Hjemvendt fra mødet. Det var et mareridt - og jeg har ingen afklaring fået.
Lægen skriver, PTSDer stationær.
Ved sidste møde afventede sagsbehandler erklæring fra psykolog. Den havde de fået nu. Sagsbehandler holdt lav profil og overlod i stedet ordet til den socialrådgiver, der også deltog.
I erklæringen står bla:
PTSD er stationær.
Der ses visse resterende gener på den stressrelaterede depression (ex søvnbesvær, migræne). De udløses af moderate arbejdsaktiviteter
Formodentlig stationær erhvervet stressintolerance.
Stor faglighed, stor motivation, høje professionskompetencer osv.
Anbefales at arbejde de timer, der kan klares - og selv styre det.
Det er sådan lige et udpluk. Det lyder da ikke så tosset, vel?
Når man arbejder i Jobcenter, kaster man sig over ordene omkring visse resterende gener, der aktiveres af moderate arbejdsaktiviteter.
Så er min tilstand jo så alligevel ikke stationær. Jo, altså, PTSD´en er. Og det er den, der siden maj måned har været angivet som grund til, jeg ikke måtte komme i arbejdsprøvning. Men nu hvor den er stationær - så er problemet da minsandten i stedet, at jeg har arbejdsrelaterede gener. Og medmindre psykologen kan fortælle, hvornår disse ophører/bliver stationære - så er sygedagpenge stoppet, og jeg kan ikke komme i arbejdsprøvning.
Det siger de sgu!
Jeg spurgte, hvad de ville have gjort, hvis jeg ikke var fortsat hos psykologen de sidste par måneder. Så havde de ikke haft denne erklæring. Hvad så??? Det ville de ikke svare på. Jeg sagde, jeg jo bliver straffet pga psykolog - for de vælger at bruge erklæringen imod mig.
Psykologen roser mig i høje toner og anbefaler på det kraftigste, jeg får lov til at afprøve min erhvervsevne.
Vi fik at vide, det er leder af Jobcenter, der træffer afgørelse om forlængelse af sygedagpenge. At de nærmest intet havde med det at gøre. Tror jeg ikke på. Hun sidder da ikke og gennemgår samtlige sager!!! Hun får en indstilling fra sagsbehandler, som hun vel oftest følger.
Jeg sagde, jeg ville havde forlænget efter § 27, stk 1, nr 2. At der skal gennemføres afklarende foranstaltninger for at klarlægge min erhvervsevne.
Hertil svarede de bare nej. Det var ikke deres vurdering - og i hvert fald ikke, før psykolog havde fortalt dem, hvornår mine arbejdsrelaterede gener er forsvundet eller stationære.
Jeg fortalte, jeg ifgl §§ 69-70 havde krav på fleksjob, hvis jeg ikke kunne fastholde arbejde på almindelige vilkår. Det mente de ikke var relevant.
Jeg fortalte om dommen, som en herindefra var så sød at linke til (jeg havde den med og læste den op). Den mente de ikke var relevant. “Der var vi jo ikke endnu”
Jeg fortalte, jeg siden maj måned havde bedt dem skaffe erklæring fra psykolog. At jeg nu straffes, fordi de ikke har opfyldt deres forpligtelse til at have alle oplysninger, der skal bruges som beslutningsgrundlag (Retsplejelovens § 10). Det mente de var “beklageligt”.
Min ægtefælle var rigtig god og argumenterede ud fra etik og vilje. Samt ansvarstagen for de fejl, de havde begået og vilje til at råde bod på dem. Samt at de dybest set burde skamme sig dybt og inderligt over at behandle et menneske med PTSD på den måde.
De nåede frem til, at de ville indhente den oplysning hos psykolog, som de mener at mangle, og så ville de revurdere min sag om 2 uger til at møde med leder af Jobcenter.
Min ægtefælle fik - meget tydeligt - fortalt dem, det ikke var acceptabelt. Det blev så rykket til, jeg får svar i denne uge.
I praksis betyder det, at
- et telefonopkald til psykologen kommer til at afgøre, om jeg kan få mine sygedagpenge forlænget.
- Jeg i morgen tager på arbejde uden at vide, om det er sidste arbejdsdag (jeg arbejder tirsdag + onsdag i denne uge).
- At jeg endnu ikke ved, om min indtægt fra mandag er nul kr.
- At jeg tager et møde med leder af Jobcenter.
- At jeg kontakter en journalist, hvis jeg får afslag på sygedagpenge og arbejdsprøvning
- At vores økonomi muligvis ligger i smadder fra på mandag.
- At jeg er hammervred, dybt frustreret, afsindig rasende og enormt ked af det.
Jeg ber kun om at måtte komme i arbejdsprøvning for at finde ud af, hvad der skal ske fremover. Det er alt.
Jeg tror, de på Jobcenter har dette motto:
Vi sparker på dem, der i forvejen ligger ned. Så behøver man nemlig ikke løfte benet så højt for at ramme dem i hovedet
Kh Dorthe
