Hej Joan2.
Ja den har vi hørt 1000 gange før (det ville være dejligt om de kunne finde på en ny sætning), så sent som i går fik jeg syukket denne i hovedet: på vej mod ftp, hvorfor dog det?, du ser ikke ud som om du fejer noget!, men han klappede i da jeg sagde at jeg havde en kronisk smertesygdom der gør at jeg ikke kan være på arbejdsmarkedet og så var den slået til jorden.
Tror jeg vil bruge den sætning noget mere fremover, det så ud som om den virkede.
Ja, den der med: hvorfor tager du så ikke bare en panodil?, det er svært at forklare folk, at jeg for det første ikke må få noget med paracetamol i, kodimagnyl eller treo, kun ipren og ibuprofen og at mange års forbrug har gjort at jeg er blevet 60% imun over for dem, samtidig med at de øger risikoen for mavesår, at jeg kun tager dem i yderste nødstilfælde og er på konstant afvænding.
Jamen kan lægen så ikke give dig noget stærkere?, jo det kunne han godt, men det nægter han indtil jeg når 50-60 års alderen, for det næste hedder morfin og det ville jeg blive afhængig af på et split sekundt og så ville jeg ikke kunne køre bil ovs.
Hvorfor jeg ikke vil give afkald på mit kørekort til fordel for morfin, kan jeg ikke forklare folk, for det betyder jo ikke at jeg bliver rask og kan fungere normalt.
Det kan være nemmere for folk der til tider har spændingshovedpine, at forstå hvad man går igennem.
Min mor ringede for nogle år siden en dag til mig og sagde, at hun to dage i træk havde haft hovedpine og at piller ikke havde haft nogen særlig virkning, hun fortalte hvordan smerterne havde været og hvordan hun følte og spurgte: er det nogenlunde sådan du har det? og jeg fortalte at det var pressist sådan jeg havde, bare hver dag, der blev helt stille i telefonen og så sagde hun med gråd i stemmen: hvordan kan du holde det ud? og jeg svarede, det er jeg nød til, det skal jeg bare.
Siden den dag, har hun accepteret at jeg er syg og at der er mange ting jeg ikke kan, hun bliver aldrig åbenlyst skuffet eller siger pjat med dig, når jeg siger jeg har ondt, eller siger fra til noget, ikke nogen suk eller vender det hvide ud af øjnene, det er en lettelse at der er en i familien der har accepteret fuldt ud at jeg er syg, men resten kæmper jeg stadig med og det er ikke blevet nemmere at jeg har fået stres også.
Det er hårdt at miste venner ovs pga sygdom, for det er jo ikke vores egen skyld at vi har fået det, især ikke når det er medfødt, men plejer at trøste mig med, at så havde venskabet nok ikke holdt livet ud, hvis de smutter pga lidt modstand nu, dem der bliver må så være ens rigtige venner.
Uha nej, det kan godt være hun ikke kan gøre noget for dig medicinsk, men du må for alt i verdenen ikke stoppe med at komme der.
Det er også helt fint, men hvis du stopper helt med at gå til din læge i længere tid, så kan hun på et tidspunkt ikke længere dokumentere at er syg, fordi du ikke har været der, hun skal kunne skrive under på at du stadig er syg og det kan hun kun, hvis hun ser dig med jævne mellemrum, det kan godt være du kun skal til lægen for at få fornyet dinne p-piller som eks, som alm snak kan hun spørge til dig, nå hvordan går det så og du svare, tja ikke noget nyt, jeg har stadig lige ondt, så kan hun helt legalt skrive i en status kommunen kan have bedt om, tilstanden er stationær, fordi du har sagt det til hende.
Og du skal gå til hende og sige hvis du har det mindste smugle forværing, det er ikke sikkert hun kan hjælpe, men hun kan dokumenterer at du ikke får det bedre men værre, det er super vigtigt.
Beviser, beviser, beviser, jo mere jo bedre.
Og så, prøv at holde hovedet højt:kram:
