Lukker lige lidt op for ventilen

[ladytass]

Puha en uge indtil videre.

Mandag 1 time og 45 min ved psykolog, en masse spørgsmål og samtale, hvor jeg kæmper for at holde sammen på mig selv.

Idag (tirsdag) 1 time ved psykiater, som gik godt i dybden. Var overrasket over hans hjælp og forståelse.

Overlægen i psykiatrien mener, at min sygdom er meget kompleks.
Der er mange symtomer og faktorer der spille ind.

Min krop udviser symptomer på for høj dosis af concerta, men samtidig viser den symptomer på en ADD, som overhovedet ikke er dækket nok.

Jeg skal nu prøve at sænkes lidt i dosis mht concerta og samtidig have stratera.

Får derudover cymbalta som jeg plejer. Samt seroquel til nat.

Efter sommerferien skal vi se på eventuel stemnings stabiliserende medicin.
Mine udsving er mange, men varer sjældent særlig længe, hvilket taler imod biopolar lidelse. Dette ligner mere symptomer på adhd.

Diagnosen Ptsd er nu kommet på også.
Min ocd opstod som barn, hvor jeg forsøgte at opnå kontrol i en voldsplaget familie, hvor far tævede mor.
Min panikangst opstod for første gang 4 måneder efter min oplevelse med en lille pige, som blev kørt meget voldsomt over.

Derefter kom symptomerne hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, isolation, ekstrem angst og 13 års rutsjetur til *******. Her har jeg siddet og gloet på Hades i alt for lang tid. Pænt intetsigende skulle jeg hilse og sige. Tænker på om Hades eventuel ryger joints…ligesom ham i “De grønne slagtere”. Her henvises til den fantastiske kommentar “Jeg ryger 40 joints om dagen…jeg ville ikke kunne lugte hvis der var ild i mit hår”.

Der har nu efter mit ur været ild i Hades hår i godt 13 år. Det må han sgu da snart opdage. Enten er han usandsynlig følelseslammet (ligesom mig) eller også må han jo faktisk synes, at det ser sejt ud.

Men helt ærligt…13 år med den samme smertelige følelse på over etagen. Det må han da blive træt af engang, skulle man synes.
Ja øhh, men så igen. Jeg er jo heller ikke kommet videre, så det må ligesom være trenden hernede.
Intetsigende ensformighed af smerte i den samme rille som altid.

En eller anden, så giv mig da et spark. Kan I ikke se, at jeg er gået i hak.

Jeg er stædig som en hest og min hidsighed ville skræmme Mike Tyson.
Dette skal nok gå op for ham Hades gutten engang. Det kan tage noget tid endnu, da han tilsyneladende jo ikke har opdaget hans hårbrand endnu. Eller også er den opdaget, men hans handleevne er ikke helt på toppen.

Ud fra disse betragtninger, så kan jeg nok ikke fastsætte en dato for min opstigning endnu.
MEN den skal nok komme.
Jeg har nemlig overvejet det nøje, så hvis han ikke skræmmes af min personlighed og sender mig retur, så napser jeg sgu en ekstra concerta. Så vil han hurtig opdage, at jeg faktisk er pisse belastende at høre på.

Med alt dette ville jeg nok bare konkludere med fed skrift og understreg, at jeg SKAL NOK komme op igen. Hvornår vides blot ikke. Måske jeg pt er gennemsigtig for verden, men det ændre sig. Og når jeg kommer retur, så er det med fornyet energi og 110 % mere selvindsigt end de fleste.

For hva fanden; Hvis man ALTID var glad, hvordan ville man så vide hvad den følelse faktisk var værd, ik?

Nårh nu må jeg hellere stoppe alt det her pladder, jeg kom af med noget frustration og damp.

Tak til jer som orkede at kæmpe jer igennem dette indlæg

[LUM]

Du lyder nøjagtigt som mig når min ADHD hjerne løber løbsk med mig, det vil være sådan omtrændt nu min veninde ville sige… Lum sys du ikke du skal overveje at tage en pille" på hendes lidt forsigtige men meget alvorlige måde (virkelig mor agtig hvor mor taler alvorligt om et brand farligt emne)

Hvis jeg var dig ville jeg på det kraftigste stille spørgsmålstegn ved så mange typer medicin samtidig, end sige jeg ville pure nægte, de ved hvordan skidtet virker hver for sig, men har overhovedet ingen anelse om hvilke konsekvenser det kan have at blande dem sammen, jeg ville ikke ture, måske 2 men under ingen omstændigheder de vil kunne få mig til at æde 3 eller 4 forskellige samtidig, aldrig i mit liv.

Men det så også nemt for mig at sige, jeg føler ingen glæde af medicin i det daglige, det er kun når jeg er presset jeg har glæde af det, så jeg kan sagtens kan jeg

Psyk er ved at skifte mærke, nu husker jeg det ikke hvilke mærker til hvad, men jeg ved at de forskellige mærker er velegnede til forskellige sekundanter til ADHD´en, jeg MENER (uden jeg husker det som sagt) concerta er godt til de af os der døjer med OCD osv i den dur, mens Strattera så hut jeg hvisker er bedre til de der døjer med angst ol i den dur (det kan også være omvendt, og det kan være nogle af de andre mærker… jeg kan meget væl huske galt her ss)
Men spørg evt din psyk, har denne ikke bare lidt styr over det ville jeg personligt være ENDNU mere skeptisk i forhold til så mange ting på en gang.

At du går til både psykiater og psykolog, er jo fint nok, personligt ville jeg bare ikke kunne hitte rundt i det, og jeg ville under ingen omstændigheder tage tider så tæt på hinanden, det ved jeg mit lille hoved ikke ville kunne takle, og ærlig talt lyder det faktisk til at dit heller ikke kan, måske du skulle overveje at være mere påpasselig med at holde nogle dages pause i mellem samtalerne.

Bare tanken om at jeg skulle til møde med knægtens skole i går, og skulle have været til møde med PPR i dag… tanken alene er nok til at hovedet begynder at drøne mere end godt er, nu blev det så ikke til noget for jeg har fået hold i ryggen.
Var det ikke fordi vi har TRAVLT ville jeg have frabedt mig mødet mandag, og have fået dem til at flytte det til torsdag, men nu har vi altså nu en gang bare ikke evigheder til sommerferien, at det så alligevel er flyttet til torsdag, er en anden sag.

[ladytass]

Grunden til de to meget tætte samtaler er, at jeg er henvist til angstklinik. Der er lang ventetid og dette var den første forsamtale. Det faldt desværre lige op af min psykiater tid
Dette sker forhåbentlig ikke igen.

Jeg lider ud over add’en af slem socialforbi, ocd og angst.
Derfor de forskellige medicin.

Håber dog at kunne holdes på add medicin+ antidepressiv.

Men det var da egentlig rart, at du kan kende min hjerne i mit indlæg

Måske jeg bare skal vedkende mig, at lægerne har ret i deres Add diagnose.

[LUM]

Du skal overhovedet ikke vedkende dig noget som helst du ikke kan genkende, men det kræver naturligvis at du har sat dig lidt ind i hvad det er for en fisk.

En ret vigtig viden er at det H der altså står for både hyper og hypo, og at mange pasyk´er ikke ved, ikke vil vide af at, H´et også indikere hyop, men at ADD samtidig ikke er en godkendt diagnose, om end den burde være, for at jo et reelt problem man har selv om at man er ganske som flertallet hvad ens aktivitets niveau er.

Jeg holder på at hvis der kom nogle ordentlige standarter for ADD, at masse via af fejldiagnoser vil kunne undgås, jeg ser massere med ADD diagnosen (også her inde) som beskriver sig selv som værende hyop og derfor slet ikke er ADD´ere men ADHD´ere, men det er jo nu en gang ikke deres fejl at psyk´erne ikke kan finde ud af hvad der er hvad og hvad der hører til hvor ss

Du behøver slet ikke være AD(H)D´er det kan sagtens være en personlighedsforstyrrelse der går ind over de andre ting du døjer med, der er også andre muligheder (om end den især for kvinder er den der falder som mest sandsynlig) så kan du ikke genkende AD(H)D´en vil jeg skyde på du har ret, for du kender nu en gang bare dig selv bedre end de gør.

Men uanset hvis det først er klistret ned i din journal bliver det IKKE slettet, det kan rettes, men ikke slettes.

At jeg kan genkende den drønen dit hoved havde gang i er bestemt ikke = med at du er ADHD´er, alle har træk fra et eller andet, og træk alene gør ikke en diagnose, man skal over i at det for personen selv har en his indgriben i personens livsførelse, og det skal være på mere end et område inden for den diagnose der er under mistanke.
Det betyder jo også at man sagtens kan… burde have en diagnose, men ikke går ind under kriterierne fordi man er velfungerende. Min søster bla er jeg ikke i tvivl om er ADHD´er, men hun får aldrig diagnosen, for hun er ganske velfungerende og er ikke generet af de vanskelighedder ADHD´en fører med sig, i et sådant omfang at hun har behov for yderlig hjælp.

Men både socialangst, (især) angst og OCD er ret typiske sekundanter til ADHD´en, så på det led stemmer det nu meget godt ss

Men igen kan du ikke genkende det når du læser ADHD foreningens foldere (adhd.dk) så er det meget muligt der skal ledes et andet sted, og så bør du naturligvis vende det med din psykiater.

Lige en ting mere… prøv at gå ind på voksen med ADHD på fjæsen og læs nogle af trådene der inde, en ting er at mange af dem er temmelig morsomme, men det du “skal” lede efter er om du kan genkende det. Fx for nogle dage siden var der en tråd med at glemme, hvor man har stilt sine ting, og de mest mærkværdige steder man så 100 år efter har fundet de ting igen, der er massere af den slags… typisk de fleste ADHD´ere, men også rigtig mange min dag er væltet i rent kaos tråde.

[ladytass]

Jeg kan vedkende mig alle punkter for sygdommen adhd.
Og hele mit liv har jeg fungeret således.

Jeg kan ikke se film uden at lave 100 ting samtidig. Kan ikke læse en bog. Mine øjne læser godt nok alle ord, men min hjerne registrere simpelthen ikke indholdet. Så aner ikke hvad jeg har læst.
Jeg ville gå helt op i limningen, hvis jeg fx blev bedt om at sætte mig i sofaen og bare sidde. Dette ville måske gå i max 5 min.

Så jeg kan vedkende mig alle symptomer.

MEN jeg kæmper med en manglende forståelse fra min familie. De vil ikke vedkende sig min sygdom. De bliver ved med at sætte spørgsmål ved, at jeg skulle være syg eller have adhd.
Det reagere som om, at ADHD er en trend diagnose, som jeg lige har fået fordi den er moderne. Ligesom bufalo støvler. Sådan lidt “nårh er du nu også sprunget på den vogn”.
Og når jeg hele tiden bliver punket i hovedet med, at jeg da ikke fejler noget, så begynder jeg at tvivle. Begynder at tænke, at det bare er mig, som skal lære at slappe af. Det bare er mig, som skal have et spark bagi, for at fungere normalt igen.

Forstå du? For synes det er lidt svært at forklare

[Pedro]

[QUOTE=ladytass;229702]Jeg kan vedkende mig alle punkter for sygdommen adhd.
Og hele mit liv har jeg fungeret således.

Jeg kan ikke se film uden at lave 100 ting samtidig. Kan ikke læse en bog. Mine øjne læser godt nok alle ord, men min hjerne registrere simpelthen ikke indholdet. Så aner ikke hvad jeg har læst.
Jeg ville gå helt op i limningen, hvis jeg fx blev bedt om at sætte mig i sofaen og bare sidde. Dette ville måske gå i max 5 min.

Så jeg kan vedkende mig alle symptomer.

[/quote]

Du gode Gud (hvis han/hun er der), det har jeg sgu da haft hele mit liv, og det er der stadig. Nu bliver jeg gal, de *****s psykologer og psykiatere, hvorfor har de aldrig udredt mig for ADHD, trod alle mine oplysninger.
Nå, pyt skidt, det går nok uden flere diagnozer hér hos mig, bare de hjælper dig kære Ladytass, så du får det godt.
Knuz fra pedro :kram::kram::kram:

[LUM]

Du er i hvert fald IKKE ADD´er du er ADHD`er du er jo hyper quinde gg

Dog den med at læse en bog, har ikke meget med ADHD at gøre, vi har en evne til at hyperfokusere, den er ret genial faktisk, vi kan lukke hele verdenen ude og side i timevis og nulle med en opgave, det kan sagtens være en bog, det kan også være alt mulig andet, og den evne forvirre ofte vores omgivelser for hvorfor kan vi ikke finde ud at læse den bog vi får udleveret af en lære, men godt gå på bib og finde en langt svære og tykkere bog ogfå den læst på få dage??
Det der ligger i det er interessen

Her anerkender de heldigvis at jeg ikke er som folk er flest, men de fatter hat, ikke fordi de ikke vil fatte men fordi de overhovedet ikke har nogen anelse om hvad det vil sige at leve med ADHD. Her er problemet at jeg er adoptiv barn, og ADHD er altså 80% arveligt, så man skal sjældent lede ret langt i ens fam før man finder en mere ADHD´er, normalt altså… i min biop fam er der massere af ADHD´ere både med og uden diagnose, men ikke i min adop fam.

Men for de flestes vedkommende handler det om at forældrene er bange for at erkende at de faktisk selv er ADHD´ere, så er det meget nemmere at sige til børnene at de ser spøgelser, det ser man tit, så det er meget muligt det du er udsat for.

Pedro om du er ADHD´er eller ej kan faktisk være af end og meget stor betydning for de andre diagnoser du har, men hvis du som sådan ikke føler dig generet af det så er der jo heller ikke den store grund til at gøre noget ved det ss

[ladytass]

Ja her ligger interessen i at læse lov indenfor retssystemet. Dette kan jeg godt fokusere på.
Samt matematikopgaver.

Jeg er faktisk sikker på, at jeg ville være en genial advokat :lol:
Dog med det minus, at jeg ikke fungere så godt blandt andre folk.

Min bio far var adhd’er. Men han er død, og min mor ønsker ikke at tale om ham. Bliver afvist meget tydeligt, når jeg prøver at snakke om ham.

Måske jeg minder hende om ham, og hun derfor ikke kan håndtere tanken om min diagnose. Min far vækker jo ikke ligefrem gode minder for min mor eller os børn.

[Pedro]

[QUOTE=LUM;229730]Du er i hvert fald IKKE ADD´er du er ADHD`er du er jo hyper quinde gg

Dog den med at læse en bog, har ikke meget med ADHD at gøre, vi har en evne til at hyperfokusere, den er ret genial faktisk, vi kan lukke hele verdenen ude og side i timevis og nulle med en opgave, det kan sagtens være en bog, det kan også være alt mulig andet, og den evne forvirre ofte vores omgivelser for hvorfor kan vi ikke finde ud at læse den bog vi får udleveret af en lære, men godt gå på bib og finde en langt svære og tykkere bog ogfå den læst på få dage??
Det der ligger i det er interessen ;

Pedro om du er ADHD´er eller ej kan faktisk være af end og meget stor betydning for de andre diagnoser du har, men hvis du som sådan ikke føler dig generet af det så er der jo heller ikke den store grund til at gøre noget ved det ss
[/quote]
[b]Åh Lum! Jeg fløj bare lige op uden, at tænke mig en disse om. (Gør jeg ofte)
Det var netop det der med, at læse en bog, huske og forstå den- det der med at se en film-huske, koncentrere sig og forstå den, der ramte mig lige på kornet.
Nu bliver jeg 55 her i juli . Jeg har været, lad mig kalde det anderledes end de fleste siden 14-16 års alderen.

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set en film, uden at være oppe på gulvet indtil flere gange eller ude i køkkenet. Til stor ophidselse for mine drenge, som til tider har været på vej til at sidde i loftet af bare irritation, over at jeg aldrig fulgte ordentlig med.

Jeg har grædt og grædt i rigtig mange år, fordi jeg aldrig kunne følge handlingen i en film, eller bare fastholde fokus. Jeg har følt mig MEGET dårligt begavet.

Kan huske, da jeg var ung, og ofte skulle se film sammen med venner og bekendte, ja så var h****** løs i laksegade, hvis en af Dem, havde været på toilettet, og så efterfølgende spurgte til den videre handling i filmen.
Jeg havde så altid lige et svinke ærinde ud af stuen, for at undgå referat af filmen, for det kunne jeg sateme ikke.

Har heller aldrig kunnet genfortælle en bog. Jeg sprang fra A til Z, og der var hverken hoved eller hale i noget af det.

Men om det er Add eller ej, ja det ved jeg så ikke. Jeg har personlighedsforstyrrelser, angst, kronisk depression samt en lille smule OCD.
Sisdtnævnte er dog ikke så udbredt længere efter jeg er blevet gammel og grå.
:kram::kram::kram::kram::kram:
Knuz Pedro[/b]

[rubin21]

Har lige et spørgsmål til jer ADD`ere, hvis det er okay ?

Min datter er ved at blive undersøgt for ADD. Vi har været til første samtale ved børnelægen og skal afsted igen på fredag. Det er os selv der har fået sat undersøgelsen igang.
Hun har altid haft problemer med koncentrationen, specielt i skolen,har haft utrolig svært ved at huske det hun lære, været den stille pige som ikke har sagt så meget, haft svært ved at holde på veninder…hun misforstår dem og bliver let uvenner med dem. Lektier har været en kamp og hun har aldrig læst nogen af de bøger de har haft i skolen + en masse andre ting

De sidste par år har hun ændret sig til, at være mere rapkæftet og ryger hurtig op i det røde felt, men lige så hurtigt bliver hun ked af det…hun er vildt frustreret over, at hun ikke kan koncentrere sig mere end 15-20 min i en time i skolen og lære intet. Hun har svært ved, at have personer tæt på sig…f.eks hvis en veninde overnatter et par dage, så får hun den følelse indeni, at hun ikke gider hende mere selvom hun syntes det er hyggeligt…hun siger at hun har ikke lyst til, at føle sådan men kan ikke forklare det nærmere.

Så mit spørgsmål til jer ADD´ere er…Kan i genkende jer selv i noget af det her og kan i huske hvordan i havde det som barn og har det ændret sig med aldren ?
Min datter er 17 år.

[Maja44]

Heeeyyyy
Angst, depression og OCD er de typiske “komorbide” tilstande i forhold til ADHD sætter det i klammer da jeg altså ikke er sikker på det liiige hedder sådan!!! Meeen jeg synes da helt klart du skal gå ind og kigge på ADHD.dk især i samtaleforum og så under voksne. om ikke andet så får du dig et godt grin

Og nej der er jo som saådan ikke nogen grund til at du får endnu en diagnose, men jeg er 47år og har lige fået diagnosen og er dermed startet på medicin - og jeg siiiiiger dig det er underligt

Det er også røvtur efter så mange år, for shit hvor er der mange brikker der falder på plads og shit hvor kunne meget have været undgået med den viden jeg har i dag. Men jeg tror på at det på sigt bliver bedre.

Knus til dig

[QUOTE=Pedro;229734][b]Åh Lum! Jeg fløj bare lige op uden, at tænke mig en disse om. (Gør jeg ofte)
Det var netop det der med, at læse en bog, huske og forstå den- det der med at se en film-huske, koncentrere sig og forstå den, der ramte mig lige på kornet.
Nu bliver jeg 55 her i juli . Jeg har været, lad mig kalde det anderledes end de fleste siden 14-16 års alderen.

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set en film, uden at være oppe på gulvet indtil flere gange eller ude i køkkenet. Til stor ophidselse for mine drenge, som til tider har været på vej til at sidde i loftet af bare irritation, over at jeg aldrig fulgte ordentlig med.

Jeg har grædt og grædt i rigtig mange år, fordi jeg aldrig kunne følge handlingen i en film, eller bare fastholde fokus. Jeg har følt mig MEGET dårligt begavet.

Kan huske, da jeg var ung, og ofte skulle se film sammen med venner og bekendte, ja så var h****** løs i laksegade, hvis en af Dem, havde været på toilettet, og så efterfølgende spurgte til den videre handling i filmen.
Jeg havde så altid lige et svinke ærinde ud af stuen, for at undgå referat af filmen, for det kunne jeg sateme ikke.

Har heller aldrig kunnet genfortælle en bog. Jeg sprang fra A til Z, og der var hverken hoved eller hale i noget af det.

Men om det er Add eller ej, ja det ved jeg så ikke. Jeg har personlighedsforstyrrelser, angst, kronisk depression samt en lille smule OCD.
Sisdtnævnte er dog ikke så udbredt længere efter jeg er blevet gammel og grå.
:kram::kram::kram::kram::kram:
Knuz Pedro[/b]
[/quote]

[Maja44]

Har lykkeligt glemt alt om den tid for mit eget vedkommende, men min datter der nu er 23år og ADHD’er havde det også sådan da hun var 13-18 år. Skal dog lige sige at det jo også kan være mange andre “dysfunktioner” - så håber det er en god psykiater hun er ved.
Og ja selvfølgelig må du spørge - skyd løs

[QUOTE=rubin21;229737]Har lige et spørgsmål til jer ADD`ere, hvis det er okay ?

Min datter er ved at blive undersøgt for ADD. Vi har været til første samtale ved børnelægen og skal afsted igen på fredag. Det er os selv der har fået sat undersøgelsen igang.
Hun har altid haft problemer med koncentrationen, specielt i skolen,har haft utrolig svært ved at huske det hun lære, været den stille pige som ikke har sagt så meget, haft svært ved at holde på veninder…hun misforstår dem og bliver let uvenner med dem. Lektier har været en kamp og hun har aldrig læst nogen af de bøger de har haft i skolen + en masse andre ting

De sidste par år har hun ændret sig til, at være mere rapkæftet og ryger hurtig op i det røde felt, men lige så hurtigt bliver hun ked af det…hun er vildt frustreret over, at hun ikke kan koncentrere sig mere end 15-20 min i en time i skolen og lære intet. Hun har svært ved, at have personer tæt på sig…f.eks hvis en veninde overnatter et par dage, så får hun den følelse indeni, at hun ikke gider hende mere selvom hun syntes det er hyggeligt…hun siger at hun har ikke lyst til, at føle sådan men kan ikke forklare det nærmere.

Så mit spørgsmål til jer ADD´ere er…Kan i genkende jer selv i noget af det her og kan i huske hvordan i havde det som barn og har det ændret sig med aldren ?
Min datter er 17 år.
[/quote]

[tullepigen]

[QUOTE=rubin21;229737]Har lige et spørgsmål til jer ADD`ere, hvis det er okay ?

Min datter er ved at blive undersøgt for ADD. Vi har været til første samtale ved børnelægen og skal afsted igen på fredag. Det er os selv der har fået sat undersøgelsen igang.
Hun har altid haft problemer med koncentrationen, specielt i skolen,har haft utrolig svært ved at huske det hun lære, været den stille pige som ikke har sagt så meget, haft svært ved at holde på veninder…hun misforstår dem og bliver let uvenner med dem. Lektier har været en kamp og hun har aldrig læst nogen af de bøger de har haft i skolen + en masse andre ting

De sidste par år har hun ændret sig til, at være mere rapkæftet og ryger hurtig op i det røde felt, men lige så hurtigt bliver hun ked af det…hun er vildt frustreret over, at hun ikke kan koncentrere sig mere end 15-20 min i en time i skolen og lære intet. Hun har svært ved, at have personer tæt på sig…f.eks hvis en veninde overnatter et par dage, så får hun den følelse indeni, at hun ikke gider hende mere selvom hun syntes det er hyggeligt…hun siger at hun har ikke lyst til, at føle sådan men kan ikke forklare det nærmere.

Så mit spørgsmål til jer ADD´ere er…Kan i genkende jer selv i noget af det her og kan i huske hvordan i havde det som barn og har det ændret sig med aldren ?

Min datter er 17 år.
[/quote]

Hejsa.

Jeg er add’er men har først fået diagnosen for 6 mdr siden.
Som du beskriver din datter var præcis som jeg var/er som barn.
Min datter ligner mig UFATTELIG meget og har også præcis de samme vanskeligheder som du skriver om.. Vi venter lige nu på og kan få hende udredt ..
Forskellen fra jeg var barn og til nu er at da jeg var barn havde jeg et stort behov for og være sammen med andre,selvom jeg egentlig ikke gad dem men var rigtig dårlig til og være alene.. Idag har jeg det bedst med og være alene og har stortset ingen vennekreds..
Jeg blev som barn hurtigt og meget ulykkelig når jeg følte mig udenfor/afvist eller hvis nogen blev sure på mig.. ja over de mindste ting.. Idag har jeg det sådan lidt, nå ja jeg er jo også anderledes og det gør ondt,men bliver ikke ulykkelig på samme måde.. Men det har nok også noget og gøre med at da jeg var barn viste jeg jo ikke jeg havde en lidelse som gjorde at jeg hurtigt følte mig udenfor,det gør jeg nu..
Jeg husker min barndom indtil 18-19 års alderen som et rent ******* psykisk.. Det var altså virkelig ikke sjovt)-: det er det stadigvæk ikke men det er på en helt anden måde nu.

[LUM]

[QUOTE=Pedro;229734][b]Åh Lum! Jeg fløj bare lige op uden, at tænke mig en disse om. (Gør jeg ofte)
Det var netop det der med, at læse en bog, huske og forstå den- det der med at se en film-huske, koncentrere sig og forstå den, der ramte mig lige på kornet.
Nu bliver jeg 55 her i juli . Jeg har været, lad mig kalde det anderledes end de fleste siden 14-16 års alderen.

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set en film, uden at være oppe på gulvet indtil flere gange eller ude i køkkenet. Til stor ophidselse for mine drenge, som til tider har været på vej til at sidde i loftet af bare irritation, over at jeg aldrig fulgte ordentlig med.

Jeg har grædt og grædt i rigtig mange år, fordi jeg aldrig kunne følge handlingen i en film, eller bare fastholde fokus. Jeg har følt mig MEGET dårligt begavet.

Kan huske, da jeg var ung, og ofte skulle se film sammen med venner og bekendte, ja så var h****** løs i laksegade, hvis en af Dem, havde været på toilettet, og så efterfølgende spurgte til den videre handling i filmen.
Jeg havde så altid lige et svinke ærinde ud af stuen, for at undgå referat af filmen, for det kunne jeg sateme ikke.

Har heller aldrig kunnet genfortælle en bog. Jeg sprang fra A til Z, og der var hverken hoved eller hale i noget af det.

Men om det er Add eller ej, ja det ved jeg så ikke. Jeg har personlighedsforstyrrelser, angst, kronisk depression samt en lille smule OCD.
Sisdtnævnte er dog ikke så udbredt længere efter jeg er blevet gammel og grå.
:kram::kram::kram::kram::kram:
Knuz Pedro[/b]
[/quote]

Se nu er jeg blevet lidt forvirret (ikke jeres skyld) så er nød til at tage tingene på min måde for at kunne have hovedet med mig

Det kan have stor betydning for behandlingen af de ting du døjer med om du er ADHD´ere eller ej, det skal du være helt bevist om.
Antaget at du er ADHD´er: Det gør dig mere modtagelig over for bla personlighedsforandringer OCD angst oma. i en god del tilfælde er ADHD´en grund udløseren (det skal fremhæves at det IKKE behøver være sådan, man kan sagtens have det sideløbende) fordi den gør at man er mere skrøbelig over for den slags.
Er det tilfældet, så giver det sig selv at det ikke nytter et hak at behandle fx angsten og kun angsten men ikke ADHD´en, for den udløsende faktor er der jo stadig (igen en vigtig detalje… jeg stiller det meget firkantet op)
Dsv at du render rundt og bliver behandlet for noget, hvor der ligger noget bag som ikke bliver behandlet, på den måde får man selv sagt ikke særlig meget udbytte af behandlingen.

Altså antaget at du er ADHD´er og at de ting du døjer med ikke er noget du har sideløbende, hvilket jeg ikke har en jordisk chance for at udtale mig om, kun en med forstand på det har en chance for at rede trådene lidt ud (og selv for dem kan det være en temmelig svær opgave at hitte rundt i hvad der er hvad og hvad der hører til hvor)

Fjernsyn, jeg ser sjældent film, jeg har nemlig også alt tid travlt med alt mulig andet gg heldigvis har det så aldrig generet MIG, kun mine omgivelser. I skolen kunne jeg ikke rigtigt drøne rundt som en skoldet skid der var bare ikke de samme muligheder for overspringshandlinger som der er i et alm hjem, så i stedet for faldt jeg i søvn, jeg har aldrig set en hel film til ende der, det har jeg her hjemme, jeg kan også godt gå i biffen, det sker bare ikke særlig tit, for det kræver at jeg har ro omkring mig, og har haft det nogle dage op til.

Jeg har selv fået diagnosen som voksen, og sikke en BEFRIELSE, jeg forstod pludselig en hel masse ting, og fik udpenslet hvor jeg selv kunne forsøge at ændre på sagerne, lige der er det en fordel i ulempen, for langt de fleste ADHD´ere er yderst kreative, så vi kan finde nogle kompenserende løsninger til os selv, som for andre er jaaaarmen gu dog, men for os virker, og det er altså os SELV det handler om, ikke alle andre.
Men der er så også de ting hvor man opdager at man er nød til bare at bide i det sure æble, inden fordi man bare ikke kan lave det om, eller fordi man ikke kan forliges med at det skal være anderledes.
Diagnosen gav mig noget konkret at arbejde med, men det gav mig også en forklaring ikke kun til mig selv, men til mine omgivelser.

Et rigtig godt eksempel er… jeg skal tage mig sammen til at xx, den sætning bliver slidt op af ADHD´ere, vi veeed godt at vi burde, men hold da op hvor kan det være svært at komme i gang, og når vi så endelig er kommet i gang bliver vi sjældent færdige. I 9 ud af 10 tilfælde skal vi IKKE sige jeg skal tage mig sammen for det er HELT forkert, for os handler det netop ikke om at tage sig sammen, men om at vores små forvirrede hoveder har svært ved at overskue opgaven.
Jeg gør det selv siger tage mig sammen, langt oftere end jeg burde, men med diagnosen har vi en mulighed for at forklare at vi faktisk ikke mener at vi BARE skal sparkes i gang, men at vi rent faktisk mener at det er svært for vores hoved at overskue opgaven, den mulighed for at forklare har man ikke uden diagnosen

Ja tit, alt for tit er barndommen for ADHD´ere et ******* at komme i gennem, fuld af nederlag kritik seld ud mobning og og og (og med sådan en barndom er der s q ikke noget at sige til at man udvikler sekundanter)
I dag er det endnu være for de børn, kan jeg godt love dig, nok er man i dag opmærksom, men man er også meget mere… dig du er dem de andre ikke må lege med, og fra systemet side tænker de KUN på penge, så de gør mangt og meget for at få det til at være forældrenes skyld at de har fået et barn med særlige forudsætninger… og ungerne er altså ikke dumme, de ved godt hvad der foregår, tro mig, som barn var jeg bare anderledes og blev drillet med det, i dag er der så lige oven i eksklusion, fra alle, skolerne (fordi man ikke passer ind men samfundet på den anden side siger at man SKAL være en del af kassen SKAL kunne klare de mange ekstreme krav tests osv af pladder) fra systemet, der peger fingre af mor og far, fra de andre børns forældre, oven i.

Og så undrer man sig over at vi har et stigende antal børn der døjer psykisk :mad:

Jeg ved jeg skal tilbage til tråden der er mindst et indlæg mere jeg gerne vil reagere på ss men lige nu har jeg en flæskesteg i ovnen, og kartoflerne er endnu ikke skrallede og 3 unger som er suuultne og et hoved det er 1000 andre steder samtidig med.

[Pedro]

Tak Maja44, det vil jeg kigge nærmere på.

[Pedro]

Tak til dig Lum for dit svar. Jeg undrer mig lidt over, at ADHD aldrig er blevet nævnt i mit psykologiske og psykiatriske (sidstnævnte, dog kun ét besøg i 2003)regi, da jeg har gjort opmærksom på, at det var et kæmpe problem for mig, at følge handlingen i en film, og det er så fuldstændig ligegyldigt, om det er tv eller bio (sidstnævnte er rent pengespild, da jeg overhovedet ikke aner en dyt om, hvad der er foregået på lærredet, i de par timer det varer.

Min yngste søn på knap 20, mener selv, at han lider af ADD, og det har jeg faktisk også spurgt til herinde på et tidspunkt og fået svar, men hvalpen vil selvfølgelig ikke undersøges, grundet at han er født i Æslets tegn. Hér tænker jeg jo på, at han gerne vil videre uddannes, og har svært ved koncentrationen.

Men, jeg må indrømme, at der faldet et par 50 ører på plads, efter jeg læste LadyTass´s konklusion, om manglende evne til at holde fokus på film mm. Tror jeg, vil læse om problemet, og efterfølgende se om jeg bør udredes.

Hold kæft, hvor kunne jeg godt tænke mig, at fortælle mine drenge, at der altså er en reel grund til jeg ikke kan følge handlingen i en film mm. (Hvis jeg altså har ADD/ADHD)

Tusind tak til Maja og Lum for, at I tog Jer tid til at svare og undskyld til trådstarter, at jeg brød ind.

Håber du tilgiver.
Knuz Pedro

[rubin21]

Tak tullepigen og maja44 for jeres svar;)
Ja vi skal afsted imorgen til børnelægen…da min datter er 17 så er det en børnelæge med speciale indenfor adhd, som laver udredningen. Vi syntes lidt, at det første møde var lidt snik snak og der var 1000 ting vi ikke fik sagt, så jeg har skrevet 3 sider, som jeg har sendt til hende med alle de ting vi kom i tanke om, da vi kom hjem .

Det er ikke nemt at starte fra fødslen og så kun have 45 min til at gennemgå 17 år, så håber hun kan bruge det jeg har skrevet. Vi håber selvfølgelig ikke, at hun har ADD, men hvis hun har, så giver det svar på en masse og som min datter selv siger, så giver det hele mening.

Hun har egentlig altid været en nem pige, som har gjort hvad man sagde, men gud hvor har hun knoklet med skolen og med at holde på veninderne…hendes bedste venner er nu drenge. Hun forstår ikke rigtig de piger der og alle de uskrevne regler og det “pige spil”…Hun misforstår bare og tror altid de er sure på hende eller så bliver hun sur på dem, uden egentlig at ville det…og så har hun en retfærdighedssans på størrelse med en elefandt. …og så har hun bare tit brug for ro…hun magter ikke hvis nogen er meget larmende, så får hun stress og hun skal nok få det sagt til dem…ikke altid så hensigtsmæssigt .

Nå men tak for input…vi må se hvad damen mener imorgen

[LUM]

[QUOTE=rubin21;229737]Har lige et spørgsmål til jer ADD`ere, hvis det er okay ?

Min datter er ved at blive undersøgt for ADD. Vi har været til første samtale ved børnelægen og skal afsted igen på fredag. Det er os selv der har fået sat undersøgelsen igang.
Hun har altid haft problemer med koncentrationen, specielt i skolen,har haft utrolig svært ved at huske det hun lære, været den stille pige som ikke har sagt så meget, haft svært ved at holde på veninder…hun misforstår dem og bliver let uvenner med dem. Lektier har været en kamp og hun har aldrig læst nogen af de bøger de har haft i skolen + en masse andre ting

De sidste par år har hun ændret sig til, at være mere rapkæftet og ryger hurtig op i det røde felt, men lige så hurtigt bliver hun ked af det…hun er vildt frustreret over, at hun ikke kan koncentrere sig mere end 15-20 min i en time i skolen og lære intet. Hun har svært ved, at have personer tæt på sig…f.eks hvis en veninde overnatter et par dage, så får hun den følelse indeni, at hun ikke gider hende mere selvom hun syntes det er hyggeligt…hun siger at hun har ikke lyst til, at føle sådan men kan ikke forklare det nærmere.

Så mit spørgsmål til jer ADD´ere er…Kan i genkende jer selv i noget af det her og kan i huske hvordan i havde det som barn og har det ændret sig med aldren ?
Min datter er 17 år.
[/quote]

Så kan jeg vist komme lidt vider med det jeg ville her ss

Du beskriver din datter er mere opfarende, for mig gik det omvendt, jeg gik fra at protestere kraftigt, til slet ikke at protestere, jeg gjorde i stedet bare som det passede mig uden at sige det.
Jeg havde erfaret at det ikke hjalp at augmentere eller have nogle forslag til at få det til at glide, jeg fik NEJ til alt, selv at deltage i klassefester fik jeg nej til, jeg ændrede så at sige taktik.

Så som jeg ser det skal du være glad for at din datter viser hvad hun føler, det er naturligvis nemmere hvis hun siger det i stedet for, men hey hun er teenager, hormonerne fiiiser rundt, det er kun sundt at en teenager er rebelsk, det er en sund udvikling at de forsøger at løsrive sig i “samarbejde” med deres forældre, at gøre som jeg, er ikke spor sundt, men nu er det så heller ikke nogen sund indstilling fra forældrenes side at sige nej til alt og nægte at gå på kompromis (eller for den sags skyld sundt at det er barnet der skal foreslå kompromiserne, fx med klasefesterne, først forsøgte jeg at… jamen hvad så hvis jeg kommer hjem til midnat og ikke når det slutter kl 02? NEJ!)

Den måde hun beskriver det at have personer tæt på sig er faktisk ufattelig flot (vær stolt af dig selv) Jeg ved lige nøjagtigt hvad det er for en følelse hun mener, jeg kan ikke beskrive den, (ikke bedre end din datter) jeg kan vise den med kroppen, som en form for krampe, så jeg ligner en spastiker.

Lektier har alle dage været et H for mig, lige til jeg fik den HELT rigtige lære, hun ændrede bare SÅ meget for mig, jeg gik fra daglige kampe, til ligefrem at pakke min taske hver aften, jeg skrev alt ned i en kalender ol system-orden.
Måden tingene serveres på er SÅ ekstrem vigtig, men også lærens gå-på mod er vigtig. Den helt store forskel min lære gjorde var at tage en ting af gangen, prut være med at jeg ikke kunne komma at jeg ikke kunne læse højt at jeg stavede som en elefant osv osv osv, alt presset “tog hun fra mig” og startede med… du skal lære at være glad for at læse, for kan jeg først få dig til at opleve bogens glæde skal du også nok forbedre komma´er og stavning, og det lykkedes hende til fulde.
I samme omgang fik jeg en oldtids sag af en mat lære, som slet slet ikke havde den der, det SKAL bare lykkes, og kørte efter den helt gamle metode, jeg siger sig alt det tabel jeg har tærpet, han holdt på at den gammeldags tærpning nok skulle få os lært tabellen, hen tog GRULIGT fejl, jeg havde en vene til at se på tingene aftenen før, så kunne jeg det nogen lunde dagen efter og så kylede jeg det ellers ud igen, jeg kan stadig ikke tabellen 2 3og 5 kan jeg (og det er først kommet efter jeg er blevet voksen) resten kan jeg noget af vejen, men ikke helt til 10, og jeg ved fra de andre der modtog samme undervisning (vi var dumme klassen i mat) at de fleste heller ikke lærte den, de var bare knap så gode som jeg til at skjule at de ikke kunne.

Er din datter AD(H)D´er er det meget meget vigtigt at alle er opmærksomme på at hendes lille banegårds-hoved ikke kan tåle at blive presset fra ret mange sider på en gang, jeg lærte først noget da presset blev fjernet, og jeg kun skulle fokusere på at blive bedre til EN ting, alt andet sejlede og kørte efter lyst-begrebet, DET virkede.

Hun (hvis hun er AD(H)D´er) har det som hvis du er ved at komme for sent til toget på KHB´s banegård i myldretiden OG du må løbe fra parrong til parrong til… fordi du ikke kan finde den hvor dit tog kører fra. Forestil dig så at du bliver stanset mindst en gang mellem hver parrong hvor en forlanger af dig at du skal løse forskellig svære (komplicerede) opgaver for at få lov at komme videre i din søgen efter dit tog… det er meget lig det pres en ADHD oplever i skolen, med den forståelse kan det ikke undre mange at ADHD´ere bliver DYBT frustrerede, snot forvirrede stressede og føler at de ikke kan finde ud af det

Så kommer man hjem, der forsvinder opgaverne mellem parrongerne og man kan slappe lidt af, man får mere ro til at lede efter sit tog, men farmer om så ikke mor/far stiller sig op og kommer med lignede opgaver… og et trygt barn reagere nu en gang bare der hvor det er trygt til at gøre det hvilket jo helst skal være der hjemme, så det går ud over forældrene (det er sundt rigtigt og positivt at de reagere hjemme, for det betyder at de er trykke)

Put så en omgang teenager hormoner oven i, jo det eeeer “spændende” nu er det den samme søgen efter toget, bare der så lige samtidig bygges om på banegården så alt er et stort byggerod… tak for kaffe hvor er jeg glad for at jeg ikke er teenager mere, og glad for at jeg har kunnet indrette mit liv efter at undgå alle de opgaver i mellem mine parronger, det meste af tiden.

[LUM]

[QUOTE=Pedro;229902]Tak til dig Lum for dit svar. Jeg undrer mig lidt over, at ADHD aldrig er blevet nævnt i mit psykologiske og psykiatriske (sidstnævnte, dog kun ét besøg i 2003)regi, da jeg har gjort opmærksom på, at det var et kæmpe problem for mig, at følge handlingen i en film, og det er så fuldstændig ligegyldigt, om det er tv eller bio (sidstnævnte er rent pengespild, da jeg overhovedet ikke aner en dyt om, hvad der er foregået på lærredet, i de par timer det varer.

Nu ved jeg ikke om du er udredt i offentlig eller privat regi, men der er forskel. I privat regi udreder de kun for det de selv har som “forstand på” områder, hvilket jo enlig er meget fornuftig, der til kan´man ikke forvente at en med fx angst som hoved område aner en pind om ADHD.
I offentlig regi, jeg ved ikke med resten af landet, men her i N-jyll vokser man fra ADHD den dag man bliver 25, der findes INGEN behandling og voksen psyk har INGEN ansat med forstand på ADHD, man skal med andre ord selv have en ide om at der skal ledes der.

Min yngste søn på knap 20, mener selv, at han lider af ADD, og det har jeg faktisk også spurgt til herinde på et tidspunkt og fået svar, men hvalpen vil selvfølgelig ikke undersøges, grundet at han er født i Æslets tegn. Hér tænker jeg jo på, at han gerne vil videre uddannes, og har svært ved koncentrationen.

Har du prøvet at slå på at han med en diagnose faktisk kan få et tillæg til hans SU?? men det kræver altså en diagnose det er hovedkravet, og nogle gange taler pengene altså bedre til følelserne gg

Men som allerede skrevet, som udgangspunkt, hvis folk ikke selv føler de har vanskeligheder, går jeg ikke ind for at de skal have en diagnose (naturligvis med mindre det er åbenlyst at de kan være til fare for sig selv eller andre) hvis de selv føler de har et fornuftigt liv (og rent faktisk har det, inden for rimelighedens grænser;) ) hvad skal diagnosen så til for??

Men, jeg må indrømme, at der faldet et par 50 ører på plads, efter jeg læste LadyTass´s konklusion, om manglende evne til at holde fokus på film mm. Tror jeg, vil læse om problemet, og efterfølgende se om jeg bør udredes.

Så vent til du sætter dig ned og får læst ADHD foreningens foldre, altså hvis du er ADHD´er, du får et chok, også selv om at du er forberedt på at du vil side og nikke og måske endda til tider komme med hørlige udbrud… hold K mand det er jo lige nøjagtigt sådan jeg er eller føler eller reagere.

Der er faktisk en lidt sjov oplevelse, overvældende, men på samme tid går der for alvor et lys op for en, en HELT ny verden åbner sig, langt de fleste nye, bliver helt overstadig og meget ivrige efter at komme helt til bunds i den her nye spændende skræmmende og oplyste verden (det tror jeg nu aldrig nogen HELT kommer der vil uanset være ting der bare er som de er)

Hold kæft, hvor kunne jeg godt tænke mig, at fortælle mine drenge, at der altså er en reel grund til jeg ikke kan følge handlingen i en film mm. (Hvis jeg altså har ADD/ADHD)

Se der har du jo en super god motivations faktor til at se på om ADHD er en mulighed for dig

Tusind tak til Maja og Lum for, at I tog Jer tid til at svare og undskyld til trådstarter, at jeg brød ind.

Håber du tilgiver.
Knuz Pedro
[/quote]

Velbekomme, og som du kan se har det for en sjælen gangs skyld fakrisk været lidt af en opgave for mit hoved gg men som jeg også har skrevet er det ikke jeres skyld, mit liv er lidt ekstra kaotisk i tiden, med en mand der nærmest arbejder fra kl 7 morgen til 02 nat, et værelse jeg roder med at få på plads, og fik så hold i rykken, en knægt der skal i et andet skoletilbud efter ferien, men hvor INGEN aner hvor, eller hvilket… så jeg vælter en smugle, og når jeg så pludselig “skal” til at tænke mig om og ikke bare kan skrive pr automatik, så bliver det altså nu en gang bare sådan her (i hvert fald denne gang)

Jeg er dog forbløffet over hvor lidt jeg damper, til trods for alt rodet og det øgede pres i og for sig med at gemalen stort set ikke er hjemme, for normalt ville jeg for længst panisk være væltet omkuld… men sådan er det jo gerne at være forælder, når der bare ikke er rum til at vælte, så finder man nogle kræfter man ikke selv troede man havde, men når der så kommer rum til at trille omkring så ligger man der også BUM.

Og nu er jeg altså NØD til at se om jeg ikke kan sove lidt, har fået mindre end 4 timer i nat (og min ryg vækker mig nogle gange, på de små 4 timer er det blevet til 3 gange) og vi skal i byen i aften, hvilket jeg glæder mig helt vildt til, det bliver SÅ godt at kunne slippe alt ansvaret og bare for nogle timer glemme at jeg faktisk er 33, og te mig som en teenager, nok er jeg kommet til at love mig selv ud i morgen 8.30, men jeg har besluttet at jeg er ligeglad, nu har jeg en chance for en pause og den skal edder rønme udnyttes på det groveste

[Pedro]

Har du prøvet at slå på at han med en diagnose faktisk kan få et tillæg til hans SU?? men det kræver altså en diagnose det er hovedkravet, og nogle gange taler pengene altså bedre til følelserne gg

Tak Lum, for dit uddybende svar. Ja, jeg har talt med ham omkring det, at få en diagnose, eller ialtfald at blive undersøgt for mulig ADD.

Han er desværre af den støbning, at han hellere vil brække halsen end at modtage diagnoser, endsige få medikamentel behandling herfor.

Det er alligevel ham selv, der har været inde på, at der kunne være tale om en form for ADD, så jeg ved snart ikke…, så må han jo se, om han kan klare forløbene uden diagnoser, eller han kommer i tanke om, at modtage hjælp på et senere tidspunkt.

Han blev student sidste år, og under en af eksaminerne gik det imidlertid en smule galt, nemlig der, hvor han skulle referere til nogle historiske begivenheder.
Han sprang fra A til Z, og det trak karakteren ned til et 4-tal. Censor sagde, at han kunne mærke, at min søn vidste mere end han kunne fremkomme med, så det eh´…

:):):):):):):)

But anyway, thanks for your comments.
Pedro