Hej. Jeg er ny her. Navnet er Kia og jeg er 27.
Har været førtidspensionist i omkring 1 år, fik efter mange års kamp med kommunen (7 år) min pension, fordi jeg har Aspergers Syndrom (en mild form for autisme) og det var det jeg troede jeg ønskede. Måske fordi forløbet havde tæret så meget på mig til sidst og givet mig depression, at jeg bare var glad for, at det endelig fik en ende.
Men nu sidder jeg her og er trist. Jeg ser alle mine venner på samme alder, have noget at stå op til, noget at arbejde for, noget at nå. Egentlig savner jeg nok, at have et formål i livet og at være til gavn for samfundet og ikke bare en belastning.
Jeg synes det er svært, at være så ung og pensionist. Man bliver dømt og fordømt - ligegyldigt hvor man går, skal man forsvare sig selv og jeg er træt af det. Dette var ikke hvad jeg drømte om, dette er ikke det liv, jeg ønsker. Mn jeg føler mig fanget i et situation, som jeg selv var med til at skabe tilbage i starten, da problemerne for alvor begyndte for mig, fordi jeg bare gav op.
Jeg skulle måske have fortsat med at prøve uddannelse efter uddannelse, indtil jeg gennemførte en af dem, i stedet for at give op og arbejde på, at få den pension? For nu sidder jeg her, 27 år gammel, med en FTP og er egentlig dybt frustreret over min situation.
Men kan ikke se nogen vej ud af det. Jeg har den der følelse af, at det bare er “for sent”, jeg bliver overhalet indenom af alle andre, mennesker, der er 10 år yngre end mig, der er nået meget længere i deres liv og jeg tænker: “What’s the point?”. Jeg kan aldrig indhente det forsømte alligevel, så hvorfor overhovedet forsøge?
Selv hvis jeg gennemfører en uddannelse, hvem vil så ansætte mig, når de hører om min fortid? Og spørgsmålet vil utvivlsomt komme op, da det er lidt svært at overse, at det ville have taget mig meget længere tid, end alle andre, at nå dertil, på det tidspunkt, hvis det da overhovedet sker. Håbløsheden tager over. Og jeg har stærke tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kan gennemføre en uddannelse og holde et job, da jeg ikke er god til det sociale. Tilbage i begyndelsen, der kunne jeg slet ikke fungere socialt.
Men der kan ske en del på 7 år og jeg har udviklet mig meget, til et punkt, hvor jeg næsten kan gå for, at være “normal”.
Mit spørgsmål er så, hvordan man kommer igang igen? Hvordan kommer jeg op af denne kviksand, der bare hiver mig ned? Hvordan får man et flexjob? Kan man bare gå ud selv, og finde et og så give kommunen besked? Eller er det mere kompliceret end det?
