Min jeg har skrevet om min lange sag før.
Jeg er 57 år, fanget på kontanthjælp på 10ende år efter en forsinket og derfor afbrudt reva-uddannelse. Nu er jeg endelig blevet arbejdsprøvet.
Sagsbehandleren og juristen ved imidlertid ikke, hvor de skal placere mig, fordi jeg viste mig meget stresset, men iøvrigt velfungerende ved en arbejdsprøvning på et bibliotek. Havde jeg været prøvet i en institution, havde de set et ganske andet billede.
Alle mine sygemeldinger på grund af fysisk overbelastning, samt alle mine specialistpapirer, der omhandler de svagheder, der blev årsag til sygemeldingerne, ser man ikke på.
Imidlertid skal jeg undersøges på Frederiksberg Reumatologisk imorgen og håber dermed at få en samlet vurdering fra mere “autoritativ” side.
En samtale med en psykiater udmundede i anbefaling af yderligere udredning med henblik på bipolar, kognitive vanskeligheder/dårlig hukommelse. (Den tror jeg ikke meget på. Jeg var bare høj-nervøs). Nu skal jeg til lægen og bede om henvisning.
Der står depression i lange baner i min journal, og jeg har en permanent en af slagsen liggende, der af og til løfter hovedet.
Imidlertid mener mennesker, jeg kender, som selv lider af posttraumatisk stress, at jeg har typiske symptomer på dette. Vedvarende let depression skulle være et af symptomerne. Jeg har grund til at tro på det, da der ligger flere ting, som tæv under institutionsarbejde og en ikke for godt gennembearbejdet nær-død-oplevelse og et chok og stadig giver mig frygtreaktioner, smerter og grådanfald når jeg tillader dem at nå mit bevidste følelsesliv.
Nu er mit spørgsmål: Er der nogen her, som kender en speciallæge, der, ud over at være god til at gennemskue de ting, psykiateren nævnte, også vil kunne gennemskue en PTSD, som måske ikke er så synlig, så længe jeg kontrollerer, hvilket jeg gør den første lange tid når jeg møder nye mennesker.
Det er SÅ vigtigt, at der ikke går travlhed og overfladiskhed i den denne gang:eek:.
Hmmm, jeg synes du skal tale med din læge om dine mistanker til PTSD, for ud fra det du beskriver lyder det ikke helt usandsynligt i mine ører.
Din læge må vel kende en psykolog eller psykiater der er god til at spotte, hvad der foregår i dig, så du kan komme videre.
Jeg ved at der er en anden her inde på K10, som har været i behandling for PTSD på Bispebjerg hospital, så jeg skriver lige en pm til vedkommende, og så håber jeg at h*n kan komme med nogle bedre bud på, hvordan du kommer videre i afklaring af PTSD.
Hej, tak for det.
Jeg er ved at sætte mig i forbindelse med Jes Gerlach, som jeg så i forsommeren et par gange. Tilsyneladende ved han også noget om det.
Hmm, nu jeg tænker over det, er der faktisk to psykologer, der har sagt, at jeg reagerede som om jeg var traumatiseret, men ingen har alligevel været interesseret, når jeg prøvede at bringe ting på banen, som måske kunne belyse det.
Jeg har været bedst tilfreds med Jes Gerlach, og af de psykiatere jeg har haft, har han været den klart meste kompetente til at opfange ting, som ingen andre har kunne opfange, og som ved blotlæggelsen, gav rigtig god mening for mig, selvom jeg ikke var specielt begejstret…
Men igen, psykiatere har måske deres specielle kompetancer, og Jes er særlig kompetent på et en vifte af diagnoser, hvorfor han da også har været Overlæge i en årerække på Sct. Hans hvor man må formode at han har set ALT og lidt mere til.
Heldige mig, måske… han ringer nok til mig imorgen… (smiler)
Ja, han har jo konsultation om Tirsdagen, så mon ikke han slår på tråden!!
Hej Mugge!
Har vist ikke læst dine andre tråde, jeg er ret ny her på K10…
Men hvad skal du i morgen på Frb. Hosp., Rheumatologisk?
Hej Mugge.
Ang,PTDS som jeg desværre har i svær grad, kan jeg anbefale dig som hyanna skriver Bispebjerg hospital.
For at komme der i deres grupper med kognitiv terapi skal du have en henvisning fra egen læge .
Men som hyanna også foreslår dig, syntes jeg du skal lufte din mistanke om en evt, PTDS til din psykatriker, som så også kan henvise dig til den rette behandling for PTDS.
Jeg har med stort udbytte fået hjælp fra Bispebjerg hospital, hvor jeg var tilknyttet kognitiv terapi 2x om ugen i 6 mdr,
Hvis du vil vide mere ang, terapien er du velkommen at skrive.
hilsen thelma
Hej, Carmen.
Jeg skal have en reumatologisk undersøgelse, som jeg håber samler alle de enkelt-undersøgelser, jeg tidligere har samlet mig. En bunke løse papirer bliver ikke respekteret i kommunen.
Hilsen,
Mette
Tak skal du have, Thelma.
Jeg spørger min læge om det.
Hilsen,
Mette
Hvem skal lave den samlede rheumatiske undersøgelse?
Måske skal jeg advare dig, send evt. en privat mail…
Foreløbig bliver der taget blodprøver og røntgenbilleder, - og så skal jeg tale med en, der hedder Bo og har forstand på hypermobilitet. Er der så en tredie, der laver den samlende vurdering?
Nå, foreløbig har lægen sagt: at alt, hvad andre har skrevet (reumatologer) er forkert, - at partiel hypermobilitet ikke findes, - at det er usandsynligt, at jeg har fået rettet bækkenet da jeg var 30, - at det er helt sikkert har været fup når jeg har fået rettet bækken op hos fysser i årevis, - at jeg skulle have tilpasset mig og beholdt mit skæve bækken, at jeg bør gå med stive indlæg i skoene. Træning ser han på med mistanke. Endvidere skulle det være så sjældent at børn blev presset skæve under fødselen, at det ikke kan være rigtigt.
Han har gået med til et foto af mit bækken, men jeg forventer ikke accept af noget som helst.
Dog siger han, at han jo er en “VVS”-mand, der kun kan se, om diverse rør og muffer er ok, så der kan godt være problemer, som bare ikke sorterer under hans felt. Det ser han hele tiden.
Jeg skal tale med en speciallæge, mener han.
Problemet er, at der har jeg været, - men deres udsagn tager kommunen jo alligevel ikke for gode varer, og især ikke, hvis ham her modsiger dem.
Min optimisme kan ligge på et meget lille sted, - og jeg tror, jeg ser på 10 år mere på kontanthjælp.
De første mange år af mit kontanthjælpsforløb gik med en kamp for at få et deltidsjob, så jeg kunne komme til at gøre min afbrudte revauddannelse færdig på egen hånd. De næste gik med kamp for bare at få et job, så jeg kunne komme ud af systemet.
Nu gælder det bare at få nogen til at sige, hvad jeg selv ved,- at mine fødder ikke tåler, at jeg står i mange timer, så jeg ikke bliver smidt ud i noget, der ødelægger den anden fod også.
Den eneste frihed, man reelt har her i livet er evnen til at flytte sig.
Har lige talt med sagsbehandler. Ved godt, at ingen svarer mig, men må lige have afløb. Talt med sagsbehandler. Han var oppe på dupperne: Reva, -flex, - eller det ord, han ikke må udtale. Reva til hvad?, spurgte jeg. Så havner jeg jo samme sted igen. Så er der flex, sagde han, - “så skal du jo bare søge arbejde, men kommunen skal også søge for dig”. Tjah, men jeg fortsætter under bistandsforhold?, - Ja, sagde han. Det kan tage yderliger 10 år, - “Ja”, svarede han. Så er mit liv jo forbi.
Så sagde jeg vist for første gang, hvordan jeg har det: Jeg er 57 år, har været ude af arbejdsmarkedet i henved 20 år, er blevet snydt for at færdiggøre min reva, og har til stadighed søgt uden resultat. Jeg har haft det som om jeg har influenza i 2 mdr, - jeg har angstanfald, min sædvanlige indre dynamik er væk og jeg har til tider selvmordstanker. Jeg vil bede til alle gode magter om at jeg slipper fri nu. Jeg er træt. Det hele hænger på mig og jeg kan ikke tage mig sammen til noget. Jeg drømmer bare om at få lov til at genoprette mit liv så jeg kan nå at bruge det lidt inden jeg er for gammel.
Jeg fik afbrudt den uddannelse, der skulle give mig papirerne på det, jeg allerede kunne. Det skal jeg åbenbart bøde for med mit liv. Det er sådan, jeg har det.
Alt det fik jeg sagt til ham. Han skiftede tonefald. Vi får se, hvad der kan gøres, sagde han.
(En sagsbehandler i "Underdanmark foreslog, at jeg evt tog den til højesteret som principsag med hendes hjælp).
Nu skal jeg tale med en psykiater 23/11 og derefter holdes der møde.
Hold mig! Knæene knækker sammen under mig.
Hvis jeg bliver dømt til at fortsætte uden ret til selv at gøre noget med mit liv og de evner og ressourcer, jeg har, gider jeg ikke mere. Så er spillet slut.
Hej Mukke
Jeg kan desværre ikke gøre andet for dig end sende dig masser af :kram::kram::kram: og gode tanker og ønske for dig, at de kommer til fornuft og bevilger dig den førtidspension du har så hårdt brug for.
Men bliv herinde - der kommer helt sikkert flere med gode råd og opbakning.
Og bliv ved med at stå op og kæmpe. Du kan jo se herinde, at det for nogle lykkes at komme, om ikke helskindet, så dog igennem systemet.
Hilsen
vim
Op på hesten igen, Mukke!
Der kan jo komme noget positivt ud af den 23/11 og det efterfølgende møde!
Krydser fingre for dig 
Tak skal I have.
:mad: Åh ja, disse kampe. De tager SÅ meget energi fra os.
Sender dig mange gode tanker, og såm en anden skrev. Bliv her og få det ud af systemet.
Det er en god ide, at skrive sig ud af bare lidt.
Jeg kan ikke helt læse ud af din beskrivelse, hvor mange smerter Du har.
Men Du skulle da nok kunne nå at få et godt liv.
Træthed, grimme tanker, Ja det er meget ubehageligt, men der ER råd for at ordne.
Måske kan DU få et job med hensyn og skån.
:kram:
Mine smerter en mest psykiske, - over mit spildte liv. Jeg får smerter når jeg får ensartet belastning.
Min sagsbehandler overvejer mulighederne. Mange års arbejdsløshed tæller for nogle, - hvorfor ikke for mig?
Tror ikke, at han rigtigt fornemmer, hvor desperat, jeg er, eller helt kan se hvorfor, - men hvordan skulle han også kunne det?
Nu skal jeg til samtale med psykiater, - heldigvis hos Jes Gerlach. Derefter vil sagsbehandler og teamet holde møde.
Jeg er ikke optimistisk, hvis jeg skal være helt ærlig.
Halløj du!:kram:
Ikke give op nu, så vinder DE jo…
Vi er flere der har det som du, og vi ved det er svært ind imellem. Kom herind og “læs af” når du har behov for det. Tit og ofte hjælper det også bare at få snakket lidt, med nogen der forstår situationen…:kram:
Venlige og varme hilsner fra Lizzy