Jeg har angst for kommunen, jeg kan sagtens med mennesker, altså jeg kan stille mig op på en scene og spille dilettant, jeg kan også godt stille mig op i en forsamling og sige noget, eneste betingelse er at jeg er tryk ved situationen (jeg gjorde det så sent som i går) men deltage i et møde med kommunen, nej det kan jeg ikke, der var en gang, men det er ved at være længe siden, jeg har kun haft ubehagelige oplevelser, og som ADHD´er er jeg altså ekstra følsom, ikke at jeg ikke kan tåle modgang, det kan jeg sagtens, men 6 år med det ene ubehagelige grimme møde efter det andet, så sagde psyken altså stop.
Alt der involvere kommunen, kan jeg ikke med, noget kan jeg bedre end andet, men med min egen sag, der er altså bare lukket HELT af.
Jo havde besidder, og senere partsrepræsentant, hvilket ikke respekteres, jeg SKAL møde personligt, ellers kan min sag ikke vurderes (er den seneste jeg har fået) om end de udemærket ved jeg vil side med angstanfald, de vil ikke få andet ud af det end at binde hele situationens knuden endnu større end den er.
Nej jeg kan ikke få et job på mine primisser, men jeg kan arbejdstrænes på mine, det jo bla en del af pointen. 12 år ude af arbejdsmarkedet er rigtig mange år, så nytter det s q ikke noget at forlange at jeg fra den ene dag til den anden skal magte 37 timer, og da slet ikke når lægerne er enige med mig i at jeg aldrig kommer op på 37 timer mere i mit liv, jeg kan ikke magte så mange timer i mit lille hoved, lige som min krop ikke kan holde til det.
Jeg ved godt de gerne siger 37 timer ved en arbejdsprøvning, men ikke mener det så strengt 
normalt altså, men hvorfor så sige nej når en foreslår at jeg startede på et lavere timeantal??
Det er jo altså heller ikke sådan at jeg bare kan, jamen i dag gider jeg ikke, og så bliver jeg hjemme (eller jo, men det er ikke det jeg vil, og absolut ikke det der er meningen) Er aftalen fx 3 timer eller 6 timer eller hvad det nu er, dagligt så er det DET, til det laves om, og det skal ikke laves om bare fordi jeg ikke lige gider, men inden fordi det viser sig at jeg ikke kan magte det, eller (forhåbentlig ss) at jeg har fået så meget ro på at jeg kan tage en time mere, til min max er nået.
Der er jeg heldigvis rimelig stædig, har jeg sat mig noget i hovedet, så kæmper jeg for det, jeg opgiver ikke bare fordi der er en off dag eller 3, i min verden er er kæmpe forskel på off dage, der fører til pjæk, og på dage hvor hovedet ramler, ud over at jeg på denne måde jo bla sagtens kan aftale med dem at hvis hovedet (eller kroppen) begynder at snurre så siges det og vi forsøger at finde en løsning, som fx kan være at jeg holder 1 times pause (går en tur) går ud på lageret og pakker pap, eller hvad pokker vi nu kan finde på af ekstra skåneforanstaltning, det kan vi tage indbyrdes når/hvis situationen opstår, uden der skal ringes til en SB´er som jeg er så vand til bare siger nej, du SKAL!
Ved at have en inde over som skal bestemme, uden hensyntagen til mig, så fungere det ikke, og det er det lægerne mener når de siger det skal være på mine primisser, så nytter det ikke noget at en SB´er fx forlanger at jeg skal side ved kassen, hvis jeg ikke kan magte det, eller siger at jeg skal have 20 timer, når jeg ved det er ALT for meget.
En anden ting der menes er at det er vigtigt at jeg føler mig tryk, gør jeg ikke det vil det aldrig komme til at fungere, så nytter det ikke noget at SB siger nej til noget jeg foreslår fordi jeg føler mig tryk ved den løsning, men i stedet FORLANGER at jeg skal noget jeg absolut ikke er tryk ved.
Som jeg skrev det er humlen i min sag, der lyttes ikke til mig eller lægerne, der findes kun en måde og det er SB´s (kommunens) måde, slut.
For min skyld må SB gerne være med inde over, det er bare for sent, da den mulighed stadig var åben, ville SB ikke, det skulle være som SB ville, og ikke som jeg kunne, og jeg har totalt mistet troen på at SB (nogen af dem, for jeg har aldrig oplevet andet) er villig til at lade mig få lov at tage tinge i mit tempo, villig til at stole på mig (og lægerne) når jeg fx siger at jeg ikke kan med busser… Jeg kan lige se det for mig:
LUM: De der kasseapperater, puhe bare synet af dem og jeg mister overblikket, jeg vil helt sikkert godt kunne lære at bruge dem, men det kræver at jeg får lov at sluge dem i det tempo jeg er klar til, lidt af gangen. (hvis jeg får lov at tale færdig er jeg heldig, normalt vil jeg blive afbrudt ved “overblikket”)
SB: Pjat med dig LUM, der sætter du dig lige i morgen, og sider der så 5 timer.
LUM: 5 timer! det kan jeg ikke fysisk, det er alt for lang tid (se mine lægelige dok) (her ville jeg ikke en gang gide komme med et forslag om at starte med 30 min og så arbejde op af, jeg bliver jo ikke hørt, og vil bare få NEJ så hvad nytter det?)
SB: Jamen inden gør du det eller også får du ikke lov (eller anden konsekvens/trussel)
Det vil være en meget typisk samtale, at jeg bakkes op af andre (og mine lægepapirer) nytter intet, altså bare det at revacenteret ikke havde modtaget alle lægelige dokumenter, mundtlig var oplyst om at jeg KUN døjede lidt med dårlig knæ, og SB ud over at jeg skulle tage bussen, havde sat tiden på 37 timer fra dag 1. viser jo bare en hel del om hvor det er gået galt, om hvorfor jeg har fået angst for kommunen, der er selvfølgelig mere i denne angst end lige det, men dette er medbeskrivende.
Det svarer lidt til at din SB´er forlanger at du skal arbejdsprøves som billetkontrollør i et tog, og at du SKAL være i toget 20 timer om ugen, har du indvendinger (der bygger på beskrevne skånebehov) kan du da få besked på at du lyver og at du gør som sagt, ellers godkendes det ikke (eller anden trussel) Værskod det er dine betingelser. Det vil jo aldrig nogen sinde komme til at fungere, det er da logik for burhøns.
Hvor imod hvis du får lov at tage tingene i et tempo din psyke kan være med, vil der være en chance for at du kan komme op på de 20 timer EN GANG… forstår du hvad jeg mener??