Nu har jeg været omfattet af revalideringsbestemmelserne i 2 år! Bortset fra de 6 måneder, en klagesag hos ankenævnet tager, har det været ren udskydning fra kommunens side.
Jeg kom til samtale om reva 3 mdr. efter tilkendelsen og bad om uddannelse for at komme videre, - men nej!
Så klagede jeg. Det tog over et halvt år at få nej fra ankestyrelsen, og først 3mdr. efter kunne jeg få en samtale. Et par af disse samtaler var kun formelle møder a´10 minutter.
I mellemtiden ansøgte jeg flere gange om bare et lile kursus, - men, nej, nej.
Endelig oprandt dagen, hvor et rigtigt møde skulle finde sted.
Jeg indsendte et forslag, kom velforberedt (og efterhånden ret vred) til møde hos en sagsbehandler, der ikke havde læst mit forslag, og som kun læste mig alle de forbud, kommunen havde vredet ud af ankenævnets svar.
Der kunne KUN blive tale om en praktik, - og den skulle gå via en aktør! Vi skulle ikke diskutere noget!
Da hun sagde, at hun desværre ikke havde fået mit forslag op endnu, rystede hun så voldsomt på hænderne, at jeg var klar over, at hun løj.
På alle mine meget direkte spørgsmål om, hvorfor jeg dog ikke må uddanne mig ud af mit problem, blev hun ved med at råbe .“Det nytter ikke noget!”, for til sidst at skrige “Jamen, juristen har sagt det her til mig!”.
Hun påstod, at ankenævnet havde forbudt mig AL uddannelse, så jeg sendte hende et brev, hvori ankenævnets jurist forklarer mig, at jeg skam gerne må få uddannelse, - bare ikke den, jeg næsten var færdig med:mad:. Hvorfor ville ingen sige.
Senere har jeg, uden held, sendt kursusforslag med underbygget redegørelse for, hvor billigt det var, og hvor jeg skulle kunne få arbejde.
I flere tilfælde har jeg grebet dem i forvridninger og direkte løgn. Allersidst spurgte jeg, om det var vigtigst, at jeg kom i arbejde eller vigtigere at overholde en aftale med en aktør på markedet. Det svarede hun slet ikke på.
Senest har jeg sendt et forslag til en praktik i en statslig virksomhed, hvor det oven i købet lå i luften, at der kunne blive tale om job.
Det har de slet ikke svaret på!
Nu har jeg sendt et brev om dette til centerchefen, teamlederen og sagsbehandleren. Så må de sq da forholde sig til det.
De er heller ikke meget for at søge opdatering hos psykiateren og lægen.
Der er bare TVÆRSTAND!
Det skal lige siges, at jeg bliver 60 næste sommer.
Min sag er fuld af bønskrifter om at få lov til at gøre noget uddannelsesmæssigt for at kunne blive accepteret på arbejdsmarkedet, - og ligeså mange afslag.
Det giver lige 12 års tortur i alt!
Hvad ville I gøre?
