Kommunens økonomiske spild.

Hejsa allesammen!

Hvad skal sådan en som jeg bruge en gråvejrsdag på andet end at nusse med lovtekster?

Jeg forstår ikke at kommunen spilder en masse penge på mig…

Eftersom jeg kan se på det hele, at kommunen modtager 65% refusion af udgiften til kontanthjælpsmodtagere i aktivering mindst 25 timer om ugen samt til kontanthjælpsmodtagere aktiveret i mindre end 25 timer hvis det er dokumenteret at borgeren ikke er i stand til at være i aktiveret i 25 timer, forstår jeg overhovedet ikke, hvorfor kommunen betaler for 25 timer det sted jeg er tilknyttet… Jeg er efter aftale max. aktiv 5 timer om ugen.

Nogen der har en forklaring?

Ud fra det du forelægger kunne der gættes på fx: 1) Kommunen har for mange penge, 2) kommunen har nogle bundne aftaler, 3) kommunen håber på du når de 25 timer hurtig eller 4) nogen der træffer beslutninger “spiller golf” med nogen, der udbyder ydelsen ?

Formentlig et dit gæt to det rigtige…

@Andersine85

Det er ikke utænkelig at du har ret - men så kunne det pege videre på andre spørgsmål, der ligeledes kunne være interessant at få belyst.

Fx: Har man fået et “godt tilbud” eller betaler man en overpris - og hvilke timer optræder i refusionregnskabet …

Dine reele timer optræder i refusionsregnskabet - men så længe det er over 10 timer, så er det ift. lige præcis det, ret ligegyldigt, hvor mange timer man er afsted (med den lille undtagelse, hvis kommunen/lægen vurderer, at det ikke er muligt med 10 timer, men f.eks. kun 5).

Og som regel har man fået et godt tilbud, og så betaler man ikke for timer, men det som hedder antal helhedspersoner. (Kommuneregnskaber er herre besværlige).

kommunen gør det for at få et eller andet tilskud ?
bare en tanke..

[QUOTE=Andersine85;124135]… med den lille undtagelse, hvis kommunen/lægen vurderer, at det ikke er muligt med 10 timer, men f.eks. kun 5 …
[/quote]

Hvilken kompetance ligger til grund for den “vurdering” kommunen foretager ?

Ad vurdering:

Er det den enkelte sagsbehandler, lægekonsulenten eller borgerens egen læge / speciallæge, der formelt har "vurderings"retten i forhold til kortere eller varige funktionsnedsættelser og den haraf afledte nedsatte arbejdsevne i sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension ?

Og hvordan opfatter forvaltningsteamet egentlig deres egen vurderingskompetance/ret i sager, hvor der foreligger fx ekstern dokumentation for en funktionsnedsættelse hos borgeren.

BTW: Jeg spørger dig pga. din “insiderviden” og fordi vi her på K10 og i mødet med forvaltningsmyndigheden jævnligt bliver bekendt med situationer, hvor man kunne være tilbøjelig til at antage, at “vurderingskompetancen/retten” forsøger at bevæge sig ud over egentlige formelle grænser.

[QUOTE=TimeGuest;124350]Hvilken kompetance ligger til grund for den “vurdering” kommunen foretager ?

Ad vurdering:

Er det den enkelte sagsbehandler, lægekonsulenten eller borgerens egen læge / speciallæge, der formelt har "vurderings"retten i forhold til kortere eller varige funktionsnedsættelser og den haraf afledte nedsatte arbejdsevne i sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension ?

Og hvordan opfatter forvaltningsteamet egentlig deres egen vurderingskompetance/ret i sager, hvor der foreligger fx ekstern dokumentation for en funktionsnedsættelse hos borgeren.

BTW: Jeg spørger dig pga. din “insiderviden” og fordi vi her på K10 og i mødet med forvaltningsmyndigheden jævnligt bliver bekendt med situationer, hvor man kunne være tilbøjelig til at antage, at “vurderingskompetancen/retten” forsøger at bevæge sig ud over egentlige formelle grænser.
[/quote]

Tja, når jeg nævner kommunen, så er det fordi, at man ikke altid behøver være læge for at se, at folk har det VIRKELIGT dårligt!
Helt konkrete tilfælde jeg har været ude for, er folk i kemobehandling, der bare VIL være i gang, om det så er 5 timer om ugen.
I det tilfælde mener jeg, at jeg er fuldt ud i stand til at sige, at borgeren arbejder det vedkommende kan. Her skal I også tænke på, at det udelukkende er relevant ift. vores refusion og match kategorien, ikke så meget andet.

Ift. længden/størrelsen/graden af funktionsnedsættelser, så er det udelukkende lægens ord der gælder ifølge loven.
Det er ikke altid vi spørger, vi kan jo være enige i, hvad borgeren mener.
Men hvis vi på nogen måde er usikre, eller tænker, at borgeren kan mere end vedkommende mener, jamen så er det, at en læge skal spørges, inden vi f.eks. kan træffe afgørelse om stop af § 7. Hvis der ikke ligger lægelig dokumentation, så får vi den lige i hovedet igen, det kan jeg godt forsikre dig og jer andre!

Hvad mener du med §7? Bare kort…?

[QUOTE=Andersine85;124354].., at det udelukkende er relevant ift. vores refusion og match kategorien, ikke så meget andet.
[/quote]

Og her kan vi vel være enig om, at det økonomiske omdrejningspunktet i forvaltningsarbejdet generelt handler om at maximere refusionen og minimere udgiften ?

Er der her tale om borgerens egen læge (GP) eller speciallæge, eller ses der en tendens til, at forvaltningsmyndigheden dyrker “Doctor Shopping”, indtil de ønskede ord står på papiret ?

Alternativt læner myndigheden sig til tider mere op af den kommunalt betalte “lægekonsulents” “mening”, frem for eksterne læger og speciallæger lægefaglige konklusioner ?

Jeg mindes nemlig sager herinde på K10, hvor flere på hinanden lægefaglige konklusioner peger i samme retning, men hvor forvaltningsmyndigheden, eller dennes “lægekonsulent” alligevel mener sig kompetent til at tilsidesætte disse konklusioner.

Denne diskrepans i den lægefaglige konklusion hos henholdsvis en speciallæge og en såkaldt kommunal ansat “lægekonsulent” er naturligvis ganske interessant at undersøge nærmere og som alm. borger må det nødvendigvis påkalde en vis forundring, at sådanne situationer overhovedet kan forekomme.

Man kunne vel (fejlagtig?) give borgeren det indtryk, at der lå økonomiske motiver bag sådanne besynderligheder ?

Nu er det vel ikke helt uvæsentlig, hvilken læge der spørges ?

En speciallæges undersøgelse, diagnose og konklusion vægter vel væsentligere end en kommunalt ansat alm. cand. med.'er uden specialeuddannelse og med virke uden for lægeløftets rammer (dvs. uden ret til at udføre lægefaglig gerning over for borgeren ved fx at undersøge, stille diagnoser, komme med behandlingsforslag og konkludere lægefagligt ud fra en sådan undersøgelse) ?

PS: Nu skal du jo ikke føle dig forpligtet til at svare på dit fags vegne. Men der ligger mange interesante besynderligheder i nogle af de sager, som vi ser ventileret her på K10 og som stimulerer en naturlig nysgerrighed … dvs. når lejlighed gives til at få et svar direkte fra “hestens mund”, så skulle man da være et skarn, om man ikke forsøgte at få et svar … :wink:

[QUOTE=annagw;124365]Hvad mener du med §7? Bare kort…?
[/quote]

§7 i sygedagpengeloven handler om, at man skal være uarbejdsdygtig for at få sygedagpenge, altså ude af stand til at arbejde. Man kan nemlig godt være syg, men stadig være i stand til at arbejde, så det er ikke sygdom/diagnose som sådan at man ser på.
§ 7 stk 5 handler som om det der hedder en bred vurdering, forstået sådan, at efter 3 måneders sygemelding, så skal sagsbehandleren ikke kun se på det specifikke job/arbejdsområde personen kommer fra, men de job/arbejdsområder som personen er i stand til at varetage.
Den klassiske er den om den professionelle fodboldspiller, som ikke kunne få sygedagpenge efter 3 måneder, fordi han var sygemeldt med et dårligt ben, som dog ikke forhindrede ham i at lave andet end at spille fodbold.

[QUOTE=TimeGuest;124368]Og her kan vi vel være enig om, at det økonomiske omdrejningspunktet i forvaltningsarbejdet generelt handler om at maximere refusionen og minimere udgiften ?
[/quote]
Ja, vores økonomiske omdrejningspunkt er helt sikkert refusion og begrænsen af tiden på sygedagpenge. Vi kan jo ikke helt gøre så meget i antallet af sygemeldte

Og jeg er ikke mere dum end at jeg udemærket er klar over, at mange, mange kommuner har været nødt til at sende folk ud i alle mulige tåbelige aktiveringer, for at få de nødvendige penge hjem!

[QUOTE=TimeGuest;124368]Er der her tale om borgerens egen læge (GP) eller speciallæge, eller ses der en tendens til, at forvaltningsmyndigheden dyrker “Doctor Shopping”, indtil de ønskede ord står på papiret ?:wink:
[/quote]

Tja, det kommer jo an på situationen, og den lidelse borgeren har. Oftest vil det være egen læge, for de sidder gerne som tovholdere, og får jo journaler fra de forskellige speciallæger.
Men det kan også være speciallægen, f.eks. ved gigtpatienter, hvor de som oftest har lange forløb hos den samme speciallæge.
I sjældne ilfælde, så bruger vi jo så de dyrt indkøbte speciallægeerklæringer, men det tror jeg nu aldrig jeg har oplevet med § 7 sager, for hvis vi bruger en masse penge på speciallæger, så er det som regel fordi vi forventer at folk fejler noget!

[QUOTE=TimeGuest;124368]Alternativt læner myndigheden sig til tider mere op af den kommunalt betalte “lægekonsulents” “mening”, frem for eksterne læger og speciallæger lægefaglige konklusioner ?:wink:
[/quote]
Det kan også ske.
Hvis der er mange papirer i en sag, fra mange forskellige læger (man behøver jo heller ikke kun fejle een ting), og de papirer måske endda siger hinanden imod (jeg var ude i et grelt tilfælde engang, hvor egen læge sagde pension og speciallægen sagde raskmelding!!!), så er jeg som sagsbehandler nødt til at læne mig op af en fagvurdering.

[QUOTE=TimeGuest;124368]Jeg mindes nemlig sager herinde på K10, hvor flere på hinanden lægefaglige konklusioner peger i samme retning, men hvor forvaltningsmyndigheden, eller dennes “lægekonsulent” alligevel mener sig kompetent til at tilsidesætte disse konklusioner.

Denne diskrepans i den lægefaglige konklusion hos henholdsvis en speciallæge og en såkaldt kommunal ansat “lægekonsulent” er naturligvis ganske interessant at undersøge nærmere og som alm. borger må det nødvendigvis påkalde en vis forundring, at sådanne situationer overhovedet kan forekomme.

Man kunne vel (fejlagtig?) give borgeren det indtryk, at der lå økonomiske motiver bag sådanne besynderligheder ?:wink:
[/quote]

Jeg er desværre ret overbevist om, at der i nogen kommuner ligger økonomiske motiver bag, desværre!
Men jeg vil også vove at påstå, at det er langt fra alle!!
Jeg kan i hvert fald sige med hånden på hjertet, at jeg aldrig har været med til at lukke nogen sager grundet økonomi, og det samme gælder mine kollegaer… Men også vi hører jo fra andre kollegaer i andre kommuner, hvordan det foregår, og det er ikke alle kommuner at jeg ville have det godt med at blive sygemeldt (selvom jeg allerede på forhånd ville have ondt af min stakkels sagsbehandler :wink: )

[QUOTE=TimeGuest;124368]Nu er det vel ikke helt uvæsentlig, hvilken læge der spørges ?

En speciallæges undersøgelse, diagnose og konklusion vægter vel væsentligere end en kommunalt ansat alm. cand. med.'er uden specialeuddannelse og med virke uden for lægeløftets rammer (dvs. uden ret til at udføre lægefaglig gerning over for borgeren ved fx at undersøge, stille diagnoser, komme med behandlingsforslag og konkludere lægefagligt ud fra en sådan undersøgelse) ?:wink:
[/quote]

Lægekonsulenten overruler ikke de “rigtige” læger, ikke hvis man bruger dem lovligt i hvert fald.
Hvis der er flere forskellige “almindelige” læger inde over en borger, så vil det som regel være specialisten der har det afgørende ord.
Men men, der er jo også forskel på praktiserende læger, og vi sagsbehandlere (og borgere) lære jo også efterhånden, hvem af de praktisernde læger som rent faktisk er meget fagligt dygtige, og hvem der måske bare er borgerens “advokat” uanset hvad fakta siger. Så nogle lægers ord har måske også mere magt end andres.

Men generelt er det nu sjældent at jeg har en sag, hvor der ikke er hentet lægepapirer fra mindst to forskellige steder, og det er nu heldigvis også sjældent, a lægerne er uenige, så det meste af tiden er den del af mit job nu meget nemt!

[QUOTE=TimeGuest;124368]PS: Nu skal du jo ikke føle dig forpligtet til at svare på dit fags vegne. Men der ligger mange interesante besynderligheder i nogle af de sager, som vi ser ventileret her på K10 og som stimulerer en naturlig nysgerrighed … dvs. når lejlighed gives til at få et svar direkte fra “hestens mund”, så skulle man da være et skarn, om man ikke forsøgte at få et svar … :wink:
[/quote]

Det kan vist ikke helt lade sig gøre at svare på mit fags vegne, ud over at sige, når noget er ifm. reglerne eller ej.
Resten er jo meget person/kommune afhængigt.

@Andersine85

Tak for din diplomatiske redegørelse :slight_smile:

Jeg er klar over, at lægevidenskab ikke altid er helt så objektiv, som man måske kunne ønske sig - men afledningen heraf kan være både til borgerens gunst eller ugunst (alt efter om den lægefaglige er borgerens eller kommunens “advokat”).

Der findes i øvrigt en række tilstande, hvor der ikke findes klinisk tilgængelige entydige biologiske test, men hvor man i stedet konkluderer ud fra et samlet klinisk billede incl. evt. screening med afsæt i interview, symptombillede osv. - og her kan der selvf. ske en vis subjektiv drejning i konklusionen - hvilket generelt ikke er ønskværdig (derfor prøver man også, i et forsøg på at minimere den subjektive tilgang, at systematisere tilgangen til den type tilstande bedst mulig).

I andre tilfælde kikker lægefagkundskaben “bare” ikke godt nok efter og finder således ikke de såkaldte “objektive fund” - og konkluderer derfor ud fra det således foreliggende grundlag.

Og så er der tilfælde med fx sjældne sygdomme, hvor borgeren må rejse til udlandet for at blive udredt, hvor man efterflg. provinsionelt her til lands har manglende vilje / vid til at anerkende udredningen.

Og kontakten til myndigheden kan opleves særlig problematisk for borgeren, når lægefagkundskaben ikke (umiddelbart) kan / vil give en forklaring på borgerens tilstand.

Jeg er bekendt med, at der er sclerose-patienter, der er løbet ind i økonomisk og personlig ruin med afsæt i den vinkel.

Borgeren er uarbejdsdygtig, igennem undersøgelsesforløb osv og man finder ikke noget, der objektivt set forklarer borgerens påståede uarbejdsdygtighed - den kunne fx bla. have sit afsæt i en ubeskrivelig både mental og fysisk udmattethed (der er det vi kalder et: subjektivt symptom).

Ud fra det foreliggende mener man derfor ikke, at der er belæg for sygdom og “lægekonsulenten” raskmelder borgeren med tab af fx sygedagpengeret, alternativt sender borgeren til behandling på en “hypokonderklinik” (det vi i dag kunne kalde: Klinik for beh. af Funktionelle Lidelser).

Når borgeren således, i god tro har gjort alt det forkerte ift. sit forsørgelsesgrundlag (gået ned i tid, skiftet jobtype osv) og yderlig har mistet alt - inc. diverse nære netværk (og evt. ægteskab), kommer ubønhørlig diagnosen: Sclerose.

I sådan et scenario, er det min opfattelse, at meget kunne have været gjort anderledes både konkret i forvaltningsarbejdet, men også overordnet i lovgivningsarbejet.

Før varighedsbegrænsningen trådte ind i sygedagpengeloven, ville sådan en borger have kunnet “beholdt skindet på næsen” i forhold til økonomi og dermed rette fokus imod at sygdommen ikke udviklede sig yderlig - som forholdende er i dag løber borgeren en betydelig risiko for at: “gå planken ud” og ende som ren “hajføde” (både helbredsmæssigt og økonomisk - dertil findes der en hel del lidelser/handicaps, der udvikler sig fatalt under: stress - og trusler om aktivering, fratagelse af forsørgelsesgrundlag etc. kan opleves som en stressor).

Det skal bemærkes til sådan et scenario, at én af landets førende specialister inden for sclerose professor Per Soelberg Sørensen udtaler, at der i gennemsnit går ca. 7 år fra en patient med sclerose oplever sine første symptomer til der foreligger en diagnose.

Borgere med de såkaldte “nye sygdomme” (fibromyalgi, ME osv) lever også et svært liv i kontakten med den offentlige myndighed - særlig i relation til førtidspension.

I et land som Danmark kunne man, både i konkrete sager og overordnet i lovgivningsarbejdet og ikke mindst i bevæggrundene bag lovgivningsarbejdet, godt vælge en noget anden tilgang til de her belyste problematikker.

Jeg er ikke i tvivl om at fx Hanne Reintoft (der langt hen af vejen vel er enhver socialrådgivers forbillede ?) ville være ret enig heri …

TimeGuest: Jeg kan kun kort sige: Jeg er ganske enig!

Jeg til føjer lige, at man med bindevævslidelser(betændelsgigt) også har langvarig udredning, i ca halvdelen af sygdomsudbrudene.

En udredning der ofte ikke kan vurderes objektivt, men i stil med Sclerose.
I en del tilfælde får man aldrig eksakt diagnose, men inden for en gruppe.

Andersine:
Vedr. lægekonsulenter kontra speciallæger, er der utalige eks. på at lægekonsulenter, fuldstændig tilsidesætter disse.

Og hvis der er så ulovligt, hvorfor er det så så udbredt?

VH Popiae

Pas. Kan simpelthen ikke svare på det… Måske fordi de slipper afsted med det?

Jamen, sagde damen, så er det jo heller ikke ulovligt.

VH Popiae

Joh, men der er måske bare ikke blevet grebet ind overfor det… Man skal altid opad med sådan noget, og hvis det ikke er endt højt nok endnu, så kan det jo desværre ske, selvom det ifølge lovgivningen er ulovligt.

Nej, for der har været hørringer om emnet flere gange på Christiansborg, hvor det benægtes af siddende VKO, at problemet eksistere.

Kan man gå højere?

VH Popiae

Næh, det kan man jo så nok ikke… prøv når den nye regering kommer (krydsede fingre!!)