Marie Broberg kloge ord skal ikke forsvinde i FB mørke

[phhmw]

[b]Marie Broberg

Børnebogsforfatter
Fokus på magt og systemsvigt
Uddannet familiebehandler

https://www.facebook.com/MarieBroberg0

https://www.facebook.com/stories/1835486009805064/UzpfSVNDOjYxNzc4MjgzNDcyMjc2Nw==/?view_single=1

Ja. Du må godt hade kommunen.

Du må godt hade det system, der har svigtet dig.

Du må godt hade de mennesker, der traf beslutninger hen over hovedet på din familie, uden at forstå jeres liv.

Du må godt hade den by, hvor de sidder trygt bag skriveborde og aldrig skal mærke den kontrol, de udsætter andre for.

Du må godt hade, at deres børn ikke skal til visitationer, deres ægteskaber ikke skal under lup, deres sygdom ikke skal dokumenteres i detaljer, og deres kærlighed ikke skal godkendes af en sagsbehandler.

Du må godt hade uretfærdighed.

Du må godt hade de ansatte, der ikke tog ansvar – men stadig havde magt.

Du må godt hade de chefer, der dækkede over fejl i stedet for at rette dem.

Du må godt hade den måde, kommunen beskytter sine egne – men aldrig dit barn.

Du må godt hade det sociale spil, hvor man skal smile og takke for ingenting.

Du må godt hade hele fortællingen om, at “systemet vil dig det bedste”, når du har oplevet det modsatte.

Du må godt hade deres mødeindkaldelser med fem dagsordenspunkter og nul empati.

Du må godt hade deres mails, sendt fredag kl. 15.58, så du ikke kan sove hele weekenden.

Du må godt hade deres smil, når de siger “vi gør det her i barnets tarv”,

Du må godt hade, at du skal starte forfra. Igen og igen og igen.

Forklare. Igen og igen og igen.

Genopleve. Igen og igen og igen.

Du må godt hade, at ingen siger undskyld.

At ingen stiller sig frem og siger: “Det var ikke i orden.”

Du må godt hade, at det ikke kostede dem noget.

Men det kostede dig alt.

Du må godt hade din egen ængstelighed.

Den konstante alarmtilstand,hvor du altid er to skridt foran – og tre følelser bagefter.

Du må godt hade deres sprog, når de siger “det er en faglig vurdering”, men du kan mærke, det er magt.

Du må godt hade den måde, de veksler mellem omsorg og kontrol – den forvirrende dans, hvor de smiler, mens de truer med underretning.

Du må godt hade, at din kærlighed til dit barn
blev mistænkeliggjort, fordi den var for stærk.

Du må godt hade at bo i en kommune,
hvor tillid er noget, du skal gøre dig fortjent til, men aldrig noget, de selv lever op til.

Du må godt hade deres ro, når de tager sommerferie uden at svare på din klage, mens du ligger vågen og prøver at holde sammen på alt.

Du må godt hade deres journaler, hvor halve sandheder bliver til hele fortællinger, og dine reaktioner bliver til symptomer.

Du må godt hade, at du ikke må være vred,
uden at det bliver tolket som ustabilitet.

Du må godt hade at være underlagt mennesker,
du ikke har valgt – som ikke elsker dit barn,
som ikke forstår din kamp, men som alligevel har magt over jeres fremtid.

Du må godt hade, at deres ord vejer tungere end dine.

Du må godt hade, at du aldrig får svar på dine klager.

Du må godt hade, at du ikke længere ved,
hvornår du bare er mor – og hvornår du er part i en sag.

Du må godt hade deres tempo – langsomt, sløvt, som om jeres liv kan vente.

Som om det ikke gør noget, at dit barn mister et år. Eller to. Eller tre.

Du må nægte at tilgive, før nogen tager ansvar.

Du må nægte at glemme, før retfærdigheden bliver gjort.

Så ja. Du må godt hade.

Det betyder bare, at du stadig mærker forskel på ret og uret.

Det handler om at kræve mere – for dem, der kommer efter os.

Du må godt hade, at du ikke må hade.

TAK til Marie Broberg[/b]

Hilsen Peter :hjerte:

[phhmw]

[b]Marie Broberg

Ikke fordi de ikke betyder noget.

Men fordi jeg ikke selv har voksne børn endnu. Min datter er snart 6 år, og jeg har indtil nu været fanget i det børnesystem, hvor det hele starter:
underretninger, visitation, tvivl, skemaer og kontrol.

Men jeg ved, hvad der venter. Og det ved jeg ikke kun som mor. Jeg ved det, fordi jeg har læst mere end 18.000 kommunale sagsakter.

Der sker noget, når børn bliver til unge. Når unge bliver til voksne.

Især voksne med usynlige eller komplekse handicap bliver mødt med mistillid.

[i]Og hvem sidder med vurderingsretten?

Det gør raske, neurotypiske fagpersoner, der ikke har personlig erfaring med at leve i en krop eller hjerne, der afviger fra normen – men alligevel forvalter magten til at definere, hvad der er “rimeligt”, “realistisk” og “nødvendigt”.[/i]

Det her handler ikke kun om mit barn.

Det handler om, hvordan vi som samfund administrerer menneskers værdi, når de ikke kan leve op til den neurotypiske standard.

Og det er netop dér, jeg vil lægge mit fokus fremadrettet.

Jeg vil tage fat i det helt grundlæggende spørgsmål: Hvordan vurderer den neurotypiske hjerne den neurodivergente?(

Ikke bare i systemer, men i vores samfund, i vores institutioner, i vores sprog og i vores forestillinger om “det normale”.

Jeg vil undersøge, hvorfor vi tænker, som vi gør.

Hvordan det kan være, at neurotypiske opfattelser af tid, arbejdsevne, kommunikation og adfærd automatisk bliver gjort til målestok – og hvordan det påvirker dem, der ikke passer ind i rammen.

Hvordan det kan være, at behov for struktur bliver kaldt rigiditet, når det kommer fra en autist – men effektivitet, når det kommer fra en projektleder.

Hvordan det kan være, at nedsat social energi bliver tolket som tilbagetrækning hos den neurodivergente – men som professionalisme hos den neurotypiske.

Hvordan hele vores vurderingskultur er skruet sammen, så afvigelse bliver set som problematisk, ikke som relevant anderledeshed.

For det her handler ikke bare om hjælp.

Det handler om, hvem der har definitionsretten.

Det handler om, hvem der får lov at kalde noget “normalt” – og hvem der risikerer at få fjernet støtte, værdighed og fremtid, fordi de ikke matcher en usynlig standard.

Vi bliver nødt til at stille spørgsmålet: Hvad er det, den neurotypiske hjerne ikke forstår – og hvorfor tror den, at den alligevel har ret til at vurdere?

For hvordan er det blevet sådan, at netop den hjerne, der forstår mindst af afvigelse, har fået monopol på at definere funktionsevne, motivation og livskvalitet?

Hvordan kan en sagsbehandler uden erfaring med sensoriske overloads, eksekutive udfald eller kognitive sammenbrud stå med myndighed til at vurdere, om en autist “udviser udviklingspotentiale”?

Hvordan kan en visitator uden forståelse for neuroudmattelse afgøre, om en person med ADHD “har behov for støtte i hverdagsfunktioner”?

Den neurotypiske hjerne forstår ikke, hvad den ikke selv mærker.

For den neurotypiske hjerne tror ikke bare, at den forstår.

Og fordi den ikke mærker det, tror den, at det ikke eksisterer.

Den tror, at den skal forstå – og at forståelsen giver adgang til retten til at definere, kontrollere og dispensere hjælp.

Vi står med en strukturel blindhed, hvor det neurotypiske perspektiv ikke bare dominerer – det usynliggør og nedvurderer alt, hvad det ikke genkender.

Det neurodivergente menneske skal hele tiden oversætte sig selv – men det neurotypiske system gør aldrig forsøget på at lære sproget fra den anden side.

Det er et ensrettet krav om tilpasning.

Men systemet stiller aldrig sig selv det samme krav.

Det tilbyder ikke oversættelse den anden vej.

Det omskriver ikke sine vurderingskriterier.

Det stiller ikke spørgsmål ved egne normer.

Det er et asymmetrisk forhold, hvor den ene part skal ændre adfærd – og den anden beholder definitionsmagten.

Og nej, det handler ikke kun om fagpersoner.

Det handler om mennesker.

Helt almindelige, neurotypiske mennesker.

Forventningen om tilpasning er overalt.

Det er ikke altid bevidst.

Det er ofte ureflekteret.

Det handler om forestillingen om, at det normale er neutralt – og alt andet er “noget særligt”.

At det er rimeligt at forvente, at den neurodivergente gør sig forståelig, opfører sig “almindeligt”, lærer “sociale spilleregler” – mens det omgivende samfund aldrig bliver bedt om at rykke sig en millimeter.

Det er et menneskesyn, hvor forskel = fejl.

Jeg vil gå i gang med at forske i det her.

Ikke fordi jeg har en Ph.d. eller en tung akademisk titel.Ikke fordi jeg er en del af et universitet eller et anerkendt forskningsmiljø.

Jeg ønsker at kvalificere debatten om neurodivergens, normalitetsmagt og systemisk ulighed.

“Men kan man forske i noget, hvis man ikke er forsker?”:mad:

Ja. Det kan man.:hjerte:

Og det bør man sige højt – især i en tid, hvor alt for mange tror, at viden kun tæller, hvis den er udgivet i et tidsskrift og bakket op af en ph.d.

Forskning handler ikke (kun) om titler og universitetsansættelser.

Det handler om at stille de rigtige spørgsmål. Om at undersøge, dokumentere, analysere og skabe forståelse for noget, der er komplekst – og vigtigt.

Jeg har analyseret mønstre i velfærdssystemet, som ingen offentlig instans har kortlagt.

Og jeg har set, hvordan særligt neurodivergente borgere bliver fejlfortolket, fejlplaceret og frataget rettigheder – ikke fordi de mangler noget, men fordi systemet mangler forståelse.

Det er forskning. Det er praksisbaseret, erfaringsnært, kritisk og strukturelt.

Man skal ikke have en akademisk titel for at kunne se, hvad der er galt.

Og man skal ikke undskylde, at man kan analysere et system bedre end dem, der selv sidder i det.

Faktisk er det ofte dem udenfor, der ser klarest.

Vi er blevet opdraget til at tro, at kritik kun har værdi, hvis den kommer fra nogen med titel, stilling eller systemets godkendelse.

Når en psykiater udtaler sig kritisk om velfærdssystemet, lytter man. Så kaldes det “et vigtigt fagligt indspark”.

Men når en borger med dyb indsigt – en forælder, en tidligere anbragt, en pårørende, en person med handicap – siger præcis det samme, bliver det straks mødt med afstand.

Så kaldes det “følelsesbaseret”, “subjektivt” eller “personligt farvet”.

Så vejer erfaring ikke tungt nok. Så tæller ord ikke, fordi de ikke er afleveret med akademisk stempel.

For hvis kun dem med titler må definere virkeligheden, så fratages dem, der lever i den, retten til at beskrive den.

Men den, der lever konsekvenserne, ser ofte langt skarpere end den, der blot observerer dem.

Kæmpe, uforbeholden respekt til de børn, unge og voksne, der hver dag står op til en verden, som ikke formår at forstå dem.[/b]

Hilsen Peter(y):hjerte:

[phhmw]

[b],… at det ikke var mig, der var syg.

Men et system, der i sin kerne er designet til at være magtasymmetrisk – og som tåler borgeren bedst, når borgeren ikke reagerer.

Det tog mig 3 år at aflæse den psykologiske vold bag myndighedens sagsgange.

Og dét skader ikke kun forældre.

Det skader børn.

Det skader søskende.

Det skader familiebånd, nattesøvn, ægteskaber, identitet, arbejdsevne, håb.

Et system, der i sin funktion er så dysreguleret, at det systematisk patologiserer sunde reaktioner på usunde vilkår. Et system, der ikke blot undlader at hjælpe – men aktivt producerer belastning, nedbrydning og traumatisering gennem sin praksis.

Der er få instanser i det danske velfærdssystem, der i så høj grad signalerer formel retsbeskyttelse – og i praksis leverer så lidt reel retssikkerhed – som Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen ikke er sat i verden for at sikre hurtig, konkret og reelt reparerende retssikkerhed.

Den er sat i verden for at administrere klager.

Og administration er ikke det samme som retsopgør.

Retssikkerhed uden rettidighed er ikke retssikkerhed.

Børn mister år. Voksne med handicap mister liv.

Hvordan kan beslutninger, der i praksis ødelægger liv, træffes med så lavt vidensniveau, så ringe forståelse og så lidt kontakt til virkeligheden?
det er muligt at være uvidende og lovgivende på samme tid.

Den politiske analfabetisme er ikke kognitiv – den er strukturel.

Det handler ikke om IQ. Det handler om hvilken viden, der gives værdi.

Forstår systemet virkelig ikke, at når børn, voksne og forældre bliver syge – så stiger prisen?

Ikke kun menneskeligt.

Men økonomisk.

Massivt.

Når barnet ikke får den nødvendige støtte, mister det udvikling – og bliver senere afhængig af endnu dyrere indsatser.

Når forælderen nedbrydes af stress, angst og systemvold, mister samfundet en skatteyder, en omsorgsperson, en ressourcestærk borger.

Når voksne med handicap nægtes hjælp, optrappes pleje- og behandlingsbehov.

Når familier falder sammen, aktiveres endnu flere sektorer: sundhedsvæsen, psykiatri, jobcentre, specialforanstaltninger.

Forebyggelse koster. Men fraværet af den koster mere.

Et værdigt liv koster. Men fraværet af det koster samfundet i generationer.

Så hvorfor investerer man ikke?

Når kommunen afviser støtte til et barn, sparer børne- og ungeafdelingen – men sundhedsvæsenet betaler regningen.

Når et botilbud træffes ud fra økonomiske hensyn, sparer socialområdet – men psykiatrien står med konsekvensen.

Når en mor går ned med systemudløst stress, sparer forvaltningen for støtteordninger – men jobcenter, læge og sygedagpengesystem træder ind.

Så længe den aktør, der sparede, ikke er den samme, som bærer konsekvensen, vil systemet fortsætte med at udsætte, afvise og minimere.

Det kaldes udgiftstyring.

Men det er i virkeligheden forskudt destruktion.

Systemet opfører sig, som om det beskytter økonomien – men i realiteten akkumulerer det langtidsskade og udgifter, der forpester de næste budgetår.

Det her handler ikke kun om struktur.

Det handler om adfærd.

Adfærden hos den enkelte medarbejder.

Der sidder mennesker i danske forvaltninger, der ikke burde have adgang til beslutninger om andre menneskers liv.

Mennesker, som mangler dømmekraft, etik og empati.

I et hvilket som helst andet fagfelt – kirurgi, luftfart, pædagogik – ville et så lavt refleksionsniveau være direkte farligt.

Men i forvaltningen har vi accepteret, at mennesker uden relationel dømmekraft, menneskesyn og kritisk selvindsigt kan få lov at udøve magt over andre – uden konsekvens.

Alt handler om karriere.

Det handler om at komme videre opad i systemet.

Vi har skabt en velfærdsstruktur, hvor jo længere væk du kommer fra mennesket, desto højere kommer du op.

Et spørgsmål til jer, der læser med:

Hvor mange af jer er gået ned med stress, angst, PTSD eller belastningsreaktioner – som direkte konsekvens af mødet med systemet?

Hvor mange har været sygemeldte?

Hvor mange har mistet deres arbejdsevne?

Hvor mange har set deres parforhold kollapse under presset?

Hvor mange har mistet venner, netværk – eller sig selv?

Og hvor mange har stået på kanten. Eller mistet nogen, der ikke kunne mere?

Så skriv gerne her i kommentarfeltet. Anonymt. Offentligt. Med eller uden ord.
Jeg vil også meget gerne høre fra dig, der er voksen med særlige behov eller handicap – og som har levet det her indefra.

Kontakt mig gerne i kommentarfeltet

Det tog mig tre år at forstå, at det ikke var mig, der var syg.

Og nu tager det mig resten af mit liv at bearbejde, hvad det system har gjort ved mit barn, min familie, mit nervesystem, min tillid.

TAK, Marie[/b]:hjerte:

Hilsen Peter (y)

[phhmw]

[b]Nogle mennesker, mine kære følgere…

…er så rendyrket åndssvage, at man næsten tror, de laver parodi på sig selv – indtil man opdager, at de faktisk mener det.

Når et menneske formår at blande frøfri agurker, Pride, Big Pharma, solsikkesnore, psykiatri og børneopdragelse i én sammenkogt lorteret af ord og bagefter kalder det “kritisk tænkning” – så er vi ikke i nærheden af mod, vi er helt nede i sumpen af stupiditet.

Og når det samme menneske ovenikøbet proklamerer, at det er omsorgssvigt at give børn en diagnose, så har vi forladt dumhedens rand og bevæget os direkte ind i territoriet for farlig, hjernedød idioti.

----------0-------------------0-------------

Så til dig Anette:
Anette… Dit opslag er så fuldstændigt indholdsløst, at selv et hamster ville fremstå som et akademisk geni ved siden af.

Du jonglerer med store emner – psykologi, medicin, arvelighed, sociale strukturer – men du taber hver eneste bold, før den overhovedet er kastet.

Det kræver faktisk en særlig form for intellektuel dovenskab at være så skråsikker og samtidig så faktamæssigt blank. Du ved ikke, hvad du taler om – og du ved ikke, at du ikke ved det.

Det mest imponerende ved dig er faktisk, at du kan skrive så langt et opslag uden at producere ét eneste gyldigt argument. Det er som at løbe et maraton i ring og bagefter prale af, at man har set hele verden.

Du blander frøfri agurker, Pride-parader, psykiatri, børneopdragelse og medicinalindustrien i én stor konspirationsgryde og kalder det “systemkritik”. Det er ikke kritik, – det er tankemylder uden substans.

Du udtaler dig om arvelighed, uden at kende til ét eneste videnskabeligt studie.

Du taler om diagnoser, som om det var modefænomener, og nedgør forældre, der kæmper for hjælp til deres børn. Du kalder det “misforstået omsorg” – jeg kalder det et niveau af uvidenhed, hvor man burde være pinligt bevidst om, hvor lidt man egentlig ved.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at du bevidst har valgt at være faktaresistent – men jeg tror desværre bare, at det kræver for meget energi at sætte sig ind i noget ordentligt.

Når du romantiserer 80’erne som en tid, hvor alt var bedre, minder du mest af alt om en gammel VHS-båndoptager, der sidder fast på pause – billedet er grumset, lyden skratter, og det, du tror er guld, er bare støv.

Du snakker om “krudt i røven” som om det var et pædagogisk princip – i virkeligheden var det bare voksne, der ikke gad se på børn med udfordringer. Det er som at prale af, at man plejede at køre uden sikkerhedssele, fordi “vi overlevede jo” – ja, bortset fra dem der ikke gjorde.

Din sammenligning med dengang, hvor “livet var simpelt”, svarer til at sige, at det er bedre at behandle blindtarmsbetændelse med kamillete, fordi det var det, man gjorde, før man vidste bedre.

Og lad os være ærlige: 80’erne var ikke en magisk tid uden problemer – det var en tid med kæderygning indendørs, asbest i lofterne og børn, der blev sendt alene hjem fra skole med brækket arm, fordi “det går nok over”. At du vil tilbage dertil, siger mere om din modvilje mod udvikling end om kvaliteten af fortiden.

Du gider ikke engang gøre dig den ulejlighed at tjekke de mest grundlæggende fakta, før du slynger om dig med påstande. Det er som om, du tror, at hvis du bare skriver det højt nok, så bliver det sandt – lidt ligesom børn, der tror, de kan blive usynlige ved at lukke øjnene.

At du kalder det omsorgssvigt at give børn en diagnose, er måske den mest forskruede del af hele dit opslag.

Det afslører ikke bare din uvidenhed – det afslører også, hvor dybt du mangler forståelse for, hvad omsorg overhovedet er.

En diagnose er ikke en straf. Det er ikke et “label” sat for sjov. Det er et værktøj, der kan åbne døren til specialpædagogisk støtte, behandlingsmuligheder, hjælpemidler og forståelse – både fra forældre, skole og omgivelser.

At nægte et barn den mulighed, fordi du synes, det “stemplet dem”, er ikke omsorg – det er aktivt at forhindre dem i at få den hjælp, de har brug for.

Det svarer til at sige, at man ikke vil have en brækket arm i gips, fordi det ser grimt ud. Eller at man nægter at få taget en blodprøve, fordi man ikke vil have bekræftet, at man er syg.

Og helt ærligt, – når du insisterer på, at det er omsorgssvigt at give børn en diagnose, så får man lyst til at foreslå, at det måske er på tide, der bliver kastet en diagnose på dig.

Ikke fordi jeg ønsker dig ondt, men fordi din virkelighedsopfattelse, din faktaresistens og din skråsikkerhed på områder, du åbenlyst ikke forstår, skriger på en professionel vurdering.

For hvis man kan sidde og kalde det “svigt” at give børn adgang til hjælp – men samtidig selv sprede misinformation, der direkte kan skade dem – så er det ikke bare en holdning, det er et problem. Og problemer skal behandles.

Måske ville en reel udredning hjælpe dig med at se, at det ikke er børnene, der er forkerte – men de forældede, uvidende holdninger, du prøver at sælge som sandhed.

Annette Partisana
3. august kl. 12.13
·
[i]Jeg har en ustyrlig trang til at forstå ting, at dykke ind i ting, der overhovedet ikke vedrører mig, samt at researche disse emner…

Noget jeg længe har filosoferet over, er det begreb, jeg kalder “The New Normal”.

Det kan i virkeligheden dække over mange ting, men først og fremmest dækker det over den accept, vi af massemedierne/Mainstream Media og samfundet bliver programmeret til at have omkring ting/emner, der absolut ikke er naturlige som HELT normale…

Det dækker over der, hvor vi skal udvise Samfundssind, hvor vi skal være rummelige og forstående, hvor vi skal være mangfoldige og hvor vi skal acceptere at noget ABSOLUT ikke naturligt pludselig er det mest naturlige…

Det kan være hvordan medicinalvareindustrien og BIG PHARMACY pludselig promoverer kemi/medicin/vacciner i stedet for at styrke det naturlige immunforsvar.

Der symptomlindres i stedet for man finder årsagen.

Det kan være grøntsager uden frø/kerner… selv øko citroner, meloner og agurker kommer nu HELT uden kerner. Ananas sælges uden top af de store globalister Coop Danmark og Salling Group, under påskud at de ikke prikker hul i indkøbsposen. Genmodificerede elementer som vi ikke selv kan dyrke videre om vi lystede…

Vi skal lære kontanter er farlige og at digitale valutaer er vejen frem…
Det kan være Pride og regnbuekulturen hvor vi groomes til 72 seksualiteter er sandheden…

Et af områderne, hvor jeg ofte ryster på hovedet er når det kommer til diagnoser.
Jeg har i sommer mødt urolig mange søde, kærlige og spændende mennesker… alle nogle, hvor jeg sad og lyttede og tænkte: “Hold op, der er mange problemer”.
Hver gang jeg tænker det, når jeg frem til, vi altid har et valg. Jeg står ikke i alt dette og kommer aldrig til det, for min holdning er: “Der findes ikke problemer!

Der findes KUN opgaver, der skal løses”.

Den mentalitet gør mig mere robust end flertallet.

Når jeg reflekterer over alle disse søde og kærlige mennesker, jeg har truffet i sommer, er der flere ting, der gør sig gældende, som er værd at reflektere over
…
Først og fremmest findes der børn, der har brug for en diagnose … men vi taler meget få.

Dvs. i den grad færre end dem der rent faktisk FÅR stillet en diagnose…
(Efter min mening).

Når det er sagt, så lad mig først forklare hvorfor jeg mener, man ikke bør give børn diagnoser, og lad mig derefter komme med nogle eksempler på misforstået omsorg.

Børn der får påsat et label i form af en diagnose kan risikere at tænke, de er mindre værd end alle andre. De vokser op og føler sig anderledes og størstedelen får store problemer senere i livet fordi de ikke bliver robuste og får en ordentlig portion selvværd.

De bliver “fejet” foran hele livet (af curlingforældre), og ender med at være afhængige af andres hjælp samt af systemet.

Når et barn ikke får den fornødne opbakning/opdragelse men i stedet bliver diagnosticeret, vil dette barn være så skrøbelig som voksen, at det ikke formår den mindste konflikthåndtering. De bliver storforbrugere af medicin og tænker, det er normalt at være koblet på en socialrådgiver eller en familiebehandler.
Som jeg nævnte i starten…. The New Normal.

Jeg er begyndt, når noget afviger og er skørt, at spørge: “hvad gjorde man i 80’erne”?

I 80’erne ringede børnehaven eller skolen ikke hjem i tide og utide for at fortælle: “Lille Peter har slået sig igen” eller “Nu har Ole været flabet” eller “Gertrud var oppe og slås i frikvarteret og taler i øvrigt frækt til lærerne”.

Man fik heller ikke besked i tide og utide, at: “det barn har nok en diagnose, for han kan ikke sidde stille i timerne, han følger ikke med, og/eller han har kigget ind til pigernes omklædningsrum i idræt”…

Nej i 80’erne hed det sig, et kinæstetisk barn har brug for at røre sig. Et barn render ind i konflikter, og sådan lærer barnet at løse/håndtere konflikter. Et barn der var flabet var kreativ. Et barn der var motorisk urolig havde krudt i røven og et barn der kiggede på det modsatte køn var naturligt nysgerrig.

Hold op livet var simpelt!!!

Nu til den misforståede omsorg…

Jeg har i lang tid observeret hvordan der i nærmest alle børnefamilier er mindst et barn med mindst en diagnose.

Ofte er der endda flere børn med flere diagnoser.

Ofte har forældrene også en diagnose…

Og det er her, gryden koger over for mig!

Man er ikke en diagnose… derfor behøver man ikke leve sin diagnose. Muligvis har man fået stillet en diagnose, men så lev efter den….

Find superkræfterne…

Jeg ser alt fra forældre der render på kommunen til samtaler til forældre, der har deres børn indenom psykiatrien.

Og ALLE tror, de gør børnene en tjeneste.

Hvad mange glemmer er, vi har en statsminister, Mette Frederiksen, som gik på valg på hun ville fjerne 50.000 børn om året.

Tror du disse børn vokser op i kærlighed på et opholdssted eller i en socialpsykiatrisk boform?

Nej!
Tror du disse børn havde valgt det kærlige hjem selvom noget var svært?
Ja!

Ingen børn har lyst til at være væk fra sine forældre.

Og ingen børn har bedt om at blive stemplet med diagnoser, for senere i livet at være afhængige af både medicin samt systemet.

Det samme med jer, med “solsikkesnoren”… tænker du over, du udstiller dit barn eller tænker du kun på de fordele der er ved at komme foran i køen i en forlystelsespark eller lignende?

Tænker du over, du fratager dit barn at lære almen tålmod, konflikthåndtering, køkultur, opgaveløsning mv. eller tænker du kun over andre skal vise hensyn?

Hvad med dit barn, skal han/hun ikke lære hensyn den anden vej?

Her kommer et par sætninger, jeg har hørt i sommer:

1: “Mit barn er i aflastning 2 gange om ugen fordi, han har det svært med, jeg som mor har smerter. Jeg ser det ikke som nogen skam at bede om hjælp og han har brug for dage, hvor han ikke skal bekymre sig om mig og jeg har brug for dage hvor jeg kan koble af og hvor jeg kan lade op”.

2: “Jeg har fået mit barn iq-testet fordi han ikke tænkte som andre og havde svært ved at følge med i skolen”.

3: “Jeg har fået mit barn diagnosticeret allerede fra fødslen, fordi storesøster hurtigt viste sig at have udfordringer, og både faderen og jeg selv (mor) har diagnoser og er ikke færdigudredt”.

4: “Alle mine børn er tilknyttet psyk, så vi kan få nogle redskaber til at klare hverdagen”.

5: “Mit barn vil ikke spise almindeligt mad, han er mere til hurtige løsninger og slik. Til gengæld kobler han godt af enten med en iPad, en computer eller en Playstation. Når mit barn gamer, er der ro i hjemmet”.

6: “Mit barn går i specialklasse fordi han ikke kunne sidde stille i timerne”.

7: “Vi er ofte til samtale på kommunen, for med vores diagnoser vil kommunen gerne fjerne børnene”.

8: “Begge vi voksne har ADHD og så har vores børn det nok også, idet ADHD er arveligt”.

9: “mit barn får både sovemedicin og beroligende medicin”.
Alle disse udsagn er i min optik misforstået omsorg fra forældre, der er meget autoritetstro og som har STOR tillid til systemet vil det bedste….

Lad os tage dem fra en ende:

1: Når dit barn ikke kan se, hvordan du har det, bekymrer det sig mere, end ved at se din fysiske smerte. Det er IKKE aflastet!
Og du kobler ikke af, du bekymrer dig i stedet om hvor dårlig en forælder du er, og du ser det i den grad som skam, ellers havde du ikke brug for at penne det ud og normalisere det.

2: Der findes forskellige typer intellekt, og en IQ-test tager ikke højde herfor. Dit barn er muligvis ikke den skarpeste til hovedregning eller til at læse, men kunne han få karakter i at være en solidarisk ven, god mod dyr, dygtig duks eller for at være sød, hjælpsom og høflig, så fik han topkarakter.
Når du vælger at iq-teste dit barn, sætter du et stempel på dit barn, og hvis scoren ikke er høj, har du påtvunget dit barn til at føle sig dum resten af livet. Men fordi man ikke kan få en studenterhue er man ikke nødvendigvis dum. Det kan være man i stedet besidder utrolig mange menneskelige kvaliteter og/eller livserfaring og praktisk erfaring. Hvis man ikke kan bruge sit hoved til topkarakterer kan det være man kan bruge sine hænder eller hjerte.
Hvem har bildt dig ind, vi alle skal kunne det samme?

3: Du skar her alle over en kam og normaliserede dine egne problemer ved at kaste spell’s på dine børn/dit barn. Du gav aldrig dine børn/dit barn en fair chance til at blomstre og folde sig ud i livet. Du gav børnene/barnet en mental spændetrøje allerede inden de/det kunne sætte ord på sine følelser.

4: Hvorfor behøver du redskaber? Dit barn er ikke et fysisk byggeprojekt. Hvor blev den kærlige opdragelse af? Hvor blev fordybelse og engagement af? Hvis du havde kastet din kærlighed på børnene, givet dem tid, fordybet dig i dem og varetaget deres opdragelse, så havde alt været som naturen foreskriver.

5: Kost er et stort problem når vi taler diagnoser. Jo mere sukker og købt forarbejdet mad du hælder i dine børn, jo sværere får de det. Hjernen higer efter glukose og et hurtigt fix.

Det samme gælder spil/gaming. Du aktiverer dopamincenteret i hjernen ved dit barn, når du giver det en skærm i hånden. En anden ting er, du bidrager til, dit barn bliver mere og mere asocial. Det kan godt ske, vi lærte at “sammen hver for sig” var en mulighed, men dette er endnu en af @the new normal” og der opstår RIGTIG mange problematikker af stort skærmforbrug. Børnene lærer lette løsninger. Børnene bliver asociale. Børnene vil lære de ikke har brug for fysisk samvær med andre. Børnene bruger ikke koglekietlen/pinealkirtelen/corpus pineale og mister kreativiteten. Børnene ser mere og mere “The new normal” via skærmen og spejler sig i det. Børnene glemmer tiden. Børnene får svært ved vredes- og konflikthåndtering (Til gengæld bliver de også mere og mere vrede hvis skærmen tages fra dem, for så er der ikke et hurtigt fix til dopamincenteret i hjernen… Med videre…

Prøv en måned med minimal sukker og skærm… hvad skal I lave? Ja du kunne jo lave mad med dine børn. Du kunne give dem

Pligter så de rustes til senere i livet. I kunne snakke henover aftensmaden eller synge imens I kører bil. I kunne også snakke om de ting I ser på vejen… og i morgen kan I sammen sætte jer og tegne det hele

Det kunne også være I kunne lave fælles turer i naturen eller snakke om privatøkonomi.

6: Hvis dit barn ikke sidder stille i skolen kan det potentielt skyldes, der findes 4 læringsstile. Kinæstetiske mennesker er motorisk urolige, men de lærer mere af denne aktivitet end at blive pacificeret.
Du har potentielt et sundt og rask barn med det man i gamle dage kaldte: “krudt i røven”.

7: HVORFOR har du inddraget kommunen?
Bare HVORFOR?
Se af at få lukket sagerne, de gavner ikke dine børn.
Få styr på dit liv!
Tag ansvar!
Dine børn har brug for 1-2 omsorgspersoner i nære relationer, de har ikke et ønske om at blive kastet rundt i forskellige instanser og blive vurderet af såkaldte eksperter.

8: Ingen psykiatriske lidelser er arvelige, det er noget statsbetalte eksperter forsøger at bilde dig ind, så du kan være en doven forælder med en undskyldning.
Ja du har det svært, fordi du har VALGT at have det svært. Du behøver ikke bruge dine børn som undskyldning.

9: Tillykke, når du gør dit barn passiv på medicin, kan du holde pause fra forældrerollen. Hvem sagde det var nemt at have børn? Børn leger, børn larmer, børn sviner, børn er uartige, børn er urolige, mv. Det kaldes at vokse op. Og når du fratager dine børn at vokse op, skaber du voksne, der ikke kan tage vare på sig selv og som sender ENDNU FLERE diagnoser “i arv”.
Jeg er slet ikke i tvivl om, du tror, du er en godt, kærlig og omsorgsfuld forælder, men det er du blevet programmeret til at tro via medierne (vi gør som andre) og via systemet.
Hvor er jeg lykkelig for min tilgang…
At der ikke findes problemer.
At der KUN findes opgaver der skal løses.
Og husk nu at lege!!!
Vi bliver aldrig for gamle til at lege

Og til slut: Du behøver ikke møde mig som fremmed og præsentere dig med: “Jeg har ADHD og alle mine børn har autisme og angst”… Jeg er dybest set ligeglad, for jeg vil gerne møde dig og dine børn som mennesker og ikke møde jer som en diagnose.
Husk… Lykke er et valg [/i]

#omsorgssvigt
#misforståetomsorg
#diagnoser
#TheNewNormal
#grooming
#samfundssind
#forældreansvar
#tænkselvprøvdetførdinnabo
#paspåbørnene
#paspåvoresbørn
#metoo
#ikkeimitnavn
#krænkelse
#TagAnsvar
#diagnosebedraget
#dubliversnydt
#solsikke
#solsikkesnor
@fremhæv[/b]

Hilsen Peter :eek: og et :hjerte: til Marie Broberg

[phhmw]

[b]Hvorfor tror så mange kommunale ansatte, at de ved alt – uanset hvor lidt de faktisk ved?

Uanset hvor mange eksperter, forskere, læger og specialister, der siger det modsatte.

For når du kombinerer lav viden, høj selvtillid og total magt over andres liv – så bliver resultatet katastrofer, der kan ødelægge familier.

Og egoet i kommunen er åbenbart større end både loven, barnets behov og al sund fornuft tilsammen.

Det er den intellektuelle dovenskab, der stinker helt ud i mødelokalet.

Det handler om definitionsmagten.

Magten til at bestemme, hvad der er “barnets bedste”.

Når du har definitionsmagten, kan du altid vinde.

Definitionsmagten er grunden til, at inkompetence kan leve side om side med total kontrol.

Det er den, der gør, at intellektuelt dovne ansatte kan afvise eksperter – fordi de selv sidder med retten til at definere, hvad der gælder som sandhed.

Og det er derfor, man kan smadre et barns liv og stadig sige, at det er for “barnets bedste” – uden at det nogensinde bliver kaldt ved sit rette navn: magtmisbrug.

Definitionsmagten giver dem ikke bare magten til at omdefinere dit barns behov – den giver dem magten til at omdefinere dig.

Pludselig er du ikke længere forælder.

Du er “en part i sagen”.

Et problem, der skal håndteres, i stedet for en samarbejdspartner, der skal lyttes til.

De kan endda bruge definitionsmagten til at lave dobbeltsprog: Den dag, hvor de vil skære ned på støtten, bliver du kaldt “ressourcestærk” – for så kan du jo klare mere selv.

Men den dag, hvor de vil angribe din troværdighed, bliver du kaldt “ressourcesvag” – for så kan man jo ikke stole på din vurdering.

Begge dele kan være sandt i deres univers, for definitionsmagten gør sandheden fleksibel.

Og noget af det, jeg aldrig kommer til at forstå, er, hvordan man som forælder selv kan have lyst til at arbejde i sådan et system.

Hvordan kan man frivilligt blive en del af et maskineri, der lever af definitionsmagt og magtmisbrug?

Vi taler ikke kun om socialrådgivere.

Vi taler om uddannede psykologer, fysioterapeuter, logopæder, konsulenter – mennesker, der har lært alt om empati, etik og faglighed.

Hvorfor bliver jeg tvunget til at samarbejde med mennesker, der aktivt arbejder for at tage hjælpen fra mit barn?

Hvorfor er jeg tvunget til at sidde til møder med folk, der med fuldt overlæg vil skære ned på det, der holder vores hverdag sammen?

Hvorfor skal jeg kigge dem i øjnene og lade, som om vi er “partnere” i en proces, når vi reelt står på hver vores side af en krigszone?

Det føles som at være stavnsbundet til sit eget overgreb.

At arbejde i sådan et system kræver, at man enten lukker øjnene for konsekvenserne – eller nyder, at man har dem i sin hånd.

Begge dele siger alt om, hvilken slags menneske vi taler om.

Hvis jeg selv sad i sådan et job, ville jeg skamme mig.

Jeg ville skamme mig over at vide, at min stilling kun eksisterer, fordi man accepterer, at børn mister hjælp, og at familier bliver nedbrudt.

Jeg ville skamme mig over at sidde til møder og bruge min uddannelse til at legitimere beslutninger, der strider imod alt, jeg ved om trivsel, udvikling og omsorg.

Og jeg ville skamme mig over at gemme mig bag “systemet” for at slippe for personligt ansvar.

For enhver kan lave fejl.

Men at blive i et job, hvor magtmisbrug og definitionsmagt er en del af arbejdsmetoden – og vælge at udføre det uden at sige fra – det er ikke bare et karrierevalg.

Det er et karaktervalg.

Og netop dér ligger forskellen: mellem en fejl og et valg.

En fejl kan tilgives. Et valg kan ikke bortforklares.

Og jeg nægter at kalde det “at passe sit arbejde”.

For det er ikke et arbejde at tage børns hjælp væk. Det er ikke faglighed at omskrive sandheden. Det er ikke omsorg at splitte familier ad.

Det er systematisk svigt.

Jeg forstår godt, at mange finder tryghed i systemets mursten og paragraffer.

Det føles sikkert at kunne gemme sig bag “lovgivningen”, bag “økonomien”, bag “barnets bedste”.

Men vi ved begge to, at det er en løgn.

For ingen paragraf kræver, at du skal afvise lægefaglig dokumentation.

Ingen økonomisk ramme tvinger dig til at manipulere forældres ord.

Ingen lov siger, at du skal lave dobbeltstandarder, hvor forældre er både for stærke og for svage – alt efter, hvad der passer i kommunens narrativ.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan føles det egentlig at gå hjem fra arbejde og vide, at det, du gjorde i dag, ikke var at redde et barn, men at fratage et barn sin redning?

Hvordan føles det at vide, at din løn kun eksisterer, fordi et barn mistede sin hjælp?

Men sandheden er, at kommunen aldrig kunne begå de overgreb, den gør, uden villige hænder til at udføre dem.

Papiret skriver ikke sig selv. Journalen redigerer ikke sig selv. Underretningen printer ikke sig selv.

For det kræver en særlig form for følelsesmæssig blindhed at kunne udføre det her hver eneste dag – og stadig fortælle sig selv, at man gør noget godt.[/b]

Hilsen Peter og tak til Maries kloge og korrekte ord og sætninger

[phhmw]

[b]Jeg gad godt se Maria Durhuus og Mattias Tesfaye leve underlagt de samme krav, som de hævder, at børn skal.

Narcissismen lever af underkastelse. Og derfor bliver curlingforældre deres yndlingsfjende.

For curling handler ikke om at svæve rundt og feje problemer væk. Det handler om at tage ansvar, om at møde barnet som et menneske – og om at nægte at reproducere fortidens psykiske vold.

Min generation har betalt prisen for underkastelsens kultur. Vi er dem, der har brudt relationer, fordi tavshed, frygt og betinget kærlighed var dyrere end forbindelsen. Vi er dem, der har nægtet at lade næste generation vokse op i skyggen af den samme destruktive arv.

Det er ikke alle mennesker, der formår at bryde den sociale arv.

Nogle gentager den – og kalder det politik.

Mattias Tesfaye og Maria Durhuus er skræmmende eksempler på netop det.

Når Tesfaye og Durhuus angriber curlingforældre, afslører de i virkeligheden sig selv.

For curlingforældre er netop dem, der har brudt arven.

At bruge sin politiske position til at reproducere den sociale arv er ikke visionært.
Det er tragisk.

Og det viser, at magt uden refleksion kun bliver en videreførelse af det, man selv kommer fra.

Hvorfor kalder man det curling, når vi rent faktisk gør det, alle børn har krav på – vi ser vores barn?

Vi anerkender deres behov.

Vi lytter til deres følelser.

Vi møder dem i øjenhøjde i stedet for at knække deres vilje.

Hvis det er curling at give sit barn tryghed, kærlighed og en stemme – så er jeg stolt curlingforælder.

For alternativet er værre: at gentage de gamle mønstre af underkastelse, hvor børn blev opdraget til at tie, adlyde og udviske sig selv.

Jeg har mødt mange bedsteforældre, der lever af underkastelsen.

De er vant til børn, der bøjer nakken, tier stille og aldrig sætter spørgsmålstegn ved deres handlinger.

De kalder min generation curling – ikke fordi vi er svage, men fordi vi nægter at gentage deres mønstre.

De fleste af dem er selv opvokset i vold og psykisk vold.

De blev knækket til lydighed og lærte at forveksle frygt med respekt.

Og nu står de fastlåst i en forestilling om, at næste generation skal igennem det samme – for ellers “tåler de ingenting”.

At kalde det curling, når vi ser og anerkender vores børn, er i virkeligheden et forsvar mod deres egen smerte.

For det kræver mod at indrømme, at man selv blev svigtet.

Det kræver styrke at se i øjnene, at det, man troede var kærlighed, i virkeligheden var kontrol.

I stedet for at tage ansvar for den voldelige arv, de selv er bærere af, vælger de at latterliggøre os.

Det er lettere at stemple en ny generation som svag end at indrømme, at ens egen barndom var præget af overgreb og underkastelse.

[i]Til børnene af Maria Durhuus og Mattias Tesfaye

Jeg håber for jer, at I en dag slipper fri af den sociale arv, som jeres forældre insisterer på at videreføre.

For når de står på talerstole og prædiker, at børn skal underlægge sig de voksne, så taler de ikke bare om “opdragelse”. De taler om jeres liv. Om jeres rettigheder. Om jeres mulighed for at blive mødt som hele mennesker.

De viser med al tydelighed, at de ikke har brudt arven fra tidligere generationer – de har videreført den.

En arv af underkastelse, kontrol og magt.

De bør skamme sig.

For i stedet for at tage ansvar for deres egen sociale arv, vælger de at videreføre den – ikke bare til deres egne børn, men til hele befolkningen.

De gør underkastelse til politik.

De omskriver vold og kontrol til “opdragelse”.

Og de stiller sig som forbilleder, mens de i virkeligheden blot reproducerer mennesker, der ligner dem selv.

Og det mest groteske er, at de kalder det “forældreansvar”.

Men ansvar er at bryde kæden.

Ansvar er at give sine børn det, man selv blev nægtet.

Ansvar er at sætte en stopper for voldens arv – ikke at udvide den til en hel generation.

Så herfra sender jeg en kærlig fuckfinger til Maria Durhuus og Mattias Tesfaye – for jeg nægter at lade mine børn betale prisen for jeres manglende mod til at tage ansvar.[/i][/b]

Marie Broberg.

Hilsen Peter(y)