Fred fra kommunen

Kære alle

Jeg er ny her på sitet, selv om jeg har været en del inde at kigge og læse med det sidste halve år. Jeg har et lille spørgsmål, som nogle af jer herinde måske kender svaret på. Håber I har tid til at læse :slight_smile:

Jeg er kommet i kontakt med en kommune for første gang, og der havde jeg en rigtig dårlig sagsbehandler, som prøvede at overtage mit liv. Det var meget hårdt, og jeg har ikke overskud til at skrive om hele historien nu.

Det korte af det lange er, at jeg blev nødt til at melde mig ud af kontanthjælpssystemet og subsidiært flytte fra kommunen. Jeg oplevede, min sagsbehandler havde lidt af en stalker-mentalitet (hun ville ikke give slip på mig, og nej, det er ikke mig, der lider af forfølgelsesvanvid :-). Jeg ved ikke meget om lovgivningen, men frygter at hun kan/vil tage kontakt til en ny kommune, hvis jeg bosætter mig der. Kan hun det? Er det muligt? Det er hårdt nok at flytte, og jeg orker bare ikke at skulle igennem et cirkus med kommunen igen.

Knus Græshoppa

Svært spørgsmål faktisk, for på den ene side foreskriver systemet at de skal tage hånd om borgere hvis de mener de har en situration der er uholdbar, men på den anden side har de også tavshedspligt.

Normalt er det den nye kommunens opgave at indhente oplysninger fra den gamle, men det gør det naturligvis kun hvis der er en grund til det, og det vil der blive i det øjeblik du fortæller at du er syg og har brug for en social-sag (hvis altså du er syg og har brug for en sags opstart)
Når der hentes oplysninger er det sktiftligt, der fremsendes evt lægelige dokumenter, ressourceprofil ol fakta beviser, jeg har IKKE en opfattelse af at de ringer sammen, ikke i en syge-sag, det er mere børne sager og den slags… det er i hvertfald min opfattelse.

Cirkus kommune slipper du altså kun for, hvis du kan leve uden, desværre, hele systemet er gak i *******. Naturligvis er der ikke sindsyge SB´ere over alt, men der er desværre ekstrem langt i mellem de virkelig gode, og jeg kan ligesom fornemme at du er ovre i den selv samme bolgade som jeg er, så for dig vil det være MEGET MEGET vigtigt, med en rigtig god en af slagsen.

Jeg kan ikke hente post for sæt der er brev fra dem, jeg kan ikke deltage i møder, jeg ikke kører forbi deres bygning, jeg kan end ikke tåle at en fra teknisk forvirring skal se på vores kloarker, uden at få det super dårligt… her ER det for sent, det håber jeg ikke det er for dig, om end du desværre ikke har så mange mulighedder for at undgå “dem”

Dog vil jeg anbefale dig at finde en partsrepræsentant, på den måde fritager du sig selv fra at skulle deltage i din personlige møder, dog hvis de vil have dig til en læge ell hvor din krop er nødvendig, skal du naturligvis møde.
En partsrepræsentant, behøver du ikke betale penge for og behøver ikke være prof, om end den proffe selv sagt er det mest optimale, men din kæreste din mor ja selv din gamle afdøde tante (ja ja overdrivelse fremmer :wink: ) vil sagtens kunne bruges.

Søg på ordet partsrepræsentant, så du kan blive klogere på hvad det er for en fisk.

Hej Lum

Tak for svaret! Jeg vender tilbage… :slight_smile:

Knus Græshoppa

Hej igen :slight_smile:

Håber, der er nogen af jer, der har tid til at læse med og besvare nogle af mine sprøgsmål.

Nej, jeg er ikke syg, men har været det. Jeg har tidligere fået en psykiatrisk diagnose, der dog ikke rigtig mere har noget på sig. Jeg tror, jeg er mere rask end de fleste, og mine omgivelser siger da også, jeg er “helt normal”!

Da jeg flyttede til kommunen var jeg på vej ud af min sygdom og var rigtig træt, fordi jeg havde kæmpet for meget. Jeg erkendte, mine forældre og øvrige familie ikke var der for mig. Derfor søgte jeg hjælp hos kommunen. Kommunens ‘hjælp’ var dog ikke noget for mig, og jeg erkendte, jeg måske ikke var så syg, som jeg gik og troede. Jeg rejste hastigt væk og boede hos venner og slægtninge, der bekræftede mit indtryk: Jeg fejlede ikke noget, og det var kommunen, der var galt på den, når de ikke ville lade mig være i fred. Jeg har aldrig før været i kontakt med socialvæsenet, indlagt på en psykiatrisk afdeling eller andet. Jeg blev udsat for et justitsmord, fordi jeg havde en psykiatrisk diagnose og oplyste den til den lille kommune i Jylland, jeg var flyttet til. Jeg føler mig ‘voldtaget’ med serviceloven. De krænkelser, hvoraf min egen praktiserende læges var de værste, kan jeg knap tænke på. Jeg har siden forsøgt at leve under jorden, da jeg ikke kan rumme de overgreb igen.

Jeg håber, I måske kan give mig lidt støtte og opbakning her. Jeg vil om muligt frabede mig opfordringer til at gå ind i systemet eller psykiatrien. Instanserne har øvet vold imod mig. Jeg skal dog ikke forhindre andre til frit at benytte systemet.

undskyld jeg spørger men hvad er dit eget mål
der er tre muligheder på en kommune
revalidering
flex
pension

hvis du mener du ikke er syg, så er det vel bare ud og søge et job
så skal du ikke have noget med kommunen at gøre

Hej MTVRV1

Nope den er mere ond end som sådan… Jeg tør ikke tage bopæl i en ny kommune, fordi jeg frygter, min sagsbehandler i den gamle kommune vil tage kontakt hertil. Bare det at komme ind i systemet er nedbrydende i sig selv.

Ellers rejser jeg til udlandet. Jeg er ikke økonomisk afhængig af staten og har tidligere boet udenlands.

Øv, jeg synes bare det er mega hårdt det her. Jeg ville virkelig have brug for jeres støtte. Jeg går og skal finde ud af, om jeg tør blive i landet eller skal tage en frisk start et andet sted. Det er fandme ikke en nem beslutning, men jeg har brug for at kende lidt til lovgivningen omkring kommunal indgriben/serviceloven. Kan det virkelig passe, at der ikke er nogen grænser for, hvor meget kommunen har lov til at rende én på dørene, presse og dele oplysninger?

når du ikke får flere svar, er det nok fordi de fleste ikke kan finde hoved eller hale i din situation

1 du siger du ikke er syg
2 Jeg er ikke økonomisk afhængig af staten
alså så vil kommunen intet gøre i din sag
hvorfor skulle de det, når du ikke koster dem noget

men i forhold til hvad du skriver, må jeg nok indrømme en tur fordi psykiatrien
det vil være en god ting og få snakket ud omkring din situation
tror desværre ingen på K10 kan hjælpe dig

Min gamle kommune ringede i går og lagde en besked på min telefonsvarer. De sagde, de stod uden for min dør og bankede på, og at jeg godt måtte ringe tilbage. Nu har jeg bare ikke boet eller haft folkeregiseradresse der i et lille halvt år. Det er faktisk mærkeligt, for mit navn kan heller ikke være på postkassen…

Jeg ved, det kan være svært at forstå min situation, men det handler jo om et overgreb, jeg var udsat for. Mon ikke nogle kan være behjælpelige med paragraffer omkring serviceloven og måske en smule empati :slight_smile:

Kære Græshoppa

Jeg har læst hele tråden flere gange.

Jeg fatter NADA.

Ved godt at jeg er fatsvag ind i mellem, men kan ikke finde ud af,
hvad det er du vil/beder om hjælp til.

Det er meget sparsomme oplysninger, du har givet,
og jeg kan ikke se nogen konkrete spørgsmål.

Jamen det kommer da an på, hvad problemet er ?

Serviceloven omhandler jo mange ting.

Hvad er det helt nøjagtigt, du er bange for ?

Igen er min bedste løsning, i første omgang en partsrepensentant.

Din gamle kommune har garenteret ingen interasse i dig i forhold til en evt sygedsag, med mindre de da har tænkt sig at leve op til at de er forpligtede til at hjælpe borgere de har grund til at tro ikke kan klare sig selv, og så ser jeg ikke den store grund til at frygte dem, for så vil de dig det kun godt, og så er det ikke så tosset at få snakket med dem.

Nej den er YDERST tvivlsom.

I stedet har jeg en rimelig god ide om at din gamle kommune vil dig noget andet, hvad det er kan jeg af gode grunde ikke vide, men et meget godt bud er penge, at de mener du skylder dem noget, i så fald er du altså nød til at få redet trådene ud, for ellers resikere du at lave det sådan at du slet ikke kan opholde dig i EU resten af dine dage, hvis du vil undgå fængsel.

Der er også den 3. mulighed at du reelt ikke aner hvad pokker de vil, og igen er den beste løsning altså at finde ud af hvad pokker de vil.

Til alle 3 er der 2 fornuftige løsninger, nu du selv er ude af stand til at snakke med dem, og det er:
1: At skrive til dem… hvad er det helt nøjagtigt i vil?
2: Få en partsrepensentant til inden at ringe eller skrive til dem, igen så du kan få fundet ud af hvad pokker det er de vil.
Får du en partsrepensentant til at ringe, så få vedkommende (som sagtens kan være din afdøde moster) til at optage samtalen, i den sammenhæng er det vigtigt at der bliver sagt hvilken dato det er, og hvad klokken er (så du har mulighed for at bruge det som et bevis i en evt anmeldelses sag mod din gamle kommune) Husk langt de flere mobiler kan optage samtalerne, så den er ikke så svær at kringle, og man behøver ikke fortælle at man optager.

Når du så har fundet ud af hvad det er de vil, kan du jo altid tage stilling til om du vil fordufte ud i det blå bag efter, for så ved du i det mindste hvad det er de vil.

Totalt at undgå din gamle kommune, uden først at finde ud af hvad de vil, kommer der absolut INTET godt ud af, vælger du den løsning, ja så har jeg også kun et svar… du er nød til at flutte ud af EU, og blive væk, kom aldrig inden for de grænser igen, resten af dine dage.
Er det den løsning du ønsker, er du naturligvis velkommen til det, men på mig virker det ret drastisk.

Der til skal du vide, at du jo er i din fulde ret til at få anonymt nr og adr (det sidste koster vist penge, dog skrevet uden jeg aner noget konkret om det, og du skal huske selv at bede om at få dig slettet fra telefonbøger osv osv) Lige som du IKKE er forpligtet til at åbne op for dem, KUN hvis de har politiet med SKAL du åbne (ellers sørger politiet for at der bliver åbnet) Men de får altså ikke politet med, med mindre du har gjort noget ulovligt, og skulle de nu alligevel, så har du vidner i form af betjenten/e, lige som du også der vil kunne optage samtalen.

Du giver udtryk for et ønske om §§ fra serviceloven, også her forstår jeg ikke hvad det er du vil de §§ skal omhandle, og om så jeg gjorde ville jeg alligevel skriv til dig at du bør sætte dig ned og selv læse den, for nok er der nogen der er godt inde i hvad der står, men ingen kan huskle samtlige §§ uden af, og kun meget få gider bruge deres tid på at læse det hele i gennem.
Så læs den selv i gennem, og grib vejledningen til den også, så skal du se, så støder du sikkert på det du mener, der står, der i, som du kan bruge, hvis ikke, ville vi her inde jo have lige så svært ved at finde det.

Du kan finde den under nyttige links, lige som du der kan finde links til en hel del andre nyttige love, OG en lovformlig blanket til partsrepensentant.

God læselyst ss

Hej igen :slight_smile:

Tak fordi I gav jer tid til at svare, og du giver virkelig gode, lange og udførlige svar, LUM. Det er fedt!

Det er sgu’ lidt svært at berette om min sag, men jeg har nu alligevel fået de svar, jeg har brug for. Jeg vil ikke prakke systemet på jer, hvis I nogensinde skulle få brug for hjælp, men jeg respekterer, det er jeres holdning til mig eller til livet som sådan.

Jeg smutter igen. Knus herfra. Græshoppa

Græshoppa

Må indrømme, at jeg heller ikke rigtigt forstår.
Hvis jeg, personligt, skal have mulighed for at få overblik, er jeg nødt til at få nogle flere konkreter, hvad dette drejer sig om
Og noget tyder på at andre har det på samme måde

Du er nødt til at hjælpe os lidt på vej, før vi kan hjælpe dig

Hej Græshoppa.

[QUOTE=Græshoppa;151259]Jeg ved, det kan være svært at forstå min situation, men det handler jo om et overgreb, jeg var udsat for. Mon ikke nogle kan være behjælpelige med paragraffer omkring serviceloven og måske en smule empati :slight_smile:
[/quote]

Ja, det er MEGET svært at forstå din situation når du ikke fortæller om den.
Du skriver at du ikke er paranoid fordi du godt ved at det lyder sådan. Naturligvis gør det det, når du kun skriver at du er blevet forfulgt og krænket og ikke fortæller hvordan.
For at kunne få empati og hjælp med paragraffer bliver du simpelthen nødt til at svare på disse spørgsmål - og jeg er sikker på at jeg taler på alles vegne.
Grunden til at du ikke får de svar du ønsker er, at man kan ikke regne ud hvad det er for nogle paragraffer du søger når du ikke fortæller hvad der er foregået.
:kram:

[QUOTE=Græshoppa;151259]Jeg blev udsat for et justitsmord, fordi jeg havde en psykiatrisk diagnose og oplyste den til den lille kommune i Jylland, jeg var flyttet til. Jeg føler mig ‘voldtaget’ med serviceloven. De krænkelser, hvoraf min egen praktiserende læges var de værste, kan jeg knap tænke på. Jeg har siden forsøgt at leve under jorden, da jeg ikke kan rumme de overgreb igen.
[/quote]
Hvorfor føler du dig “voldtaget med serviceloven”?

Hvad er det, du føler, at der er blevet presset ned over hovedet på dig?

Hvordan blev du krænket af din læge og kommunen?
[QUOTE=Græshoppa;151298]Kan det virkelig passe, at der ikke er nogen grænser for, hvor meget kommunen har lov til at rende én på dørene, presse og dele oplysninger?
[/quote]
Nej, naturligvis ikke.
Derfor må du fortælle hvad der er foregået.
[QUOTE=Græshoppa;151315]Min gamle kommune ringede i går og lagde en besked på min telefonsvarer. De sagde, de stod uden for min dør og bankede på, og at jeg godt måtte ringe tilbage. Nu har jeg bare ikke boet eller haft folkeregiseradresse der i et lille halvt år. Det er faktisk mærkeligt, for mit navn kan heller ikke være på postkassen…
[/quote]
Hvilke oplysninger har kommunen delt med hvem?

Hvad har kommunen forsøgt at presse dig til?

HVEM fra kommunen/hvilken “afdeling” af kommunen var det der opsøgte din tidligere adresse?

Hvad er grunden til, at de repræsentanter fra kommunen opsøgte din tidligere adresse?

Hvilket overgreb er det du har været ude for?
[QUOTE=Græshoppa;151277]Jeg er ikke økonomisk afhængig af staten
[/quote]
Hvordan/hvorfor kom du så på kontanthjælp til at starte med?

Hej Tassi

Det er ok. Jeg skriver på den måde, fordi mine oplevelser har været meget voldsomme for mig, og jeg har desværre ikke haft nogen, jeg rigtig kunne tale om dem med nok til at komme i balance. Derfor ligger det i en rodekasse indeni, og jeg synes heller ikke, det er fedt at åbne op på nettet, har jeg desværre erfaret…

[QUOTE=Græshoppa;152636] jeg synes heller ikke, det er fedt at åbne op på nettet, har jeg desværre erfaret…
[/quote]

Det kan jeg godt forstå, men hvis du vil have mere konkret hjælp, er du også nød til at åbne op Altså fuld respekt for at du ikke ønsker det, men på den anden side så kan vi jo så heller ikke hjælpe dig ordentligt, valget er helt og holdent dit.

Men samtidig er k10 altså heller ikke en hvilken som helst side på nettet, fordomme findes der ikke mange af her ind (jo nogle få mod ikke danskere og en del mod systemet, men ikke direkte mod brugere af k10) Her er ikke som de fleste andre sider, end sige jeg kender ikke EN side som denne hvor der er plads.

Vi ser urtolige historier hver evig eneste dag, kun kun ekstrem få kan ikke bevise dem, på den ene eller den anden måde, der til kender vi efterhåndet systemet så godt at vi hurtigt at se hvlike historier der er FOR meget historie, og sjovt nok den type mennesker, eller dem der som lige skal finde ud af om man bare kan snyde sig i gennem systemet, med k10´s hjælp, dem ser vi fordufte lige så hurtigt som de er kommet.

Fx: tvangsmedicinering, det er absolut ikke noget nyt faomen, eller trusler eller lovbrud, eller sagsbehandleren der bliver personlig, eller, jarmen mane it, og det er set (tæt på)

Lige så ser vi også meget private ting her inde, kvinden der er ved at få tvangsfjernet sine børn, manden der beskyldes for socialtbedrageri, den unge pige som ikke kan finde ud af at holde sig selv eller sit hjem, den unge mand med totalt kaos i økonomien, og meget meget mere.
Nok er det private ting, men samtidig er vi jo som brugere anonyme (de fleste) vi er nogle få hvor det absolut ikke er nogen hemmelighed hvad vi hedder eller hvor vi bor, men det er jo så et valg vi selv har taget.

Rigtig flot indlæg, LUM. Beskriver rummeligheden ved K10 virkelig godt.
Jeg bliver helt rørt - er jo selv en af de unge piger.

Hej alle (og tak for de dejlige svar :slight_smile:

Jeg søgte hjælp hos kommunen, fordi jeg havde det for hårdt. Set i bakspejlet havde jeg et ønske om at komme til at tale med et velmenende menneske om mine problemer og troede naivt, at en sagsbehandler/socialrådgiver kunne være løsningen. Jeg tog imod alle deres tilbud, men var noooget lukket omkring min psykiatriske historie, selv om jeg fortalte dem om den diagnose, jeg engang var i behandling for.
Mit største problem er, at min familie ikke støtter mig psykisk. De har penge og gode jobs, men min far er vel psykopat, og min mor følger ham i et og alt, så jeg ikke kan stole på hende.

Det er hårdt at være alene, men for at vende tilbage til begyndelsen igen, så tog jeg som sagt imod deres tilbud i form af en bostøtte og aktivering på LEARN-center. Min bostøtte mobbede mig, når jeg ikke indordnede mig, ergoterapeuterne på LEARN-centret var tossede selv, min sagsbehandler viste sig at være ikke så lidt af mobber, og når jeg sagde fra var responsen angreb som “Du vil jo ikke have hjælp!”

Jeg fik samtidig kontanthjælp, men meldte mig ud af systemet. Det var ved at dræbe alt i mig. Jeg bad mine forældre om penge, og der støtter de mig så noget. De har givet nogle, og ellers har jeg forsøgt at leve skrabet. Jeg vil ikke ind i systemet igen og kan efterhånden godt arbejde.

Nu kan jeg ikke skrive mere, men jeg meldte mig ud af systemet, men det kunne jeg bare ikke. Er først ved at finde ud af, man godt må sige nej til hjælp. Jeg troede ikke, det ville være noget problem selvfølgelig, men min sagsbehandler begyndte at køre skyttegravskrig imod mig. Jeg ville bare have fred.

Fortsætter :slight_smile: Knus

[QUOTE=Græshoppa;152698]Mit største problem er, at min familie ikke støtter mig psykisk. De har penge og gode jobs, men min far er vel psykopat, og min mor følger ham i et og alt, så jeg ikke kan stole på hende.

Det er hårdt at være alene
[/quote]

Jeg ved vi er flere med “sådan en” familie, jeg selv inklusiv, nok vil jeg ikke kalde min far psykopat, men hans lyst til at vide om systemet ligger på et MEGET lille sted, fx lyver jeg når jeg syger jeg ingen ting får overhovedet, at jeg kan bevise det… han lukker som en østers, han vil IKKE vide af det, for sådan er systemet ikke, det er til for at hjælpe, og dem der så ikke får hjelp er dem som ikke vil have den, basta slut.

Min mor står som en lus det meste tror hun på, men fatter hat, og dog for igen, dem der ingen ting får, vil ikke have det, er også hendes mening om den sag.

Stole på nogen af dem det s q flere år siden jeg er holdt op med det, jeg husker endnu dråben klart og tydeligt, af samme årsag er det MEGET vigtigt for mig at mine børn kan fortælle mig selv de værste ting, uden jeg sladrer til far, hvis de har bedt mig lade være, og vigtigt at han stoler op mig når jeg så fortæller at en af ungerne virkelig har lavet bæ i den, men at det ikke kommer ham ved hvad det er. Den tillid er virkelig vigtig, for mig at kunne give fordi jeg aldrig selv har fået den, heler ikke med de mere ubetydelige ting.

I forhold til lidt af det du fortæller fra systemet, nej der er du heller IKKE alene, ork jeg har bla fået smidt i hovedet at jeg da vel nok kan se at mine børn ikke har godt af en mor der er syg, altså sagt til mig med ADHD, et medfødt livslangt uhelbredeligt handicap (det sørme flot) eller at besvimelse ifb angstanfald da bare er fub, og jeg skulle tage mig sammen (sagt af sagsbehandler, endnu værre ikke henvendt til mig men til en læge, hen over hovedet på mig, fordi jeg ikke var i stand til at tale pga angst, heldigvis fik SB som hun havde fortjent af lægen, han var RASENDE på SB)

Her skal det med at jeg selv har forlangt at få set på min forælderevne, og den er vurderet ver middel, hvilket jo er positivt, bort set fra at det så nu giver andre problemer, fordi vores søn har brug for hjælp (som jeg ikke kan give i det jeg selv gør de ting, jeg kan selv sagt ikke lære en unge at side stille, når jeg ikke selv evner denne kunst) Men NÆ nej for vi er en velfungerende familie, så klar jer selv, til det går HELT galt, så måske…

Men sådan ER systemet altså nu en gang “bare”, og sådan ER dem med tegnebogen iorden, uden sygdom tæt inde på kroppen altså “bare” (naturligvis ikke alle, men forbløffende mange)

[QUOTE=annagw;152658]Rigtig flot indlæg, LUM. Beskriver rummeligheden ved K10 virkelig godt.
Jeg bliver helt rørt - er jo selv en af de unge piger.
[/quote]

*ss* taak :frowning: Shy dig, jeg er altså ikke så god til at tage imod ros gg

Hejsa

Faktisk troede jeg, du var af hankøn, LUM. Havde slet ikke gættet, du var en kvinde. Men det ved jeg nu! :slight_smile:

Jeg elsker selvfølgelig min far, men har bare brug for at lægge distance til hans manglende kærlighed og kalde det psykopati. Ja, det er et grimt ord, jeg har bare brug for at bruge det nu.

Jeg synes, det er fedt, at du formår at give dine børn nogle af de ting, du ikke selv fik såsom tilliden. Det betyder meget, og du lyder altså til at være en rigtig klog og fornuftig mor, præcis ligesom vurderingen af dig fortalte. Jeg ved ikke om det der med ADHDen. Der er jo så mange, som har det. Tror også det ligger lidt til min familie, f.eks. min mor og sikkert også jeg selv, selv om jeg synes, det er på retur. Jeg skal selvfølgelig ikke negligere det. Kan godt forstå, du er bekymret for dit barn, for det kan jo blive et problem.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal bearbejde mine oplevelser med systemet og familien. Synes faktisk, jeg havde en lykkelig barndom, men jeg kan ikke bruge min familie nu. De gør mig fortræd, og jeg tror faktisk, de har forandret sig. Min far er nærmest psykotisk nu. Han taler med sig selv og siger han har haft samtaler med mig, som vi aldrig har haft.

Selvom jeg er ked af, at min familie svigter mig i en vis grad, er det ikke hvad fylder. Oplevelser i psykiatrien for år tilbage fylder mig som ptsd. Hver dag hele tiden. Det er blevet bedre, men nu er det med kommune etc. kommet oveni. Øv :frowning: Håber I har det bedre :slight_smile: