Hej
Jeg har været sygemeldt længe og midt november har jeg brugt mine 39 uger som mine sygedagpenge blev forlænget med.
Jeg startede min første praktik på kontor denne sommer - var der 10 uger men kom op på max 3 timer 4 gange om ugen - ofte var jeg der kun 2-2½ time før jeg var nød til at stoppe. Jeg er nu i min anden praktik som jeg når at være 4 uger i, inden mine sygedagpenge udløber. Jeg er klar til at køre hjem og lægge mig efter ½ time men kæmper videre, så jeg når op på ca 1½ time. Jeg ved godt at det ikke er smart men jeg har så svært ved at sige fra. Jeg er sygemeldt med stress og har efterhånden fået et par fysiske sygdomme med i købet :mad: Jeg er i øjeblikket i praktik i en klinik hvor der kommer mange patienter og der er mange behandlere, telefonen ringer osv -dvs der er “larm” og uro hele tiden og det provokere min stress som i øjeblikket lever sit eget liv med mig på slæb. Jeg har alle de klassiske stresssymptomer og jeg er så umenneskelig træt - sover 8-9 timer om natten i hverdagen og 10-11 timer i weekenden. Derudover har jeg behov for at lægge mig lidt når jeg kommer hjem fra praktik og snupper også lige 2 timer om eftermiddagen - kort sagt bruger jeg meget af min tid på at restituere. Hvis jeg ikke lægger mig bliver jeg fysisk dårlig - kvalme, svimmel, smerter i muskler/led.
Mit spørgsmål er hvad skal jeg gøre - jeg kan jo ikke køre hjem efter ½ times arbejde - hvor i alverden kan jeg finde et arbejde når jeg har så lidt arbejdsevne? Er der andre der har været sygemeldt med stress som kan dele af deres erfaringer - jeg tænker på hvor langt var jeres forløb og hvad er det endt med?
Det blev et længere indlæg end jeg havde tænkt - håber du stadig hænger på 
Jasmina
Har ikke stress, men det lyder til at være en dårlig strategi, at du IKKE lytter til din krop.
Du får intet ud af det, andet end forværring.
Og er det en ønskesituation for dit fremtidige liv?
VH Popiae
jeg er heller ikke sygemeldt med stress men må give Popiae ret…
Hele din krop skriger, at du skal lytte til den…og du risikere at skubbe dig helt derud hvor de fysiske skavanker bliver værrer, fordi hele dit system er i alarmberedskab…
Så lad være med at pine dig selv helt derud - bedre at øve dig i at lytte til kroppen og sige stop inden det kammer over…
Måske I skal overveje om det er det rigtige sted du er nu??? - det tyder det måske ikke helt på, når du har måttet sætte timetallet ned og kroppen stort set ikke kan klare det…
Sådan som jeg læser dit indlæg, så skal du virkelig til at få sagt fra. Du kan fint køre hjem efter ½ time, du kan fint melde fra og sige at du ikke magter praktikken. Det er jo sådan situationen er. Alt andet vil kun gå den forkerte vej. Du ender med at få det endnu værre ved at presse dig selv (taler af erfaring).
Du bliver nød til at hive i bremsen og sige stop, som situationen er nu. Har du taget en snak med din læge om din situation?
Du kommer til at tegne et forkert billede af dig selv overfor kommunen, ved at du presser dig selv til at klare langt mere end du kan. Det er vigtigt at du, som du gør her i forummet, fortæller ærligt om dine problemer til din sagsbehandler og får disse oplysninger med i din ressourceprofil.
Tag hensyn til dig selv og undgå at køre rundt i sporet af andres forventninger.
Jeg har været sygemeldt med kronisk stress siden 2006 - eller kronisk belastningssyndrom, som den officielle betegnelse hedder
Som de andre siger, så er du virkelig nødt til at tage din krops signaler alvorligt. Jeg ved, hvor svært det er, for der er ens egne ambitioner, systemets krav, samt angsten for at miste forsørgelsen. Men stress er virkelig noget, fanden har slæbt ind. Når den først er kommet under huden, vil ethvert pres bare forværre den.
Hvordan får man så et liv til at fungere uden at presse sig selv? Det er meget, meget svært, og den balancegang du skal finde frem til. Det er en årelang proces at finde de viise sten her
Jeg forsøgte at presse mig selv da jeg var i arbejdsprøvning, med det resultat at jeg udviklede panikangst. Og jeg er ellers en meget stærk, viljefast, stædig og kontrolleret person. Tro mig, du ønsker IKKE at krydse den grænse, for det gør udfordringen dobbelt
Med stress som med angst gælder der, at er grænsen først overskredet, står man med en ny form for skrøbelighed. Man genfinder ikke sin gamle robusthed igen. Man kan lære at omgås det, leve med det, tage hensyn til det. Men man bliver ikke sit gamle stærke jeg igen. Det er derfor man skal tage det så pokkers alvorligt. For synes du det er slemt nu, skal du bare vente til det bliver endnu værre - og du ville ønske dig tilbage til hvor du er nu
Du sover 8-9 timer i hverdagen og 10-11 timer i weekenden. Ja, det er den søvn man skal have. Ethvert - rask -menneske skal faktisk sove 9 timer i gnsnit for at kroppen kan restituere sig selv. Du får derfor ikke for meget søvn. Tværtimod burde du måske få mere. Hvile i alle fald. For din krop er syg, og har virkelig brug for restitutionen - bare for at give dig et realistisk perspektiv
Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre i forhold til din arbejdsprøvning. Jeg kunne ikke gennemføre min - jf udvikling af panikangst - og er i dag smidt ud af systemet som selvforsørger. Det er du også i overhængende fare for, med den måde man behandler sygemeldte på i dag
Skal du så presse dig selv i desperation? Du mærker jo konsekvensen. Og når jeg nu fortæller dig, at det kan blive endnu værre, så er du nødt til at stoppe op, og overveje, HVOR syg en krop du vil slæbe rundt på resten af livet
Stress er rent faktisk noget man kan dø af. Du skriver selv du har fået fysiske sygdomme oveni. Stressrelaterede? Ellers kan de komme. Der er en lang liste af sygdomme og skavanker, man har en forhøjet risiko for at få, bla. sukkersyge, hjerte-kar sygdomme, fibromyalgi, kræft - og så de mere ‘spiselige’ - forhøjet kolesterol, allergi, hurtigere ældning, vægt- og søvnproblemer
En stressramt krop er en syg krop, der reagerer på en alt for stor belastning. Hvis du havde brækket dit ben, ville du heller ikke begynde at gå på det før det er helet. Ingen ville overhovedet stille spørgsmålstegn ved det. Det er sværere med stress fordi det er usynligt. Men spørg dig selv om du hjælper dig selv ved at gå på dit brækkede ben. Hvad skal der til for at dit ben heler?
Jeg beklager at jeg ikke kunne komme med noget mere positivt
Det eneste positive jeg kan sige er, at i det øjeblik du lærer at lytte til din egen krop, vil du langsomt begynde at opleve gradvise forbedringer. Men som alvorlig stressramt er det en proces der tager årevis. Og det betyder en total livsændring i forløbet - med de afsavn det inkluderer
jeg tænker på,du er jo helt fejl anbragt, et sted med meget larm og mange mennesker, kunne du ikke kontagte din sb og måske blive flyttet til et mere roligt sted.
TUSINDE TAK for jeres svar - det er godt at få et kærligt spark i den rigtige retning :kram:
Jeg vil give helt ret i at det er en dårlig strategi at jeg presser mig selv, for det forværre bare mine symptomer - det hjælper mig ikke - jeg må for fanden da snart lære at sige fra :mad: Jeg syntes at jeg øver mig i at mærke kroppen og sige stop hver dag, men må indrømme at jeg fejler og den store taber bliver mig selv. Men hvor er det dog svært, når jeg er vant til hele tiden at have antennerne ude, for at vurdere hvad alle andre syntes og mener. Men jeg er virkelig nød til at sætte en stopper for det.
De er så utrolig søde i min praktik og da min kontaktperson i praktikken blev spurgt og hvordan hun syntes at det gik og om hun kunne mærke på mig når jeg ikke kunne mere svarede hun - “Næ der var ikke noget at mærke, jeg var altid flink og rar og sagde bare til når jeg ikke kunne mere og gik hjem”!!! Hun skulle bare vide en kaos der er inden i mig når jeg kører hjem.
Jeg føler også at jeg er en anelse fejlanbragt, men jobcentret vred mere eller mindre armen rundt på den private aktør for at de skulle finde en praktikplads og det skulle helt være fundet i går. Nu er der ikke tid til at finde et nyt sted - jeg har kun et par uger tilbage og så mener jobcentret at de har nok til en afklaring!:mad:
Jeg har en tid hos min læge men han var af den opfattelse da jeg blev sygemeldt at det var noget der kunne klares på max 14 dage - og det er så snart 1½ år siden! - så var jeg klar til at genoptage arbejdet for fuld styrke - som han sagde så skulle jeg jo nødig falde helt udenfor arbejdsmarkedet!!! Så jeg ved ikke hvor meget hjælp han vil være - måske overrasker han mig 
men jeg har først fået en tid når praktikken er ved at være slut. Hvad vil han kunne gøre i forhold til jobcentret?
[QUOTE=Tassi;187568]Jeg har været sygemeldt med kronisk stress siden 2006 - eller kronisk belastningssyndrom, som den officielle betegnelse hedder
Jeg ved, hvor svært det er, for der er ens egne ambitioner, systemets krav, samt angsten for at miste forsørgelsen. Men stress er virkelig noget, fanden har slæbt ind. Når den først er kommet under huden, vil ethvert pres bare forværre den.
Netop egne ambitioner og systemets krav samt et forsørgelsesgrundlag der smuldre mellem fingrene er mit problem - er så perfektionistisk, men det har ikke hjulpet mig på nogen måde. Men jeg kan genkende mig i alt hvad du skriver og håber på at jeg undervejs i forløbet finder de vise sten.
Jeg ved at panikangst eller depression ligger på en hårfin grænse opad stressen - det må virkelig have været forfærdeligt for dig.
Hvordan fik du stillet diagnosen “kronisk belastningssyndrom”?
Jeg føler mig i den grad skrøbelig - i mit “tidligere liv” var jeg ellers stærk, viljefast og havde altid mange bolde i luften - som det er lige nu kan jeg ikke engang holde en bold i luften uden at tabe den - jeg isolere mig og kan ikke følge med i en samtale. Til tider føles det som en stor sorg at jeg ved at jeg ikke genfinder mit stærke gamle jeg.
Skal du så presse dig selv i desperation? Du mærker jo konsekvensen. Og når jeg nu fortæller dig, at det kan blive endnu værre, så er du nødt til at stoppe op, og overveje, HVOR syg en krop du vil slæbe rundt på resten af livet.
Hvor har du ret - lige det her afsnit er en øjenåbner for mig - TAK :kram:
Stress er rent faktisk noget man kan dø af. Du skriver selv du har fået fysiske sygdomme oveni. Stressrelaterede? Ellers kan de komme. Der er en lang liste af sygdomme og skavanker, man har en forhøjet risiko for at få, bla. sukkersyge, hjerte-kar sygdomme, fibromyalgi, kræft - og så de mere ‘spiselige’ - forhøjet kolesterol, allergi, hurtigere ældning, vægt- og søvnproblemer
Ja de sygdomme jeg har fået er desværre alle stressrelaterede:eek:
Jeg beklager at jeg ikke kunne komme med noget mere positivt
Det eneste positive jeg kan sige er, at i det øjeblik du lærer at lytte til din egen krop, vil du langsomt begynde at opleve gradvise forbedringer. Men som alvorlig stressramt er det en proces der tager årevis. Og det betyder en total livsændring i forløbet - med de afsavn det inkluderer
[/quote]
Du skal ikke beklage - det er på tide jeg ser realiteterne i øjnene. Jeg ved at der skal en total livsændring til men jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg overvejer at spørge min læge om jeg kan få en henvisning til en psykolog, men er i tvivl, for jeg vil ikke have råd til det, når jeg kommer på kontanthjælp. Jeg har følelsen af at jeg skal til at lære at kravle igen, inden jeg kan stå sikkert på benene og rent jobmæssigt ved jeg ikke hvor jeg vil kunne gøre mig gældende.
I morgen inden jeg kører i praktik vil jeg læse alle jeres svar flere gange så de er helt friske i hukommelsen :kram:
Hej Jasmina
Jeg blev sygemeldt med stress i maj 2009.
Da min arbejdsgiver glemte at bede om sygedagpenge var jeg fredet frem til september 2009 hvor jeg selv kontaktede jobcentret, fordi jeg godt kunne mærke at jeg nok ikke kom på arbejde fuld tid igen
Jeg fil tilbudt et kursus for stress og depressionsramte i 9 uger 2 x om ugen. Det var virkeligt godt til at få mig til at indse at jeg var ikke mit “gamle” jeg - og nok heller ikke blev det igen.
Jeg startede hos en psykiater i juli 2009 - og det kan jeg kun anbefale - hvis det er den rigtige. Jeg fik ikke piller eller andet - kun samtaleterapi.
Hun har virkelig en stor del af æren for at mit forløb blev godt.
Min læge lyder lidt ligesom din - jeg fik en sygemelding på 3 uger og derefter en på 2 uger - hvor hun så sagde at hun kunne jo ikke blive ved med at sygemelde mig, og at jeg godt kunne glemme ftp - for det var der ikke nogle der fik mere.
Jeg blev sendt i arbejdsprøvning i april 2011 og var der i 3 mrd. Jeg havde det sådan som det lyder du har det - RIGTIG dårlig samvittighed når jeg måtte sige fra og gå hjem.Tænkte at det ku da ikke passe, at jeg der altid har arbejdet fuldtids - og lidt mere - ikke kunne klare sølle 4 timer. Men også her var psykiateren en meget stor hjælp og støtte.
Jeg kom op på 1½ - 2 timer 2 x ugenligt.
pr. 01.09.11 fik jeg tilkendt førtidspension. Så kampen er ikke helt tabt på forhånd.
Mit råd til dig er og få hjælp fra enten en psykolog eller psykiater som kan hjælpe dig igennem, og fortælle dig hvorfor din krop reagerer som den gør.
Pøj pøj fremover herfra.
[QUOTE=Jasmina;187555] Jeg er klar til at køre hjem og lægge mig efter ½ time men kæmper videre, så jeg når op på ca 1½ time. Jeg ved godt at det ikke er smart men jeg har så svært ved at sige fra.
[/quote]
Det er svært at sige fra, man har en fornemmelse af, at “de andre” ikke tror på, at man er syg, og der er sandsynligvis også mindst én båtnakke, der skuler og tænker sit.
Men i de allerfleste tilfælde vurderer kommunen din arb.evne ud fra dine timer på stedet, og det er dig, der kommer til at kæmpe med resultatet af det, det kan meget nemt komme til at koste dig et par år mere i “karrusellen”.
Tænk på det næste gang du du “er klar til at køre hjem”, og overvej så, om det er det værd.
Du er ikke i arb.prøvning for at vise hvor meget smerte du kan klare, “kun” for at vise hvor meget du kan holde til at arbejde. :kram: :kram: :kram:
UPS jeg har vist kludret lidt i at vedhæfte citater og tilføje min egen kommentar - men håber at det er til at se hvad der er mine svar i det lange citat
bmp24 - tak for din opmuntring - glæder mig på dine vegne over at det er lykkedes for dig :kram:
Vovse - du har ret i at det at jeg har svært ved at sige fra kan koste mig et par år eller mere i karusellen - det vil jeg have i mine tanker i dag -TAK :kram:
Hej Jasmina!
Jeg har været sygemeldt med stress i et år, og snart 2 måneder har jeg nu været tilbage i arbejde med 25 % af fuld tid samt mange skånehensyn. Stresspåvirkningen har været langvaring, og jeg mistænker den for at have udløst - eller i det mindste have været medvirkende årsag - til fibromyalgi.
Jeg har netop også store problemer med at sige fra, men da jeg blev sygemeldt begyndte jeg hos en stress- og smertepsykolog, og gennem vores samtaler har jeg til en begyndelse netop fået set sammenhængen mellem det menneske, jeg er, og den måde jeg tackler livets udfordringer på. Jeg har i den grad brug for at lære at sige fra, men det er ikke alle mennesker, der bare uden videre kan lære sig selv det. Jeg har i hvert tilfælde meget svært ved det. Derfor fortsætter jeg hos stress- og smertepsykologen - jeg har endnu rigtig meget at lære.
Det jeg egentlig ville sige er, at det ikke nytter noget, at du banker dig selv i hovedet med sætninger som “jeg er ikke god nok til at sige fra” og “nu skal jeg også se at få lært at sige fra” - for det giver dig bare skyldfølelses over, at du ikke kan det, og det giver dig endnu mere stress. Måske skal du netop finde hjælp til at komme videre, finde en person, som stille og roligt kan hjælpe dig til små sejre ved at stå bag dig og støtte dig i den lange og svære kamp, det er at lære at sige fra og sætte grænser?
Nej, jeg er ikke rask endnu, langt fra, og med fibromyalgi som fast følgesvend resten af livet, må jeg også se i øjnene, at jeg er blevet meget, meget stressfølsom. Noget, som jeg både må arbejde med, og også se, om jeg kan finde en plads på arbejdsmarkedet med. Som det er lige nu, trives jeg bedst, hvis jeg kan arbejde alene, hjemme, i fuldstændig ro - svært, når jeg har et udadvendt job, hvor det forventes, at jeg kan være der for alle slags mennesker. Men med den rette hjælp håber jeg at komme videre, men hvor langt jeg kan komme, tør jeg ikke spå om.
Knus til dig
fra
Fib-Spurven.
[QUOTE=Fib-Spurven;187808]Hej Jasmina!
Jeg har netop også store problemer med at sige fra, men da jeg blev sygemeldt begyndte jeg hos en stress- og smertepsykolog, og gennem vores samtaler har jeg til en begyndelse netop fået set sammenhængen mellem det menneske, jeg er, og den måde jeg tackler livets udfordringer på.
Det jeg egentlig ville sige er, at det ikke nytter noget, at du banker dig selv i hovedet med sætninger som “jeg er ikke god nok til at sige fra” og “nu skal jeg også se at få lært at sige fra” - for det giver dig bare skyldfølelses over, at du ikke kan det, og det giver dig endnu mere stress. Måske skal du netop finde hjælp til at komme videre, finde en person, som stille og roligt kan hjælpe dig til små sejre ved at stå bag dig og støtte dig i den lange og svære kamp, det er at lære at sige fra og sætte grænser?
Fib-Spurven.
[/quote]
Jeg er glad for at læse at du er på vej tilbage :kram: Er du i arbejdsprøvning ?
Jeg vil spørge min læge om jeg kan få en henvisning til psykolog, men er bange for at jeg ikke har råd når jeg kommer på kontanthjælp - men jeg vil forsøge.
UPS du har jo ret - jeg banker mig selv i hovedet - det havde jeg ikke tænkt på, men det er helt klart noget der giver dårlig samvittighed og skyldfølelse.
Som du skriver bliver det sikkert en lang og svær kamp - men jeg er sikker på at det er det værd når jeg er kommet ud af det her rod:mad:
[QUOTE=Jasmina;187937]
Jeg vil spørge min læge om jeg kan få en henvisning til psykolog, men er bange for at jeg ikke har råd når jeg kommer på kontanthjælp - men jeg vil forsøge.
[/quote]
…mener ikke, Jasmina, at du skal betale noget, hvis du får en henvisning fra egen læge til en psykiater (i stedet for en psykolog)…
Det var jeg ikke klar over Carmen, så det skal jeg da lige have undersøgt. Jeg har egentlig holdt mig fra psykriatere for jeg er lidt bange for at havne hos en hvor receptblokken bliver det primære - jeg vil for alt i verden undgå antidepressiv -men der findes vel også de andre som ikke forherligere antideressiv medicin - så det skal lige undersøges
Hej Jasmina!
Nej, jeg er ikke i arbejdsprøvning - det var egentlig mit krav for at forsøge at genoptage mit arbejde, at det så blev arbejdsprøvning i eget job, men kommunen mener, at der endnu er behandlingsmulighed, og før den er afprøvet, kan jeg ikke komme i arbejdsprøvning. Men da min arbejdsgiver truede med afskedigelse, måtte jeg jo forsøge, for ikke at miste jobbet.
Du skriver, at du har været sygemeldt med stress - men du har altså hverken fået antidrepressiv medicin eller psykologbehandling. Hvilken behandling har du så fået? Bare ro fra dit arbejde og tid derhjemme?
Psykologhjælp er svær at få lægen til at henvise til - det kræver nok, at du er mellem 18 og 37 år og har en depression. Jeg betaler selv, og ja, det er dyrt, men til gengæld har jeg selv taget beslutningen, selv fundet psykologen, og er selv herre over, hvad jeg vil have hjælp til og hvor ofte.
Knus fra Fib-Spurven.
[QUOTE=Fib-Spurven;188058]Hej Jasmina!
Nej, jeg er ikke i arbejdsprøvning - det var egentlig mit krav for at forsøge at genoptage mit arbejde, at det så blev arbejdsprøvning i eget job, men kommunen mener, at der endnu er behandlingsmulighed, og før den er afprøvet, kan jeg ikke komme i arbejdsprøvning. Men da min arbejdsgiver truede med afskedigelse, måtte jeg jo forsøge, for ikke at miste jobbet.
Du skriver, at du har været sygemeldt med stress - men du har altså hverken fået antidrepressiv medicin eller psykologbehandling. Hvilken behandling har du så fået? Bare ro fra dit arbejde og tid derhjemme?
[/quote]
Det lyder ikke rart at du er blevet presset med en mulig fyring - det er ikke lige det man har behov for når man bliver syg :kram: men det er flot at du holder fast.
Jeg er sygemeldt med stress og fik psykologbahandling i starten og vil gerne genoptage det enten i form af psykolog eller psykiater. Men antidepressiv har aldrig været på tale - er ikke helt sikker på om det hjælper ved stress - under alle omstændigheder vil jeg gerne kunne mærke hvordan jeg har det så jeg kan håndtere følelserne. For en god ordens skyld vil jeg lige sige at jeg ikke har noget imod at andre har behov for antidep.med. i en periode for at kunne være til - det har jeg den fulde forståelse for :kram:
Knus Jasmina
Hej Jasmina!
Jeg var lidt bekymret for om din læge bare havde ladet dig gå uden at gøre noget for dig. Godt, at du dog har været i psykologbehandling i starten. Min læge ville forfærdelig gerne køre mig over i, at jeg havde en depression og netop give medicin for det, men det afslog jeg, da mange af de symptomer, han tolkede som depressionssymptomer jo i virkeligheden var symptomer fra min fibromyalgi.
Det ville være fint, hvis du kunne overbevise din læge om, at du havde brug for mere psykologhjælp, og at en henvisning ville kunne hjælpe dig meget. Hvis vi skal kunne fungere i en stresset hverdag er det jo netop vigtig for os at få de rigtige værktøjer samt at kende vore svage sider og finde strategier, der kan hjælpe os. Her er en god psykolog en fantastisk hjælp.
Tak for dine knus - ja, jeg forsøger at holde fast i mit arbejde, for jeg har kæmpet hårdt for at nå dertil, hvor jeg er, og jeg har faktisk et rigtig dejligt job - men desværre også nogle store udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø. Forhåbentlig bliver der taget hul på problemerne i næste uge, hvor et møde er berammet.
Knus fra Fib-Spurven.
I min sag, var lægerne så alt for sene til at foreslå medicin, dette burde jeg have haft noget før, desværre. Psykolog har jeg også være meget glad for og har gået til 12 behandlinger ved een der havde afspænding tilknyttet, dette og mindfullness ved den næste hvor jeg havde ca. 24 behandlinger. Jeg behandler mig selv via mindfullness hver dag og kan varmt anbefale dette.
Nå Jasmina, jeg fik lige spurtet din tråd lidt igennem. Kan forstå at du blev forlænget iht. §27 stk. 1 nr. 2 mht. arbejdsprøvning ?
Mht. behandling, så er der pt. ikke nogen medicin for stress som sådan, men stress har det jo med at udløse side “gevinster” som depression og angst, så derfor tilbyder man antidepressiva. Jeg vil foreslå at du under alle omstændigheder via din læge, får tilbudt en psykiater. Han starter jo ikke op med at pumpe dig med medicin, vil du ikke have noget og føler han at det mangler du ikke, jamen så holdes du fra dette. Alt andet lige bliver det ca. 10 - 20 min. snak om hvordan du har det.
Om du kan få psykolog hjælp via kommunen ved jeg ikke, men har du en sundhedsforsikring så kan der være hjælp at hente.
Mht. dine sygedagpenge, hvad siger din sagsbehandler så ? Hvis du kan klare 4 timer om ugen eller hvad du kan, så er det det, men hvad er status her ?? Du bør kunne få en ny forlængelses mulighed, medmindre du har undladt at møde i dine arbejdsprøvninger.
ER du blevet partshørt iht. §7a senest 14 dage før stop ? Hvornår er stop ? Håber vi kan nå en forlængelse for dig. :rolleyes:
TAK for dit svar :kram:
Psykologen jeg var hos i starten af forløbet anvendte mindfullness - det er meget effektivt men i øjeblikket hvor stressen kører for fuld styrke forsøger jeg bare at hænge på. Jeg kan mærke at jeg har brug for samtalen for at få nok ro til at anvende mindfullness. Sundhedsforsikring har jeg desværre ikke.
Ja jeg blev forlænget via §27 stk. 1 nr 2 - blev forlænget i 39 uger og det slutter om 2 uger. Det første sted var jeg 10-11 uger og det sidste sted når jeg at være 5 uger.
Er det kun 10-20 min samtale hos en psykiater? Tænker at på den tid kan man jo ikke nå at komme særlig meget rundt om problemet for slet ikke at tale om at komme i dybden og finde svar. Hvis det ikke er længere tid så er jeg sikker på at jeg vil have bedst af en psykolog. Jeg må finde pengene et sted :eek: Udtalelserne jeg har fået henviser også til langvarig psykologbehandling…så jeg kommer vist til at være i det her system i mange år :mad:
Jeg har været mødt op alle dage, uden undtagelse, mens jeg har været i praktik. Hvilken forlængelsesmulighed tænker du på? Det første praktiksted kunne jeg klare 2½-3 timer 4 dage om ugen og det nuværende praktiksted er jeg på 40 min - 2½ time 4 dage om ugen.
Jeg har fået at vide at jobcentret ikke vil forlænge min praktik, men vil tage stilling når de har fået den samlede vurdering fra det private aktørsted hvor jeg er tilknyttet, så jeg satser på at jeg har deres svar inden 1. december - så jeg er ikke blevet partshørt endnu. PUHA blive allerede nervøs ved tanken :eek:
Jasmina
Hej Jasmina,
Indtil videre kunne du lade dig skrive op til en psykiater og komme lidt igang med dette. Ved godt at det ikke er lang tid, men det er jo bedre end ingenting for dig nu formodentlig.
I forhold til det du skriver om din praktik/afprøvning og afbrydelse af samme, kunne det lyde som om job centeret mener at du har nået dit max. og ikke altså ikke kan yde mere end du gør allerede. Det lyder ikke til en fleksjob visitering og det formoder jeg heller ikke at du går efter eller vil kunne klare pt.??
Hvad med din helbredsmæssige afklaring og dine lægelig dokumentation er denne up to date ?
Mht. forlængelses muligheder tænker jeg §27 stk. 1 nr. 4 med afklaring mod fleks eller ftp.
Hvad siger din sagsbehandler omkring forlængelses muligheder i øvrigt ? Det skader jo ikke at spørge.
Jeg forstår godt stressen er der for fuld hammer pt. du er lige blevet afsluttet eller afbrudt på et praktik sted og ved ikke hvad der skal ske. Du får råd om psykolog behandling og vil gerne igang hermed. Der er ikke noget at sige til at det hele buldre om ørerne på dig pt. Prøv at tage det roligt og brug det du har lært omkring afslapning.
Dette er en periode af dit liv hvor du skal prøve at holde fast på dig selv og dine værdier lige meget hvad der sker om ørerne på dig.