taget fra dr 1
Venstre vil have ledige på op til 30 år, til at klare sig for halv dagpengesats eller kraftigt nedsat kontanthjælp. Det skriver Berlingske.
Mens regeringen arbejder med sit udspil til en reform af kontanthjælpen, så fremsætter Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, et konkret forslag:
Aldersgrænsen for, hvornår man får de nedsatte ungeydelser, skal hæves fra 25 til 30 år.
- Det vil være et centralt element, vi vil bringe med os til forhandlingerne, siger Ulla Tørnæs, som peger på, at der er stor ledighed i netop denne aldersgruppe.
Forslag fra Arbejdsmarkedskommissionen
Forslaget blev oprindeligt fremsat af Arbejdsmarkedskommissionen i 2009. Det indebærer, at dagpengemodtagere mellem 25 og 30 år får halveret dagpengene, som unge under 25 år får det i dag.
Kontanthjælpsmodtagere mellem 25 og 30 år vil maksimalt kunne få udbetalt 6660 kr. i kontanthjælp mod 10.335 i dag. Forsørgere og visse andre grupper er undtaget.
Vil indbringe en halv milliard
Forslaget vil ifølge Beskæftigelsesministeriet indbringe statskassen en halv milliard kroner om året og ventes at øge arbejdsudbuddet med 2000 personer.
Mens Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, klart afviser Venstres forslag, vil regeringen ikke forholde sig til det forud for forhandlingerne.
- Jeg er først og fremmest optaget af målet om at flytte unge fra kontanthjælp til uddannelse og derefter til selvforsørgelse. Det mål er så vigtigt, at vi bliver nødt til fordomsfrit at diskutere, hvad det er for midler, der skal til. Det, jeg vil advare Venstre mod, er at tro på, at det er ydelserne, der gør det alene, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Den konservative gruppeformand, Benedikte Kiær, kalder forslaget “interessant”, mens Enhedslistens gruppeformand Per Clausen ser det som “dødsstødet” til a-kasserne:
- Vi er ikke tilhængere af at sende flere ud i fattigdom