Nu har jeg været her på K10 i godt et halvt år.
Da jeg kom, troede jeg at jeg var den eneste i verden, der på uretfærdig vis måtte slås mod systemet. Den eneste, der måtte lide den tort at føle mig så skamfuld, fordi jeg følte min værdighed var taget fra mig. Den eneste, der kom fra et selvstændigt voksenliv, og nu ikke engang kunne klare sig selv. Denne eneste, der følte sig som en hypokonder i systemets øjne, selvom jeg jo godt vidste, den var gal. Eller gjorde jeg…? Man kan jo godt sådan komme i tvivl, når ens ord ikke bliver taget for gode varer, og man bare ikke kan få nogen hjælp
I dag er jeg blevet klogere. MEGET klogere
Det viser sig at vi er rigtig mange – alt for mange – i samme båd
Jeg er DYBT taknemmelig for den støtte og vejledning jeg har fået herinde. Det har hjulpet mig helt usigeligt, på flere fronter; På mit selvværd, min viden omkring systemet og den måde, det forvaltes på, samt hvad der skal til for at forsøge at tilkæmpe sig en ordentlig sagsbehandling. Jeg sidder her i dag, mange frustrationer, mange paragraffer, mange klagebreve senere. Meget klogere
Selvom min sag stadig kører, befinder jeg mig alligevel nu på den ’anden’ side, med en god portion overblik, som jeg overhovedet ikke havde snerten af, da jeg først blev medlem
Jeg oplever nu at blive forfærdelig trist, hver gang jeg læser indlæg fra nye medlemmer
Fordi jeg kan se, de er dér, hvor jeg var, da jeg også var ny herinde. Læser frustrationerne. Kan se, de ikke har overblik over deres egen sag. Og er kørt trætte helt ned til sokkeholderne. Folk, der bare ikke kan tåle at blive sparket til mere, for de ligger allerede ned. Som ikke aner, hvad de skal gribe eller gøre i
Det, der gør mig aller mest ondt er at de endnu ikke kender virkeligheden. At de, lige som alle os andre, skal gennem månedlange processer, hvor de skal finde kræfter, de ikke anede, de havde. Fordi det efterhånden vil gå op for dem at virkeligheden er langt mere håbløs, end de havde forestillet sig
K10 er genialt fordi vi kan hjælpe hinanden. Uden hinanden vil vi være mange skæbner, der bliver tabt på gulvet, med fuldstændig uoverskuelige konsekvenser for os selv og vore familier til følge. Men K10 er også et ’velkommen til virkeligheden’. Det er nu, den barske realitet går op for os. At den tro, vi havde på systemet var et tågeslør. At den beskyttelse, vi troede, velfærdssamfundet ydede, ikke eksisterer. At vi kan betale vores skat, leve selvstændige liv, men når ulykken rammer, tvinges vi uværdigt i knæ og reduceres til stakler. Fordi det er pokkers svært at holde hovedet højt, når man på sine knæ må kravle rundt og tigge folk om at høre om alle de dårligdomme, man aller helst så forsvinde
Velkommen til K10. Velkommen til virkeligheden. Vi er kede af at måtte fortælle om den. Men det er den eneste måde, vi kan hjælpe dig
Blot vid, vi alle har været gennem processen. Og vi er her stadig. Stærkere. Som du også vil blive en dag. Selvom du ikke lige kan se det nu
