Hej Alle,
Nu efter at have været sygemeldt i 5 år med kroniske depressioner, angst, en ængestelig personlighedsforstyrrelse, psoriasis, ondt i mine led pga psoriasisgigt og kronisk h e l v e d e s ild, skal jeg prøve og i arbejdsprøvning.
Jeg er igennem kommunen blevet henvist til en anden aktør, og her var vi til møde i mandags. Jeg var så syg før mødet. Kastede op, dårlig mave, rysteture og kunne slet ikke få vejret - jeg var ved at begynde at græde før vi skulle ind til mødet, fordi min angst overtog min krop. Min angst har ikke været så kraftig de sidste 6 måneder - denne her gang blev jeg virkelig bange, troede minutterne var talte. Heldigvis havde jeg min sagbehandler med fra distriktpsykiatrien med til mødet, og jeg aner ikke hvad jeg skulle have gjort uden hende.
Jeg skal starte med 6 timer om ugen i en praktik. Jeg er udlært salsassistent, men kommer aldrig tilbage til dette fag pga socialfobi. Ham fra jobcentret ville så finde en kontorplads til mig, hvor jeg kunne arbejdsprøves 6 timer om ugen i 13 uger. Vi skal prøve se om jeg muligvis kan få et flexjob - men han sagde så også, at jeg langsomt skulle arbejdes op over de 20 timer, og gerne op på de 37 timer.
Jeg ved på forhånd at dette er dømt til at mislykkedes - jeg ved godt, at man ikke skal være fuldstændig negativ, men 95% tror jeg ikke på det - hvor imod de sidste 5% kan det måske lykkes for mig ( men ikke med så mange timer om ugen )
Ham fra jobcentret var sådan lidt - ja ved ikke hvad jeg skal kalde det " det hele lød for godt til at være sandt". Efter 2 timer i mødet kom der så også nogle sandheder på bordet. Hvis nu jeg bliver syg under praktikken, fordi jeg simpelthen ikke kan klare det, da sagde han at han ville ringe til mig hver evig eneste dag for at spørge hvornår jeg bliver rask igen. Bare den ting han sagde, det er godt nok et skræmmebillede - jeg ville simpelthen få det så dårligt, hvis jeg skal udsættes for det. Jeg føler også lidt jeg er sendt et forkert sted hen af kommunen - for denne aktør her arbejder kun med matchgruppe 2 mennesker, jeg ligger i en matchgruppe 4. Det var også lidt som om, at han ikke ville læse i mine papirer, og alle de speciallægeerklæringer jeg har fået indtil videre ( han mente åbenbart at han kunne se og høre på folk om de var syge )
Han vidste heller ikke hvad ængestelig personlighedsforstyrrelse var - og da jeg sagde, at det betyder jeg er yderst følsom overfor kritik, sagde han " Jamen jeg måtte bide i det sure æble og lade være med at lade mig påvirke af kritik ude i det virkelige liv" - problemet er med denne sygdom, at det kan jeg ikke bare lige. Hele mit selvværd og min selvtillid er ædt op af denne forstyrrelse.
Hvad hvis nu forsøget på denne jobtræning går galt - hvad så ? Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste for at møde op på arbejdspladsen, være ærlig omkring min situation og sige fra så godt jeg kan. Men problemet er bare, at det lyder til jeg slet ikke kan sige fra hos denne aktør 
Jeg har alle mine speciel lægeerklæringer fra psykiatere der alle har været enige om mine diagnoser. Ydermere har jeg mange udtalelser fra min egen praktiserende læge ( som egentlig mener det vil skade mig mere end gavne mig i en jobprøvning) og der er skrevet mine lidelser er kroniske og vedvarende, altså ikke bare lige sådan nogle der forsvinder. Jeg er også tilmeldt distrikt psykiatrien, og har fuldt deres behandling dernede ( der er ikke mere de kan tilbyde mig) Jeg har prøvet psykologer, men disse har ikke hjulpet mig, og vi snakker over 50 timer jeg har haft hos psykologer.
Hvis det trælse sker, at jeg virkelig ikke kan magte denne jobtræning - hvad så? Vil de blive ved og ved og ved med at presse mig, ringe hver dag, sende deres breve - eller hvordan står jeg måske med hensyn til førtidspension?
Håber nogle af jer kan hjælpe mig.
