelen af A’s klagepunkter rettede sig mod en flerhed af hans overordnede, og at klagerne overordnet set fremstod, spredte, bredt formulerede og med manglende præcision med hensyn til både hvilke personer og hvilke konkrete forhold, kritikken angik. Klagerne vedrørte herudover i væsentligt omfang hændelser, der lå betydeligt tilbage i tid og omfattede forhold, som ikke udelukkende faldt inden for A’s arbejdsområde.
Landsretten fandt, at omfanget og karakteren af klagerne var af en sådan natur, at kommunen med rette kunne være bekymret for, hvorvidt A var i stand til at varetage sin stilling og sine arbejdsopgaver, og at dette blev understøttet af, at kommunen oplevede et tiltagende fokus fra A’s side på at rejse kritik og påpege fejl i kommunens administration samt den uro, det medførte på arbejdspladsen.
Landsretten anførte videre, at kommunens beslutning om midlertidig tjenestefritagelse blev truffet, blandt andet fordi det var kommunens vurdering, at der var brug for at skabe ro og plads til, at kommunen kunne undersøge A’s omfattende klager og henvendelser nærmere.
Landsretten fandt herefter, at tjenestefritagelsen af A var saglig og nødvendig, og at tjenestefritagelsen i øvrigt ikke kunne anses for ugyldig. Byrettens dom blev hermed stadfæstet.
VORES OVERVEJELSER OG KOMMENTARER
Der findes endnu ikke meget retspraksis vedrørende whistleblowerloven, og dommen udgør et vigtigt fortolkningsbidrag til forståelsen af loven og de betingelser der gælder for, at en whistleblower er beskyttet af loven.
Landsretten fastslår med dommen, at en medarbejder, der går direkte til f.eks. ledelsen, bestyrelsen eller lignende med oplysninger om ulovlige forhold, ikke herved bliver beskyttet af whistleblowerloven.
For at en medarbejder er beskyttet af loven, kræves det altså - som det helt klare udgangspunkt - at medarbejderen har foretaget indberetning til en whistleblowerordning eller foretaget offentliggørelse i overensstemmelse med lovens regler herom.
Det bemærkes i øvrigt, at en medarbejder alene er beskyttet mod en ufordelagtig behandling (repressalier) som er en følge af, at vedkommende har foretaget en indberetning til en whistleblowerordning eller foretaget offentliggørelse. Medarbejdere er altså ikke beskyttet mod en ufordelagtig behandling, hvis der - som i denne sag - først efter den ufordelagtige behandling foretages en indberetning til en whistleblowerordning.[/b]
Hilsen Peter (y)