To gange i aftes har jeg grædt i nedtrykthed over mit liv.
Jeg har ikke lyst til at blive 80. Jeg har heller ikke lyst til at blive 50. Faktisk vil jeg gerne gøre en ende på legen mens alting er godt (dvs. at jeg bor hvor jeg bor og at jeg stadig har min far og mor og søskende).
Da det vil være for risikabelt at stikke mig selv med en kniv eller dø af tørst vil jeg gøre det jeg er bedst til: “Glemme” at spise. Det er jo så nemt: Jeg spiser i forvejen kun fordi jeg ved jeg skal spise eller småspiser for hyggens skyld.
Hvis jeg nu springer over det, hvor længe tror i så der går til jeg i det mindste mister bevidstheden/bliver tidløs (så kan jeg godt klare resten af turen væk fra livet derfra)?
Med tanke på hvordan alle de norske forældre til de mange dræbte unge mennesker har det i dag og resten af deres liv… så kunne jeg simpelthen ruske dig godt og grundigt!!
Du kan gå ud af din dør og finde din kontaktperson, hvis hun/han er på job.. ellers en anden fra personalet… og så fortælle hvordan du har det.. og hvad du har sprugt om herinde..
Og til din information, så når du slet ikke så langt som at sulte dig ihjel .. du vil simpelthen blive indlagt og få lagt drop ..
Du skriver hvordan skal jeg så komme herfra Det lyder som om du har tænkt over det. Jeg vil slet ikke svarer på dit spørgsmål. Og jeg ved snart ikke hvad jeg skal skrive.
Men er det virkelig det du gerne vil. Gøre din familie ondt. Er der slet ingen lyspunkter.
Jeg må indrømme jeg kender ikke din historie, men forhåbentlig er det ikke så sort hele tiden.
Jeg har dage hvor jeg tænker at hvis jeg nu ikke var blevet syg, hvis jeg nu ikke skulle hives igennem alt det her, hvis alt nu så anderledes ud. Men der er også dage hvor jeg i et lyspunkt tænker det skal nok gå, jeg kommer ud på den anden side. Min sagsbendling har varet i 2 år. Jeg har været syg i 3½ år. Der har været rigtig mange dumme dage, og det er der desværre i de forløb de fleste af os er igennem herinde. Men heldigvis er der også gode dage.
Du skal snakke med nogen. Din famile, en god ven, lægen eller hvem du tænker først på. Sig du har brug for hjælp. Sig du ikke selv kan tage ansvar mere, og du har brug for en der tager føringen for at gå forest med hjælp til dig. Du mangler kræfter. Det vil være guld værd at få en der kan tage dit ansvar, være derfor dig, og sige at nu skal tingene være sådan.
Jeg snakker ud fra min egen erfaring og jeg håber virkelig at du vil tænke over om det nu også er det værd. FIND NOGET HJÆLP, FIND NOGEN AT SNAKKE MED.
Der vil komme meget støtte til dig på siden de næste dage, det ved jeg. Tag det til dig og lyt. Håber virkelig det ser lysere ud om et par dage. Hold fast i dig selv.
[QUOTE=logikeren;172751]To gange i aftes har jeg grædt i nedtrykthed over mit liv.
Jeg har ikke lyst til at blive 80. Jeg har heller ikke lyst til at blive 50. Faktisk vil jeg gerne gøre en ende på legen mens alting er godt (dvs. at jeg bor hvor jeg bor og at jeg stadig har min far og mor og søskende).
Da det vil være for risikabelt at stikke mig selv med en kniv eller dø af tørst vil jeg gøre det jeg er bedst til: “Glemme” at spise. Det er jo så nemt: Jeg spiser i forvejen kun fordi jeg ved jeg skal spise eller småspiser for hyggens skyld.
Hvis jeg nu springer over det, hvor længe tror i så der går til jeg i det mindste mister bevidstheden/bliver tidløs (så kan jeg godt klare resten af turen væk fra livet derfra)?
Mit BMI er desværre en smule højt… omkring de 25.
[/quote]
Du virker til at ha det rigtig skidt, og mange kender sikkert den følelse af ikke at ha lyst til at være en del af denne verden. Men du bør hjælpe dig selv og opsøge noget prof. hjælp, evt. psyk.skadestue.
:kram: husk at livet kan være dejligt selvom det ikke altid er lige lyst
Det er trist at du har det sådan, og jeg synes du skal bede om hjælp. Ring til Livslinien, gå til personalet på dit bosted eller psykiatrisk skadestue. Eller bed om PN medicin. Selvmord er ikke en løsning på et problem der er midlertidigt…
Tænk også på din familie. Hvordan tror du de vil have det med at du tager dit eget liv? Det skal de leve med resten af deres liv. Det kommer man sig aldrig over. Jeg ved det, for jeg har prøvet det! Jeg er efterladt efter selvmord.
Jeg synes faktisk også det er unfair at true med selvmord herinde. Vi er masser af sårbare mennesker og det påvirker folk mere end du tror at læse den slags udmeldinger.
Livet er noget l… for os alle sammen ind i mellem. Nogle gange i lange perioder. Men det lysner altid. Også selvom sommeren regner væk…
Mit problem er ikke midlertidigt. Jeg er angst for at miste min kontaktperson og mine forældre, mine søskene, ja hele min familie. For min kontaktperson går jo også på pension en dag og ingen lever evigt, heller ikke min familie.
Derfor vil jeg gerne herfra så jeg ikke oplever det at miste.
Undskyld dette hårde svar, men jeg mener, det er egoistisk af dig, at du hellere vil såre din familie ved at begå selvmord end at tage lidt ansvar ved at hurtigt muligt tage kontakt til psyk. skadestue, hvor du kan få al den hjælp du har brug for, for der er ingen tvivl om, at du har brug for det.
Jeg håber trods alt, at du overvejer disse ord, bare lidt.
[QUOTE=logikeren;172795]Mit problem er ikke midlertidigt. Jeg er angst for at miste min kontaktperson og mine forældre, mine søskene, ja hele min familie. For min kontaktperson går jo også på pension en dag og ingen lever evigt, heller ikke min familie.
Derfor vil jeg gerne herfra så jeg ikke oplever det at miste.
[/quote]
Det er jo i bund og grund ikke fair at udsætte din familie for det, du lige præcis frygter mest, nemlig at miste.
Når det er sagt, så ved jeg godt at alt kan virke uoverskueligt og man kan ha svært ved at tænke på andet end at flygte ud af livet. Men man kan komme helt ud af det, det kræver dog en lille indsats fra dig, opsøg noget hjælp, du har brug for det:kram:
Hvis ikke jeg kan få aktiv dødshjælp, så vil jeg gerne have aktiv livshjælp…
Men det er svært at få fordi jeg selv skal gøre en aktiv indsats. Kræfter jeg har mangel på…
[QUOTE=logikeren;172795]Mit problem er ikke midlertidigt. Jeg er angst for at miste min kontaktperson og mine forældre, mine søskene, ja hele min familie. For min kontaktperson går jo også på pension en dag og ingen lever evigt, heller ikke min familie.
Derfor vil jeg gerne herfra så jeg ikke oplever det at miste.
[/quote]
det er alså en del livet og gælder både for os som er syge eller 100 procent raske.
synes du skulle snakke med psykolog om dette, da det åbenbart fylder rigtig meget i din hverdag.
men dine indlæg støder alså lidt. fordi du skal regne med de fleste her på k10 har masser af problemer selv.
det er ikke rart og se denne form for indlæg, for vi kan desværre ikke gøre noget ved det.
Du må gøre dig klart hvad det er at du ønsker at opnå med den her slags indlæg. Vil du gerne at nogen griber ind? eller ønsker du hjælp til at dø? I så fald er der jo nok af muligheder, som f.eks. at sejle ud på havet og hoppe i det kolde vand og så vente…
Personligt er jeg ikke i mod retten til selvmord - men jeg er modstander af at forældre gør det og jeg er modstander af at man tager andre med i faldet.
Hvis det er et nødskrig, så gå til psykolog - jeg synes der er mange skæbner herinde der har mere end nok at slåsse med.
Det ærgerlige ved at begå selvmord er jo, at så ved man ikke hvad der sker i morgen
Jeg forstår dig godt. Har selv tænkt det samme,og grædt mig i søvn, men vågener med nye kræfter og tænkt at det kan jeg ikke være bekendt over for mine nærmeste.
Søg hjælp,Der er en vej ud af tunnellen.
Hvis du fik kræft, ville du sikkert kæmpe for dit liv.Jeg forstår dig godt, men kæmp for dig og dine kære.
Isabel
Hvis ikke jeg kan få aktiv dødshjælp, så vil jeg gerne have aktiv livshjælp…
Men det er svært at få fordi jeg selv skal gøre en aktiv indsats. Kræfter jeg har mangel på…
[/quote]
fedt ord, aktivlivshjælp… og ja det er præcis det du skal ha. Kender fint det med at kræfterne er brugt op, men find en lille bitte styrke og gør noget godt for dig selv og dine kære:kram:
