Mangler bare kamp ond .Har du et råd ?

Sagsformidler hjørnet Alt det andet
21

Jeg var i virksomheds praktik i hjemmeplejen på kontor, jeg skulle sidde og ringe til borger og fortælle hvilken hjælper der ville komme dage efter og så skulle jeg tage telefoner.
jeg havde et hæve/sænke bord så jeg både kunne stå og sidde (godt for kroppen)
og så kunne jeg holde alle de pauser jeg ville.
fordele ved at være i hjemmeplejen var helt klart at de hviste at ikke alle sygedomme er synlige og de viste mig hensyn, de kom flere gange ind på mit kontor og mindet mig om at holde pauser, jeg var så heldig at jeg fik mir egen kontor da jeg fra starte sagde at jeg ikke kunne være samme med flere bliver let stresset

jeg mødte kl. 8 i starten men fik det lavet om da der var alt for mange mennesker i bussen så jeg fik angst anfald så blev aftalen at jeg bare var der inden kl. 9 og gik så igen ved 12 - 12.30 tiden der kunne jeg ikke mere havde svært ved at koncentere mig og var død træt, min jobkonsulet ville have mig til at blive der til kl. 13 men jeg meldte pas og sagde at jeg virkelig kæmpe bare fra kl. 12 - 12.30 i på onsdag skal jeg til samtale på kommunen er lidt spændt på hvad hun har at sige.

men måske du kunne forslå denne jobbeskrivelse, fordele er jo også at du ikke skal skrive så meget, måske lige tage et print af en borger og skrive at gruppeleder skal ringe der til.

Husk altid at tænke på dig selv de takker dig ikke når du er helt nede og der er lang vej op igen.

22

Jeg tænker også på det at arbejde med dyr, på dyre internater og lign. hvis I har nogle i nærheden Cleo ? Ved dog ikke om det bliver for fysisk belastende ?

Jeg tænker videre… og kommer retur hvis jeg kommer i tanke om noget. :slight_smile:

23

Kære C.L.E.O
Allerførst skal du ha’ et trøsteknus.
Det næste du skal gøre ar at smide den maske eller facade du stiller op over for omverdenen, for den er med til at forværre din situation, ingen har en reel mulighed for at hjælpe den du i virkeligheden er, når du gemmer dit triste jeg bag en facade.
Jeg vil foreslå at du kikker på dine fritidsinteresser og prøver ud fra dine fritidsinteresser at se om der er muligheder for jobtræning inden for disse interesser, er der det , skal du foreslå at du gerne vil det og holde fast i det.
Er der ikke noget i dine interesser der kan føre til jobtræning,
syntes jeg du skal undersøge om i har noget i KBH der hedder Job og Afklaring og så komme på det.
Grunden til jeg foreslår dette er at de mennesker der har en privat arbejdsplads eller for den sags skyld offentlig arbejdsplads er ikke uddannet til at se hvor syg den enkelte person er, ligesom de ikke har en veludviklet empati.
Lederne på værkstederne inden for Job og Afklaring har denne empati og ser hvor skidt du har det, og de er langt lettere at tale med end private og offentlige arbejdsgivere.
Når du føler dig oven på igen, syntes jeg du skal prøve at undersøge om der er ordblindekurser i dit område, VUC har ordblinde kurser.
Jeg har været svært ordblind, men er kommet ud på den anden side ved hjælp af Lillebrors kryds og tværs gennem mange år, der efter dansk kursus på vuc.
Og jeg kan love dig for at undervisningen på VUC er meget anderledes end i folkeskolen.
Jeg håber, du bare kan bruge lidt af ovenstående.
Mange knus. :kram:
Rita

24

jeg har lige flettedet en masse linger og blev så vippe af var nok for længe om det .men prøver igen.

spillehalder vad på bordet-det skyder jeg i jorden-jeg er angst bare jeg går forbi en-har lidt forbi af at bo på broen har set i et pistolløb-men havde en heldig dag idioten trykkede ikke af.
men mange af de ting jeg har oplevet sætter sine spor og meget af mene små “forbier” tror jeg kommer af ting der er lagt låg på fra barndommen også,men jeg har været for god til at fortrænge mange ting i mit liv og for god til at undgå de ting der fik noget til at stike fjæset frem-og tror også jeg har haft brug for at gemme det væk for at klare den dagligdag jeg havde,der var ingen andre der ville havet kunnet overtage mine pligter.

Jeg har måske snart for meget i rygsækken til at bare springe ud i hvad som helst,for spøgelserne ser jeg snart alle vejne.og alligevel,ssyntes jeg bare at alt min “angst” for det værste også bare bliver bekrestet hele tiden.

Indspriengs kursuser og indsprierings foredrag har jeg været igemme et utal faf gange,der nk bare ikke noget der indsper mig..
Hvis jeg nævner en hoppy og noget der giver mig noget ,så ville jeg nok blive smidt i en sfo men det ville jeg slet ikke kunne overskuge bare en ½ time ,men jeg elsker at lave ting med mit barnebarn,og skulle man om sætte det til noget brugbart,bliver det noget hoppy dagcentre linde-men så ville der komme ? jeg ikke ka tale om sådanne som jeg har det fortiden.

jeg har haft 8 spykolog samtaler og hun siger bare at jeg har meget at bærer på og hun forstår godt jeg har det svært,men at jeg må være stærk alligevel,for jeg er ikke endt i druk eller andet misbrug-at jeg har en god fornemelse af hvordan alle andre har det og ikke kan gøre så meget andet end det jeg gør.

Hun ville ind på hvordan jeg havde det med at tabe arbejdsevnen,men det ville jeg ikke selv ind på-for det var lige som ikke rigtigt det det handelede om hos hende.

Men det er svært at man altid har været noget for ander i kraft af det jeg lige som har kunnet for og med dem-nu hvor man-jeg siger fra så svinder intrassen og folk finder andre der kan lige som overtage .Det ikke lige frem noget der styrker selvtilliden heller.

Jeg føler virkelig jeg er ingen ting,andet end en der ikke kan og har ondt både i livet og i musklerne

25

c.l.e.o.
hvor mange år har du haft panikangsten?
Prøv at læse den linket side:
http://www.kognitivpraksis.dk/kognitiv_terapi.php

Af egen erfaring ved jeg, at en dygtig psykoterapeut er mere brugtbar end en psykolog.

Jeg har “små” :slight_smile: anfald to, tre gange om ugen og jeg ved at de er stressrelaterede.
Men nogle gange er anfalende så kraftige, at jeg mister total kontrolen over min krop og falder på gulvet, jorden…

Men min historie er alligeved en lille succes historie, fordi i starten kunne jeg slet ikke bevæge mine ben og derfor kunne jeg ikke gå.

Den bedstehjælp som jeg har fået til d.d. var hos en psykoterapeut, desværre måtte jeg selv betale for alt den hjælp. Fik ikke en kr. fra de offentlige.:frowning:

26

Karo jeg indrømmer gerne at jeg har lidt socialforbi,men jeg kan nomalt fungere og snor mig igemmen alt det jeg skal når jeg skal .

Forstået på den måde at jeg jo nomalt klare samvær med mennesker,og jeg kan også tage ordet i en større forsamling,jeg kan gå ind alle stæder,det er bare ikke over hele lingen det føles rart at være,men jeg tvinger mig selv,jeg skal jo “bare lige” gemmen denne her dag eller hvad det nu er .

Panik det følrer jeg "kun " lige inden jeg skal noget der er lidt skremende,som feks. møde nye mennesker,aftaler der vil lægge mit ellers velkendte liv om..

Panik angst kom først mens min søn var udsent samtidig med at jeg var hendvist til anden aktør der kun kontaktede mig pr.tlf. Der følte jeg fimen knækede flere gange,tlf var på mig dag og nat for jeg var så bekymret for min søn og jeg var så bange for anden aktør der jo havde vist ved første samtale at der ikke var styr på tingen.
Angst der vel er regel nok at have-Og efter at havde fået forskerkelsen om min søns uheld,havde jeg en del panik anfald,jeg ikke kunne styre,og tog derfor samtaler med psykolog,det har været rigtigt godt men i mellem tiden sker der så noget der rammer lige så hårdt og det stod klart af jeg kunne miste en mere,så der var mange kaotiske følser,der skulle temmes,og jeg er eller var ved at få rigtig godt styr på mig selv -indtil der så stilles krav om en ny arbejds prøvning,for jeg har ikke enagien og humøret er i bund endnu..

Men jeg kan jo styre min panik igen sån"da -derfor tror jeg ikke det er rigtig panikangst,snare et udtryk for at jeg er for meget vane menneske og mit liv har stået stille i flere år,har bare fuldt med og deltaget i ungerne liv uden at tænke på hvad jeg vil og havd jeg har lyst til.

Og det er lige det er gør mig blank med at vælge/forslå hvad jeg skal afprøves i der er ikke frit valg med de begransninger skroget så også har.

Men en ting kan jeg være hammerede sikker på og det er at jeg nok skal komme ud i noget og det er meget snart..

27

Det er også ganske “almentligt” , hvis man må sige det sådan, at angsten for at miste dem man elsker kan fremprovokere depressioner og i sidste ende panikangst.

Før jeg blev syg, med 1 måneds mellemrum har jeg mistet med et slag 2 kære personer og det var mere end jeg kunne klare, på trods for at jeg har aldrig fejlet noget og var både fysisk og psykisk meget robust.

Det vigtigste i livet er at lære og sige fra. Jeg har stoppet den sidste arbejdsprøvning fra den ene dag til den anden og var faktisk ligeglad med konsekvenserne.
Og det var det bedste som jeg gjorte.

Der kom ingen sanktioner og jeg fim min FP, men ikke kun på grund af angsten. Mens jeg var under kommunens “kærlige” behandling, fik jeg efterfølgende den ene sygdom efter den anden.

Muligvis, hvis lægerne og kommunen var ikke så angst fikserede ville jeg ikke have fået nogle af mine fysiske sygdomme.

Mit råd til dig er, at hvis du føler at du ikke kan klare arbejdsprøvninger mere, så stop i tide.
Hvis du har lægelig dokumentation i orden, kommunen kan ikke røre dig.

Det som jeg faktisk fortryder er, at jeg har ikke stoppet allerede den første arbejdsprøvning.
Jeg skulle slet ikke være sat i arbejdsprøvninger, det har jeg BA afgørelse på.

28

Kære c.l.e.o.!

Tal med din egen læge om, hvordan du har det. Fortæl det præcist, som du gør det i denne tråd, at du har nået grænsen med de arbejdsprøvninger og nu er nok nok!

Som Karo fortæller, at BAN ikke mente, han skulle i arbejdsprøvning, så tror jeg heller ikke du skal.

…og desværre tror jeg heller ikke mere, det har noget med dig/os borgere at gøre, men udelukkende handler om statsrefusion.

Pas på dig selv :slight_smile:

P.S. Du har været ude for et “hold up”, det var dog voldsomt, DET tog psykologen heller ingen notits af?

29

[QUOTE=Carmen;152319]

P.S. Du har været ude for et “hold up”, det var dog voldsomt, DET tog psykologen heller ingen notits af?
[/quote]

Nej det var ikke lige det,jeg sad i en bus ca i midten der sad to i den anden side og oppe ved shaufføren,og best som jeg sad i mine ejne tanker står der en lige foran vinduet ,bussen stod stille og ventede på at kunne køre,han stod bare der og pegede på med en 9mm med et sygt stenansigt-tiden ståd helt stile jeg ved ikke helt hvor læng,men totalt rystet,løber jeg op og råber hende,kan du ikke bare køre NU,hun spøre vil du af-og jeg for sagt noget med nej for H… kan du ikke bare køre og så kørte hun,jeg sad og stortude,fik en klenix af hende og skulle af ved næste stop.

Jeg skulle ikke længer løb nærmest til en jeg kende i nærheden af minbopælen.

Jeg ville ikke melde det og tænte de andre åbenbart ikke havde set noget.

Sener blev jeg ringet op af politiet,men jeg sagde jeg ikke ville medvirke til noget-jeg trude med at jeg ville få hukomelse svigt hvis de forlangte det-og jjeg slap.

Men han havde viftet videre hen af gaden med pistolen,jeg fik afvide at chaufføren ikke havde set ham,kun det unge par,men de havde grint og trode det var en lejetøjs en.

den hendelse har jeg selv rystet af mig,men jeg er da opmærksom hvis der er nogle der liner eller bare tager sig til inderlomme lige inden de pasere mig-så tænker jeg da hvad nu.men uden at gå i panik.

Jeg har min læge med i alt hvad jeg slås med ,der er bet om status erklaring,ved ikke om nogle ser den inden jeg kommer ud i noget.

Jeg vil ikke syge meldes-for et eller andet sted så er det her jo bare mit liv,og mine resurser,og så må de jo bare vudere det der er at vudere på.

Jeg strammer mig an og gør detjeg kan,men kan godt mærke at jeg er s-- godt træt af det hele.

og jeg kan mærke at jeg har siddet for meget på nettet i weekenden også.
Jeg har foktisk ikke oplevet noget-men jeg har fået en mase ider til hvad jeg skal og må gøre for at komme vidre.

Tak til jer alle samme for jeres indput .

Og undskyld-alle de indlæg der ikke hænger sammen,kunne ikke fatte mig i korthed.

30

Hej Cleo,

Helt fra start af dit indlæg og i forhold til hvad jeg kender til dig fra K10 (jeg troede dog at du var yngre ;)), har jeg tænkt, Cleo søger vel førtidspension !!

Jeg fornemmer klart at du kæmper og vil kæmpe til det sidste, men er det det værd, Cleo ?

Jeg har selv måtte erkende at det er det ikke. Jeg har givet mig selv lov til at leve nu.

17 år på arbejdsmarkedet, total multi tasker, vellidt, dygtigt, headhuntet i branchen, rejser til Kina med indkøbschefen, det kørte bare. Så røg jeg ned med nakken i 2006, har været igennem meget siden, men da en psykolog på et “stresshåndterings kursus” kom og sagde, "jeg har ikke værktøjskassen !! Det har I ".

Og det har vi jo, vi må selv finde ud af hvad der er bedst for os. Som han sagde til os, “Er det, det værd ???” og det spørgsmål bør man stille sig selv. Det var det ikke for mig, fandt jeg ud af tiltrods for at jeg efter en fyrring pga. sygdom prøvede at komme tilbage.

Jeg kom ca. 1 år efter i arbejdsprøvning, det gjorde ikke tingene bedre, tvært imod, nu går vejen mod pension og jeg glæder mig :slight_smile:

Det er ikke alt afgørende at have et job, man kan altså godt leve alligevel. Jeg er glad for at jeg har tid til mig selv og mine interesser, glad for at jeg har tid til mine børn som er tidlige teenagere, det er rart ikke at være presset til noget, andet end at følge op på sin pension.

Jeg tror at du må finde ud af hvad du vil Cleo, måske finder du ud af det under arbejdsprøvningen, den bliver hård, men den er jo bedst at have som grundlag i din sag.

31

[QUOTE=c.l.e.o.;152329]Nej det var ikke lige det,jeg sad i en bus ca i midten der sad to i den anden side og oppe ved shaufføren,og best som jeg sad i mine ejne tanker står der en lige foran vinduet ,bussen stod stille og ventede på at kunne køre,han stod bare der og pegede på med en 9mm med et sygt stenansigt-tiden ståd helt stile jeg ved ikke helt hvor læng,men totalt rystet,løber jeg op og råber hende,kan du ikke bare køre NU,hun spøre vil du af-og jeg for sagt noget med nej for H… kan du ikke bare køre og så kørte hun,jeg sad og stortude,fik en klenix af hende og skulle af ved næste stop.

Jeg skulle ikke længer løb nærmest til en jeg kende i nærheden af minbopælen.

Jeg ville ikke melde det og tænte de andre åbenbart ikke havde set noget.

Sener blev jeg ringet op af politiet,men jeg sagde jeg ikke ville medvirke til noget-jeg trude med at jeg ville få hukomelse svigt hvis de forlangte det-og jjeg slap.

Men han havde viftet videre hen af gaden med pistolen,jeg fik afvide at chaufføren ikke havde set ham,kun det unge par,men de havde grint og trode det var en lejetøjs en.

den hendelse har jeg selv rystet af mig,men jeg er da opmærksom hvis der er nogle der liner eller bare tager sig til inderlomme lige inden de pasere mig-så tænker jeg da hvad nu.men uden at gå i panik.
[/quote]

Pyha, det var dog ubehageligt! På Nørrebrogade?

Hvordan fandt politiet frem til dig?

32

Ja, det var nørrebro,og det var min bekendt der aligevel havde kontaktet politiet.

Jeg fik af vide jeg kunne være anonym,men jeg turde ikke medvirke -de havde fået fat i ham og flere andre der var villige,så hvorfor udsætte mig selv yderliger og familien også måske.Han var fra røddover men alle kender jo alle.Han var påvirket af div.piller og den var ladt og det hele.

I dag krakelerede jeg tude og kunne sku ikke stoppe igen.-foredreg Stress og selværd,jeg tak for kaffe ,vi "Du kan jo være boss i ejet liv selv planlæge og vælge halelu jaaa.

Jeg kunne ikke tænke i job og kariare,men kun på det der fylder for meget for tiden,som tvære mit selv værd ud.tror sku mit problem er sorg og saven.
Men endte med en samtale blev sendt hjem og så skal snakke om og finde mig en plads så jeg kan komme vidre-hmm det blev iv også enige om i fredags,men nu der sat en dag og klokke på.

33

Ja men kæreste C.L.E.O dog…

Jeg ved at det hele kan være svært.. Helt nede og ingen selvværd..

MEN TÆNK PÅ:

at du er nøjagtig lige så meget værd som de andre.

at din sagsbehandler også har dårlige dage.

at den anden aktør, også har problemer i ægteskabet.

at din jobkonsulent også har børnebørn, som mistrives.

at vores statsminister også har skændtets med konen om økonomien.

SÅ:

Husk at du er et menneske med samme rettigheder som ALLE andre. Altså HELT almindelig.

Knus

34

[QUOTE=c.l.e.o.;152419]Ja, det var nørrebro,og det var min bekendt der aligevel havde kontaktet politiet.

Okay, den vej rundt!

Jeg fik af vide jeg kunne være anonym,men jeg turde ikke medvirke -de havde fået fat i ham og flere andre der var villige,så hvorfor udsætte mig selv yderliger og familien også måske.Han var fra røddover men alle kender jo alle.Han var påvirket af div.piller og den var ladt og det hele.

Tak, spids, ladt og det hele! Jeg har prøvet at skyde med en 9mm pistol, jeg vil meget gerne betakke mig for at være FORAN.

I dag krakelerede jeg tude og kunne sku ikke stoppe igen.-foredreg Stress og selværd,jeg tak for kaffe ,vi "Du kan jo være boss i ejet liv selv planlæge og vælge halelu jaaa.

Trods omstændighederne har du GOD HUMOR, c.l.e.o.!

Jeg kunne ikke tænke i job og kariare,men kun på det der fylder for meget for tiden,som tvære mit selv værd ud.tror sku mit problem er sorg og saven.
Men endte med en samtale blev sendt hjem og så skal snakke om og finde mig en plads så jeg kan komme vidre-hmm det blev iv også enige om i fredags,men nu der sat en dag og klokke på.
[/quote]

Mærk dig mik16’s gode ord :slight_smile:

35

Jeg har tænkt meget også over Mik 16 ord.

jeg føler mig stadig som et stort 0 vise stæder hos vise folk.

Men ellers vil jeg bare fortælle at jeg er godt geng med min arbejdsprøvning,genbrug tøj-der er stort set ingen af mine hendsyn der til godeses,bort set fra jeg kan sætte mig når jeg har brug for det dog er stolen elendig at side på og minne smerter gå ned bag i låret ret meget nu, og når jeg sidder der er det som en borende smerte jeg ikke kan tage,så mine pauser er max 5 min af gangen.to gange.

jeg har 2½ time 4 dage om ugen og jeg er smerdet afsmerter når jeg kommer hjem,ja jeg har 2 busser hjem og den sidste bus sidder jeg 15 min og jeg kan næsten ikke rejse mig igen når jeg skal af.

Jeg ligger og sidder skiftevis om eftermiddagen og aften,det først efter kl 20 jeg orker noget igen,men stadig er mega træt,jeg sover ellers ca 2 timer mere end jeg plejer og jeg orker ikke mine små gå ture mere om onsdagen har jeg fri,den bruger jeg med mit barnebarn på 7 og vi hygger men jeg kan godt mærke at jeg ikke har helt den samme enagi som jeg plejer selv om jeg har fri på denne dag.

Jeg skal nu til at vælge mellem pest eller kolera for jeg skal jo i tid i næste uge…

Jeg orker/ magter ikke flere smerter end jeg har nu ellers må jeg på i milicin og det vil uden trivel gøre mig mere træt og glemsom.

Men jeg kan mærke nu at jeg må og skal have denne her “vile dag” ellers vil det hele sejle for mig ,med alt indkøb orden omkring mig her hjemme,og jeg ville ikke kunne klare samværet med mit barnebarn så hun har gaven af det også ,og det har hun jo også brug for.,selv ser jeg jo kun nogle to gange om ugen så jeg har også brug for denne kontakt..

Jeg tror jeg vil vælge at gå op i tid i næste uge og så må jeg jo tage en pille mere hvis det bliver nødventigt,jeg er jo alligevel ikke til noget på de dage jeg er i job,det bare heller ikke så godt at jeg har brug for så meget vile på langs,det gravner jo heller ikke skroget der har brug for at røre sig lidt hele tiden men uden belastninger jo.

Nå men det var bare lige det jeg ville fortælle.
Min panik/indre uro den for skeræker mig altså stadig lidt,der har ellers ikke været noget længe,men i super best igår gik jeg i mine ejne tanker-da jeg nermest for sammen af stemmen i højtalerne med reklam-ok han er også avskylig .
Men jeg blev faktisk resten af dagen forskeket med indre uro der vare 5 -10min ved ellers velkendte lyde ..håber altså ikke det *** starter igen..

36

Husk at du bliver bedømt ud fra det du viser i arbejdsevne.

Der er altså INGEN der tager hensyn til, at du sætter medicinen op.

Den arbejdsevne du viser, er det du bliver bedømt ud fra, og dette de senere vil forlange at du kan.

Ergo kan du klare dette i fremtiden?

Hvis du feks bliver tilkendt fleks, er det i de timer du her viser, og har helbredet IKKE ændret sig, kan du resikere at blive beskyldt for ikke at vise samarbejde.

Så.. for din egen skyld, lad være med at øge medicin forbrug!

VH Popiae

37

Hej CLEO

vi kan blive trukket rundt i manegen og ydmyget og nedgjort rigtig længe, for at passe ind i systemets firkantede huller og skemaer.

Og vi deltager ofte alt for længe, fordi vi alle ønsker at yde et bidrag og have indhold i hverdagen.
Ofte glemmes det at mærke efter egne grænser - og tro på retten til at de OGSÅ skal respekteres.

Og vi kan et langt stykke af vejen presses og trues på fratagelse af vores økonomiske fundament, hvis vi ikke “leger med” på systemets præmisser.

Men når gassen er gået definitivt af ballonen og der ikke kan presses mere ud af menneske - så er det tide at få sat den stopper.

Du kan straffes for ikke AT VILLE deltage i videre tiltag.
Men du kan saftsusemig ikke straffes for ikke AT KUNNE!

Det er derfor ok at sidde stille på stolen foran den næste sagsbehandler der afkræver dig aktiv indsats du ikke længere har hverken fysiske og psykiske kræfter til at honorere, og lade tårerne få frit løb, mens du roligt siger sandheden: " jeg KAN ikke mere. Jeg har ikke kræfter til at tænke fremad. Jeg KAN ikke mere."

“jeg har ikke fantasi til at tænke konstruktivt og opfinde jobprøvnings-muligheder - jeg KAN ikke mere.”

En person der f.eks. bliver lammet efter en ulykke, ville jo heller ikke blive afkrævet at stille op til en Marathon - dén grænse er tydelig for enhver.

På samme måde må du stille og roligt tydeliggøre for Systemet, at DIN(e) grænse(r) også er nået.

Man kan ikke presse blod af en sten - eller den sidste lillebitte rest livsmod ud af CLEO.

Gode tanker og styrke herfra:kram:

38

[QUOTE=c.l.e.o.;157720]
-der er stort set ingen af mine hendsyn der til godeses,bort set fra jeg kan sætte mig når jeg har brug for det dog er stolen elendig at side på og minne smerter gå ned bag i låret ret meget nu, og når jeg sidder der er det som en borende smerte jeg ikke kan tage,så mine pauser er max 5 min af gangen.to gange.
[/quote]

Sørger du for, at dette, og de andre ting, fremgår af din dagbog, og sender denne til sb min. hver 14. dag?

Hvis du ikke fortæller dem hvordan det fungerer, så kan de ikke vide det og evt. ændre på tingene.

39

L.S.

De er kolde et hvis sted,er det tid til afprøvning så er det det man skal slæbes igemmen-jeg har siddet og stor tudet hos sagsbehandleren,og jeg ved jeg jo bare skal sige fra,det bare det der er så svært.

Vovse.

jeg skriver dagbog men min skrift er lige så slem som min stavning.Og så skriver jeg jo som jeg tænker-så det er lidt rodet og jeg er slem til at skrive noget dum i en kort bemærkning.Men det er sådanne jeg føler det..

Jeg havde tænkt min at jeg afleverer den ,men det er vel for tidligt at gøre det,så har tænt mig at tage næste uge med,og så aflevere den,så det vist også tid til at konsulenten skulle komme ,undre mig at det er så tidligt i forløbet for et er jo kun den enegang vist.
Ja det burte jeg vide ,jeg plejer kun at se konsulenten en gang.sidst var det sagsbehandleren der kom.

Idag føltes arbejdsdagen virkelig lang,jeg kan bare ikke være der længer,så min vile dag må ofres,og så må jeg se hen af vejen om jeg kan klare det.

40

CLEO…
Jeg sendte min dagbog hver fredag til min jobkonsulent.. og når jeg følte at der var noget som min sagsbehandler også lige skulle læse så fik hun også en mail med en vedhæftet fil..

Og ved du hvad… du skriver som du nu skriver… og har de problemer med at læse det så må de jo spørge ind til det…

Sig fra førend du får ondt… der er ikke en eneste der takker dig for at slide dig selv helt op og blive ked af det…

Du er så god til at hjælpe andre herinde .. du kommer med gode råd - du har det menneskelige overskud selvom du selv har det skidt … hvad ville du skrive som svar til CLEO :slight_smile:

Jeg startede også med at tage ekstra smertestillende da jeg var i arbejdsprøvning.. gik endda så langt at jeg fik medicin forebyg. mod mavesår… kunne heller ikke lave en dyt når jeg kom hjem efter et par timers “arbejde” - alt dette skrev jeg i min dagbog .. fik så at vide at jeg ikke skulle tage eksta smertestillende.. og at jeg skulle have et liv udenfor arbejdsprøvning…

Pas nu på dig selv… :heart:
Knus Lone