Vi var til noget påskefrokost i går. Hos en stak mennesker jeg ikke kendte særlig godt. Faktisk havde jeg fået af vide, at vi ville blive 10 i alt med børn. Og havde derfor sagt .. ja tak til at komme. Det mente jeg godt jeg kunne overskue. Da vi så kom, viste det sig at det var blevet til 20 voksne og 10 børn. Spørg lige om jeg havde lyst til at løbe skrigende væk.:eek:.. Nå men det gik, men det var hårdt. Heldigvis var der flere rum man kunne opholde sig i. Men ja.. så sidder man jo der ved siden af en bordherre man ikke kender, og bare venter på spørgsmålet.!!.. Nå men hvad laver du så??.. Jeg har fået af vide, man ligeså godt bare kan sige det. Som det mest naturlige i verden. Men jeg ved jo godt, at folk som ikke kender mig,- ikke kan se jeg har det dårligt. Nå men jeg får det sagt. Jeg er lige blevet bevilliget en førtidspension… og føler straks jeg skal forsvare mig!!!.. hvorfor skal det være sådan??.. Man er blevet vant til man skal sidde og forsvare sig… Bare fordi det ikke kan ses?.. Samtidig med det, var det svært for 1.gang at skulle sige det højt for en jeg ikke kender. Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, Så det var meget mærkeligt. Det føltes som om, jeg sad og snakkede om en anden. …Som om det ikke var mig… Ville ønske det ikke var mig…
Men det bliver vel nemmere som tiden går. Mens man vænner sig til sin nye tilværelse og prøver at få det bedste ud af det. For det er jo det vi skal. Få det bedste ud af det!! ik?.. ![]()
Påskekram
B